Kære Bertel Haarder.
Tusindvis af studenter landet over har netop fejret, at flere års studier har båret frugt. Dette er blevet fejret med fest og farver, som mine medstudenter og jeg gjorde det for nu to år siden - i sommeren 2007. Noget har dog i mellemtiden forandret sig. De studenter, der nu forlader reden, er ikke blot af en anden studiereform, de er også blevet bedømt anderledes, end vi andre. Deres karakterer er fra lærere og censorers side givet efter 7-trinsskalaen.
I 2006 trådte den ny karakterskala i kraft på ungdomsuddannelsesinstitutioner. Formålet med skalaen var, at danske unge skulle have mulighed for at konkurrere internationalt. Det er et vigtigt mål for Danmark rent fagligt. Politikere og specialister kom frem til, at man med den nye skala dels nemmere kunne omregne gennemsnittet til ECTS-skalaen, som er den skala, der bruges internationalt. Men den nye skala skulle også sikre, at langt flere topkarakterer blev uddelt. På den gamle skala var det velkendt, at karakteren 13 var så godt som uopnåelig. Bedst husker jeg nok, da en af mine lærere i gymnasiet fortalte, at hun i sin 15 år lange karriere som underviser højst havde givet to 13-taller i eksamensøjemed. I dag er det derimod snarere reglen end undtagelsen, at der gives topkarakteren 12.
Vi kan konkludere, at skalaen har virket. Et utal af studenter i denne tid render rundt med 12 og 10-taller i hatten. Om det er, fordi de danske unge er blevet klogere end for en generation eller to siden, det tror jeg næppe. Svaret er måske nærmere, at topkaraktererne sidder noget løsere nu end førhen.
Men så er det, jeg spørger mig selv; bliver der så ikke uligevægt mellem unge bedømt efter 13-trinsskalaen og 7-trinsskalaen?
Ulighed ved omregning
Alle vi unge, der dengang blevet bedømt efter 13-skalaen, har via en tabel fået tilpasset vores karakterer til 7-trinsskalaen. Et 8 eller 9-tal bliver eksempelvis til et 7-tal på den nye målestok, og et 7 tal bliver til et 4-tal. Men hvordan kan man det? I denne omregning er der jo ikke taget højde for, at elever efter 13-skalaen oftest måtte kæmpe hårdere for deres karakterer, end tilfældet er nu. Jeg vil vove at påstå, at det aldrig har været så nemt at få karakteren 10 og 12, som det er tilfældet nu. Hvordan kan det så være fair, at nogle elevers hårdt tjente 8 og 9-taller skal hamle op med i dags let givne 10 og 12-taller?
En anden ulighed ved omregningen finder man, når eksempelvis et gennemsnit på 8,0 bliver omregnet til gennemsnittet 6,0. Såfremt en elev på den gamle skala i samtlige fag havde fået karakteren 8 i alle sine fag, burde hans snit omregnet så ikke være 7?
Kan det være rigtigt, at disse elevers i forvejen hårdt tjente karakterer forringes yderligere, når snittet skal regnes ud?
Lige om lidt bliver det afgjort, hvem der kommer ind på hvilke uddannelser, men man kan frygte, at de store tabere i det spil bliver de unge, der sled sig frem efter 13-skalaen. Sandheden synes desværre at være, at deres slid og slæb ikke nyder samme anerkendelse, som deres medstuderende, som er blevet bedømt efter 7-trinsskalaen.
Denne forskel kommer til at ramme hårdt, når uddannelsesstederne skal sortere i deres ansøgere. De vil selvfølgelig vælge de elever med det højeste snit, og dette høje snit, har de nye studenter ganske enkelt bare en bedre forudsætning for at have. Mit spørgsmål er, hvorvidt dette er rimeligt? Er det rimeligt at lige så kloge hoveder skubbes bagud i processen, blot fordi de ikke fra statens side har haft de samme forudsætninger?
Selv begyndte jeg sidste sommer at læse jura på Københavns Universitet, og konkurrencen om pladserne var overvældende. Den eneste forskel var, at jeg dog fik pladsen på en mere ‘ærlig’ vis - nemlig ved at være oppe mod andre unge med de samme forudsætninger.
