Den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB blev allerede i 1976 opmærksom på, at det måske var værd at bage lidt på journalist Jørgen Dragsdahl. På daværende tidspunkt var han freelance-sikkerhedsmedarbejder på Information. Opgaven med »dyrkning« med henblik på hvervning af Dragsdahl, som det hed i et telegram fra Centret i Moskva, blev prompte overladt til KGB-residenten Ljubimov på USSR’s ambassaden i København. Dragsdahl fik kodenavnet ‘STOT’, og KGB-officeren Tjebotok, som ligeledes var udstationeret i København, fik i opdrag at fuldføre missionen.

Og tilsyneladende gik det fint: Efter et stykke tid blev ‘STOT’ i de fortrolige KGB-indberetninger opskrevet til at være en »operationel kontakt«, og senere blev han endda omtalt som KGB’s »Nr. 1« i Danmark af KGB-officeren Minin i dennes indberetninger til Centret.

Disse oplysninger kom i PET’s besiddelse efter et samarbejde med den britiske efterretningstjeneste om den senere afhoppede KGB-officer Gordijevski, og PET indledte derfor i februar 1983 både en telefonaflytning og en overvågning af Dragsdahl, der i hvert fald strakte sig frem til oktober 1985.

Da professor Bent Jensen mange år senere fik adgang til nogle af disse oplysninger, skrev han i januar 2007 en stort opsat artikel i Jyllands-Posten med den overordnede konklusion, at »Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent.«

Jensen citerede også, hvad han kaldte »PET’s fortrolige konklusion til eget brug«, som lød således: »Set med KGB-briller har D’s position […] været ualmindelig nyttig«.

Modsat har Dragsdahl fremholdt, at der netop ikke var tale om PETs officielle syn, men derimod om en subjektiv vurdering fra en kriminalassistent i PET, der blev sat til at skrive referat fra et møde med PET’s souschef Mikael Lyngbo, som Dragsdahl tog initiativ til i juni 1985. Mere om det senere …

Oprejsning

Bent Jensens artikel fik i første omgang Dragsdahl til at anlægge injuriesag både mod Jyllands-Posten og professoren i foråret 2007, og denne sag er endnu ikke afgjort.

Med bind 13 fra PET-Kommissionen, som handler om KGBs kontakt- og agentnet i Danmark med godt 40 sider om ‘STOT’, får Dragsdahl medvind til injuriesagen, hvis den da ikke ender med et forlig forinden. Tidligere er Ekstra Bladet, som har skrevet på lignende vis om Dragsdahl, endt med at indgå forlig frem for at tabe i retten.

»Det er op ad bakke, hvis retten vil vurdere sagen på samme måde som kommissionen,« >har Bent Jensen således medgivet over for Jyllands-Posten.

Så selv om ‘STOT’-sagen som følge af Godijevskijs afsløringer blev behandlet på øverste niveau i regeringens sikkerhedsudvalg i november 1985, så lykkedes det ikke for PET trods intensiv overvågning i flere lande at finde beviser på nogen agentvirksomhed fra Dragsdahls side. Eller med daværende operationel chef i PET Per Larsens ord til Kommissionen: »Der blev aldrig ført bevis for, at Dragsdaghl skulle have lavet ulovligheder, og derfor kom der ikke noget ud af sagen.«

Når Dragsdahl skrev sine artikler om nedrustning og sikkerhedsspørgsmål, som han gjorde i Information, er den sandsynlige forklaring, at han mente det, han skrev. Indholdet blev ikke bestemt af KGB-påvirkning, selv om Dragsdahl tilsyneladende gerne indvilligede i at mødes med sine ambassade-kontakter på overraskende lokaliteter som f.eks. i et S-tog fra Farum.

Mistænkt for CIA-agent

Ifølge PET-Kommissionen er der for historieskrivningen en nærliggende risiko for, at de KGB-officerer, der regelmæssigt skulle indberette til Centret om deres arbejde, overdrev resultatet af deres indsats. Og da Dragsdahl samtidig af den østtyske kontraspionage blev mistænkt for at være CIA-agent på grund af sine mange amerikanske kontakter samt - >ikke mindst - sine uforsonlige artikler om det hjemlige kommunistparti DKP, valgte KGB-officeren Minin måske derfor at ‘opskrive’ ‘STOT’ ved at omtale ham som »nr. 1«. Også Moskva-centret mistænkte på dette tidspunkt Dragdahl for at være dobbeltagent og nærede ifølge Kommissionen i øvrigt »mistro til Minins embedsførelse«, fordi Minin havde et stort pengeforbrug på københavnske værtshuse.

PET var ifølge kommissionen helt på det rene med, at Dragsdahl i mange artikler »til trods for hans åbenbare venstreorienterede politiske indstilling«, som en PET-medarbejder formulerede det i 1983, giver indtryk af »at være kritisk overfor sovjetisk/kommunistisk regime, og endnu mere hånligt afvisende er han overfor DKP

Kommissionen anfører eksempler på, at Bent Jensen i sin artikel i Jyllands-Posten så at sige strammer de oplysninger, han har fået adgang til i PET’s deklassificerede dokumenter. Et eksempel er, hvad Bent Jensen betegnede som »PET’s fortrolige konklusion til eget brug« om »D’s position« som værende »ualmindelig nyttig«. Oplysningen findes i det mødereferat, kriminalassistenten skrev i juni 1985. Men ifølge Kommissionen skal man være »varsom med at tage referentens vurderinger som udtryk for PET’s ‘institutionelle’ opfattelse«.

Kommissionen nævner endnu et eksempel fra samme mødereferat, hvor Bent Jensen sætter lighedstegn mellem kriminalassistentens egen opfattelse og PET’s. I Jyllands-Posten skrev Bent Jensen således, at »PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået længere i sit samarbejde med KGB, end han ville være ved« selv om kriminalassistenten udtrykkeligt skriver i referatet, at »personlig tror jeg, at D under Tjebotok gik langt længere, end han ville være ved.«

Dragsdahl har ikke ønsket at udtale sig, da han af sin advokat er pålagt tavshedspligt på grund af injuriesagen. Bent Jensen er i Italien, men han har indvilget i at besvare spørgsmål en af de nærmeste dage i Information.