ISRAEL HAR gode grunde til at betragte en del af sine naboer med stor skepsis. Ikke mindst når man tænker på Hizbollah i nord og Hamas i syd, der – finansieret af stormagten Iran mod øst– har et helligt formål: at få pløjet regionens eneste demokrati, hvis ret til eksistens de naturligvis ikke anerkender, baglæns ud i Middelhavet. Det udbredte had til Israel og den lige så udbredte anti­­- semitisme blandt mange arabere er velkendt. Det må nødvendigvis udløse en vis israelsk nervøsitet og behov for om nødvendigt med militærmagt at svare igen på de vilkårlige raketangreb fra Sydlibanon og Gaza.

Men som USA’s præsident, Barack Obama, sagde i sin tale i Cairo til den muslimske verden, er Israels ret til at eksistere hævet over enhver tvivl. Lige så uomtvisteligt er det, at palæstinenserne, der som kastebold mellem ikke bare Israel, men også andre af regionens magter, i årtier har lidt under statsløsheden, har præcis lige så legitime krav på et land og på en værdig behandling.

Netop det sidste sættes i relief af de rapporter og vidneudsagn, der for tiden offentliggøres om Israels krig i Gaza i januar i år. For selv om man måtte mene, at Israels skepsis over for både sine naboer og dele af det internationale samfund, kan være velbegrundet, er der efterhånden ingen tvivl om, at det, der foregik i Gaza tidligere på året, var helt ude af proportioner og til forveksling ligner krigsforbrydelser af værste skuffe.

SOM DET FREMGIK af Information i går, er de vidneudsagn, som en gruppe reservesoldater under navnet Shovrim Shtika (Bryd Tavsheden) har samlet fra krigen i Gaza, stærkt foruroligende. Her er beretninger om, at de israelske soldater fik direkte ordre til at tilsidesætte civiles sikkerhed og liv. Der er fortællingen om, hvordan en gammel palæstinensisk mand blev skudt uden varselsskud, selv om man vidste, han ikke var bevæbnet, fortællinger om, hvordan civile hjem blev smadret, selv om de ikke havde nogen som helst strategisk betydning, hvordan hele kvarterer blev majet ned, fordi de lå i vejen for de israelske kampvognes fremfærd. Rapporten beskriver desuden, hvordan israelske soldater brugte civile palæstinensere som ’menneskelige skjold’, hvordan hærværk, udplyndringer, ødelæggelse af palæstinenseres huse og brug af den dødbringende hvide fosfor var en fast del af strategien og krigsreglerne, der beskrives som meget løst formulerede, netop for at udstyre de israelske soldater med størst mulig handlefrihed.

Den israelske menneskerettighedsadvokat Michael Sfard har på baggrund af rapporten sagt, at Israel i Gaza har overtrådt »det vigtigste princip i de internationale love om krigsførelse«, nemlig at skelne mellem militære og civile mål. Samtidig har Bryd Tavsheden erklæret, at de indsamlede udsagn, selv om de ikke giver et billede af hele krigen, er tilstrækkelige til at sætte spørgsmålstegn ved hele den officielle israelske udlægning af krigen.

MEN HVERKEN RAPPORTEN eller udtalelserne i forbindelse med den har gjort det store indtryk på det officielle Israel. Ligesom det heller ikke gjorde, da både Amnesty International og Røde Kors for nylig offentliggjorde rapporter om de enorme dødstal og frygtelige beretninger fra krigen i januar. Og det vil sikkert heller ikke udløse meget andet end skuldertræk og anklager om tendentiøs og pro-palæstinensisk propaganda, når FN i næste måned offentliggør sin rapport om krigens tabstal og brud på menneskerettighederne.

Amnesty anklager i sin rapport – helt i tråd med Bryd Tavsheden – Israel for brud på Genève-konventionen ved at have ført krig mod civile mål, mens Røde Kors i sin rapport giver Israel en stor del af skylden for, at op mod 80 procent af Gazas befolkning her et halvt år efter krigen lever under fattigdomsgrænsen, blandt andet fordi Israel har forhindret megen nødhjælp i at nå frem eller har vanskeliggjort transporten. Samtidig har talsmanden for FN’s sær­lige undersøgelsesmission i Gaza, Richard Goldstone, sagt, at hans rapport heller ikke bliver munter læsning.

Den israelske reaktion har indtil videre været at nægte at samarbejde med nogen af de tre organisationer. Amnesty er blevet afvist som tendentiøs med den begrundelse, at man ikke beskæftiger sig med Hamas’ ni år lange raketangreb på Israel eller har undersøgt anklagerne mod Hamas for at bruge civile som menneskelige skjold, mens Israel siden 1967 har haft udbredt skepsis mod FN, som man mener har svigtet Israel, senest i Sydlibanon ved ikke at gribe ind over for Hizbollahs optrapning.

Hvis Israel fortsat vil leve op til påstanden om at være regionens eneste sande demokrati, burde den lægge sin arrogante afvisning af kritikken på hylden. Det ville ikke kun gavne tilliden til landet, som der i den grad er brug for at få genoprettet, men det ville også være politisk klogt, fordi deres automatiske medvind og carte blanche til uanfægtet at gøre, som det passer dem, langt fra er så automatisk længere.