'Verden er skizofren'

»Jeg synes lynhurtigt, at sociale situationer kan komme til at virke konstrueret. Jeg får følelsen af at indgå i forskellige roller, hvor der findes tilhørende idealsæt. De fælles vedtagelser, der ofte findes i et socialt rum, fremstår meget åbenlyse for mig.«

Sådan forklarer netop færdiguddannede Theis Ørntoft, der efter to år skal sige farvel til Forfatterskolen. Forude venter hans første bogudgivelse til september på Gyldendal - en samling digte, der i høj grad reflekterer de tanker om mennesket og verden, som han siden teenageårene har været optaget af.

»Den vestlige verden er funderet i en opfattelse af jeg’et som en kerne. Det er det grundlæggende psykiske organisationsprincip i vores del af verden. Jeg er her, og verden er der. Men for mig at se er det en psykisk konstruktion. Jeg tror ikke, der er nogen forskel på bevidstheden og verden,« siger han.

Theis Ørntoft er 25 år og opvokset i den lille by Alling lidt uden for Århus. Han er født ind i et »rigtig 68’er kollektiv«, som han selv betegner det, med en far der er uddannet læge, og en mor der er billedkunstner.

»Min mor er meget sensitiv, ligesom resten af hendes familie er. Det er jo nok hende, jeg er endt med at minde mest om,« siger han og forklarer:

»Jeg tror jeg indoptager en større mængde data end gennemsnittet for et menneske. Det har meget med perception at gøre. Syn, hørelse, følelser. Alt virker meget stærkt på mit sanseapparatet. Jeg oplever det oftest i forbindelse med hårde miljøskift. Hvis jeg eksempelvis har siddet på mit værelse hele dagen, og så går ud på gaden. Det sker i bitte små glimt,« siger han.

Den øgede sensitivitet og følsomhed over for forandringer omkring ham, ser Theis Ørntoft selv som en af forklaringerne på, at han er så bevidst om de konstruktioner, der lægges ned over mennesket og verden.

»Jeg har udviklet en måde at møde verden på, som er meget analytisk. Når man analyserer meget, og kombinerer det med et sensitivt modtagerapparat eller sanseapparat, så tror jeg typisk, at man som menneske begynder at få øje på en masse ting, som virker konstruerede. Det er mødet mellem det følelsesmæssige og det intellektuelle,« siger han og forklarer, at konstruktionerne viser sig ved en følelse af, at det realplan, som psyken hele tiden etablerer, man kan kalde virkeligheden, for ham virker relativt.

»Det er en fornemmelse af, at tingene ikke bare er, som de ser ud. Det er en meget banal formulering, men der er meget rigtigt i det for mig. At ting man ser, hører og diskuterer kan rumme meget andet end blot det umiddelbare.«

Det hyperbevidste jeg

Theis Ørntofts oplevelse af, at sociale situationer viser sig som konstruktioner, tager han med sig i sine digte, hvor det særlig er jeg’et som en konstruktion, han arbejder med.

»Hvad end jeg skriver om, kommer det ofte til at handle om grænser og belysning af konstruktioner. Grænser mellem indre og ydre, mellem bevidsthed og verden osv. Det interesserer mig at belyse sproget som den konstruktion det er, som et betydningsmateriale mennesket bruger til at erkende verden igennem,« siger han og fortsætter:

»Mine digte demonstrerer hele tiden, at de er en konstruktion. Jeg etablerer et konsistent hverdags-jeg, som står op og går ud i byen, stener lidt på sit værelse, og tænker over tingene. Man kan kalde det et hyperbevidst jeg, som kritiserer alt, også jeg’et selv. Jeg etablerer en position, hvorfra jeg kritiserer den position,« siger han.

Det er ikke et behov for at oplyse om det erkendelsesfilosofiske problem, som han mener konstruktionerne er et udtryk for, der driver Thies Ørntoft. Hans ærinde må endelig ikke fremstå missionsagtigt, understreger han.

»Det er ikke mit mål at ændre folks syn på verden, og jeg er ikke drevet af et behov for at komme og vise folk, at der i virkeligheden ikke findes noget konstistent. Det er en træls position. Hvis det endelig skulle lykkedes mig at overbevise nogen, om rigtigheden i det jeg mener, ville jeg sikkert bare få lyst til at mene noget nyt,« siger han.

I stedet drives lysten til at skrive om konstruktionerne af en form for aggression over for dem, forklarer han.

»Det er en krig mod konstruktionerne, en slags personligt opgør. Jeg er nok rimelig krigerisk, både når jeg skriver, og når jeg diskuterer. Nok fordi mange ting, jeg møder i hverdagen, irriterer mig. De indtryk, der kommer fra verden, hvirvler en frustration op i mig. Jeg tænker ikke længere end det. Det er den aggression, jeg skriver på,« siger han.

