Partierne er blevet markedspartier

De politiske partier, som engang var store folkelige foreninger, er ved at blive små professionelle virksomheder. En ny partitype - markedspartiet - er født. Det ledes stramt og professionelt af en gruppe politikere - oftest DJØF’ere - som i stigende grad kommer direkte fra et universitet ind i politik.

Seks ud af otte partiledere er nu DJØF’ere. Ledelsen bistås af andre højtuddannede, der analyseres politiske udspil eller vælgermarkedet, og de kan også medvirke direkte i designet af politik, så den er salgbar. De markedsfører også. De står under topledelsens kontrol. Disse hjælpere må gerne være medlemmer af det markedsparti, de for tiden assisterer, men de kan også være fugle på et frit marked, der sælger sig til det højstbydende parti. Det ene år for eksempel Venstre, næste år SF, hvis det er SF’s tur til at have fremgang og penge i kassen.

Partierne er - i stedet for at være finansieret af bidrag fra medlemmer og sympatisører - blevet overvejende statsfinansierede efter antal stemmer. Det betyder, at deres bundlinje er direkte afhængig af deres succes på vælgermarkedet, mens medlemmer er blevet uvæsentlige. Ofte er medlemmerne mest til besvær. Derimod modtager man gerne støtte fra sympatisører, der giver en skærv og en hånd med ved en kampagne - enten til partiet eller til en konkret kandidat - uden at stille krav. Man modtager også støtte fra organisationer og erhvervsvirksomheder, men de på deres side shopper mere og mere rundt mellem partier og giver kun støtte fra gang til gang. I nogle tilfælde med krav om at få en konkret politisk modydelse på et område.

Intimitet er succes

For alt i verden må vælgerne påvirkes til at stemme på markedspartiet. Fremgang er selvforstærkende og kan komme langt hurtigere end før. Men det gælder også tilbagegang. Her rammes partiets økonomi, og alle de, der som politikere eller professionalle ansatte har investeret deres karrierer i det, trues af vanære og på brødet. Under hurtig tilbagegang forlader mange politikere og medarbejdere panisk partiet for at søge nye græsgange.

Socialdemokratiet blev for eksempel i årene efter det store nederlag i 2001 åreladt for både unge og også lidt mere erfarne politikere. Tidligere ministre som den i 2005 kun 43-årige Frank Jensen og den endnu yngre Lotte Bundsgaard og en lovende ung politiker som Pernille Blach-Hansen var blandt de mange, som skiftede karriere. Den 47-årige tidligere minister Pia Gjellerup (S) forkyndte i 2007, at hun forlod politik. På dette tidspunkt havde hele 15 medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe enten forladt gruppen eller meddelt, at de ikke genopstillede. I dag kan Socialdemokraterne stort set ikke stille en eneste med ministererfaring.

At det snart kan gå tilbagegangspartiet Venstre lige sådan, har der været forvarsler om. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, tog som 36-årig i 2006 afsked med politik efter en række konfrontationer både med partifæller og konservative politikere om blandt andet skattepolitik. Den 37-årige borgmester Martin Geertsen (V) meddelte i 2007, at han ville træde ud af politik. 37 år gammel meddelte integrationsminister Rikke Hvilshøj efter valget i 2007, at hun ikke ville fortsætte som minister. I 2008 meddelte hun så, at hun allerede ville stoppe i august samme år. Ligeledes i 2008 meddelte den 35-årige allerede forhenværende Venstre-borgmester i Århus, Louise Gade (V), at hun ville forlade politik.

Jens Rohdes og Frank Jensens politiske comeback viser bare, at politik ikke er et livskald, men en trædesten i en afvekslende professionel springkarriere.

Markedspartiet er nødt til at have et simpelt og hurtigt identificerbart brand og føre permanente kampagner med få temaer, der gentages som reklameslogans. Og for at undgå at der skabes uklarhed om partiets brand, må interne debatter og uenigheder lukkes for offentligheden og holdes i de snævreste cirkler.

Partiledelsen må styre folketingsgruppe og medlemmer, så partiets brand står klart og fri for disharmoni. Landsmøder arrangeres ikke for at drøfte politik og træffe beslutninger, de bliver topstyrede glansmøder til markedsføring i medierne. De delegerede kan nøjes med at klappe. Partiprogrammer - for ikke at tale om ideologi - er ligegyldig, politik skal kunne reduceres til maksimalt fem mærkesager. Alt andet overstiger en travl marginalvælgers fordøjelse.

