Støvet har lagt sig over Roskilde Festival, og det samme har publikums vante klager over musikudbuddet. Men bag scenen er der stadig nogen, der er utilfredse. Det drejer sig om kunstnere og event-magere, der føler, at Roskilde Festivalens ledelse har taget æren for deres projekter.

En af dem er Daniel Berlin. Han er kunstner, og sidste år var han med til at lave et projekt til festivalen, der bestod af specialdesignede hængekøjer, som festivalgæsterne kunne slænge sig i uden for Pavillon Junior-scenen. Køjerne var en stor succes, og derfor besluttede Roskilde Festival at sætte dem op igen i år, dog uden at sige noget til Berlin eller hans kolleger. Da han fandt ud af det, gjorde han festivalen opmærksom på, at køjerne var et kreativt værk og derfor omfattet af loven om ophavsret. Ifølge loven skulle festivalen altså have kontaktet Daniel Berlin og spurgt om tilladelse til at bruge hans design. Festivalen nægtede først overhovedet at kreditere Berlin eller involvere ham i opsætningen af køjerne.

»I de mails, vi har udvekslet, har ledelsen udvist stor arrogance. Jeg ville egentlig helst tale med dem ansigt til ansigt, for jeg synes, at en generel holdningsændring ville være at foretrække,« siger Daniel Berlin.

Den reaktion beklager festivalens talsmand, Esben Danielsen, nu.

»Hvis vi har trådt på ophavsrettighederne, så er det rigtig uheldigt. Det var ikke vores intention, og vi burde helt klart have kontaktet Daniel Berlin inden, vi satte køjerne op,« siger han.

Daniel Berlin er skuffet over festivalledelsens behandling af sagen, især fordi han ellers kun har positive erfaringer med festivalen.

»Det er en vildt fed udstillingsplatform, og det er derfor, man gør det. Man tror, det kan afføde nogle andre ting. Men jeg har nærmest kun haft problemer med kreditering, og det er det eneste, man får som frivillig kunstner - muligheden for, at folk kan google én senere,« siger han.

Eventgruppen Viva La Renovation har oplevet noget lignende. Sidste år brugte 45 af organisationens medlemmer flere måneder på at forberede kampagnen ‘Less Trash More Music’, der via skraldeoptog, videoer og et klimahus skulle få festivalgæsterne til at rydde op efter sig selv. Også det projekt blev en kæmpe succes, da affaldsmængden blev reduceret med 50 procent. Men Viva La Revolution står kun nævnt i fem-seks små artikler inden festivalens start, og ingen af de positive historier efter festivalen nævner gruppen som del af skraldesuccesen.

»Hvis du søger på ‘Less Trash More Music’ på nettet, vil der stå, at deres kampagne var succesfuld, men der står ingen steder, at vi har lavet den. Det er vi meget skuffede over. Det er ikke en fair måde at behandle frivillige medarbejdere på,« siger gruppens formand, Christian Gade.

Esben Danielsen kan ikke genkende kritikken:

»Vi havde en meget vellykket kampagne med dem sidste år. Det er ikke sådan, at vi ikke har haft lyst til eller ikke forsøgt at nævne dem«.

Tør ikke kritisere

Det er usædvanligt, at Daniel Berlin og Christian Gade står frem med deres klager over Roskilde Festivalens ledelse, for det er de færreste samarbejdspartnere, der har lyst til at brænde deres broer ved at kritisere Nordeuropas største festival. Information har talt med både musikere og frivillige kunstnere og projektgrupper, der ikke har lyst til at klage offentligt, fordi de håber på at kunne samarbejde med festivalen fremover.

Frygten for at skabe et dårligt forhold til festivalens ledelse kan Johan Olsen, forsanger i Magtens Korridorer, godt genkende. For nylig skrev han en klumme, hvori han opfordrede ledelsen til at tage de bekymringer seriøst, som han mener, at medarbejdere brænder inde med, men ikke tør give udtryk for.

»Der er en bred enighed om at beskytte institutionen, og der er ingen, der siger noget om frustrationerne,« siger Johan Olsen.

Esben Danielsen understreger, at festivalens ledelse lytter til folks kritik.

»Vi har et særligt ansvar, fordi festivalen er så stor. Med så stort et maskineri sker der fejl, og kommunikation er noget af det sværeste for os. Vi kan nemt komme til at virke som en tromlende storebror, og nogle gange bliver det opfattet, som om vi gør det med vilje. Jeg kender meget sjældent til, at det skulle være tilfældet,« siger han.