For nylig gjaldede et af de jævnlige ramaskrig over landet, med politikervrede og indignerede krav om skærpet indsats til følge. Der var ikke meget af vores danske frisind og postulerede tolerance i luften, da det handlede om, at vores hellige monogami var truet af nogle indvandrede danskeres polygame adfærd. Der var sporet adskillige tilfælde af flerkoneri i landet. Mænd, der ikke bare havde koner, men hver op til flere af slagsen.
Om det er berettiget, at så ganske få tilfælde af en bestemt form for ulovlig adfærd får så megen omtale, er én diskussion. En anden - og mere grundlæggende - er, hvorfor reaktionen på forekomsten af polygami er så heftig.
Det er forbudt ved lov at have mere end én ægtefælle; det har været nedfældet fra de første landskabslove. Senere står det også tydeligt i Danske Lov fra 1683: »Hvilken Ægtemand eller Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør at miste sin hals«.
I den nuværende straffelov hedder det, at forsætlig eller groft uagtsom indgåelse af nyt ægteskab, mens et tidligere ægteskab består, er strafbart.
For og imod
Der var naturligvis nogle grundlæggende praktiske foranstaltninger og overbevisninger, som lovgivningen i sin tid blev baseret på. Et af de praktiske hovedargumenter for monogami er, at man ved, hvem ens børn er. Et moralsk hovedargument er, at man kun bør/kan elske én ad gangen.
De øvrige typiske argumenter imod polygami er, at det kan skabe jalousi, at der ikke vil være ligeværdighed mellem kønnene, at man vil finde en yndling, at de andre ægtefæller vil blive ulykkelige, at man skal undvære, hver gang partneren er hos en af de andre, og at det generelt er noget rod økonomisk, følelsesmæssigt og ansvarsmæssigt.
Argumenter for polygami er, at mennesket ikke er monogamt af natur, at ligesom man kan have kærlighed til flere børn, kan man ditto til flere ægtefæller, at utroskab alligevel trives, da ægtefæller kan ønske samvær og nærhed med andre end en ægtefælle, og at det er frihedsbegrænsende ikke at måtte tilgodese disse andre elskede personer formaliseret i form af tilhørsforhold, skattefordele og arvemæssigt som ægtefæller.
Morgenbolledamer m/k
Da Simon Spies gjorde det åbenlyst og frejdigt, var det charmerende og folkeligt. Havde en udenlandsk millionær haft hans opførsel i dag, var han nok blevet udvist, papir eller ej på de mange damer, han offentligt, åbenlyst og ofte forlystede sig med.
Den helt store forskel på Janni og morgenbolledamerne var arven; følgen af formaliseringen af ét af hans mange forhold.
Man må spørge: I et frisindet og forholdsvist liberalt samfund behøver det vel ikke at være noget større problem, endsige være forbudt ved lov, hvis nogen ønsker at have flere elskere, kærester, morgenbollemænd eller -damer - eller formaliseret; flere ægtemænd eller hustruer? Så længe vi ikke underlægger nogen tvang om, at de skal være polygame, men fastholder, at monogami også er lovligt for dem, der ønsker at leve i det, hvori ligger så problemet med polygami for det frie, danske sind?
Standard-modargumentet kører på medlidenhed med kvinder, og var også det, der fik den nylige debat ud til yderste bøje. Det handler om, at det pr. definition er synd for kvinder at være én blandt flere koner.
Men skulle man legalisere polygami, ville mænd og kvinder naturligvis i ligestillingens rimelige navn have lige ret til flere ægtefæller. To koner er bigyni, to mænd er biandri. Polygami og polyandri er endnu flere henholdsvis koner og mænd. Hvis en kvinde og tre mænd alle er indforstået med, at hun er deres hustru og de hendes mænd, hvad er samfundets problem så egentlig ved at lade de fire indgå et ægteskab?
Som en bekendt sagde for nylig; Hvis jeg kunne vælge mellem at have én mand og fem mænd, ville jeg da vælge fem. Så kunne de supplere hinanden, og man kunne altid være sammen med ham, der havde det at give, som man på det tidspunkt ønskede sig mest.