Kamp mod stereotyper

Et tydeligt udtryk for konstruktionerne er de stereotyper, som samfundet er med til at producere. De er et af de mål, som aggressionerne i Theis Ørntofts digte er rettet imod.

»Stereotyper er det man fastfryser, og det alle har vedtaget symboliserer noget bestemt. Det er jo en del af det, som jeg helt essentielt reagerer imod. Med stereotyper forsimpler man verden, fordi de fastholder og styrker de konstruktioner af sandheder, der på forhånd er blevet vedtaget,« siger han og eksemplificerer:

»Tænk bare på Lotto-reklamerne, hvor man ser stereotyper af forskellige mennesker verden rundt, der jubler: manden fra Afrika står på savannen med sit spyd, grønlænderen ved sin iglo - sådan en reklame styrker åbenlyst en forsimplet måde at italesætte verden på.«

Også i politik er stereotyper og konstruktioner et problem, mener Theis Ørntoft.

»Kommunikationen fra politikere til borgere tjener som et godt eksempel på, hvor forsimplet man kan tale om tingene på. For mig at se findes alle sandheder i det graduerede spektrum mellem sort og hvid. Det er helt ubrugeligt, når ting gøres til stereotyper,« siger han.

Formens dekonstruktion

For Theis Ørntoft kan indhold og form ikke adskilles, og det gør digtenes form til et lige så yndet mål, når han arbejder med konstruktioner og dekonstruktioner.

»Det lyder måske primitivt, men jeg tror, det er en drift imod at nedbryde det, som eksisterer. For mig er digte så åbenlyst konstrueret, og det driver mig til hele tiden at påpege, at det her i virkeligheden er en konstruktion, som jeg sidder og laver, og som du sidder og læser. Jeg har hele tiden behov for at vise kulissen bagved. Jeg kunne have valgt at skrive universitetsafhandlinger om alt det her, men nu synes jeg det er mere spændende at bruge det tankesæt på digtverdenen, for at se hvor langt man kan gå, og hvor meget man kan ødelægge,« siger han.

Yeahsuiten

Digte i uddrag - af Theis Ørntoft

Sjollertaxa
Se nu blot at give mig mit dankort tilbage, din underlige heroin-idiot!
råber jeg hidsigt til chaufføren
bagefter er hende jeg følges med bare så vred på mig, og jeg kan også godt se:
det var en super fucked situation

vi løber op i lejligheden og knepper
jeg kommer ud over hendes unge, store bryster
hun kommer også, men ikke ud over noget

himlen er en shemale, havet er en shemale
taxaen er en shemale

Fredspibe
Sol på byens bygninger, en vildt god røv i løbebukser
hej din lækre sæk! råber jeg
fuck du er et svin! råber hun

jeg fyrer af sted i den ligeste linie, men livet er ikke en retning
selvom mange gerne vil anskue det geometrisk
i den store forsimplings navn

himlen er et herligt zigzag af flystriber
det er sædceller der er uenige om
hvad der skal befrugtes
hvilket jeg også godt forstår, der er lidt uenighed omkring

havde jeg indflydelse, blev der født langt færre idioter her på jorden

min visdomstand bliver et faktum igen
mit jeg trævles op så let som kødet på en kylling
jeg hader at være uvenner med folk
hvad enten jeg synes de er nogle idioter eller ej
kom, vi ryger en fredspibe! får jeg lyst til at råbe til dem

Den spejlvendte himmel
Det vedtages hermed, at jeg lige nu står og børster tænder
så er det vedtaget

som om målet med at skrive er at skrive gode digte
det kan vi godt vedtage
jeg vågner helt som forventet i et subjektivt perspektiv
som en slags forskel til noget andet
tit er jeg enig i/kan sympatisere med nogle af mine digtes udsagn
i et godt stykke tid

kan jeg benægte at noget kigger ud gennem mine øjne?
ja det kan jeg
himlen er spejlvendt
og der er frit fald ud af mit meningsløse navn

jeg er skyldig i alt, hr. mister mister
min virkelighed
en personlig vedtagelse

Forpustelse
På min vej til lægen blir jeg vildt forpustet
jeg skal cykle op ad en stejl bakke
men kort efter suser jeg nedad igen
og det var egentlig heller ikke så fucker slemt
selv frygten
for døden er en konstruktion

så siger jeg: hej fru lægereceptionsperson
du burde faktisk tage på it-kursus sådan som du håndterer den mus
og så bliver jeg irriteret på hende og så forsvinder irritationen igen

da jeg kommer ud fra lægen er det begyndt at regne – æih
så er der langt hjem
hver gang jeg cykler i regnen tænker jeg:

bare det ikke regnede

Digtene er fra Theis Ørntofts bog Yeahsuiten, der udkommer hos Gyldendal til September