Partierne bruger forholdsvist flere penge, men færre mennesker i valgkampene. Partilederen taler på partiets vegne. Partilederen personificerer partiet og markedsføres som en hel person med private og menneskelige sider som for eksempel en ‘Pia’, en ‘Villy’ eller en ‘Helle’. Intimitet giver tillid og succes.

Flakker fra parti til parti

De gamle folkelige partier baserede sig på store vælgerforeninger. I 1949 var 27 procent af vælgerne medlem af et parti. Medlemskabet var som regel for livet, og for langt de fleste ganske forudsigeligt efter klassetilhørsforhold. Nu er omkring fire procent medlem af et parti, og medlemsprocenten falder stadig. Der er stadig hurtigere gennemstrømning af medlemmer, og mange flakker fra parti til parti - alt efter hvem der for tiden har optur.

De gamle politiske karrierer gik gennem års arbejde i partiet, og for de flestes vedkommende indledtes karrieren i en kommunalbestyrelse - før 1970 var der mere end fire gange så mange kommunalpolitikere, der er nu. Et langt bredere udsnit af befolkningen gjorde politisk karriere end nu. Med kun få års skolegang bag sig kunne man fra 1905 til 1982 blive selv statsminister.

Det kan man godt opgive nu.

De folkelige partier blev finansieret af kontingenter. De blev suppleret med organisationsbidrag ganske forudsigeligt og stabilt, så fagforeninger støttede Socialdemokratiet, husmænd Det Radikale Venstre, arbejdsgivere Det Konservative Folkeparti og Landbrugsrådet Venstre. Partierne havde egne aviser, der fortolkede tidens politik for medlemmerne. Kampagnerne blev udført af amatører, menige medlemmer blev mobiliseret under valgkampe og ved den nu uddøende politiske manifestation, demonstrationen. I mange partier havde landsorganisationen store muligheder for at påvirke folketingsgruppen, og på landsmøderne var der plads til at drøfte interne uenigheder.

Især fire forhold forklarer ændringerne: Ændringen af samfundets klassestruktur har opløst det gamle match mellem partier og sociale klasser.

Forholdet mellem parti og vælgere og medlemmer er blevet løst, og vælgerne shopper mellem partierne. Medieudviklingen har fjernet partipressen, og de elektroniske medier har bragt medierne tæt på toppolitikerne som personer, men har også gjort indtrykket af en stadig mere kompliceret politik mere flygtigt og uoverskueligt. Vælgerne er også derfor blevet mere mobile og orienteret mod personlige kvalifikationer og budskaber, der gør det uoverskuelige overskueligt.

I samme retning har internationaliseringen og europæiseringen af politik virket. Europæiseringen har mindsket det nationale råderum, så politik i højere grad udspiller sig som en teknokratisk diskussion om forvaltning end om helt forskellige visioner for samfundet. Siden omkring 1980 har den offentlige sektors vækst også trukket i denne retning. Debatten går ikke længere på, hvor meget velfærdsstat det offentlige skal tage ansvar for, den går på, hvordan den skal organiseres - og det engagerer ikke folkeligt.

De politiske partier i Danmark er alle blevet ændret i retning af markedsgørelse og virksomhedsgørelse. Men det har været langt lettere for et parti som Dansk Folkeparti at etablere sig som et moderne markedsparti, end det har for de gamle partier. Dansk Folkeparti er blevet en enestående succes på vælgermarkedet med uafbrudt fremgang. Partiet har været en lærestreg for de ældre partier.

De gamle partier var indbyrdes ret forskellige. De har været bundet af gamle vedtægter og traditioner og har møjsommeligt og efter interne opgør måttet tilpasse sig udviklingen på hver deres måde. Men efterhånden marcherede partier som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet - der blev til Socialdemokraterne - og i de seneste år har også Socialistisk Folkeparti bevæget sig i retning af den skabelon, som markedspartiet er, for at få succes.

Hos Det Radikale Venstre og Enhedslisten har modstanden mod at blive et markedsparti været voldsom, fordi det stred særligt stærkt mod partiernes traditioner og ideologi. Begge partier har de seneste år haft stor tilbagegang. Derfor knager disse partier i deres fuger og bånd. Der er på det seneste også her gjort tilløb til at nærme sig markedspartiets skabelon.