Mange kvinder såvel som mænd er stærkt opmærksomhedskrævende, så for nogen ville det være belejligt, at en af de andre mænd eller koner en gang imellem tog sig af ægtefællens behov, mens man selv havde tid til sit eget liv; arbejde, venner og interesser.
En tilpasning af skattelovgivningen og arveretten for at åbne for denne mulighed ville være mulig. Man kunne uden større besvær gøre blod- og/eller dna-prøve til standard ved både indgåelse af ægteskab og børnefødsel, så det ville stå soleklart i alle papirer, hvem der er børn af hvem inden for det polygame ægteskab. En oplysning, der selvfølgelig skulle være på plads, og som ville være endnu mere væsentlig ved en eventuel skilsmisse.
Kun én! (ad gangen)
Monogamiet er måske en af de allerstørste ensretninger overhovedet af et ikke særlig ensrettet behov. Standardiseringen over dem alle; du kan have lyst til flere, behøve flere, ønske dig flere - men det er ved lov besluttet, at du kun må have én. Ad gangen, i hvert fald. Officielt, i hvert fald.
Selvom både du og dine partnere alle frivilligt og uden at krænke nogen ville ønske at indgå i et polygamt ægteskab, er det uden for den familiære ensretning, der lovmæssigt er designet ufravigeligt 1+1.
Det virker tæt på hyklerisk, at serielle ægteskaber en masse er lovligt, og at den lov, der gjorde utroskab ulovligt, er ophævet, altimens flere ægtefæller ikke kan accepteres. Det er lovligt at tage den ene ægtefælle efter den anden. Det er også lovligt i Danmark - som ægteviet - at have flere partnere samtidig; det er per lov anerkendt, at man kan nære ønske om seksuelt og eventuelt også kærligt samkvem med andre end ens ægtefælle. Modsat i mange andre lande er utroskab lovligt i Danmark.
Hvorfor ikke, ligesom vi fra det offentliges side i alle henseender, pånær arvesager, anerkender samliv på lige linje med ægteskab, også anerkende de polygame forhold og tillade dem legalt ordnede forhold?
Tider skifter
Mange har selvfølgelig erfaringer og måske fordomme med sig fra 1970’ernes afprøvelse af åbne forhold, the free love , den frie kærlighed. Det var en tid, hvor det i en vis grad blev udbredt at afprøve polyamorien - kærligheden til flere partnere - og dens medfølgende polyamourøse og seksuelle forhold.
Det har mange utvivlsomt dårlige erfaringer med. Måske fordi der blev postuleret ‘frihed’ direkte på det nedarvede, stadig eksisterende monogame forhold med dets opbygning vedrørende eksklusivitet, den romantiske tosomhed og normativ praksis, og med fornægtelse af følelser som jalousi og svigt. Præmissen ‘eje er skidt, dele er godt’ blev aldrig dybere etableret, men lagt overdøvende ned over idéerne om det i forvejen eksisterende forhold - det monogame.
De praktiske begrundelser må siges at være forældede, og måske moralen med. Antallet af partnere, kærester og ægtefæller - med utroskabsaffærer og prostituerede ved siden af - som de fleste når op på livet igennem, bevidner, at mennesket ikke er af monogam natur. Med nutidens skilsmisserater må vi også erkende, at vi konstant forholder os til andres børn i rammen ‘vores egne’, og at to mennesker alene tydeligvis har svært ved eksklusivt at tilfredsstille hinandens ægteskabelige behov livet igennem.
Der er ikke megen god grund til ikke at lade naboen have flere mænd eller koner, såfremt de selv ønsker det, og lovgivningen tilpasses, så polygami ikke hænger sammen med socialt bedrageri. Det nu eksisterende forbud er kun moralsk og kulturelt bestemt.
Man må godt have elsket fem mænd eller koner igennem livet. Endda have giftet sig med dem. Men to på én gang? Så er de dér fremmede da først helt i skoven og dybt forkerte og hører ikke til her i pæne Danmark. Næh. Vi danskere holder os skam til én - i hvert fald på papiret.
Fri Sex
Forfatter og journalist Tine Bruun skriver klummen ’Fri Sex’ i vores sommerserie
Frisind i Forbudsdanmark.
Kommentarer
Det kan jo undre lidt, at frisind formodes kun at kunne trives i et lovformeligt ægteskab.
