Tjetjeniens forsvundne

Den 15. juli, kl. ca. 8.30, blev menneskerettighedsforkæmperen Natalia Estemirova kidnappet tæt på sit hjem i Grosnij, Tjetjenien. Nogle timer senere blev hendes lig fundet i skoven med flere skudsår i brystet og hovedet. Hun var et fremstående medlem af den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial, der yder økonomisk og juridisk hjælp til ofrene for statens nedkæmpelse af opstanden i Tjetjenien og deres familiemedlemmer.

Ifølge FN’s rapporter er mellem 3.000 og 5.000 mennesker siden 1999 blevet bortført som et led i den statslige repression på tjetjensk territorium. I 2007 faldt antallet af kidnapninger, men det begyndte at stige igen i 2008. Og siden januar 2009 er mere end 50 mennesker blevet kidnappet på tjetjensk territorium. Fire af dem er allerede fundet døde. I de seneste fem år har lignende kidnapningssager også spredt sig til naborepublikkerne Ingusjetien og Dagestan. Her er historierne om nogle af dem:

Alavdi Sadykov, fange

Alavdi mente, at det ville være uetisk, hvis han som lærer udvandrede, når nogle af hans elever ikke kunne gøre det samme. Han besluttede sig for at blive »for at begrave de døde, før hundene æder dem« og sørge for rent vand til de levende.

Den 5. marts 2000, kl. ca. 10.00, blev Alavdi tvunget ind i et militærkøretøj og bragt til Khanta-Mantyiski-fængslet, som på det tidspunkt var under løjtnant Lapins ledelse og kendt for tortur og brutalitet.

»De lagde os på en bænk, med maven nedad, lagde et bræt på ryggen af os og slog så på brættet med en forhammer for at knuse vores indvolde.«

»Hvem var der samtidig med mig? Karnukaev Movsar fra Argun. Jeg tror ikke, at han havde nogen indvolde tilbage, de kunne knuse.«

»Hvem ellers? Alkhazurov, en meget ung dreng, kom. Jeg ved ikke, hvad de anklagede ham for, men de bankede ham sønder og sammen. Jeg kan ikke sige præcis hvornår, men på et tidspunkt hentede de en fyr fra skole nr. 22. De hakkede ham i småstykker. Der var også kvinder og børn. En ung pige. Blod overalt. Alt var dækket af blod. Vi fik besked på at male det over, så vi malede og malede, men der var alligevel stadig blod over det hele. De skar mit øre af. Hvorfor? Mange blev ikke slået ihjel med vilje, men døde, fordi de ikke kunne klare stedet,« fortæller Alavdi.

Han tilbragte tre måneder i fangenskab, men overlevede mod alle odds og nævnte senere gerningsmændenes navne ved en offentlig retssag. Men de mænd, som havde været direkte ansvarlige for at bortføre og torturere ham, blev aldrig stillet for retten. De arbejder stadig for politimyndighederne.

Murdalov vs. Lapin

Nytårsdag 2001 blev Zelimhkan Murdalov bortført og bragt til sikkerhedstjenestens fængsel, Khanta-Mantiyski i Grosnij. På det tidspunkt stod enheden under løjtnant Sergej Lapins ledelse.

Umiddelbart efter Zelimhkans forsvinden begyndte hans far, Astemir Murdalov, at presse på for en efterforskning. Trods advarsler fra myndighederne og adskillige opfordringer fra venner om at stoppe fortsatte Astemir med at presse på, indtil sagen blev omtalt i både russiske og vestlige medier. Den offentlige opmærksomhed, som har været uden sidestykke under hele konflikten i Tjetjenien, gjorde det svært for Kreml at ignorere Murdalovs sag.

Løjtnant Lapin var bange for at blive retsforfulgt og flygtede, men blev pågrebet og bragt tilbage til Grosnij, hvor han blev stillet for retten. Ifølge vidner under retssagen, havde Lapin tilbragt 24 timer i en celle med Zelimhkan Murdalov, hvor han havde tortureret ham, indtil Murdalov var døden nær.

Da han blev spurgt af den provisoriske domstol, bevidnede fængselslægen N.G. Malyukin, at den sidste gang, han så Zelimhkan, den 2. januar, var fangen bevidstløs, trak knap nok vejret, havde brækket kæbe og vendte det hvide ud af øjnene. Malyukin berettede også, at han havde givet fangen fire indsprøjtninger.

