Det er symptomatisk at gennemlæse artistlisterne fra sommerens festivalprogrammer for blot atter at konstatere, hvor dårligt repræsenterede kvinder som musikere er på de danske musikscener. Copenhagen Jazzfestival har måske forsøgt at tage affære ved at positionere adskillige kvindelige figurer på årets plakat, selv om dette langt fra afspejler den kønsfordeling, der er blandt de udøvende musikere. Er plakaten derfor blot endnu en anvendelse af kvindekroppen som en visuel appetitvækker på en kulturbegivenhed, der alligevel er tom for en egentlig repræsentation af kvindelige artister? Og tjener plakaten dermed snarere til at dække over det faktum, at kvinder som musikere stort set er udelukket fra scenerne?
Ud af et samlet antal instrumentalister på 489, er der kun 27 kvinder, det vil sige 5,5 pct. kvinder! Her er jazz for børn ikke talt med, ligesom koncerter uden for det officielle festival program heller ikke er medregnet. Det interessante er nu heller ikke det eksakte antal, men netop forholdet mellem antallet af mænd og antallet af kvinder. Fokus på instrumentalisterne er ikke en undervurdering af vokalistens betydning, men skal vise den ulige kønsfordeling, der netop er blandt instrumentalister. Årets plakat bærer titlen: »Jazz er ikke født endnu«, og det er oplagt, at de kvindebilleder, som plakaten viser, skal fremstå som symbol på fødsel. Men at jazzen i virkeligheden fødes af mænd, fortæller plakaten intet om.
Roskilde Festivalen
Det kan tænkes, at arrangørerne med plakaten vil udtrykke forhåbningen om, at der i fremtiden vil være en højere repræsentation af kvindelige musikere på festivalen, men en bemærkning denne intention havde dog om været belejlig.
Jazzfestivalen er langt fra den eneste festival, der afspejler den ulige kønsfordeling, der er i musikbranchen. Roskildefestivalen, landets vigtigste rockbegivenhed, halter ligeledes bagud med en værdig kønsfordeling. Ud over at de fleste bands, som optræder på festivalen, består af mænd, så er den skæve kønsfordeling forplantet ind i festivalens organisationsstruktur, hvor de ledende poster er besat af mænd. Festivalledelsen består af Henrik Rasmussen, Henrik Nielsen, Søren Mariegård, Peter Hvalkof og Thomas Kehler. Herudover er to øvrige nøglepersoner for festivalen også mænd: Bestyrelsesformand for Foreningen Roskilde Festival, Dan Hacke, samt festivalens talsmand, Esben Danielsen. Den eneste undtagelse er musikchef Rikke Øxner. Derudover kan sagtens være, at der blandt festivalens øvrige medarbejdere findes mange kvinder - ikke mindst blandt det store antal frivillige, som under festivalens dage får det store hjul til at dreje velsmurt rundt. Men ledelsen for selve festivalen består kun af mænd.
Det er en skam for Roskilde Festivalen og en stor fejltagelse, at man undlader en explicit debat om, hvordan festivalen er med til at producere køn og fastholde de kønsnormer og -stereotyper som tilsyneladende begrænser kvinder fra at deltage i produktionen af musik.
Tag kritikken alvorligt
Gennem en ukritisk og mangelfuld stillingtagning til kønsproblematikken er festivalen desuden med til at gøre rockmusikken til et statisk kommercielt produkt og at fratage det træk ved rocken, som i historien har været denne genres vigtigste karakteristika; at være normbrydende og progressiv som kunstform.
Hvad det er for nogle forhold, der gør, at kvinder er så ringe repræsenteret, vil det kun være sundt at skabe en konstruktiv og værdig debat om. I dette indlæg vil jeg dog nøjes med at henvise til Anya Mathilde Poulsens bog Feminint Forstærket , i hvilken ni aktuelle kvindelige musikere fortæller om deres erfaringer ved at have en professionel karriere som musiker, og hvilke fordomme og barrierer de har mødt i branchen.
Musikfestivalerne er som al anden kulturproduktion ikke neutrale platforme. Derfor bør de to store kulturfabrikker, Roskilde Festivalen og Copenhagen Jazzfestival, tage kritikken af den ulige kønsfordeling alvorligt, og aktivt indgå i en eksplicit debat om, hvordan repræsentationen af kvindelige musikere på de danske musikscer kan øges. Alt andet er en skam for både kulturen og musikken.
Tine Bacher er musiker og sangskriver, samt studerende ved Københavns Universitet i musikvidenskab og statskundskab
Kommentarer
Det siges i artiklen procentdelen af kvindelige instrumentalister er 5,7%. Det er ikke så forskelligt fra det man finder i lederjobs i erverveslivet. Kan det tænkes at årsagen er den samme? nemlig at den slags arbejde, med uforudsigelige arbejdstider, er uforeneligt med den omsorgsrolle som primært forventes af kvinder?
Vores arbejdsmarked er ekstremt kønsopdelt og tendensen er desværre ikke faldende. Primært går det det på offentlig og privat ansættelse, men det stopper ikke der. Dette er uden tvivl påvirket af de to køns forventninger om at blive henholdsvis primær og sekundær omsorgsgiver. Man skulle tro at kvindeorganisationerne ville prøve at ændre på dette, men det er desværre ikke tilfældet.
Tine Bacher, sorry, men jeg synes altså ikke, jeg blev særligt meget klogere af at læse din kritik.
Hvad med at give et par konkrete bud på, hvilke af fx Copenhagen Jazzfestivals mandlige kunstnere, som er fejlkurateret i forhold til kvalitetsniveauet på tværs af køn, og hvilke specifikke kvindelige kunstnere, som burde have erstattet dem?
En anden ting, jeg kunne tænke mig at høre din vurdering af, er relationen mellem repræsentationen af kvindelige kunstnere fx på Jazzfestivalen og det bruttogrundlag, som der kan kurateres fra.
Er de nævnte 5,5 % kvinder fx en lige kønsfordeling i forhold til antallet af udøvende danske kvindelige hhv. mandlige jazzinstrumentalister på det nødvendige niveau? Er det 10 % - eller 60?
Endelig, og måske lidt mere langhåret (om jeg så må sige), ville det være interessant med en analyse af, hvad jeg som jazzforbuger m/k går glip af pga. det skæve kønsforhold mellem de udøvende kunstere, sådan rent æstetisk.
Eller er det et arbejdsmarkedspolitisk problem, du adresserer, snarere end et kunstnerisk.
Jeg er lidt forvirret.
Er det en joke?