I redaktionsledelsen på Morgenavisen Jyllands-Posten sad der ti mænd. Lone Ryg Olsen var forbrugerredaktør med gode resultater og tilfredse medarbejdere. Ved enhver given lejlighed gjorde hun ledelsen opmærksom på, at hun var klar til nye udfordringer og mere ansvar. Der skete bare ingenting.
»Væbn dig med tålmodighed. Det er ikke den rigtige timing lige nu,« lød svarene. Men efter 12 år på avisen var Lone Ryg Olsen blevet sulten, og til sidst gad hun ikke vente mere.
»Jeg ville sidde med ved det bord, hvor beslutningerne blev taget. Men det kunne ikke lade sig gøre på Jyllands-Posten, og så begyndte jeg at lede efter et andet bord, jeg kunne sidde med ved,« fortæller hun.
I dag er Lone Ryg Olsen 39 år og HR- og kommunikationsdirektør for Expert Danmark A/S, som står bag 450 Expert- og Punkt1-butikker. Skiftet fra redaktør til direktør endte med at blive en nødvendighed, fordi det var den eneste mulighed for at komme længere op i hierakiet.
»Man kunne sagtens have konkluderet, at det var glasloftet (usynlig forhindring for kvinder, red.) eller Rip, Rap, Rup-effekten (mænd ansætter mænd, red.), der var skyld i, at jeg ikke kom med i den øverste ledelse på Jyllands-Posten, for der var ingen kvinder i ledelsen på det tidspunkt. Men man kunne også konkludere, at jeg ikke var den rigtige, eller at jeg bare ikke var god nok. Kvinder skal være varsomme med at tænke alt i idéen om, at mændene er efter en, fordi man er kvinde,« siger Lone Ryg Olsen.
Hun mener, der er for meget fokus på samfundets ansvar, og de forhindringer, som kvinder indimellem møder på vej op ad karrierestigen.
»Man kan sagtens argumentere for, at det er for svært for kvinder at nå helt til tops, for der er stadig en meget stærk undervægt af kvindelige topchefer – altså top-chefer. Men der må man også tage højde for, at selektionen er enormt hård på vej op gennem systemet. Ud af alle dem, der har en ambition om noget ledermæssigt, vil der være nogen, som ikke har evnerne til det,« siger Lone Ryg Olsen og understreger, at det samme sker for en masse mænd.
»Der er mænd, som ikke får den karriere, de gerne vil have, eller som har snuden sat op efter et job, som går til konkurrenten. Alle dem, der gerne vil, kan ikke blive topdirektører, og hvis der ikke er kvinder nok, der aspirerer til stillingen, så er sandsynligheden for, at det bliver en kvinde, heller ikke særlig stor. Der er kvinder, der gerne vil. Men spørgsmålet er, om der er nok til, at de kan komme gennem nåleøjet. Hvis der er ti mænd og en kvinde, der slås om den samme stilling, er sandsynligheden selvfølgelig størst for, at det bliver en mand, der får jobbet,« siger Lone Ryg Olsen.
Ryk videre
Hun har et enkelt råd til kvinder, som ikke føler, at de kan trænge igennem chefmuren.
»Ryk videre. Find et andet sted at være. Der er masser af mænd, som gør, hvad de skal, og stadig ikke får den karriere, de drømmer om. Kvinder behøver ikke at sidde og vente på, at der bliver lavet lovgivning på området, for der er faktisk et stort uudnyttet potentiale for selv at gøre noget ved det i stedet for at blive låst fast i den triste offerrolle, hvor man bebrejder de andre, at man ikke selv er eftertragtet,« siger hun.
Ifølge Lone Ryg Olsen er der – desværre – især ét sted, hvor kvinder altid føler sig eftertragtede – i hjemmet. Det går ud over samfundet og kvindernes egne ambitioner, mener hun.
»For mange kvinder virker det indlysende at skrue lidt ned for karriereblusset, når de får børn. Men mange bliver fanget af det, og når man først er den, der har taget hele barselsorloven, så tager man også de første sygedage og alle samtalerne på skolen. En stilling som chefhusholderske er ikke noget, man lige kommer ud af, med mindre man tidligt i forholdet sørger for at kridte banen op og sige, ’det her er noget, vi deles om’,« siger Lone Ryg Olsen.
Ifølge kommunikationsdirektøren er der alt for mange højtuddannede kvinder, som ikke får udnyttet deres potentiale, fordi de overtager de huslige pligter, og på den måde bliver sat bagud i forhold til deres mandlige kolleger.
»Jeg har talt med mange kvinder, som har tænkt, at de først ville tage en ordentlig tørn på hjemmefronten og så bagefter gøre noget andet. Pludselig sidder de midt i det og tænker, det var jo ikke det, jeg ville. Men så fanger bordet,« siger Lone Ryg Olsen, som understreger, at det ikke kun er synd for den enkelte kvinde, men også for samfundet, som går glip af ressourcer på arbejdsmarkedet.
»Der er tale om meget veluddannede kvinder, som holder barselsorlov i rigtig lang tid og så vender tilbage og arbejder deltid. Så er der måske gået ti år, og så skal den have en skalle. Hvis de er dygtige, kan de godt få en god karriere, men de er jo sat bagud i forhold til mændene«.
Det er hverken mændene eller samfundets skyld, mener Lone Ryg Olsen. Hun bebrejder de veluddannede kvinder, som tager til takke med en husmorkarriere og lader mændene om at gøre karriere.
»Det er fint, hvis kvinderne gerne selv vil have hele barslen, men så skal de også tage konsekvensen. Hvis man først er blevet chef-bleskifter og chef-putter, så er det en tjans, der binder. Så kan du ikke være på kursus flere dage i træk eller komme sent hjem, uden at familielivet bryder sammen,« siger Lone Ryg Olsen og peger på, at kvinderne derfor ender med at bruge familien som undskyldning for, at de ikke får en karriere.