Ulige forudsætninger kommer mange andre unge i år til at stå foran, i hvert fald såfremt de engang har stræbt efter karakteren 13.
Det er derfor mit ønske, at du, Bertel Haarder, og dine ansatte vil tage dette til efterretning, før man taber resten af en udmærket generation på gulvet på grund af tidens uundgåelige reformer.
Sophie O. Echeverria er jurastuderende
Kommentarer
Tja jeg havde en vejleder på uni og hans mening var at havde man fået 9 så var det fordi man havde leveret et godt og solidt stykke arbejde som bare var nagelfast. 9 blev som der stod i forklaringen den gode præstation over middel. Det skulle så give 7 omregnet, som gives for den lidt usikre præstation, men nogenlunde tilfredsstillende præstation. Det er jo ikke just det samme, så dine betragtninger kan man jo kun være enig i. Jeg vil også mene at et 10 tal i dag, svarer til et 9 tal i gamle dage, når man ser på forklaringen til karakteren.
Den nye karakterskala er en katastrofe. Et af argumenterne for den var at skabe mulighed for tvær-europæisk sammenligning, men det gør den ikke. Min datter, som afslutter sin master i science politique på Sorbonne i september, er hele vejen gennem sit studium i Paris blevet bedømt efter en 20-skala, hvor 10 svarer til 6-tallet efter vores “gamle” karakterskala ( = beståelsesgrænsen). - Og noget andet: Topkarakteren 13 blev blandt andet beskrevet med adjektiverne usædvanlig selvstændighed, usædvanlig omfattende og fyldestgørende viden, analyseevne og forståelse m.m. - I den nye karakterskala findes det usædvanlige slet ikke. Den nye topkarakter betegner blot toppen af middelmådigheden - nemlig at man kan det man skal. Det der ligger ud over det dette niveau, bedømmes slet ikke.
Det mest påfaldende ved den nye karakterskala i forhold til den gamle er i mine øjne, at en selvstændig præstation ikke længere belønnes. Det siger en del om i hvad retning vores uddannelsessystem, og dermed vores samfund, bevæger sig.
Adam af Bremen, nu er det jo ikke venstrefløjen, der er fadder til den nye karakterskala, som jo skulle ligestille danske studerende med andre ved netop ikke at anlægge subjektive superlativiske standarder, som andre europæiske og amerikanske unge ikke afkræves.
Hele denne fokus på karakterer synes enormt vigtig, når man står i det; men reelt set er det jo forholdsvis ligegyldigt, hvordan andre bedømmer en præstation i toppen, hvis man iøvrigt selv gør sig klart, hvad man vil bruge sin viden til, hvordan man får mere af den, og hvem der kan have nytte af alt det, man får indenbords og udvikler.
Jeg må tilslutte mig Peters indlæg.
Det hele handler om denne ulidelige harmonisering, der ved Gud ikke har noget som helst med socialisme at gøre.
Kapitalens frie bevægelighed, arbejdskraftens ditto og så videre.
Det og ikke andet er grunden til, at karaktersystemet er blevet harmoniseret.
Peter Hansen skriver:
“reelt set er det jo forholdsvis ligegyldigt, hvordan andre bedømmer en præstation i toppen, hvis man iøvrigt selv gør sig klart, hvad man vil bruge sin viden til, hvordan man får mere af den, og hvem der kan have nytte af alt det, man får indenbords og udvikler.”
At gøre sig disse ting klart kræver jo netop, at man er ganske selvstændigt tænkende. Det bliver man ikke i et uddannelsessystem, hvor evnen til at indgå i et tværfagligt gruppearbejde fremelskes på bekostning af selvstændighed. Ligesom tilegnelsen af konkret viden er trængt i baggrunden til fordel for den ulyksalige vidensrelativisme, der går ud på, at det ikke gør noget, at man ikke ved noget, for man *kunne* komme til at vide det, hvis man ville.