Intet forhindrer mennesker i at indrette sig med lige så mange samlevere de ønsker, og med den kønsfordeling de ønsker. De kan også oprette testamente for hinanden, ligesom det ikke er et problem i dag at fastslå hvem der er far til hvis børn.
Jeg ville finde det naturligt at man gør lige som man lyster, men jeg ville nok finde det noget besynderligt, hvis en kvinde troppede op i en kirke og ville giftes med 5 mænd.
Tak til Tine Bruun for at udstille den monumentale og monstrøse danske dobbeltmoral…
Per Thomsen, at Tine Bruun skriver, som hun gør - og mange danskere uden tvivl er enige med hende, er måske dog et tegn på, at den danske moral ikke er helt så dobbelt som så mange andre landes.
Per Vadmand:
“Per Thomsen, at Tine Bruun skriver, som hun gør - og mange danskere uden tvivl er enige med hende, er måske dog et tegn på, at den danske moral ikke er helt så dobbelt som så mange andre landes.”
Per Vadmand, kan du da nævne et land, hvor man for nyligt har haft en polygami-debat, der har været lige så hysterisk, som den vi just har haft i Danmark? det må du jo kunne eftersom du skriver “at den danske moral ikke er helt så dobbelt som så mange andre landes” og eftersom Tine Bruuns artikel handler om netop denne debat.
Dejligt med denne artikel. Jeg er 100 pct. enig.
En af årsagerne til den danske dobbeltmoral er, at vi ikke har skilt det religiøse ægteskab fra den juridiske ordning, som gælder blandt ægtefæller og registrerede partnere.
Lad trossamfundene velsigne alle de samliv de ønsker. (Det var i øvrigt det, den tidligere bigamidebat handlede om - i Danmark kan bigamii - altså lovformeligt ægteskab/registreret ægteskab med mere end to jo ikke finde sted. Det det handlede om, var at en eller anden religiøs person havde sagt “hokuspokus” eller tilsvarende til mere end to personer.)
Men lad den juridiske standardkontrakt mellem personer, der ønsker standardvilkår gældende, hvis de går fra hinanden eller dør, være et rent verdsligt anliggende.
Er det først det, forekommer det vanskeligt at sige, at det ikke må omfatte andre. Hvorfor skulle man ikke kunne lave tilsvarende standarkontrakter, som kunne være gældende, hvor et bøssepar og et lesbisk par fx skulle ønske at få et barn, eller blandt fire forældre i en papfamilie?
Jeg synes Tine Bruun blander polygami og polyamori, tror jeg det hedder, sammen. Genemført polygami er jo et dybt ulige forhold, hvor kun den ene af parterne, som er en slags seksuelt overhovede har ret til flere partnere, mens resten skal holde sig til kun den ene, ellers er det utroskab.
Hvis man skulle indføre retten til polygami i loven, ville det jo sådan set medføre, at man skulle opgive ideen om lighed for loven eller i det her tilfælde ægteskabslovgivningen og sanktionere et temmeligt ulige forhold.
Ægteskabslovgivning baseret på det monogame ægteskab er vel det, der bedst sikrer lige rettigheder i et forhold.
Derfor er jo sådan set heller ikke noget til hinder for, at folk kan indgå i alle mulige typer af mere åbne forhold også polygamiske, hvis de synes det er sagen, det kan nok bare ikke anerkendes som ægteskab i almindelig juridisk forstand.
jep - under forudsætninge af at ingen er under tvang i det - hvad rager talforholde immelem hhv. mænd/kvinder i mangeægteskaber så det ofentlige -
og som yderligere skrevet:
“Så længe vi ikke underlægger nogen tvang om, at de skal være polygame, men fastholder, at monogami også er lovligt for dem, der ønsker at leve i det, hvori ligger så problemet med polygami for det frie, danske sind?”
At muligheden for mangeægteskaber i samfundet jo så samtidigt og stadigt vil rumme mulighed for at de som blot VIL have 1-1 faste ægteskaber jo så kan gøre som nu ( Hvorimod det omvendte jo ikke er tilfældet ), så ( igen under forudsætning af fravær af tvang ) at der jo da så egentligt ikke KAN være mere at strides om her ! Punktum.