»Det er i langt højere grad socialt acceptabelt for kvinder at tage fri fra arbejde for at passe børn eller melde ud, at de drosler ned på arbejdspladsen for at hellige sig familien. Den rolle er da også meget bekvem. Det er da rart at arbejde 30 timer om ugen og altid kunne nå alt det, man skal nå, samtidig med at man måske også kan nå at få shoppet lidt indimellem. Men lige pludselig sidder man dér og får ikke brugt sine talenter. Og hvis man ikke kan være tilfreds med det, så har det været et skidt valg for en selv – og for samfundet. Det er spild at gode, kvindelige kræfter, at så mange kvinder springer fra«.
Ingen husalf
Da Lone Ryg Olsen selv blev gravid, gjorde hun det klart for sin mand, at hun hverken ville forvandle sig til en husalf eller tage mere end seks måneders barsel.
»Han grinede bare og sagde, at det vidste han da godt, jeg ikke ville. Men lige på det tidspunkt følte jeg pludselig, at fælden klappede,« siger Lone Ryg Olsen, som i dag har to børn. Dem kører hun i skole om morgenen, så ofte hun kan, mens det om eftermiddagen er hendes mand, der henter. Selv sørger hun for at hente dem én dag om ugen, for hun insisterer på, at der skal være plads til at hente børn, selv om man har en direktørtitel.
»Min mand er rådgivende ingeniør og har normale kontortider. For det meste henter han og laver mad og tager slæbet mellem kl. 16-18. Hvis han ikke gjorde det, ville jeg ikke kunne have det arbejde, jeg har. Men det er jo ikke spor anderledes end mange mænd, der har et krævende job. Der er det hele måske bare udliciteret til konen – eller til en au-pair,« siger Lone Ryg Olsen.
Selv ville hun ikke have noget imod at ansætte en au-pair, og det har hun også foreslået sin mand. Det ville han bare ikke gå med til. Så mens Lone Ryg Olsen holder eftermiddagsmøder, er det hendes mand, der klarer børnene og det huslige arbejde.
»Hvis du er alenemor eller har en mand, der har 200 rejsedage om året, kan det ikke lade sig gøre med et job som mit. For der skal være nogle, der tager over og sørger for at hente, made og bade,« siger hun.
Lone Ryg Olsen ærgrer sig over de veluddannede, middelklasse-kvinder, som selv insisterer på at made og bade hver dag. Det ærgerlige ligger ifølge direktøren i, at kvinderne har alle muligheder foran sig, men vælger at bruge dem på at gå hjem og bage boller.
»Danske kvinder har helt unikke friheder og et fantastisk fundament – uddannelsessystemet er i orden, de juridiske rettigheder er på plads, og pasningssystemet er helt unikt. Hvis vi piver over, at vi skal betale 3-4.000 om måneden for at have et barn i pasningsordning, så skal vi bare kigge over til England, hvor det koster mange gange mere at have et barn i institution,« siger hun.
Ifølge Lone Ryg Olsen skal kvinder holde op med at tro, at de absolut skal vælge mellem børn eller karriere.
»Det offentlige system er beregnet på, at kvinder kan komme ud på arbejdsmarkedet. Det skal de være bedre til at udnytte. Samfundet er hverken familie- eller kvindefjendsk. Men det kræver, at kvinder knokler lige så meget som mænd, hvis de vil have indflydelse,« siger Lone Ryg Olsen.
Hun ved godt, der findes kvinder, som frivilligt helliger sig familien og gerne vil være uundværlige, når det kommer til børn og dagligdag: »De skal bare være bevidste om, at de går glip af noget på en anden konto«.
Karrierekontoen blev Lone Ryg Olsen for første gang bevidst om, da hun som 19-årig fik sin første kæreste. Han var den første mand med fremtidsperspektiv – men så alligevel ikke.
»Han ville gerne udstationeres i udlandet, og det lød spændende. Men i det set-up han forestillede sig, skulle jeg følge med, og rollen som medfølgende hustru kunne jeg ikke se mig selv i. Derfor begyndte jeg at tænke over, at det nok ikke var en så god idé at vælge sådan en mand, hvis jeg gerne ville noget med mit eget arbejdsliv,« fortæller hun.
Kommunikationsdirektøren er ikke i tvivl om, at mange mænd ubevidst gør sig den samme kalkulation, når de vælger den kvinde, de gerne vil have børn med. Til gengæld er det ikke gået op for kvinderne, at en direktør næppe tager lang barsel.
»En mand, der tager ansvar for sine børn og føler ansvar for aftensmaden, er ikke en blød mand. Han er en mand. Manden, der hverken gør det ene eller andet, er ikke en hård mand. Han er en dårlig livsledsager. I hvert fald for kvinden, der vil have et liv uden for hjemmet,« siger hun.
Lone Ryg Olsen mener, at kvinder generelt undervurderer, hvor vigtigt det er at få børn med en mand med den rette indstilling: »Der findes masser af mænd, der mener, at kvinder simpelthen er bedre egnet end mænd til at tage sig af hjemmet og børnene. De mænd mener, at det er naturens orden, at hun bringer og henter i institutionen, køber ind og laver mad, mader og bader, læser og putter, tager nattevagten og alle sygedagene«.
Problemet med den slags mænd er ifølge Lone Ryg Olsen, at kvinderne, der gifter sig med dem, er håbløst bagud i konkurrencen på arbejdspladsen allerede fra første dag efter endt barselsorlov. Især hvis de er oppe mod mandlige kolleger, som er villige til at vælge karrieren før familien.
Hvad har du selv gjort?