Karakterskalaens betydning rækker altså ud over spørgsmålet om, hvem der får de sidste pladser på medicin og jura i år. Den er med til at sætte målet for undervisningen helt ned på folkeskoleniveau. Det er en illusion at tro, at uddannelsessystemet ikke har en opdragende/dannende funktion, og dermed er det ikke uden betydning, hvad man forstår ved at være en god elev/studerende/forsker. Karakterskalaen er måske det eneste sted, hvor dette formuleres helt konkret. Der ligger en enorm signalværdi i den.
Hvis formålet med at afskaffe selvstændig tænkning i det danske uddannelsessystem er, at det gør det nemmere at sammenligne et dansk uddannelsesbevis med et udenlandsk, synes jeg at prisen er temmeligt høj. Det er mere end en generation, der tabes på gulvet, det er de akademiske idealer.
Jeg er enig i det overordnede - skalaen er noget vrøvl og den er ulige. Men der er en enkelt faktuel fejl i indlægget:
‘En anden ulighed ved omregningen finder man, når eksempelvis et gennemsnit på 8,0 bliver omregnet til gennemsnittet 6,0. Såfremt en elev på den gamle skala i samtlige fag havde fået karakteren 8 i alle sine fag, burde hans snit omregnet så ikke være 7?’
Det bliver det bestemt også, hvis samtlige karakterer er 8. Hvis det derimod er gennemsnittet, der er otte, er det ikke til at sige på forhånd og 6,0 kunne nemt være et resultat som du skriver (men det afhænger altså, hvor mange 6’ere, 7’ere, 8’ere osv. der er givet på den gamle skala).
Maria Jensen, jeg tror, at du overdriver realiteterne, selvom jeg er enig med dig i faren for nivellering.
Det er jo en naiv forestilling, at gruppearbejde kan foregå ordentligt, hvis ikke der er tale om selvstændigt tænkende, oplyste individer, der hver især kan tilegne det fællesprojekt en merværdi, samt antage et større, mere komplekst omfang, end hin enkelte kan overkomme på egen hånd.
På pædagogikkens alter har vi ofret megen erfaring af menneskets evne til at modtage undervisning - det er således ret indlysende, at man ved at oplære børn til en tilrettelagt og formidlet videnstilgang gør dem uegnede til at modtage undervisning gennem ligefrem forklaring, sådan som det ellers traditionelt med held er foregået.
Disse spørgsmål bør man imidlertid friholde fra en diskussion af et karaktersystem, der under alle omstændigheder kun kan have blot en smule betydning som thermometer, fremfor retningsgiver for undervisningens indhold og omfang. “Man lærer ikke for skolen, men for livet” - og det passer!
Peter Hansen:
At man lærer for skolen og ikke for livet er jeg fuldstændig enig i - det er et af de akademiske idealer, jeg mener at vi skal værne om. Men hvad nytter det at du og jeg sidder her på Informations hjemmeside og er rørende enige, hvis de kommende generationer aldrig bliver introduceret for den tankegang, at en høj karakter aldrig kan være målet i sig selv?
Tilbage i april bragte Information en artikel om den stigende tendens til plagiering blandt studerende helt op på universitetsniveau: www.information.dk/189030 . Det mest bekymrende er ikke at nogen studerende plagierer, for sådan har det nok altid været, men at mange tilsyneladende ikke ser noget forkert i at aflevere noget, de ikke selv har skrevet. Der er sket en holdningsændring. Den umiddelbare reaktion på dette, når man er en forbenet gammel tante, er jo at ryste på hovedet af ungdommens dovenskab og uærlighed. Men forklaringen kan også være uselvstændighed. Og der er en vis logik i, at når man er opflasket med gruppearbejde, så er man vant til på godt og ondt at blive holdt ansvarlig for et produkt, man kun delvist selv har lavet, og så er springet til plagiering måske ikke så stort.
Du kan så mene, at dette ikke har noget med karakterskalaen at gøre. Jeg fastholder, at karakterskalaen er det sted, hvor det bliver sat på spidsen, hvad vi regner for efterstræbelsesværdigt, ikke bare til eksamen men gennem hele skolegangen.
