At byde på øretæver

I flere år troede jeg, at jeg hadede Smagsdommerne. Jeg havde fået den klare opfattelse, at jeg ikke kunne udstå hele konceptet og at Adrian Hughes måtte være den mest irriterende og selvsmagende vært, DR havde dyrket frem siden Søren Ryge. ‘Hvis jeg vil have en anmeldelse af en bog, vil jeg sgu da have den fra én, der har forstand på det,’ gik jeg og sagde, ‘det er helt enestående mangel på respekt for kulturen’, og for satan, hvor var jeg træt af at høre på pseudointellektuelle præster, der trak moraliserende meninger i automaten.

Torsdag efter torsdag fandt jeg mig selv råbende foran tv’et til stor irritation for min kone. I direkte tale henvendte jeg mig til mit tv. Nogle gange var jeg hånlig:

»Dit mindreværd er så forudsigeligt,« nogle gange sexistisk:

»Det siger du kun, fordi du tror du er lesbisk,« og altid helt useriøs og under lavmålet: »Du er en fucking popproducer. En undermåler af en popproducer.«

Sådan gik det i flere år, og jeg blev ved med at underholde folk om, hvor meget jeg hadede det program. For hver sæson der blev lagt til, kunne jeg harcellere over, hvor længe det program havde kørt og fortalte som regel forarget en historie om, at det var det eneste program på DR2, der havde fået lov at køre mere end to sæsoner. Det havde jeg i øvrigt intet belæg for.

Dylan i modvind

For et par år siden kammede det så helt over for mig. På det tidspunkt var jeg så optaget af at hade programmet, at jeg havde indstillet kalenderen i min telefon til at bippe torsdag aften, hvis jeg skulle have glemt det. Denne aften ‘anmeldte’ de Bob Dylans Modern Times , og i studiet var litteraturanmelder Leonora Christine Skov, reklamemanden Knud Romer og filminstruktøren og dylanologen Christian Braad Thomsen, der til lejligheden havde fundet en gammel T-shirt frem med helten.

Pladen, Dylan og Braad Thomsen blev svinet til af Romer og Christine Skov, der med de mest barnagtige og forudsigelige anklager troede de var i opposition og provokerede deres forældre. Noget med at han sang som en ged, og at Christian Braad Thomsen var en dum teenager, der troede kejseren havde tøj på. Jeg blev så ophidset den aften, at jeg satte mig ned og skrev et støttebrev til Christian Braad Thomsen, der - må vi nok erkende - blev kørt godt og grundigt over af de yngre kræfter.

»Kære Christian Braad Thomsen. Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke stor fan af DR2’s Smagsdommerne, men falder af og til i og må så indrømme, at jeg bliver hængende,« underdrev jeg indledende.

»Således også torsdag aften, hvor du debatterede med Knud Romer og Leonora. I den forbindelse vil jeg bare (som millioner andre) bakke dit synspunkt om Bob Dylan 100 procent op (…) De to andres indfald var grinagtige og fuldkommen ignorantiske, og i øvrigt hverken provokerende eller særlig nye - bare uvidende. Det er så ekstra pudsigt, at Knud Romer vælger at kalde dig pubertær, når et overfald på Dylan er noget af det mest barnagtige pubertære forældreoprør, man overhovedet kan forestille sig.«

I særklasse

Det var mit første brev af den slags, og Christian Braad Thomsen blev så glad for mit brev, at han uploadede det i en DR-debat. Det var da jeg læste det dér på siden med Christian Braad Thomsen som afsender og mig som underskriver, det pludselig gik op for mig, hvad der var sket med mig.

Nu siger jeg ikke længere, at jeg hader Smagsdommerne. Jeg råber stadig af mit tv hver torsdag aften, og jeg kommer stadig med perfide kommentarer til gæsterne og værten. Ikke helt så højt og selvsikkert som før, men jeg sidder der næsten hver torsdag aften. Nogle gange ophidset og medrevet, nogle gange opløftet og aggressiv, men næsten altid underholdt.

Ok, programmet er et sørgeligt påskud for et reelt kulturprogram - det tror jeg, de fleste kan blive enige om. Til det er behandlingen af de forskellige værker for overfladisk og ukvalificeret, og det ville være ærgerligt, hvis DR mente, at Smagsdommerne på nogen måder ville kunne gøre det ud for public service-stationens kulturdækning af litteratur, film og musik.

Men det er et i særklasse underholdende tv. Et studie i rigtige og forkerte positioner i den kreative klasse, morsomme kulturdebatter og en direkte tale til den laveste fællesnævner, til dem, der føler sig som den højeste. Det er der ikke mange programmer i Danmark, der kan skrive i foromtalen.

Smagsdommeren, Torsdag på DR2 - i øjeblikket på sommerferie