Når kvinderne sakker bagud efter endt barsel, hænger det især sammen med, at de mandlige kolleger ikke tager tilsvarende barselsorlov. Derfor er Lone Ryg Olsen heller ikke afvisende over for tvungen barsel til mænd. Hun mener dog, at diskussionen bør begynde et andet sted.
»Før vi begynder at snakke kvoteordninger og tvungen barsel til mænd, synes jeg, man skal se på, hvad kvinderne selv gør. Det er ikke altid, vi selv gør nok. I 1970’erne rykkede kvinder sig enormt i forhold til deres egne ambitioner, og hvad de gerne ville opnå. Siden da er der kommet en opblomstring af det med at gå på deltid, blive hjemme og restaurere hus, indrette, sylte bær og så videre. Kulturen omkring familieiscenesættelsen og bollebagningen og hyldeblomstdrikken har vokset sig kæmpe stor,« siger Lone Ryg Olsen.
Ifølge kommunikationsdirektøren er det nødvendigt at kigge ind i den enkelte kvindes privatliv og spørge, hvad hun selv har gjort for ligestillingen.
»Har du gjort noget som helst? Har du stillet krav til din mand om, at han skal tage opvasken? Har du fravalgt en mand, som var hammerlækker og tjente kassen, fordi han ikke var indstillet på et ligeværdigt forhold?«, spørger Lone Ryg Olsen.
»Vi tager små valg hele tiden, og kvinder må forstå, at de valg har konsekvenser – akkurat ligesom det har for mændene. Hvis ikke vi gør noget, så skal husmorlivet nok komme snigende helt af sig selv«.
Hvor er kvinderne og kampen om ligestilling på vej hen? Information giver ordet til fire kvinder, som kritiserer den nuværende ligestillingsdebat og gør op med de feministiske dogmer. De første interview i serien blev bragt den 29. juni og den 1. juli – og var med henholdsvis forfatteren og foredragsholderen Lone Nørgaard og medlem af småbørnsforeningen SAMFO Kit Louise Strand. Sidste interview i serien er med teolog Katrine Winkel Holm.
Kommentarer
Sig mig, kan ligestilling i mit tilfælde opnås, når jeg erkender og anerkender, at mange kvinder har langt magt, end jeg nogensinde får? Hvilken magt går kvinderne efter? Hvis mænd eftertragtede magt i samme udstrækning, var verden endnu mere grum og grim at leve. Camilla Stampe og Katrine Julie Abrahamsen har haft utallige interview med andre kvinder og fået mange svar. Den magt, som kvinder selv omtaler, opnås åbenbart ved at overtage mændenes magt og egenskaber, og vi er lige vidt eller værre stedt med kvinder i mandsroller. Ønskeligt var en større opmærksomhed og anerkendelse af kvinders særlige evner for ikke mindst almen omsorg i samfundshusholdningen. Ligestilling handler vel overalt om respekt og tolerance, ligeså horisontalt som magt er vertikalt.
Så er vi vist ovre i en helt anden boldgade, end ved de foregående artikler. Det er helt forfriskende ;-).
Men som ved de andre artikler er det kedelige, at der ikke er stor tolerance for andre kvinders valg og måder at indrette sig på. Der kan spores en vis nedladenhed overfor ”chefhusholdersken”, ”chef-bleskifteren” og ”chef-putteren”.
”Det er i langt højere grad socialt acceptabelt for kvinder at tage fri fra arbejde for at passe børn eller melde ud, at de drosler ned på arbejdspladsen for at hellige sig familien. Den rolle er da også meget bekvem. Det er da rart at arbejde 30 timer om ugen og altid kunne nå alt det, man skal nå, samtidig med at man måske også kan nå at få shoppet lidt indimellem”.
Bare hun dog ikke havde sagt det :(.
Er det dét som får journalisterne til at vælge artiklens overskrift?
Der er dog også tegn på at hun synes det er i orden når kvinder frivilligt prioriterer familien, når bare de ved hvad de gør. Mon ikke de fleste ved det? Og mon ikke det er et fåtal af familierne består af en decideret karrieremand/-kvinde + børn?
Det er klart, at når man som Lone Ryg Olsen er karrierekvinde, så kommer artiklen ikke til at handle så meget om børn, men det glæder mig da, at hun selv får indført, og ”insisterer på, at der skal være plads til at hente børn, selv om man har en direktørtitel”. Det kunne jo godt gå hen og smitte af på mændene i det lange løb ;-).
Det er også klart, at når man har ambitioner, så må det ske på mændenes præmisser, det forekommer mig naivt at tro andet, og selvfølgelig at man har evnerne. Den vigtigste forudsætning er dog, at man har ”kridtet banen op” fra begyndelsen og valgt den rigtige mand.
Nu mangler vi bare en artikel om en kvinde med mand/kone, børn og et familie- og arbejdsliv, hvor begge er tilfredse med tilværelsen uden den helt store karriere hos nogen af parterne. Det ville heller ikke være af vejen at høre noget om andre samfundsklassers hverdag. Eller er det helt uden interesse for Informations læserskare?
Per Diepgen:
”Hvis mænd eftertragtede magt i samme udstrækning, var verden endnu mere grum og grim at leve i”
Det er jeg overbevist om at mænd gør (eftertragter magt). Og jeg er overbevist om, at det er meget få kvinder, der ønsker denne magt, og heldigvis også mange mænd som ikke gør.
Denne artikel er befriende uden de foregående artiklers fokus på ”kvinders særlige evner for ikke mindst almen omsorg”. Det skal der også være ”respekt og tolerance” overfor.
Tillad mig, magt og ligestilling er en ulige blanding. Hvis vi endda talte om ‘folkets magt’. At nogle mænd og kvinder tragter efter magten, er et udtyk for individualitetens trang og mangel på ligestilling.
