»For hun vil ta’ hver en flygtning/der kommer fra Mellemøsten/sende dem tilbage til blodpølen/så vores soldater kan dø dem/…/jeg’ pacifist fra fødslen/men tøsen pirker til lysten/til at få fat i gøbben og splitte parykken/til hendes fjæs matcher hendes politik/hul i bøtten«.

Sådan lyder det på nummeret »Dø Dem« fra rapperen Jooks, som de fleste nok kender fra den anderledes opmuntrende og folkelige »Hun Vil Ha’ En Rapper«. Hans tekster om at splitte en vis politikers paryk har ikke fået den store opmærksomhed, men det har til gengæld andre voldsomme hiphoptekster. Mest kendt lige nu er en 11-årig drengs rim, hvor blandt andet teksten »Jeg har en enkelt patron til Morten Messerschmidt/for han snakker masser shit« har ført til en stor debat om, hvor langt man må gå i sangtekster. Drengen gik på en kommunestøttet rapskole i den århusianske bydel Rosenhøj, hvor en voksen rapper skulle lære ham og hans jævnaldrende at skrive tekster og indspille musik. Nu er skolen midlertidig lukket og læreren fyret, fordi teksten om Messerschmidt var for grov.

Skudt som Ariel Sharon

Senest har også den franske rapper Orelsan været i problemer med sit nummer »Sale pute« (på dansk ’beskidt luder’, red.). Sangens tekst, hvor rapperen blandt andet lover sin ekskæreste tæsk, var for nylig var skyld i, at musikeren blev taget af plakaten til den franske musikfestival Francofolies de La Rochelle.

Ifølge rapperen PTA, til hverdag kaldet Peter Trier Aagaard, forstår de færreste rappere, hvorfor nogle af deres tekster bliver hevet frem til bedømmelse og forargelse, mens andre slipper fri.

»Rappere har talt om at slå Morten Messerschmidt ihjel i årevis,« påpeger Peter Trier Aagaard, der udover at lave musik også fungerer som skribent, underviser, debattør og meget andet inden for hiphopmiljøet. Trier Aagaard har selv været lærer på forskellige rapskoler og blandt andet lært en 7.klasse at rappe, da Muhammed-krisen var på sit højeste.

»Der blev sagt nogle meget vildere ting om Anders Fogh Rasmussen, Flemming Rose og Kurt Westergaard. Det meste af det var ret kreativt, og ingen kom op at slås,« skriver han i en mail.

Ifølge Peter Trier Aagaard er der mange grove og provokerende tekster inden for hiphop. Blandt andet har han selv rappet om den danske hiphopper, Jøden, at han »blev smidt af en varevogn/og skudt som Ariel Sharon«, men den slags tekster skal som regel imponere eller provokere andre rappere og ikke hele Danmark.

»Hiphop er en meget intern verden, hvor man rapper til andre hiphoppere. Derfor er rappere tit overraskede, når folk lægger mærke til og bliver forargede over noget, de har skrevet,« siger Peter Trier Aagaard.

Men forargede bliver de af og til, selvom det i Danmark sjældent fører til direkte censur, men i stedet heftige debatter, som da Hanne Vibeke Holst kritiserede Niarns sprog på pladen Årgang 79 med indlægget »Du er fucking sexistisk, Niarn!«. Kritikken gik på rapperens brug af ord som ’bitch’, ’ho’ og ’luder’. »Jeg er fucking realistisk, Hanne!« svarede Niarn.

Advarsel en fordel

I USA har det stået lidt mere håndfast til, siden Al Gores kone, Tipper Gore, og hendes komité af bekymrede forældre, Parents Music Resource Center, i 1985 indførte et klistermærke, som pladeselskaber kunne sætte på deres CD’er for at advare mod groft sprog. »Parental Advisory Explicit Content« (advarsel til forældre om eksplicit indhold, red.) stod der på klistermærket, som har prydet hundredvis af plader siden, blandt andet Justin Timberlakes FutureSex/LoveSounds fra 2006.

Men det er hiphop-plader fra musikere som Eazy-E, Snoop Doggy Dogg og Eminem, som har affødt langt de fleste advarsler til forældrene, og det har ikke nødvendigvis været dårligt for rapperne.

»Klistermærket var nærmest et kvalitetsstempel. Så vidste de hvide middelklassedrenge, hvor de kunne få lidt af det ægte sorte ghettoliv,« siger musikjournalist Rune Skyum-Nielsen.

Alle har rappet om Fogh

I Danmark, hvor det er småt med de advarende klistermærker og det ægte, sorte ghettoliv – i hvert fald, hvis det indebærer rivaliserende hiphopbander og drive-by shootings - ser det lidt anderledes ud. Rune Skyum-Nielsen, der har skrevet bogen Nr.1 – dansk hiphopkultur siden 1983, indrømmer, at det selvfølgelig kan give en rapper blod på tanden, hvis der kommer opmærksomhed om hans tekster, men mener, at det ikke er den primære årsag til at skrive om bitches og patroner med afsender på. Det er simpelthen miljøet, der dikterer sproget.

»Rap handler om at sætte tingene på spidsen, så derfor bruger man et hårdt sprog,« siger han.
Peter Trier Aagaard er enig og påpeger, at de fleste rappere ikke går efter at lave numre, der virker ekstreme i den brede befolknings øjne.
»Når Stein Bagger kommer i fængsel, eller Morten Messerschmidt kommer i EU-Parlamentet, tænker man da, at det kunne være fedt at være den første til at skrive noget kritisk om det. Til gengæld får man ikke nødvendigvis respekt i hiphopmiljøet ved at skrive om, at Anders Fogh skal dø, selvom det virker provokerende. Det har alle andre jo gjort mange gange før,« slutter Peter Trier Aagaard.