I slutningen af mit første indlæg skulle der have stået:
“Der er på den anden side ikke noget til hinder for, at folk kan indgå i alle mulige typer af mere åbne forhold også polygamiske, hvis de synes det er sagen, det kan nok bare ikke anerkendes som ægteskab i almindelig juridisk forstand.”
Jeg har altså lidt svært ved at se hvordan decideret polygami skulle kunne gøres lovformeligt, hvis der skal være lighed for loven.
Rehhoff skriver:”Genemført polygami er jo et dybt ulige forhold, hvor kun den ene af parterne, som er en slags seksuelt overhovede har ret til flere partnere, mens resten skal holde sig til kun den ene, ellers er det utroskab.”
Hvor står det henne at det skal være sådan?
Det er ihvertfald ikke det jeg mener med polygami. Her går det begge veje, og det kan vi da også bare vedtage at det gør det.
Så folk kunne have f.eks. et lille kollektiv, hvor man sørger for hinanden på kryds og tværs, uden at der skal være noget overhovede. Og det skulle man så kunne få registreret, så der er indbyrdes forsørgerpligt.
Gode tanker fra Tine Bruun.
Det verdslige ægteskab bør være det der er gældende, mens et religiøst ægteskab alene burde være noget der velsigner et ægteskab der overholder de verdslige spilleregler for (verdslige) ægteskaber.
Dog er det vanskeligt at forestille sig, hvordan ægteskabskontrakter skal indgås. Der kan logisk set være to modeller. Én for et antal ægtefæller alle er gift med hinanden, eller en model, hvor én person kan gifte sig med et vilkårligt antal partnere.
I det første tilfælde er det er næppe rimeligt, at én part i et eksisterende ægteskab, tager endnu en ægtefælle, uden at de øvrige (eksisterende) ægtefæller er indforstået med det? Det vil uvægerligt være en meget vanskelig model at få gennemført i praksis, må det formodes, idet de ægteskabelige forhandlinger nemt kunne blive vanskelige og uoverskuelige, da enhver ægtefælle må formodes at have initiativret til at foreslå ekstra ægtefæller. Og skal en sådan konstruktion begrænses af, at det højst må være én person af et (vilkårligt) køn, eller kan x mænd gifte sig med y kvinder? Hvis der konstruktionen begrænses af max. én person af et køn, betyder det således, at alene denne ene person har initiativret til at foreslå yderligere ægtefæller.
I det andet tilfælde, betyder det, at tre mænd hver kunne være gift med tre kvinder, der hver især kunne være gift med yderligere to mænd. Tre mænd og tre kvinder kunne i praksis alle være gift med alle øvrige af modsatte køn, ved at samtlige seks personer hver har indgået to ægteskaber, altså 12 separate ægteskaber. I denne anden model, er det tilmed muligt at en person indgår ægteskaber med personer af samme køn. Men hver ægteskabskontrakt består juridisk af en kontrakt mellem to personer, samt de evt. følgekontrakter et nyt ægteskab måtte medføre at tillægskontrakter med parternes eksisterende ægtefæller.
En lettelse vedr. dette ville være, hvis statens undlod at behandle ægtefæller som én juridisk enhed, men behandlede hver eneste person som en selvstændig person. Skattelove, skatteligning, statstilskud og regler er i vid udstrækning sovset ind i særregler for ægtefæller. Afskaf dog dette formynderiske nonsens, og betragt hvert eneste menneske som et selvstændigt individ.
@Søren Rehoff
“Jeg har altså lidt svært ved at se hvordan decideret polygami skulle kunne gøres lovformeligt, hvis der skal være lighed for loven.”
–––––
Igen under forudsætning af at ingen handler/vælger under tvang:
Trivielt: Det offentliges rolle i det kan kun være at give en rammelovgivning for arten af hvilke kontrakter hver af parterne ( en-til-en ) indeni et mange-ægteskab må ( og hvilke de skal ) indgå med hinanden ( noget om rettigheder og forpligtelseer over evt. børn - hvis nogle forlader et mange-ægteskabt , o.lign. rent praktiske afklaringer ) -
Mht- selve den rituelle røgelse kan DET vel aldrig være det offentliges opgave ( hverken kirkelige eller borgerlige sådanne ).
