Lad os forestille os , at en forsker i dag søgte om tilladelse til forsøg med denne nye forplantingsmetode: Lad to mennesker, der tilfældigvis synes, at hinanden dufter godt, udveklse ukontrollerede kropsvæsker og vent derefter ni måneder på, at der måske kom et barn af en slags ud af det. I så fald var der nok gode chancer for, at myndighederne ville være umådelig skeptiske. For lad os se det i øjnene: Seksuel reproduktion er jo en ineffektiv metode med en uacceptabel høj fejlprocent.
Men det er der råd for . I sidste uge kom det frem, at en gruppe forskere fra Newcastle University har haft succes med at producere levedygtig sperm af stamceller. Forskerne understregede, at de blot ville lære noget om mandlig infertilitet, men verdenspressen var på den anden ende: Nu bliver mændene overflødige! Og ikke nok med det. Den kunstige klat kunne ende med at blive banemand for selve livets mening. Som medlem af etisk råd, Klavs Birkholm, sagde til Information: »Vi har indtil nu opfattet kærlighed og artens videreførsel som meningen med livet - og den har jeg ikke lyst til at skifte ud.«
Det er nemlig hverken mænd eller kærlighed, der er på vej ud med badevandet. Det er vores alle sammens kroppe, som vi kender dem i dag. Hvis mænd er overflødige, blev de det, den dag kvinder begyndte at få løn for deres arbejde. At forestille sig kvinder vælger at elske og leve sammen med en mand i årevis for at få en klat sæd - og at mændene koket går rundt og gemmer på sagerne i erkendelsen af, at det er deres eneste berettigelse - er en devaluering af alt det, der gør, at mennesket som socialt væsen vælger at stå op om morgenen. Ønsker en kvinde at blive gravid uden at skulle dele matrikel, er der mange muligheder, der ikke kræver et britisk forskerhold. Reproduktion er i den vestlige verden i enhver forstand adskilt fra økonomi. Vi får børn, fordi vi har lyst, og det vil vi blive ved med. Og lader et par stykker være, kan racen nok også leve med det.
MEN SE X for reproduktionENs skyld bliver sandsynligvis last season før eller siden. Spørgsmålet er, om det i sig selv er et problem. De fleste af os gør det allerede for sjov skyld, for at føle os tæt på et andet menneske, for at fordrive tiden, for at holde varmen, eller de tusinde andre grunde til, at sex er kommet for at blive. Og 999 gange ud af 1.000 gange gør folk en betydelig indsats for at undgå, at det ender med en graviditet. Det betyder ikke, at der ikke tårner sig en helt masse dilemmaer op, efterhånden som forplantningsteknologierne udvikler sig. Ønsker vi en verden af perfekte børn uden plads til afvigelser? Er det i menneskehedens interesse at blive ved med at producere så mange børn? Videnskab har demokratiserende og frihedsskabende effekter. Videnskab kan også undertrykke og fremmedgøre. Hvor ligger kunstig sperm i det diagram? Sikkert og flyder et eller andet sted i midten. Uanset hvad, er sex og kærlighed kommet for at blive. Også den slags, der involverer mænd.







Kommentarer