»Du sidder på min plads, du sidder på min plads, du sidder på min plads, du sidder på min plads.«

Alle lider af paranoia, når de kører med DSB. På korte ture har de fleste psyke til at undgå varige mén, men blot man krydser ét af de lokale kontinenter, kan smerten være uudholdelig.

Togvognene minder om moderne torturmetoder, der går ud på at stresse den mistænkte, der sjældent ved, hvad han er mistænkt for. Man stiger ombord og finder sig en plads, der på panelet over sædet er markeret med teksten ‘kan være reserveret’. Man sætter sig altså på en plads vel vidende, at den sagtens kan være reserveret. Der kan sagtens være en person, der har købt billet i sidste øjeblik eller selv printet den fra nettet aftenen inden.

Offentlig ydmygelse

Og der sidder man så uden at vide, om man kan blive siddende, man er på stikkerne, man kan ikke pakke helt ud, man kan ikke kravle helt ind i Mænd, der hader kvinder , man kan kun lukke øjnene halvt, man er presset og nervøs.

Man sidder uden at vide, om man er købt eller solgt, man ved ikke engang, hvem bødlen er, men pludselig svinger vedkommende leen, og på få sekunder skal man under overværelse af en vognfuld fremmede ydmyges groft i en klam udstilling af manglende motorik, kropsynde og ordenssans.

Man har netop åbnet en sandwich, baconstykket hænger ud af mundvigen, kaffen er blevet kold, men man kan ikke hælde den ud, for der er ikke nogen steder at hælde den hen, så man må sluge den sammen med maden, imens man smider sine ting ned i tasken og prøver at undgå sidemand og vedkommende overfor. Det er traumatiserende.

Simulation af død

For ikke at tale om situationen, hvor der ikke er andre sæder, og man må gå som den uværdige gennem togvognene, tiggende efter læ for de hånende blikke. Indret vogne med galger, og de vil blive flittigt benyttet.

Pladsbilletten er måske ikke altid i kategori med waterboarding, hvor man ligger på et bræt med en klud over hovedet, hvorpå der bliver hældt vand ud over ens ansigt, men når temperaturen stiger, og køreledningerne falder ned, og vognen holder stille, og ingen fortæller hvorfor, er en tur med DSB en ganske nøjagtig simulation af død.

De hårdest ramte

Der er dog én gruppe, der har det endnu værre. Og det er de stakler, der HAR en pladsbillet, dem der har RETTEN til den plads, du sidder på, dem der har RETTEN til at ødelægge din togtur, skønhedssøvn, arbejdsliv, selvværd og værdighed.

Men de er ofte venlige mennesker, og som det så ofte er tilfældet med venlige mennesker, prøver de for så vidt muligt at undgå at bryde andre ned psykisk. Det bliver udnyttet.

De fleste passagerer uden pladsbillet tillægger sig et vredt og fjernt ansigtsudtryk, når toget kører til en ny station, da en sådan udstråling gør det svært for andre at tage den plads, der tilkommer dem, hvorfor de ofte tyer til en anden plads. De personer kan man kun have beundring tilovers for. Selvom ondskaben dog ofte kommer op i dem, hvis personen, der har pladsbillet til den nye plads, de har sat sig på, ikke udviser samme næstekærlighed.

Tør du gamble?

Apropos kærlighed lider den også under pladsbillettens tyranni. Smilet er nemlig din værste fjende, den søde pige, der går forbi, kan være dit livs kærlighed eller din sædeerobrer, tør du gamble med din rejse, eller ved du, at chancen for ægte kærlighed er forsvindende lille, hvorimod chancen for at miste din plads er imponerende stor?

Hvem har ikke mødt deres livs kærlighed på en togtur, men siden pladsbillettens indførelse, næppe mange.

Man får lyst til at tage bilen i stedet. Motorvejen tyranniserer også med sin manglende kontrol, men det er ikke dig personligt, den er ude efter, men køretøjet, din i anledningen forlængede krop, der, når den først har overhalet, ser det som en bitter forpligtelse at fortsætte i den høje fart.

Alt imens GPS’en dikterer antallet af vundne minutter, som selv på en længere rejse aldrig bliver til mere end en håndfuld. Trafikkameraer ville løse dette problem én gang for alle. Ligesom pladsbilletter til alle ville lette togturen betragteligt og føre den tilbage til tidligere tiders afslappede storhed. De prøver at sælge os pladsbilletten som et ekstra tilbud. Det er det ikke. Det er et diktatur. Enten skal alle have pladsbillet, eller også skal ingen have.