Og igen: de i artiklen anbefalede kår rummer jo
( altså så som mulige særtilfælde ) stadig mulighed for de nuværende klassiske 1-1 ægteskaber ( m. tilh. standardkontrakt ) , for de som også under de i artiklene anbefalede nye forhold alligvel stadig vil fortrække det -
hvorimod det omvendte jo ikke er tilfældet: De nuværende kår rummer ikke muligheden for det i artiklen forslåede som et af de kår’s mulige særtilfælde - SÅ igen: Der KAN ( heller ikke rent ) logisk set være noget som helst at indvende imod at det det er artiklens forslag der skal følges og afløse det nuværende.
Polygami handler altså om at en mand har flere koner, ikke om at en kvinde har flere mænd. Det hedder nemlig poly-andri.
Og der er altså intet til hinder for at et gift ægtepar har en eller to husvenner, som de hygger sig med på alle måder, eller at en gift kvinde tager sig en eller flere elskere, eller en giftr mand har en eller flere elskerinder.
Polygami er desuden mest udbredt i patriarkalske lande, dvs. hvor der er en Pater Familias, der stort set bestemmer det hele, som bl.a. det sker i Mellemøsten.
@Casper Ladegaard
Nu er forudsætningen for at dette forslag skal virkliggøres jo: At ingen handler eller undlader at handle - grundet tvang !
Al debat om flere “ægtefæller” har jo udspring i at en mand kan have flere koner at forsørge.
Der er åbenbart ikke behov for at en kvinde kal have flere mænd.
Og det udspringer jo netop som Casper skriver i, at mænd fra mellemøsten ønsker sig de samme rettigheder som “derhjemme”.
Jeg ved ikke om det er en igangværende proces for at skabe revolution, men det er for mig helt klart, at formålet er at mændene vedvarende tror, at de er herre over kvinderne. Og ønsker at fastholde kvinden som underordnet. At bevvare over herredømmet.
Og selvfølgelig lurer den tanke, at så kan man omgås bestemmelserne om familiesammenføring og indføre sit eget harem, som man så skal forsvare og kontrollere.
@Casper Ladegaard
Altså hvis f.eks. 3-4 kvinder fra mellemøsten ( uden at der er tale om nogen tvang ) selv VIL leve i harem med en og samme ægtemand - så kan det da aldrig rage det offentlige.
Aaem skriver: “Polygami handler altså om at en mand har flere koner, ikke om at en kvinde har flere mænd. Det hedder nemlig poly-andri.”
Du tager fejl: betegnelsen for flerkoneri er polygyni. Flermanderi er polyandri. Polygami er “det hele”, dvs. både polyandri og polygyni, se også http://en.wikipedia.org/wiki/Polygamy
@Casper Ladegaard
At forslaget i artiklen her jo FORUDSÆTTER fravær af positiv/negativ bestemt TVANG - at artiklens forlag jo “kun” er en del af: Det i det hele taget at frembringe samfundsforhold hvor postiv/negativ
tvang får ringere og ringere muligheder for at kunne bestemme noget.
@Søren Rehoff
“Jeg har altså lidt svært ved at se hvordan decideret polygami skulle kunne gøres lovformeligt, hvis der skal være lighed for loven.”
––––––––—
At HVIS du virkligt for alvor gør dig bekymringer mht. at positiv/negativ tvungen indgåelse af skæve kontraktsforhold o.lign. , ophæver enhver virklig lighed for loven - SÅ kunne du bruge den energi langt bedre på at kritisere det :
At ikke alle ( mildest talt !!!) jobbesættere/tilbydere ude på arbejdsmarkedet har nøjagtigt de samme kontraktslige kår - og/eller nøjere: Samme frihed for enhver positiv/negativ tvang mht. kårene under hvilke sådanne kontrakter i det hele taget ( her og nu ) etableres .
@Rachel Henderson
“Hvor står det henne at det skal være sådan?
Det er ihvertfald ikke det jeg mener med polygami. Her går det begge veje, og det kan vi da også bare vedtage at det gør det.
Så folk kunne have f.eks. et lille kollektiv, hvor man sørger for hinanden på kryds og tværs, uden at der skal være noget overhovede. Og det skulle man så kunne få registreret, så der er indbyrdes forsørgerpligt.”
