'Forbrydere findes faktisk'

Paula Larrain har længe tænkt, at hun en dag ville præsentere en tv-serie for DR’s dramachef Ingolf Gabold. Den skal foregå til søs, langt væk fra politiske dramaer og fortærsket krimifiktion. Inspirationen kom, da hun selv fik mulighed for at sejle igennem Suez-kanalen på verdens største containerskib.

»Der kan skabes så mange dramatiske begivenheder ude på åbent hav, og der er mulighed for så mange gode billeder. Man kunne virkelig lave noget fedt ombord på et skib,« siger den tidligere nyhedsvært, der er folketingskandidat for de konservative og de seneste par år har været ansat som kampagneleder i Danmarks Rederiforening.

Serien er dog forblevet i skrivebordsskuffen. Men på Informations opfordring har Paula Larrain nu lavet et kort udkast til, hvad den kunne handle om, hvis man bevidst lagde et højreorienteret livssyn ned over den.

Her er skurkene skurke af egen fri vilje, ligesom de succesfulde er blevet succesfulde på baggrund af både dygtighed og ærlighed.

»Vi har en tendens til altid at lede efter en psykologisk eller sociologisk forklaring på, hvorfor folk er kommet i vanskeligheder. Vi vil ikke anerkende, at nogle mennesker for eksempel bare er onde uden egentlig at have nogen grund til at være så lede, som de er. Og når vi socialt anlagte danskere så finder på en forklaring, giver det os ro i sindet, fordi alting igen passer ind i vores humanistiske verdensbillede - altså at alle mennesker i bund og grund er gode«.

Lær af USA

Men virkeligheden passer bare ikke altid ind i et humanistisk verdensbillede, mener Paula Larrain:

»Forbrydere findes faktisk. Der er nogle mennesker, som har haft lige så gode muligheder som alle andre, men alligevel er de endt med at være onde. Det vil vi ikke rigtig være ved, og der kunne vi godt lære lidt af amerikanske film og serier, hvor der tegnes et anderledes råt billede af virkeligheden, end vi er vant til.«

I Paula Larrains bud på en tv-serie, det maritime drama Skibsrederen , optræder en bande somaliske pirater. De er en flok rigtig lede karle, og der er ikke noget snik snak om, at de har haft en hård barndom og i virkeligheden er gode nok på bunden.

I Aden-bugten kaprer piraterne et dansk containerskib. De spreder skræk og rædsel ombord, og hjemme i Danmark sidder skibets ejer, den succesfulde Kaj Havmann, og ved ikke, om han skal betale løsepengene eller håbe på hjælp fra den danske flåde.

Fælles for figurerne i serien er, at de selv har ansvaret for, hvordan deres liv har udviklet sig. Det gælder ikke alene piraterne, der selv bærer skylden for deres forbrydelser, men også danskerne ombord på containerskibet.

»Vi er nået ind i en individualistisk tidsalder, men der foregår stadig en kamp mellem det personlige ansvar og samfundets ansvar. Og hvad det spørgsmål angår, ligger jeg da helt klart lidt til højre. Det er ikke sådan, at jeg er hardcore liberal, men jeg mener, individet har ansvaret for sit eget liv. Og jeg tror også, det er bedst for folk, at samfundet ikke overtager det ansvar i for høj grad. Man har bedre af at opleve, at man selv kan opfylde nogle målsætninger, end at få en sut i munden og i værste fald blive umyndiggjort«.

Kaj Havmanns smukke datter, Inge, der er førstemaskinmester, og den lækre skibsingeniør Henrik har således selv skabt deres succes, mens den fidele andenstyrmand Erik selv har ansvaret for, at hans liv måske er knap så ideelt - selv om han selv mener, at det er alle andres skyld.

Voldsomt fornærmende

Det kan imidlertid være svært at forstå i Danmark, hvor logikken lidt for ofte lyder, at hvis du har tabt, så er det nok samfundets skyld, og hvis du har vundet, så må du på en eller anden måde have snydt, mener Paula Larrain:

»Klicheer i film er ofte sådan, at den, der ser godt ud og klarer sig godt, nok et eller andet sted er et dårligt menneske, mens de, der klarer sig mindre godt, får sympatien og identifikationen. Men man kan jo vælge at portrættere personerne stik modsat, for det kan passe lige så vel ind i virkeligheden som de sædvanlige dogmer. De succesfulde og rige kan godt være sympatiske. Og det er da klart, at når for eksempel Kaj Havmann i modsætning til en type som Kaj Holger fra Krøniken viser sig ikke at være ond, så er det da en kommentar til de sædvanlige dogmer«.

Således forsøger Paula Larrain at udfordre nogle af de fordomme, som efter hendes mening florerer lidt for frodigt i Danmark. Desværre bekræfter medierne imidlertid oftest flosklerne:

»Den sort-hvide verden er meget nemmere at beskrive end den nuancerede virkelighed. Derfor sætter man ikke spørgsmålstegn ved en lang række dogmer, som måske ikke altid har hold i virkeligheden,« siger Paula Larrain, der selv er blevet udsat for nogle af de fordomme, som hun kan genkende i meget journalistik og fiktion:

»Ind i mellem har jeg fået skudt i skoene, at de succeser, jeg har oplevet, hænger sammen med mit udseende. Men hvad pokker er da det for noget at sige? Det er da voldsomt fornærmende. Måske giver det ro for nogle at tænke på, at succes kun er skabt på held og genetiske forudsætninger og ikke på hårdt arbejde. Men problemet er, at virkeligheden som oftest forholder sig direkte modsat«.