Sliddets belønning

I et gammelt palæ fra 1817, midt på torvet i Faaborg, ligger Dangs restaurant. Udenpå ligner den til forveksling en traditionel dansk restaurant, men ved indgangen hænger der både et dansk og et thailandsk flag. Nede i køkkenet står Dang Hansen og anretter en frokosttallerken til en kunde. Hun er tæt bygget og bevæger sig hurtigt og adræt rundt mellem potter og pander. Håret er resolut redt af vejen, og fingrene arbejder hurtigt med ris, grøntsager og salat.

»Jeg mangler virkelig hjælp i køkkenet. Det var meningen, jeg skulle få to kokke op fra Thailand i april, men ansøgningen er ikke gået igennem Udlændingeservice endnu, så indtil videre er jeg eneste kok i huset. Det er virkelig hårdt i højsæsonen,« siger Dang Hansen, mens hun lægger sidste hånd på retten. Hun holder pause mellem hver enkelt sætning og søger lidt efter ordene. Restauranten har hun haft i snart tre år, og hun elsker det. Selvom hun i gennemsnit arbejder 90 timer om ugen, kunne hun ikke drømme om at stoppe. Jo hårdere, hun arbejder, jo bedre vil hendes alderdom blive.

Arbejdet er essensen

Dang Hansen blev født i det nordlige Thailand i 1953 som nummer ti ud af en søskendeflok på tolv. Hun erindrer ikke, at de var fattige, selvom hendes mor var hjemmegående og mere eller mindre konstant gravid.

»På gamle familiebilleder har alle vi børn fint tøj på, selvom der vist er et par stykker, som ikke har sko på,« siger Dang med et lille grin.

Hendes far havde et godt job hos kommunen, og Dangs skolegang blev betalt af hendes storebror, der havde uddannet sig til dyrlæge.

»I Thailand hjælper familien hinanden med alt. Der er ingen støtte fra staten som i Danmark,« fortæller Dang Hansen.

Derfor var det også vigtigt for hende at komme ud på arbejdsmarkedet og tjene penge til familien. Hun blev uddannet væver i Japan, blev gift som 20-årig og fik to døtre med sin thailandske mand, som hun senere blev skilt fra. I 1991 mødte Dang Hansen en dansk mand, der var på ferie i Thailand. De blev gift få måneder senere, og hun flyttede til Danmark med sine to døtre.

»Noget af det sværeste var sproget. Selvom jeg gik på sprogskole, fik jeg aldrig rigtig fat i det danske,« siger Dang Hansen.

Hun sidder ved et af bordene i sin restaurant og kigger tit ud af vinduet. Ned på de første gæster, der har fået serveret deres frokost.

Hun arbejdede, lige fra hun ankom til landet. Om vinteren gravede hun grøntsager op, stod i en kold lade og rensede dem. Om sommeren gjorde hun rent på hoteller.

»Jeg har altid klaret mig selv, og det er jeg stolt over. Jeg kan lide at arbejde og har aldrig været på bistandshjælp,« siger Dang med slet skjult stolthed i stemmen.

Jo mere hun arbejder, jo større vil hendes frihed være, når hun en dag går på pension. Om få år er gælden betalt af for restauranten, og så kan hun spare op til sin alderdom.

»Så længe helbredet tillader det, vil jeg fortsætte med at arbejde. Jeg går først på pension, når jeg ikke kan mere,« siger Dang Hansen.

Mellem to lande

Bordene i restauranten er elegant dækket med lysegrå duge og en enkelt lyserød blomst. På væggene hænger der mangefarvede malerier med thailandske motiver. I vinduerne står der guldfigurer smykket med glasperler i alskens farver, og over hvert bord hænger der en hvid Holmegaard glaslampe. Dang Hansen lægger to tallerkner frem og stiller glassene omhyggeligt.

Lige nu kunne hun ikke drømme om at flytte tilbage til Thailand. Hun savner sin familie, men hendes børn har det godt i Danmark, og hun har sin frihed.

»I Thailand er det svært at få et arbejde som gammel. Især nu med finanskrisen. Arbejdsgiverne vil hellere have unge, stærke medarbejdere, og der er masser at vælge imellem. Sådan er det ikke i Danmark. Her kan jeg komme på kurser, lære nye ting og samtidig være sikret igennem min fagforening.«

På den anden side kunne Dang Hansen også godt ønske sig at komme oftere til Thailand, end den årlige tur i januar, hvor restauranten holder lukket.

»Hvis jeg skraber penge nok sammen, kan jeg måske bo i begge lande. Mit hjem er i Danmark, men min far og alle mine søskende er i Thailand,« forklarer hun.

Kulturen har heller ikke altid været lige nem at komme overens med. Da hun kom til Danmark, blev hun meget overrasket over, hvor ligefremme danskerne var.

»Her siger man virkelig sin mening. Der er thailændere mere forsigtige og tilbageholdende. Vi er måske mere flinke og smilende end danskerne, men der er også noget befriende ved denne ligefremhed, som er svær at finde i Thailand.«

Familie forpligter

For Dang Hansen er det praktisk at blive i Danmark, men hun er også tryg her.

»Min fremtid er sikret, og jeg kommer aldrig til at sulte. Jeg ved, at der er sygehuse og plejehjem, som nok skal tage sig af mig, selvom jeg er helt sikker på, at jeg aldrig ender mit liv dér,« siger hun med et bestemt udtryk i ansigtet.

Hun håber på, at hendes to døtre vil tage sig af hende, når den tid kommer. Hun opfatter nemlig alderdommen som en meget vigtig del af livet. Det er den sidste afsluttende epoke, der runder et langt og rigt liv af.

»Jeg synes, det er synd for dem, der bor på plejehjem. Jeg kan klare mig selv. Jeg vil bo derhjemme, og hvis jeg en dag ikke kan klare mig selv længere, tror jeg, mine børn vil tage sig af mig,« siger hun.

Dang Hansen drømmer om at købe et hus, hvor der er plads til både børn og børnebørn. De skal ikke nødvendigvis bo der, men hun kan passe børnebørnene og hjælpe sine børn så godt som muligt. Men børnene har også en forpligtelse over for hende:

»Jeg har passet og opfostret mine børn. Jeg har arbejdet hårdt som alenemor, så de kunne komme i skole i Thailand. Det er kun naturligt, at de gengælder over for mig.«