Ifølge de fanger, der delte celle med Zelimhkan, var han ude af stand til at holde sig oprejst, da han blev smidt tilbage i cellen. Hans ene øre var revet af og hang i en strimmel hud. Der var åbne sår på begge hans hænder. Hans ene hånd var brækket. Cellekammeraterne fortalte også, at de havde overhørt den læge, som tilså Zelimhkan. Ifølge deres vidneudsagn havde lægen sagt, at Zelimhkan havde adskillige kvæstelser, deriblandt knuste testikler og et alvorligt traume i hjernen.

Lægen informerede fængselspersonalet om, at Zelimhkan ville dø, hvis han ikke straks blev opereret. Ikke desto mindre blev Zelimhkan i sin celle indtil tidligt om morgenen den 3. januar, da løjtnant Lapin sammen med flere af sine mænd kom og trak ham ud af cellen.

Efter den offentlige retssag blev Lapin idømt 10 år i en arbejdslejr med mulighed prøveløsladelse.

I 2005 blev Zelimhkans mor, der flere år tidligere var udvandret til Norge, udsat for et drabsforsøg. Overfaldsmændene sagde, at det var »for Lapin«. Hun fik flere knivstik, men det lykkedes hende at flygte.

I oktober 2006 blev journalisten Anna Politkovskaja, der arbejdede tæt sammen med familien Murdalov, dræbt i trappeopgangen foran sin lejlighed i Moskva.

I januar 2008 blev Stanislav Markelov, en menneskerettighedsadvokat som havde repræsenteret Murdalov i sagen, dræbt på gaden i Moskva.

Astemir Murdalov bor stadig i familiens hus i Grosnij og siger, at han tilbringer det meste af sin tid alene med at tænke. Zelimhkan Murdalov er stadig forsvundet.

Massegravene

Sharipa Khaisumova, Luisa Bopaeva, Edika Gelaev, Ramzan Aladinov, Abdulkasim Zaurbekov er blandt dem, der menes at være omkommet i Khanta-Mantiyski-fængslet, mens Lapin var leder.

I 2006 forsøgte familiemedlemmer til de savnede at få foretaget en retsmedicinsk undersøgelse på stedet med hjælp fra menneskerettighedsorganisationen Memorial. På en af de vægge, som endnu stod tilbage, fandt de en rammende graffiti, et spørgsmål og et svar. På den ene side havde en fange skrevet: »Hvor er jeg? Levende eller død?« På den anden side stod svaret fra en soldat: »Lad os hjælpe dig med at dø!«

På grund af mistanken om, at der kunne være en massegrav, krævede Memorial straks, at der blev udført en grundig retsmedicinsk undersøgelse og taget DNA-prøver på det sted, hvor det nedlagte fængsel havde ligget. De blev nægtet adgang til området. Der blev hurtigt bygget en skole for hørehæmmede børn på grunden.

Som begrundelse for at Memorial ikke fik tilladelse til besigtige stedet, forklarede Kadyrov, at Tjetjenien manglede retsmedicinere, der kunne foretage DNA-prøver. Men lederen for det retsmedicinske DNA-laboratorium i Moskva er tjetjener, og han siger, at han meget gerne vil tage hjem for at tage prøverne, hvis regeringen giver tilladelse til opgravningen.

Man har kendskab til 57 massegrave i Tjetjenien, som ikke er blevet åbnet. Der er adskillige mindre grave under hovedstadens parker, gårde og kældre. Den seneste blev opdaget i Akhintchu-Barzoi i maj 2009 af arbejdere, som var ved at lægge gasledninger. Hurtige nedrivninger og derpå nyt byggeri er en bekvem måde at skjule gravene for snagende øjne.

Det er sandsynligt, at der aldrig vil blive givet tilladelse til retsmedicinske undersøgelser på disse steder.

Landsbyen Akhintchu-Barzoi, Tjetjenien, 2009

Siden den 28. marts 2009 er 22 mennesker blevet bortført fra Akhintchu-Barzoi i Tjetjenien af Ramzan Kadyrovs sikkerhedsstyrker. De tilbageholdes ulovligt på et ukendt sted. De, som er vendt hjem, er meget lidt villige til at tale om, hvad de har været ude for. Den eneste oplysning, som er sluppet ud, er, at Kadyrovs folk tvang dem til at afsløre, hvor oprørerne skjulte sig.