I en diskussion om karakterskalaen sagde en af mine forstandige bekendte, at det jo sjældent er den officielle begrundelse, som er den reelle. Det ville være rart at få dokumenteret omfanget af det postulerede problem for danske unge og forskere i, at blive optaget på udenlandske institutioner..
Måske handler den ændrede karakterskala mindre om danske unges mulighed for at komme til udlandet og mere om regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse i 2015 og 50 % en videregående uddannelse.
Det er - så vidt jeg er orienteret - blevet sværere at dumpe af karaktermæssige årsager i gymnasiet. Et gammelt 00 kunne kun udlignes ved et 13-tal (snit 6,5) idag neutraliseres -3 af et 7-tal. En af dumpekaraktererne er forsvundet. Hvorfor?
Bekvemt er det ud fra en ‘udgiftsneutral’ optik, at justere målene/forventningerne til eleverne op og ned, så 10 procent af en årgang kan få topkarakteren 12, 25 procent karakteren 10 osv. Så kan man jo spare på timer og ressourcer på ungdomsuddannelserne, uden at det koster noget - thi karakterfordelingen skal over tid være konstant. Fiffigt og bekvemt er det også (hvis man ikke vil have fodfolket til at evaluere løbende), at give lærere og elever beskeden, at man ikke skal tænke på den gamle skala, at man skal tænke faglighed og karakterer på en helt ny og anderledes måde. Nååh, sådan..det er “magnifique!,nysseligt, excellent!” - Ren Kejserens Nye Klæder
Skribentens udgangspunkt er, at visse årgange (en generation) tabes på gulvet på grund af uens konkurrencevilkår. Vi taber i hvert fald noget på gulvet, hvis (særligt) karaktererne 10 og 12 gives for en præstation, som er dårligere end tidligere.
Men hvis man i udlandet ikke er helt så overbevist om den danske students fortræffeligheder,kan han/hun jo altid pege på 12-tallet på sit bevis eller henvise til undervisningsmyndighederne i Danmark, som sikkert kan ‘skole’ de endnu uforstandige i det fremmede om, hvordan man nu kan tænke faglighed, så præstationen kommer til at fremstå i et andet og mere fordelagtigt lys.
@ Maria Jensen:
Tak for dine særdeles forstandige og velskrevne indlæg. Hvad angår den øjeblikkelige dannelsesfattigdom er det mit håb, at den ikke vil have samme levedygtighed som den selverklærede forbenede gamle tante Maria Jensen.
Jeg har heller aldrig fattet, hvorfor den nye karakterskala skulle være spor bedre at omregne til eruopæiske skalaer end den gamle.
I Tyskland går skalaen fra 6 til 1 (med 1 som det bedste). Derudover er der nuanceforskelle mellem de enkelte forbundslande.
I Schweiz er det lige omvendt, altså fra 1 til 6.
I Storbritannien er der forskellige skalaer.
Og sådan kan man blive ved ;-)
Og endelig: Hvorfor er alle så fokuseret på at udregne gennemsnittet? Det er vel næppe rimeligt med så mange forskellige fag i et studium.
Hvad er gennemsnittet af 20 æbler og 10 pærer?
Kan en karakterskala tabe en generation på gulvet? En hel generation?
Hvad skal der så blive af de stakkels mennesker?
Skal de blive fiskere i Esbjerg?
@ Erik Karlsen:
Ja, 1-6 i Tyskland, med yderligere differentiering. På Humboldt Universität zu Berlin for eksempel:
1,0 og 1,3: sehr gut
1,7 2,0 2,3: gut
2,7 3,0 3,3: befriedigend
3,7 4,0: ausreichend
schlechter als 4,0: nicht ausreichend
Jeg kunne i hvert fald tælle til 10 bestået-karakterer her.
@ H.J. Lassen:
Hvis en god portion patos skulle anvendes på et emne, synes diskussionen om vurderingen af præstationer i uddannelsessystemet ikke et tåbeligt sted at lade den finde anvendelse.