Jeg kan nu også bedre lide ordet ”ligeværd” og ”lige muligheder” for de evner man nu engang har.
Ulige evner hører med til mangfoldigheden, eller enheden om man vil. Alt skal jo ikke måles og vejes og vurderes, og også ”individualitetens trang” hører vel med?
Frisind til at acceptere andre og frihed til at gøre som man selv finder for godt skaber ”uligheden”, men det er vel ikke så ringe endda?
Tak til Information for at præsentere os for et engageret menneske som Lone Ryg Olsen, som man så kan være enig eller uenig med.
Det er godt for andre kvinder at kunne spejle sig i hendes sejre og nederlag og lytte til hendes erfaringer og gode råd, som hun giver udtryk for i sin bog, der udkom for nogle år siden, samt i foredrag og på skrift.
Her er også en præsentation af hende, som jeg fandt på nettet:
http://www.fyens.dk/article/677046:Navne—Hun-goer…
Og her en præsentation af hendes bog og hendes ”ti gode råd” til andre kvinder:
http://www.oestrogen.dk/Livplus/Job%20og%20Karrier…
10 råd til kvinder, der vil have familie uden at miste karrieren:
1. Vær højtuddannet, så er grundlaget i orden.
2. Snob nedad og vælg en mand, der ikke har højere ambitioner end dig selv.
3. Få børn med en mand, der vil tage del i orlov og sygedage.
4. Husk at forhandle. Ligestilling i hjemmet kommer ikke af sig selv.
5. Elsk daginstitionerne.
6. Pris dig lykkelig for hjemmeservice.
7. Glem Bo Bedre. Selv den smukkeste småkage giver ikke løntillæg.
8. Vælg fra. Administrerende direktører har ikke tid til at gå på café med veninderne en mandag eftermiddag.
9. Drop festudvalget. Når vigtige mænd er på arbejde, har de alt for travl til at arrangere julefrokost og købe blomster til receptionen. Det har du også.
10. Slid i det.
––
Jeg bemærker mig, at man åbenbart skal vælge en bestemt type mand, hvorved rådene næppe kan have almen gyldighed. For hvad stiller vi op med alle de mænd, som ikke passer ind? - Parkerer dem på en øde ø?
;-)
Personligt mener jeg at ligestillingskamp er vigtigere at føre samfundsmæssigt frem for i sit parforhold, hvor jeg mere mener at man er hinandens sparringspartnere og et team, hvor den enes succes også kommer den anden til gode.
Forhandlinger i parforholdet er naturligvis helt nødvendige, så der findes en balance både i hverdagen og på længere sigt.
Jeg tror at det er en myte, at det skulle have så stor betydning for en persons samlede arbejdsliv om man tager nogle måneders barselsorlov mere eller mindre. Hvis der er en barselsfælde, som kvinder kan falde i, må det samme vel også gælde for mænd.
Nanna, ja der er en barselsfælde.
Man behøver ikke falde i den, men det kræver ofte ekstra hårdt arbejde at kæmpe sig tilbage til et job på samme niveau, som man havde før orloven. Det er da en blandt flere årsager til at mændene forståeligt nok kvier sig ved at tage især de lange orlovsperioder.
Inger
Du får helt sikkert aldrig nogen journalist til at skrive en artikel om almindelige mennesker uden karrieredrømme?
Men det kunne være herligt med en sådan artikel med en familie uden højttravende karrieredrømme og store armbevægelser og “de rigtige meninger om bør, fmilie og karriere”.
Sådan en ganske almindelig familie, der arbejder og betaler skat.
Men det er der jo ikke meget billedblads agtigt over
Lise
Men måske man bliver regnet for en taber,hvis man fravælger at kæmpe så sindsygt hårdt for at komme tilbage i sporet efter barsel?
Og kvinder skal kæmpe så meget hårdere end mænd bare for at nå samme stadie som mændene.
Kvinder skal være mere mand end mændene for at opnå den samme accept trods måske bedre kavalifikationer og uddannelsespapirer.
Lise
Jeg tror at uanset hvordan man selv agerer, så trækker det nedad i en kvindes CV, hvis hun har mindreårige børn, hvilket ikke behøver at være tilfældet for en mand. Vi bliver set på med andre øjne alene fordi vi er kvinder og især på grund af vore reproduktive opgaver.
Denne diskrimination er svær at påvise, hvis kvinden fx er arbejdsløs og bliver afvist, når hun søger job.
Løsningen er efter min mening ikke, at man forkorter kvinders barsel, men at diskriminationen stoppes. Klagemulighederne burde forbedres.
Jeg synes det er ærgerligt, at Lone her ikke fik chancen for at være en del af JPs topledelse, hvor der ingen kvinder er og heller ikke Dansk Supermarkeds ledelse, hvor der heller ikke er en eneste kvinde.
I det job hun har nu i hvidevarekoncernen gør det næppe større forskel, hvad køn man har.
Men af hensyn til kvindelige læsere og ytringsfriheden er det vigtigt med kvinder i dagbladenes ledelse. Kvinder køber de fleste dagligvarer, men får ikke lov at sidde i ledelsen hos Dansk Supermarked!
Jeg er sikker på at Lone Ryg Olsen har det, der skal til. Jeg ville stemme på hende, hvis jeg kunne!
Men måske frygter man kvinder som hende i de meget mandsdominerede miljøer. Hun har jo givet udtryk for, at hun ønsker flere kvinder i ledelsen. Uha, uha! ;-)
Som almen begreb er ligestilling og magt umage størrelser, men diskussionen angår ofte enten ‘ligeværd’ eller konkurrenceforholdet mellem de to køn, navnlig konkurrencen mellem de samme professioner. Og det er særtilfælde og noget ganske andet, men akcepteret i vores konkurrencesamfund, således som artiklen viser for femadstræbende individer. Under begrebet magt, bliver opfattelsen af ligestilling per se et emotionelt, psykologisk slagsmål med sejr om sejr og nederlag for de to parter. Nogen synes dog at kæmpe i en stressituation med sig selv, altså selverkendelse?