Militærbasen Nozai-Urt, Tjetjenien, 2009

I februar og marts 2009 bortførte militæret 26 personer fra den lille by Dargo i Vedenskij-regionen i Tjetjenien, deriblandt to kvinder. De 26 blev udsat for ulovlige forhørsteknikker på militærbasen Nozai-Urt.

De, som er vendt hjem, er for skrækslagne til at tale om, hvad der foregår på militærbasen. Mændene siger blot, at ikke har tillid til det lokale retssystem eller regeringen, og de mener, at det kun ville skade dem yderligere at klage.

I april 2009 meddelte den russiske regering, at nedkæmpelsen af opstanden i Tjetjenien var tilendebragt, men militærenheder opererer fortsat på fuld styrke i Tjetjenien. Den 30. maj 2009 udsendte Den Tjetjenske Republiks præsident, Ramzan Kadyrov, en meddelelse, hvori han i stærke vendinger gjorde det klart, at ikke blot mistænkte terrorister, men også deres familier for fremtiden ville blive straffet.

Zura Tchemegrieva, 72 år

Mor til Musa Tchemegriev, der blev bortført den 27. december 2002 og kørt i retning af militærforlægningen i Gudermes.

Uzhahov brødrerne

Den 24. januar 2009 foretog politiet og sikkerhedsstyrkerne i fællesskab et angreb mod oprørsstyrkerne i byen Nazran i Ingusjetien. Under angrebet blev to lokale fotografer, den 31-årige Ruslan Uzhahov og hans bror den 27-årige Murad Uzhahov, dræbt i deres studie.

Ifølge den russiske efterretningstjeneste, FSB’s, officielle pressemeddelelser var målet med angrebet at fjerne to fremtrædende terrorister, som havde været involveret i en række angreb på politifolk. FSB oplyser endvidere:

»De mistænkte gjorde modstand, men på grund af sikkerhedstjenestens uforsonlige indsats blev de stoppet og dræbt i den efterfølgende ildkamp. Operationen hørte under efterretningstjenestens ressortområde og blev udført på vegne af Ruslands Efterretningskomités tredje division. Efterretningskomiteen mener, at både Murad og Ruslan havde smuglet ammunition og dermed bragt politifolks liv i fare.«

Den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial foretog interviews med øjenvidner til episoden. De fandt ud af, at øjenvidnernes beretninger på ingen måde stemte overens med den version, som var blevet udsendt i pressen.

Ifølge øjenvidnernes udlægning af hændelsen ankom der to biler med omkring 50 politisoldater, som alle var bevæbnede og maskerede. De blokerede vejene omkring det indkøbscenter, hvor brødrene Uzhahovs fotostudie lå. Soldaterne skød døren i stykker og stormede studiet. Skyderiet fortsatte i omkring 10 minutter, indtil en af soldaterne kom ud og smadrede et vindue udefra og begyndte at fotografere det indvendige af huset.

Da menneskerettighedsadvokaten Isa Gandarov blev udspurgt om episoden, hævdede hun, at myndighederne er ved at skifte taktik. Det lader til, at de oftere og oftere dræber deres modstandere på stedet i stedet for at bortføre dem først.

Inden deres død boede begge brødrene hjemme hos deres familie. Ruslan blev dræbt dagen inden sit bryllup.

Sultan Uzhahov, far til Islam Matsalgov

Sent på eftermiddagen den 26. december 2008 blev den 28-årige Islam Matsalgov bortført uden for sit hus i Nazran i Ingusjetien. Vejen var blokeret af to biler. da han var på vej hjem fra arbejde. Den ene var af mærket UAZ, den anden var en Lada. Ingen af bilerne havde nummerplader. Islam blev smidt ind i Ladaen og kørt i retning af Nordossetien, over grænseovergangen mellem Ingusjetien og Nordossetien, som ikke ligger langt fra det sted, hvor han blev kidnappet.

Efter at have udspurgt vidner henvendte Islams forældre sig til den nyvalgte præsident i Ingusjetien, Yunus Bek Evkurov, der indvilligede i at mødes med familien.

Af frygt for at opmærksomheden ville formindske chancerne for at finde Islam, holdt familien bortførelsen hemmelig for offentligheden i en måned. Men det uofficielle møde med præsidenten gav alligevel ingen resultater. Myndighederne, som arkiverede bortførelsessagen, mente, at oprørerne havde skylden. Familien mener, at det er usandsynligt, og tilføjer, at en bil uden nummerplader aldrig ville have kunnet krydse grænsen uden en særlig tilladelse ‘ovenfra’.

Islam savnes stadig.

