Voldsintellektuel kioskslasher

»Ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha … « osv. osv.

60 ha’er bliver det til på bagsiden af Abo Rasuls ‘anti-roman’ Unfun - Skandinavisk misantropi 3 , og der bliver grinet både lystigt og ulystigt videre gennem alle bogens godt 200 sider.

Bagsidelatteren henviser dels til fortælleren Lucy og hendes to sønner, de hyperaktive falskmøntnere Atal og Vataman, som har arvet gener fra den afrikanske Ik-stamme, og som derfor adskiller sig fra de fleste andre ved, især i stressede situationer, at reagere med ukontrollable latterudbrud. Men latteren og den modsvarende titel Unfun peger også på, hvad der synes at være et af bogens hovedærinder; via en provokerende oppumpet satire at levere en gennemgribende sociologisk funderet kritik af den skandinaviske kultur - nærmere bestemt en mediekultur præget af narcissisme og ikke mindst af kernebegrebet voldsintellektualisme, der også fungerer som titel på et af bogens mange letlæste hæsblæsende kapitler.

Homer sidder i kørestol

Man kommer ganske enkelt til at grine med hele vejen, og det især på alle de helt forkerte tidspunkter, hvor man samtidig er klar over, at tingene faktisk er ret alvorlige - i hvert fald et stykke hen ad vejen.

Fortælleren Lucy plus en anden overordnet alvidende fortæller udfolder historien om, hvordan Lucy hjælper sin ekskæreste Slaktus med at lave det ultravoldelige computerspil The Black Box sammen med deres to umulige fælles sønner. Til computerspillet har de blandt andet hyret stemmen bag Homer Simpson, den amerikanske skuespiller Dan Castellaneta, som efter at have været involveret i en bilulykke, der kostede hans kone livet, nu er blevet permanent kørestolsbruger og rejser verden rundt for at lægge stemme til de projekter, han kan se kvaliteter i. Hans eneste krav til produktionerne er, at der skal være en stille og rolig stemning.

>Musklerne taler

Men fred, ro og orden er det sidste Dan Castellaneta finder hos Slaktus & co. De to sønner, som ikke minder så lidt om MTV-ikonerne, tegneserieantiheltene Beavis & Butthead, glemmer at hente den handikappede stjernestemme i lufthavnen, og så viser flere af de folk, Dan Castellaneta skal arbejde sammen med, sig at være sorte. Dét hjælper ikke på hans humør, da han, som følge af nogle af omstændighederne omkring den ulykke, han var involveret i nogle år forinden, blandt andet har udviklet en svær grad af ‘neger-skepsis’.

Skepsis præger også fortælleren Lucy, som ved, at hendes nok så kløgtige, hårdt pumpede ekskæreste samtidig er svært utilregnelig.

Han har i en årrække gået i terapi for at styre sit temperament, men alligevel skal der ikke meget til, før han begynder at syde og boble. Da der bliver opdaget en fejl i programmeringen af det spil, han arbejder på, bliver situationen for alvor sprængfarlig.

Slaktus opererer efter det enkle voldsintellektuelle princip, at når hans ord ikke længere rækker, når argumenterne slipper op, så lader han sine muskler tale - og de er store.

Komisk og voldelig

Unfun pendulerer mellem det ekstremt karikerede komiske og det vulgært voldelige.

I grænsefelterne findes flere stærke passager. Fortælleren Lucy, som helt overordnet kalder sig selv ‘ligeglad’, erindrer på et tidspunkt, i en både kølig og komisk passage, hvorledes den ene af hendes trillinger, under traumatiske omstændigheder, blev aflivet et par dage efter fødslen - da hun var 15. Den passage gør ærlig talt mere indtryk på mig end selv den værste Trier’ske kastrering. Her står der for eksempel om den følsomme, men jeg-svage læge Pavel,

»Han rørte ved den, lagde hele håndfladen på brystet af babyen og blev stående stille, mens han mærkede efter pulsen eller åndedrættet, eller hvad fanden han havde gang i. Han stod vel ikke og bad, den satan? Tårerne dryppede fra hans store, følsomme lægeøjne og ned på uldtæppet, som Slaktus havde hentet fra bilen og pakket ungen ind i«.

Houellebecq spøger

Bogen er fyldt med ansatser til en videre diskussion af en række emner, ikke mindst vedrørende krop, køn og sex, men desværre er den underliggende sociologiske kritik ikke synderligt interessant.

Mange af de indskudte tørre, lakoniske passager minder meget om noget, man gang på gang har kunnet læse i Michel Houellebecqs nok så misantropiske bøger, og Unfun fungerer strengt taget bedst som et eksempel på en moderne blodrig knaldroman, selv om den aldrig bliver helt så blodrig, som den lægger op til.

Et eller andet er desværre glippet med korrekturlæsningen af Jeff Matthews oversættelse, som er skæmmet af en usædvanlig lang række fejl.

Det kan dog ikke ændre på, at læsningen alt i alt er en udmærket hæslig fornøjelse.