Per
Det er nok stressende at sætte sig mål i årevis, som aldrig synes at kunne nås hverken for en selv eller for ens kønsfæller samtidig med at det andet køn selvtilfreds vælger at være ligeglad.
Lone Ryg Olsen har påpeget det ressourcespild der sker, når veluddannede kvinder ikke får det karrieremæssige gennembrud, som kunne betyde at samfundet fik bedre gavn af deres talenter.
Hun hævder at det er kvinderne, der bare kunne vælge at satse mere på karrieren, vælge de “rigtige” mænd som partnere, fravælge lavere rangerende “kvindeopgaver”, forhandle sig frem til en bedre fordeling af husarbejdet og acceptere spillereglerne i karriereræcet uden at kny.
Men man er ikke kun sin egen lykkes smed. Kvinder kan byde sig til nok så meget, men hvis mænd ikke vil dele magten, hjælper det ikke om så alle kvinder tilbød deres talenter.
Titusinder af mennesker kan stå og banke pænt på døren. Men hvis de på den anden side ikke vil lukke op og er ignorante, fordi det jo “kun” er kvinder, som står derude og banker på, så sker der ingen ændring og døren forbliver lukket.
Måske burde nogen andre bestemme, hvem der skal sidde i forskellige bestyrelser? Hvad om det blev sådan, at vi skulle stemme om, hvem vi ville ha?
I så fald kunne JyllandsPosten på deres hjemmeside lave en afstemning, hvor læserne kunne vælge ledelsen af bladet. Så tror jeg bestemt vi fik en mere ligelig kønsfordeling!
Netto kunne ligeledes spørge deres kunder. Så tror jeg nok, at denne butikskæde kunne få en ledelse, som mere bredt repræsenterede befolkningen.
Hvad er værst:
- at begære andel i magten eller at udøve magtens arrogance og selvtilstrækkelighed?
Retfærdighedssans og de undertryktes ønske om lighed driver civilisationen fremad.
Mænds og kvinders omsorgsansvar følger det omgivende samfunds forventninger. Det er ikke et individuelt projekt. I desto højere grad familie, venner og kolleger forventer at fædrene tager deres del af ansvaret, så vil de også gøre det.
I Island er det normalt med tosengsstuer i fødselsafdelingerne. Kvinden og manden bliver indlagt sammen og bliver udskrevet sammen. Den islandske fertlitet er højere (2,1) end noget andet industrialiseret samfunds. Dette står i skærende kontrast til “fødselsstrejken” i Europa (1,5). Måske har det noget at gøre med kvindernes forventninger til mændenes omsorgsansvar.
Mona
Men måske man bliver regnet for en taber,hvis man fravælger at kæmpe så sindsygt hårdt for at komme tilbage i sporet efter barsel?
Ja - vinderne skriver verdenshistorien - taberne glider ud i glemselens mørke.
Jeg tror der er rigtig mange kvinder, som kæmper forgæves og hvor den diskrimination, de reelt er ofre for, ikke registreres nogen steder.
Det er en usynlig diskrimination, der foregår, fordi kvinder ofte ikke kæmper kollektivt, men individuelt og ikke er gode nok til at støtte hinanden og fremme egne mål som gruppe.
Hvis en kvinde fortæller om den diskrimination, hun oplever, risikerer hun at det kun bliver værre. Det kan helt ødelægge hendes karriere.
Der er sagt mange fornuftige ting i denne debat.
Der er dog en tilbagevendende ting, som jeg er umådeligt træt af:
Hvis bare kvinderne gad…, hvis bare kvinderne valgte de rigtige mænd…, hvis bare kvinderne ville indordne sig arbejdsmarkedets præmisser…, hvis bare kvinderne får de rette kvalifikationer…, hvis bare kvind - min bare røv!
Vi er der, vi kan så udmærket godt selv og vores “specielle” evner fejler ikke spor og vil ofte være til gavn for enhver arbejdsplads!
Det handler om i al sin gribende enkelthed om at der er forskellige kulturer på arbejdspladserne og mange steder er der en udpræget mandekultur, ofte et levn fra fortiden og ofte noget som en del medarbejdere er utilpasse ved. Men det er meget svært at bryde en kultur, der giver tryghed og privilegier til udvalgte medarbejdere med alt hvad dertil hører…
Det er arbejdsvilkårene der skal laves om og ikke de unge forældre der skal slå knuder på sig selv. Jeg tror de unge fædre langt hen ad vejen gerne vil tage deres tørn derhjemme, men hvis kulturen på deres arbejdsplads er i mod det osv osv.
Det var bare det jeg ville sige - hej
Jeg synes også det er lige groft nok at kalde kvinder “konfliktsky og dovne” i en overskrift - intet er i øvrigt mere forkert.
Aldrig har kvinders produktivitet været højere - men hvor er det lige profitten og magten forsvinder hen? Er det kvinderne selv, som får glæde af al deres flid og stiger indflydelsen i takt hermed?
Måske er magten i virkeligheden omvendt proportional med indsatsen?
Kvinder har ingen magt, fordi de er konfliktsky og dovne
Jeg kan godt være enig med Lone Ryg Olsen i visse konklusioner j.f oplægget, men konteksten er ualmindelig forvrøvlet.
Hvis de arbejder for sagen, har kvinder lige magt med mænd, der også skal arbejde for sagen, kvinder er overhovedet ikke mere konfliktsky end mænd, og at kalde kvinder dovne, er direkte idiotisk.