Eldar Navruzov

I marts 2008 hentede bevæbnede og maskerede mænd Eldar Navruzov i byen Makchatchkala i Dagestan. De tog ham med til et ukendt sted og gav ham følgende råd:

»Lad være med at gøre det værre for dig selv. Indrøm, at du er wahabit.«

Først nægtede han, men efter flere timers tortur gav han endelig efter for deres krav.

Så puttede politiet en håndgranat i hans lomme, trak en sæk over hans hoved og arresterede ham på grund af ulovlig våbenbesiddelse. Eldar Navruzov blev overført til en specialenhed for terrorbekæmpelse i Makchatchkala, hvor han tilbragte de næste 11 måneder og blev udsat for intense forhør.

To måneder efter anholdelsen blev Eldars sag overdraget til en advokat. Vidneudsagn fra naboer, som havde overværet bortførelsen af Eldar, blev først inddraget i sagsakterne otte måneder senere.

I februar 2009 blev Eldar løsladt, men fik forbud mod at rejse nogen steder hen inden retssagen.

I april 2009 blev der gjort endnu et forsøg på at kidnappe Eldar, tæt på hans hus, da han var på vej hjem fra arbejde. To mænd sprang ud af en sølvgrå Lada med nummerpladen fra Dagestan og løb hen til ham og beordrede ham til at standse. I stedet for at adlyde deres ordre begyndte Eldar at råbe: »De kidnapper mig!« og løb hjemad.

Naboerne, der hørte ham, åbnede vinduerne og begyndte at råbe. Forfølgerne satte sig ind i bilen igen og kørte efter Eldar. Da de forsøgte at overhale ham, ramte de hans ene ben. På trods af skaden fortsatte Eldar med at løbe. På det tidspunkt var der så meget larm, at mændene nok mente, at de var nødt til at opgive deres plan.

Da Memorial sidst talte med Eldar, sagde han stille, at selv om han følte sig fortabt, vil han ikke reagere på deres provokationer, og han vil ikke slutte sig til modstandsbevægelsen. Han har også benægtet at have nogen som helst forbindelse til wahabismen. Eldar er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, inden han bliver dræbt.

Larisa Barsheva, mor

Den 23. oktober 2002, kl. ca. 5 om morgenen, trængte en gruppe militærofficerer ind i familien Barshevs hus i Grosnij. De var alle svært bevæbnede og havde masker på.

Den 21-årige Anzor Barshev og 22-årige Sulumbek Barshev blev på trods af deres mor Larisa Barshevas bønner hevet ud af deres senge og slæbt udenfor, barfodede og uden tøj. På vejen ud blev Larisa, som forsøgte at give sine sønner nogle gummisko, sparket til side. Brødrene Barshev blev smidt ind i en militærtransport og kørt til et ukendt sted.

De næste to måneder brugte Larisa på at rejse rundt mellem kontrolposter, politidistrikter og steder, hvor man havde mistanke om, at der var hemmelige fængsler. Hun sagde til sig selv, at når hun fandt dem, skulle hun nok også finde en måde at få dem ud.

Larisa fik anklagemyndigheden overtalt til at iværksætte en efterforskning af bortførelsen, men fik samtidig at vide, at hun ikke skulle forvente for meget. Anklagemyndighedens efterforsker, som ifølge Larisa sympatiserede med hende, fortalte hende i al fortrolighed, at hans hænder var bundet, og at han ikke kunne få lov til at afhøre dem, han mente var ansvarlige for bortførelsen.

Efterforskningen blev opgivet på grund af manglende beviser.

I 2007 fik Barshev-familien besøg af en tidligere straffefange, der præsenterede sig selv som Ruslan. Han fortalte Larisa, at han havde mødt Anzor én gang, og at han stadig var i live og sad i et fængsel i Rostov. Ruslan tilbød at præsentere hende for en agent fra den russiske efterretningstjeneste, FSB, der kunne hjælpe hende med at få Anzor løsladt for en løsesum på 75.000 kr., hvoraf han krævede halvdelen som forskud.

Med enormt besvær sparede Barshev-familien sammen og gav ham 30.000 kr. Ruslan tog imod pengene og forsvandt. Hans oplysninger lader til at være fabrikerede og førte ingen vegne.

I marts 2009 var der nogen, som efterlod en nyfødt pige på Larisas dørtrin. Hun adopterede straks pigen. Familien betragter pigen som en velsignelse.

Oversat af Mads Frese