Du snakker nok mere om polyamori, som jeg nævnte i mit første indlæg. I polyamori er forholdet angiveligt mere lige og fok kan give hinanden lov til at have flere partnere. Modsat polygami hvor det er overhundens lyst, der til syvende og sidst bestemmer, hvem der kan inddrages.
Polyamori kan godt foregå på baggrund af rammerne af et monogamt ægteskab, og i modsætining til et polygamisk ægteskab, står de enkelte parter nok stærkere, fordi et monogamt ægteskab i højere grad er baseret på lige rettigheder.
Rehhoff, visk tavlen ren og begynd forfra. Du skriver “det kan nok bare ikke anerkendes som ægteskab i almindelig juridisk forstand”.
Jamen, så laver vi loven om så folk kan gifte sig i bunkevis, hvis de har lyst til det. Rent juridisk ville det indebære at de påtager sig at forsørge hinanden og hinandens børn i gruppen.
Det forbavser mig at folk ikke kan følge Tine Bruuns tankegang, for mig er den indlysende rigtig.
@Rachel Henderson
“Jamen, så laver vi loven om så folk kan gifte sig i bunkevis, hvis de har lyst til det. Rent juridisk ville det indebære at de påtager sig at forsørge hinanden og hinandens børn i gruppen. ”
Fint med mig, hvis behovet for ændringer virkelig er så stort og hvis man kan sikre folk lige rettigheder i sådan en lovgivning og i den forbindelse tvivler jeg altså på, at polygami kan blive ophøjet til lov. Samtidig bør man jo nok også i forbindelse med lovændringer se på i hvor høj grad den nuværende lovgivning virkelig forhindrer folk i, at indgå i polyamoriske eller polygame forhold, hvis det er de vil.
Polyandri
Foruden polygame ægteskaber var der i Tibet før besættelsen en udbredt praksis af polygami. Det fraternele polyandri, dvs. ægteskab mellem en kvinde og flere brødre, var almindeligt. Det kendes kun fra få andre samfund udover de tibetanske. Det er forbudt i dag, men forekommer stadig i tibetanske samfund i Himalayabjergene. Økonomiske grunde har været afgørende for udviklingen af polyandriet, fordi denne form for ægteskab er en effektiv måde at holde ejendom og jordbesiddelser på én hånd i et land, hvor ressourcerne er knappe. Dertil kommer, at antallet af arbejdsduelige personer er af betydning for et husholds velstand. Især tidligere var det en fordel med flere mænd i et hushold, når en af mændene drog ud på længerevarende og ikke ufarlige handelsture. Polyandri bidrog sammen med det udbredte munkevæsen til en lav befolkningstilvækst.
Foruden polyandri fandtes også polygyni (en mand med flere koner). Valget af ægteskabsform afhang til en vis grad af familiens status og ejerskabsforhold, men kunne også være skiftende indenfor en familie. Folk uden jord giftede sig i mange tilfælde ikke, men indgik konsensus ægteskab, der ikke altid indebar, at parret boede sammen. Polyandri var mest udbredt i velhavende hushold. Antallet af sønner var naturligvis også afgørende. I polyandriske ægteskaber var det ikke ualmindeligt for yngre brødre at have en partner udenfor ægteskabet, men børnene af en sådan forbindelse blev betragtet som illegitime og havde ingen arveret. Børn, der blev født indenfor ægteskab, var fælles. Det var mest udbredt og blev foretrukket at nedarve land og det meste af en families ejendom fra far til søn, men kvinder kunne også arve, hvis der ikke var mandlige arvinger, eller de var munke.
http://www.tibetkomite.dk/tibet/geografi/Geografi….
Hvem er forbavset over at økonomiske overvejelser gennem tiderne har styret samfund, og at kvinder har været en handelsvare, brugt i forskellige økonomiske transaktioner?
Spørgsmålet er så bare, hvilke illusioner vi gør os i vores ”frigjorte” og ”ligestillede” samfund?
Mon ikke det er sådan, at uanset hvor usympatisk en mand er (eller en kvinde) så gælder regelen:
”Har du penge så kan du få, men har du ingen så må du gå”. Sådan er dét!
Dobbeltmoralen trives i bedste velgående, og illusionerne om ”det frie valg” for alle i vores samfund stortrives, også for ’kassedamen’ m/k.