“Men det kræver, at kvinder knokler lige så meget som mænd, hvis de vil have indflydelse.”
Hvorfor det ?
Hvorfor ikke kæmpe for at mænd og kvinder ikke skal knokle så meget for at opnå avancement og karriere i den her tid?
Det er helt fint hvis hun har lyst til en karriere; vid at der findes kvinder for familien er det vigtigste.
Og vid også at der findes mænd for familien er det vigtigste, og som gerne vil tage del i hus-holdningen, deles om tingene. Dette sker stadig nok mest i veluddannede familier…
Hvis vi igen skal tale om livsformer, er det jo tydeligt, at hun har en karrierelivsform, og derfor må vælge en baglandsmand…
Karsten
Ja, og dette må så være hendes baglandsmand:
Min mand er rådgivende ingeniør og har normale kontortider. For det meste henter han og laver mad og tager slæbet mellem kl. 16-18. Hvis han ikke gjorde det, ville jeg ikke kunne have det arbejde, jeg har.
I øvrigt fortæller Danmarks Statistik, at højtuddannede kvinder tager langt mindre barsel end deres medsøstre længere nede i hierarkiet, mens det for mænd er modsat.
Heraf kan man slutte, at karrierekvindens perfekte match er en højtuddannet mand, da han kan forventes at tage mest del i husarbejdet og tage mest barsel.
Jeg opponerer imod at hun som direktør synes hun bliver nødt til at have arbejdstider fra 8-20 f.eks hver dag eller sådan ca. måske. Det mener jeg ikke nogen, hverken kvinder eller mænd, burde finde sig i - uanset om de er direktører eller fabriks-arbejdere.
Og det er ikke nogen nyhed, at lavtuddannede kvinder tager mest barsel og at højtuddannede kvinder tager mindre barsel end lavtuddannede.
Det interessante er at de lavt-uddannede kvinder er dem, der insisterer på at tage barslen; det er ikke noget for mænd, mener de…
Ja og dermed harmonerer de med mænd med kort uddannelse, som ofte ikke er så meget for at gå på barsel i længere tid. Dette til trods for at deres fagforeninger - som fx Dansk Metal, fører kampagner for det modsatte.
Men egentligt er det vel logisk, at kvinder med hårdt slidsomt arbejde ønsker længere orlov efter en fødsel end kvinder med fysisk mere skånsomt arbejde.
De højtuddannede karrierekvinder burde så bare respektere, at disse kvinder mere har brug for deres barsel end de selv har frem for at ville spænde alle kvinder for deres egen vogn.
Hvor ville det være rart, hvis man kunne nøjes med at fortælle hvad man selv gør, uden at give gode råd til andre om hvad og hvordan de bør gøre.
Gitte Iversen, Åbyhøj skriver i dag i et læserbrev:
”… Hun har valgt at gifte sig med en mand, der åbenbart godt gider at tage slæbet derhjemme, uden at han bliver skoset for at være doven og konfliktsky. Så bag enhver stor kvinde står en ligeså stor mand, ikke sandt? For Lone Ryg Olsen gør jo bare det som de magtfulde mænd altid har gjort, nemlig at lade baglandet klare hjemmefronten og spørgsmålet er så, om vi er kommet ret meget videre.”
Gad vide om Lone Ryg Olsen også mener at hendes egen mand har ”valgt” det ”bekvemme”.
Det er på tide, at arbejdslivet bliver tilpasset det enkelte menneskes behov i stedet for omvendt! Basta!
Inger
Gad vide om Lone Ryg Olsen også mener at hendes egen mand har ”valgt” det ”bekvemme”.
Godt spørgsmål! ;-)
# Simon:
Lige på kornet!
# Nanna/Inger:
De som siger at hjemmetjansen er det nemme og bekvemme valg, er som regel de (mænd) der ikke selv gider!
Lise Pedersen
Så meget mere forbandet er det, når en kvinde stiller sig op og siger det samme.
Inger/Lise
Ja, lige præcis!
Mona
Ja det kunne være interessant at finde en familie at skrive om - måske oven i købet en familie hvor både mor og far mener de har en ”karriere” eller bare et almindeligt arbejde, hvor de ikke arbejder 50+ timer om ugen.
Hvordan mon sådan en familie deler pligterne, barnets første sygedag, lukkedage i institutionerne, og alligevel får familielivet til at trives?
Der må da være f.eks. kvindelige journalister med børn, som måske har en partner der også er journalist.
Eller er det helt utopisk at forestille sig en familie hvor begge, måske på lidt nedsat tid og med institutionsplads til glade børn, deles om opgaverne?
Er der ikke en behjertet sjæl der har forstand på statistik, der kunne underholde os med et par tal fra Dagens DK om hvordan børnefamilier deles om hjemmearbejdet?
Mine erfaringer begrænser sig stort set til håndværkere og andre middelklasse-mennesker, som arbejder meget.
Her dominerer det der også kaldes “Det kønsopdelte arbejdsmarked”, et marked som vistnok er noget af det mest kønsopdelte i EU.
Mandefagene er stadig “skaffer-område”, dvs. relativt høj løn og stor loyalitet overfor arbejdspladsen, dvs. ikke noget med for mange “barnets første sygedag”, barselsorlov og den slags.
Kvindefagene er relativt lavtlønnede, med lidt længere snor til familierelateret fravær.
Altså fasttømret arbejdspladskultur, som er meget svært at ændre på for den enkelte. Her kunne fagbevægelsen som forhandler løn- og arbejdsvilkår gøre en forskel, men det gør de desværre ikke.
Medlemmerne har opgivet at få indflydelse på den førte politik og rundt om i forbundspaladserne sidder en flok gamle mænd (og ganske få kvinder) isoleret og kun med rygklappere i nærheden.
