MEDIERNE HAR i denne sommermåned flittigt markeret 40-året for billedpornoens frigivelse eller, som det hed i den straffelovsparagraf, der blev ophævet: utugtige billeder. Dette overordentligt interessante område af menneskelivet, som billederne kredsede om, nemlig samlejet, var noget, som ellers fandt sted under dynerne, både fysisk og i overført betydning, og gennem generationer havde folk og myndigheder ment, at der burde det blive, nemlig i privatlivet.

Lidet kunne man dengang i 1969 ane, at blot en generation senere var næsten alle dæmninger bristet, og blottede kønsdele var at se snart sagt alle vegne - på nettet, i tv, i aviser og blade, i gadebilledet. Alligevel er diskussionen om offentlighed omkring det intime aldrig standset. Senest har der været ‘ballade’ om en kortfilm, som Hovedstadens Metroselskab først havde afvist at vise på sine stationer, men efter stærkt pres udefra valgte at vise alligevel. Filmen havde vundet en konkurrence, som selskabet selv havde udskrevet, men da den rummede en sekvens med to mænd, der kysser hinanden, ønskede man at beskytte de passagerer, der helst er fri for at se på sligt.

Denne usikkerhed er symptomatisk. Der er stadig mennesker, der har en blufærdighedstærskel, og hvor meget erotik kan et bybillede bære? Metroen ville næppe forbyde to mænd at stå på perronen og kysse hinanden i det virkelige liv i København i dag. Man kigger jo bare den anden vej, hvis det generer en.

Sex-paralyseappealSangen om den røde rubinPolitisk RevyIKKE KUN pornoen blev givet fri. Også kunsten blev givet fri. Der havde i årene forinden været en række spektakulære sager om vovede værker. Billedkunstneren Vilhem Freddie havde allerede i 1930’erne fået beslaglagt sin skulptur med titlen , hvor man ser en penis tydeligt aftegnet på kinden. Den blev frigivet efter en retssag i 1963, hvorefter han ikke længere kunne bryste sig af at være repræsenteret på Kriminalmuseet. Forfatteren Agnar Mykle havde sat Norge på den anden ende med romanen , som for sine erotiske skildringer først blev bortdømt som utugtig, men dernæst frisat ved højesteret. Hvorefter romanen naturligvis blev en bestseller. I biograferne blev ømme scener klippet bort af censurens store saks. På Danmarks Journalisthøjskole var en række bortklippede scener et stort hit, når de blev vist i undervisningsmæssigt øjemed. Kulturradikalere pressede på for, at filminstruktører og andre kunstnere skulle have lov at inddrage samlejer som anerkendt kunstnerisk udtryk. Et venstreorienteret blad som udfordrede retsstaten ved at bringe kunstneriske fotos af kønsorganer blot for derved bruge dem som rambuk for mere trykkefrihed.

SKÆBNENS ironi ville, at det blev den pæne, konservative dommer, Knud Ole Martin Thestrup, der som justitsminister i VKR-regeringen gennemførte billedpornoens frigivelse, efter at tekstpornoen, som regnedes for mindre farlig, var blevet fri to år tidligere. Blandt andet nok, fordi han som jurist indså det umulige i, at retten skulle tage stilling til, hvornår noget var kunst og andet plat eller bare dårlig kunst. Presset voksede og blev efterhånden for stort. Hans hovedargument var imidlertid, at interessen for porno nok ville dale, hvis den ikke mere var forbudt. Modstanden kom især fra Kristeligt Folkeparti og mere bornerte borgerlige, som ikke brød sig om den nye lugt i bageriet. Der blev henvist til beskyttelse af børn og unge og sågar til Danmarks omdømme i udlandet. Andre borgerlige mente ikke, at staten skulle gå regulerende ind.

Et stort flertal i Folketinget stemte ikke desto mindre den utugtige paragraf ud.

ET JUBILÆUMSÅR er en anledning til at kigge tilbage og foretage en evaluering. Interessen reduceredes ikke, sådan som dommer Thestrup havde håbet, og Danmark blev kendt som pornoland. Der blev spekuleret i både pornofilm og dildobutikker, branchen fik sine velhavende baroner, og venstreorienterede og kulturradikale tog sig til hovedet og spekulerede på, hvad pokker det egentlig var for en syndflod, de havde været med til at sætte i gang. Feminister gik til kamp mod det undertrykkende kvindebillede, den fri porno kolporterede, og som fik ekstra knald på, da Danmarks Radios monopol blev ophævet, og tv-stationer som Kanal København, snart kaldet Anal København, viste filmene, råt og usødet. På nettet kunne konstateres, at et rekordstort antal klik førte til porno. Folket havde talt, og uanset den megen crap i branchen, ønsker de færreste sig tiden fra før 1969 tilbage og slet ikke yngste generation.

Nyeste skud på stammen er, at såkaldt almindelige mennesker lægger deres udvalgte samlejer ud på nettet, hvilket spås at ville udkonkurrerere den hårde porno. Det giver nogle mere realistiske rollemodeller og udgør som sådan et fremskridt, selvom folk næppe lægger deres mange mindre vellykkede samlejer ud som realistisk korrektiv. Det kunne ellers være skægt. Gør det!