Har man f.eks. penge nok, så kan man i det mindste købe en prostitueret (”frit valg” for de involverede). Noget nær en menneskeret (for nogle mænd og nogle kvinder).
Samtidig kan man forarges over at muslimske kvinder ”i andre samfund” må deles om én mand. Jeg har endnu til gode at høre om flere mænd der, af nød eller af kulturelle grunde, må deles om én kvinde. – Hvad er det for en uorden?
Men tak til Per Holm Knudsen for at sætte i det mindste ordene på plads (og så håber jeg, at de holder vand ;).
“Hvad er det for en uorden?” spørger Sundsvald.
Det er vel netop forsøg på at skabe orden i forhold som nu en gang eksisterer.
F.ex. er vore dages familiemønster jo netop præget af flere på hinanden følgende ægteskaber og parforhold med søskende, halvsøskende, bonussøskende, bonusforældre, bonysbørnebørnosv. Meget kompliceret. Samtidig har vi først fornylig anerkendt at folk af samme køn kan danne par.
Har netop læst “Dinosaurens fjer”, hvor der er en sidehistorie med en mand hvis kone brændende ønsker sig et barn, men han gør ikke. Han går ud i byen og gør en anden kvinde gravid under en éngangsaffære. Da hun føder barnet går det op for ham hvor meget det barn betyder for ham, men hun har i mellemtiden fundet sig en anden mand, der gerne vil fungere som far for barnet. Flere forviklinger følger.
Alle de konfilkter dette afstedkommer bliver ikke løst, men snarere forstærket af vores rigide ægteskabs-, arve- og skatteregler. Vi har brug for noget mere åbent, der kan løse folks konflikter, sikre mod udnyttelse og ulighed, give mulighed for at børn kan have flere forpligtende voksenrelationer, og som ikke bygger på ældgamle religioner, men på nutidens situation.
@Rachel Henderson
“Det forbavser mig at folk ikke kan følge Tine Bruuns tankegang, for mig er den indlysende rigtig.”
––––––––––––-
Enig - under forudsætning af at ingen handler/vælger under tvang.
Men nu ser vi at det netop - i praksis- er den tvivl der ofte rejses mod tiltag i retninger som artiklen forslår. ( At man påstår at de og de handler under tvang )
Og i praksis er det jo ofte nærmest umuligt at checke - og hvem sku’ dybbore i de og de (mange) konkrete situationer hvor en sådan tvivl kunne rejses ?
—
Den største del af løsningen på det er jo FÆLLES tiltag i fælles retninger der i hvert fald som oftest mindsker sandsynligheden meget, for at nogen handler under tvang af økonomiske grunde ( det er meget lissom debatten om hvorvidt en del af de prostituerede ville vælge prostituion selv uden nogen økonomisk nød - der siges jo at være eksempler på det ).
Det peger meget i retning af en almen borgerløn -
eller andre tiltag der sikrer enhver mindst samme
omfang af frihed for at handle under økomisk tvang.
Og det bør man jo så - bla.a. altså også for at kunne opnå et samfund som artiklen forslår :
Hvor kærligheden kan forløbe friere - hvilket i øvrigt burde være ethvert samfunds bevidste og udtrykte hovedformålsmålsætning.
@Casper Ladegaard
Tjae. De nuværende ordninger og handlingsvaner -
( på disse områder som artiklen kritiserer ) har vi formodentlig blot af den ene grund:
At de samlet set er de ordninger og handlingsvaner der påfører kapitalismen de lavest mulige udgifter til arbejdsstyrken’s ( plus reserven’s ) reproduktion.
Nyplantning
Fældes et træ skal tre nye plantes i det’s sted !
Ved sku’ ikke lige med træer,
men ihukommende Marx: Som forneden så også foroven.
Bør man jo foreslå:
Mere frihed forneden -
og Friheden bør især bruges til:
bestandigt at øge Kærlighedens frihed - mest muligt,
og Kærligheden bør især bruges til: At elske Livet mere og mere.
Og Livskraften bør især bruges til: At øge Friheden forneden.
Søren! Søren!
Det kan jo da højest kun være et spørgsmål om at få lovliggjort
ægteskabskontrakter m. indbyggede forældelsesfrister
på f.eks.: Ti dage.