Sidste år under “hjemmehjælperstrejken” var der jo allerede efter få dages strejke nogle af disse konservative fagforbund, der faldt de strejkende i ryggen.
Så det er svært at se hvor forandringerne skal komme fra, man kan kun håbe på et fælles oprør fra både mødre og fædre imod de fastlåste normer.
Det er ihvertfald ikke rimeligt at kvinderne skal blive ved med at få at vide at vi vælger “forkerte” fag, vi klamrer os til hjemmefronten og holder mændene ude osv. Det kunne jo også være mændene, der valgte forkert, ikke…!
Lise
Her er et link som måske kan bruges:
Kvinder rydder op i én time om dagen efter manden
Hvis en kvinde droppede at leve sammen med en mand, ville hun gennemsnitlig spare en én times husarbejde om dagen.
http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/04/22/15…
De mænd, de mænd! ;-)
Nanna
Siden blev ikke fundet.
Lise Pedersen
Den slags statistikker findes vist ikke. De ville i alt for pinlig grad udstille løn og arbejdsforhold for kvinder.
Men du beskriver selv situationen ganske klart.
Her er der et link, som vist stadig virker…
Det er en lang, men interessant udredning om hvor meget danskerne har arbejdet over tid.
http://www.nyt-om-arbejdsliv.dk/2artikel.aspx?item…
Artiklen til linket, som ikke virkede, handlede om en international undersøgelse. Dansk statistik kan findes her:
www.dst.dk
følg linket
“Temaer og anden gratis statistik”
Men det tager tid at finde tal frem…
Og jeg synes som Inger også Lise allerede har beskrevet situationen ganske klart.
Tak for de gode links, det er altid godt at have belæg for sine påstande.
Jeg vil ikke forlade denne tråd uden at sige tak til Lone Ryg Olsen. Jeg synes det er godt at hun bramfrit siger hvad hun mener og vi kan allesammen godt tåle at høre en ekstra gang at man ikke skal sidde og vente på at tingene sker, men selv fatte spaden og få ting til at ske.
Lise
Selv tak! Ja, lad os ønske vind i sejlene til Lone Ryg og at hun en dag bliver noget ved musikken i fx medieverdenen, hvor der i den grad er brug for at den præges af flere kvinder.
Nå - Jammen så tak til Lone Ryg Olsen når hun så tilsyneladende mener:
Kvinder har ingen magt, fordi de er konfliktsky og dovne
Hvis dette vrøvl skulle være sandt, hvordan i alverden skulle kvinderne så nogensinde opnå noget som helst?
Hans
Det ville være ret usympatisk at mene sådan, men hun er jo ikke ansvarlig for den “fængende” overskrift, som Information vælger. Og sandt er udsagnet i hvert fald ikke.
Godt du gør indsigelse imod dette vrøvl.
Lone Ryg Olsens synspunkter er gammel vin på nye flasker. Det beror muligvis på, at samfundet befinder sig sammen sted som ved forrige tapning. Det kan også väre hun har lidt erhvevsskade af overdreven lytning til mändene. Det findes andre lösninger, men jeg ved det ikke.
Sagen er den, at i og med Lone Rys Olsen er direktör af virke, så så jeg gerne hun havde valgt at opstille et langsigtet rids for kvindernes fremgang i livet (på arbejdsmarkedet, i hjemmet o.s.v.) i stedet for, at berette om hjemmelivets påvirkning af arbejdslivet.
Kvindernes har nemlig rigtige gode kort på hånden og det vil väre tidsspilde at spille det forkerte stik.
Jeg mener kvindernes bedste spilleplan vil indbefatte fölgende iagttagelser:
- Det er en fejlagtig tanke for kvinderne, at forsöge at overtage mandens domäne på mandens vilkår. Det er ikke trovärdigt at mene, kvinderne på denne måde vil föle sig menneskeligt tilfredsstillet at träde i mandens fodspor ifört mandens sko.
- Det vil väre en ulempte for kvinderne, at afstå fra de säregne strategiske muligheder og medfödte evner som kvinderne naturligvis har fremfor mändene. Lige så länge de välger at afstå fra de egenskaber som de udförer bedre fremfor manden, lige så länge spiller kvinderne efter mandens fastsatte regler.
- I dag har kvinder den enestående fordel fremfor manden, at spillepladen og spillereglerne allerede er lagt frem. Spillet har väret i gang i årtusinder og mändene har indtaget deres foretrukne placeringer.
- Endemålet for kvindens ligestillede indtogt på hele spillepladen er forholdsvis ukendt, mens mandens adfärd er både vel- og gammelkendt.
- Fölgeligt, giver det kvinderne en mulighed for, at udspille manden gennem at anvende viden om mändenes kendte adfärd og kvindernes egne önsker og behov (d.v.s. ikke de regler som er fastsat af manden, som f.eks. den i artiklen nävnte karriere-rangstige.)
Slutteligt - Den fede karriere, den store bil, det store hus, masser af letpåklädte kvinder m.v. er mandens målestok. Jeg tvivler stärkt på det er kvindens, hvorfor det vil väre misbrug af kvindens tid at jage disse spejlbilleder i örkenen.
Vi mangler endnu at se og forstå större dele af kvindernes egne målestok - den som er uberoende af mandens önsker for kvinden.
Mandens muligheder i dette spil er selvfölgelig også kendte - med aldeles uinteressante i dette beskedne indläg.
Måske du overdriver en smule Martin Kaarup.
Jeg tror at Lone Ryg Olsen har selvtillid og selvværd. Jeg tror også at hun er perfektionist.
Som mange af dem (os) ofte mener; SE - Jeg-viser-jo vejen, det-er-sådan-du-kan-gøre - attitude,
MEN - det kan alle bare ikke !!! og der VED mange.
