… Politkovskaja, Markelov, Judina og nu Estemirova … og mange flere er blevet dræbt på grund af deres arbejde som menneskerettighedsforkæmpere, journalister og advokater, der forsøgte at afdække myndighedernes grove forbrydelser i Tjetjenien. »Hvem bliver den næste?« stod der forleden på en plakat under en mindehøjtidelighed for Natalija Estemirova i Moskva.
Den 50-årige modige journalist og menneskerettighedsforkæmper blev tirsdag dræbt på bestialsk vis med skud i hovedet i Tjetjeniens naborepublik Ingusjetien. Det skete, efter hun havde afsløret både massemord, kidnapninger og husafbrændinger. Drabet blev angiveligt begået af den pro-russiske tjetjenske præsidents mænd. I går blev hendes kiste ironisk nok kørt ad gaden Putin Prospektet i hendes erklærede arvefjende, den af Putin indsatte tjetjenske præsident, Ramzan Kadyrovs hovedstad, Grosnij, og derefter begravet efter muslimsk skik og brug.

I modsætning til sin forgænger Vladimir Putin var den nuværende russiske præsident, Dmitrij Medvedev, hurtigt ude med både at fordømme mordet, love en grundig efterforskning og anholdelse af gerningsmændene samt helt nye toner fra den russiske ledelse: at udtrykke støtte til menneskerettighedsorganisationernes virksomhed under sit statsbesøg i Tyskland. »Det står klart for mig, at mordet har forbindelse til hendes professionelle arbejde og dette arbejde er nødvendigt for enhver normal stat,« sagde Medvedev, mens Angela Merkel hørte på. »Hun foretog sig noget meget nyttigt. Hun sagde sandheden, hun gav en meget åben og til tider meget hård evaluering af det, der foregår i landet. Og det er netop værdien af menneskerettighedsforkæmpere, også selv om de får magthaverne til at føle sig ukomfortable,« tilføjede den russiske præsident.

Det har man aldrig hørt fra Putin, selv om han også efter hvert mord modstræbende har svoret at finde forbryderne og straffe dem, straffe dem, straffe dem. Ikke et eneste af mordene er blevet opklaret, ingen er blevet straffet. Men mordet på Estemirova har givet Medvedev chancen for at bevise alle forlydender om, at han er en mere liberalt orienteret mand, som med egne ord ønsker Rusland forvandlet til en demokratisk retsstat, og at han ønsker at få en fredelig løsning på den evigt ulmende konflikt i Kaukasus. En konflikt, som i virkeligheden er en møgbeskidt krig.

Man må håbe, at Medvedev ønsker, tør og har magt til at gribe det halmstrå, som en lang række russiske menneskerettighedsorganisationer og kendte personligheder i går strakte ud imod ham i et forsøg på at redde det russiske demokrati. De skrev i går med den aldrende leder af Moskvas Helsinki Gruppe, Ljudmila Aleksejeva, i spidsen, et åbent brev til præsident Medvedev og de russiske myndigheder, inklusive Putin. Hundreder af kendte russere har allerede skrevet under. I dette opsigtsvækkende brev skriver menneskerettighedsforkæmperne, der som noget nyt taler med én stemme og med autoritet, at mordet på Natalja Estemirova var et direkte resultat af Ruslands fejlslagne politik i Kaukasus. Underskriverne karakteriserer Ruslands politik i Nordkaukasus som præget af »systematiske, grove, omfattende overtrædelser af menneskerettighederne, inklusive mord, falske juridiske anklager, tortur og kidnapninger. Myten om stabilitet er bristet som en sæbeboble, den militære konflikt breder sig efterhånden til naborepublikkerne i Den Russiske Føderation«, hed det i brevet.

Derfor opfordrer menneskerettighedsaktivisterne til fuldstændig at ændre politik over for de nordkaukasiske russiske republikker og stoppe enhver form for hævn- og straffeaktioner og vilkårlighed, begynde en reel kamp imod korruption, stoppe alle overgreb imod den frie meningsdannelse og borgernes aktive deltagelse i det offentlige liv, stoppe forfalskningerne af valgresultater. I brevet hedder det videre, at det seneste mord blot er endnu et eksempel på statslig politisk terror med den hensigt at indgyde skræk og rædsel og hindre opklaringen af myndighedernes forbrydelser i Nordkaukasus.

Det er altså en meddelelse fra de modige russiske borgere, som tør træde frem og sige: Nu er det nok! Et råb om hjælp fra den del af befolkningen, som er ved at genvinde den politiske og menneskelige interesse for, hvad der foregår i landet. Et budskab fra menneskerettighedsforkæmpere, dem som Dmitrij Medvedev i Tyskland betegnede som nyttige og nødvendige i enhver normal stat.

Det er nu, Dmitrij Medvedev skal gribe til handling og forsøge et brud med de sidste otte års oligarkistisk-stats-monopolistiske KGB-styre, som er i gang med at føre til Ruslands opløsning og kaos i Kaukasus. Han bør lytte til de kloge mennesker, der har skrevet et brev til ham, og bruge sin forfatningsmæssige magt til at gennemtvinge en ny politik i Kaukasus, som vil være til gavn for både republikkerne, hele Rusland og befolkningen begge steder. Putins politik om at skabe fred med en jernnæve har slået fejl. Håbet for en fornyelse ligger hos Medvedev.