Martin K. overdriver ikke. Det er tværtimod kloge ord han kommer med.
Og husk nu på, Hans Hansen, at selv om Lone Ryg Olsen er kvinde, så er hun også sig selv og skal derfor ikke være ansvarlig for alle kvinders omdømme eller evner.
Pas på med den der: Hun er….ergo er alle kvinder sådan.
Lise Pedersen
Pas på med den der: Hun er….ergo er alle kvinder sådan.
Jeg tror ikke du forstod hvad jeg mente, måske jeg forklarer mig forkert?
Lone Ryg Olsen er perfektionist - OG som så mange af dem, TROR de at alle også er perfektionister, SELVOM de godt ved det passer.
Men ellers tager Martin Kaarup kegler som talsmand for kvinder i offerrollen - og det er jo noget helt andet Lone Ryg Olsen siger, hun mener grunden er fordi de er dovne og konflikktsky.
Undskyld - SELVOM de godt ved det IKKE passer.
Dovenskab og evne til at vælge mine kampe med omhu har personligt bragt mig meget langt i tilværelsen.
Jeg mener, at det er er myte, at man skal være flittig. Det er sådan noget pigerne lærer i flinkeskolen. Dovenskaben har lært mig at gøre tingene på den mest effektive måde. Sådan!
Godt talt Rachel!
Ja, lad os droppe den flinkeskole!
Martin Kaarup:
“Slutteligt - Den fede karriere, den store bil, det store hus, masser af letpåklädte kvinder m.v. er mandens målestok. Jeg tvivler stärkt på det er kvindens, hvorfor det vil väre misbrug af kvindens tid at jage disse spejlbilleder i örkenen.”
Magt, rigdom, luksus, prestige. Det er ikke mande-ting, det er menneske-ting. Kvinder og mænd er altså af samme art, uanset at både rørene og ledningerne er trukket lidt forskelligt. Til trods for talløse forsøg på at påstå det modsatte.
Det minder mig om et interview med Ole Bornedal ifbm. “Kærlighed på film”, hvor han påstod, at kvinder intet behov har for at opnå noget som helst af ydre spænding og fremgang, fordi de har nok i at gå på opdagelse i deres egne dybe, spirituelle navler…
Der er naturligvis smart, hvis kvinder spørger sig selv hvad de egentlig vil. Men hvem siger at de ikke gør det?
Jeg har ikke store forudsætninger til at vurdere hvad der driver en karrierekvinde som Lone Ryg Olsen, men en mulighed er, at det passer hende helt fint at gøre det på de vilkår og ad de veje der nu engang er afstukket af mænd. Måske er det netop denne bane hun ønsker at brillere på ”iført mandens sko” ;-).
Det er vel også troværdigt, at hvis et barn har spillet teater og sunget for alle der gad se og høre, vokser op med et ønske om at blive skuespiller. Nogen siger ligefrem at de har trang til at udstille sig og få opmærksomhed ad den vej.
Er der senere et fag i skolen som har særlig interesse, er det vel også naturligt at man følger op med uddannelse efter evner og interesse. Også her er uddannelsessystemet grundlagt af mænd.
”Se hace camino al andar” (Citat: Antonio Machado: ”Vejen skabes ved at gå”). Nye veje skabes ved at bevæge sig ad nye ruter, og det tør da siges, at kvinder har bevæget sig ad nye veje især i de seneste hundrede år.
Udover valg af levevej er der så personlige relationer. Også her er der nye veje at etablere, og forskellige niveauer af ambitioner, forskellige fra menneske til menneske.
Hvor stor er forskellen egentlig på kvinder og mænd i denne sammenhæng? Personligt tror jeg ikke, at der er den store forskel på ambitionsniveauet hos en m/k topleder. Langt større er forskellen mellem eget køn og ambitioner og forestillingen om det gode liv. Nogle føler sig helt tilfreds med ikke at være ”vejarbejdere”.
Det kønsopdelte arbejdsmarked er der en del kvinder (og mænd ;) der forsøger at lave ”sideveje” til. Se dét var noget som kunne rykke ved tingene. Det ville formentlig rykke på balancen i toppen også.
Det var den mere optimistiske forhåbning.
Men her kommer man ikke ud af stedet, med mindre mænd finder solidariteten frem og anerkender at kvinders arbejde er lige så meget ”værd” som deres eget. Måske er det her hunden ligger begravet, for det er jo en kendt sag, at ingen giver frivilligt slip på de fordele de har, og at det ikke er så sjovt at have noget som alle andre også har.
Hvem har i øvrigt døbt det ”kvindekamp”? Det er jo noget visse mænd opfatter som en direkte krigserklæring, og noget som får dem til at lade kanonerne og råbe ”alle mand til pumperne”. Skuden skulle jo nødig synke. Paranoiaen er udbredt, og redningsvesten fast påklædning med indbygget pistolholder.
Det er glimrende at der sidder kvinder som Lone Ryg Olsen, der hvor hun nu sidder. Det ville bare være velgørende hvis hun var lidt mere solidarisk. Hun har trods alt selv følt diskrimineringen og forbigåelsen på trods af evnerne.
Andre mere nøjsomme m/k’er, må så se at få det bedste ud af det. For langt de fleste er arbejde jo ikke noget man gør frivilligt og af interesse, men en simpel måde til at skaffe brød på bordet. Selv de tidligere såkaldte ”kald”, som f.eks. sygeplejerske, genererer efterhånden så lidt respekt at man græmmes.
Her er det heller ikke så meget ”magt, rigdom, luksus, prestige”, men nogle lidt mere forbrugsorienterede goder og nødvendigheder det drejer sig om, og det er et direkte menneskeligt tab for samfundet. I mine mest pessimistiske øjeblikke synes jeg det går den forkerte vej.