'Jeg var bange for at ende i helvede'

John Madsen er vokset op med søndagsskole, bordbøn og bibelcamping i Hvide Sande. Fra han var helt lille, vidste han, at han var anderledes end de andre børn.

»Jeg har altid et eller andet sted vidst, at jeg var homoseksuel. Da jeg var lille, var det ikke noget seksuelt, jeg syntes bare, at drengene var mere interessante end pigerne. Men jeg var ikke særlig gammel, før jeg begyndte at have tanker om at ligge tæt sammen med mine venner. Jeg vidste godt, at det var forkert, så jeg gemte det væk,« siger han. I mange år lykkedes det ham at fortrænge sin seksualitet. Men da han nåede teenageårene, blev det sværere at lægge låg på følelserne for drengene.

»Det var først, da jeg var i starten af 20’erne, at jeg fandt ud af, at der ikke var nogen vej tilbage,« siger han.

Det var egentlig ikke hans mening nogensinde at fortælle sin familie om det. Han var bange for, at de ville slå hånden af ham og smide ham ud hjemmefra.

»Jeg kommer fra en meget kristen familie, hvor det er ildeset at være homoseksuel, så jeg tænkte: ‘hellere gå ned med det end at skulle fortælle det til familien’,« siger han.

Men en dag, da han sad sammen med sin bror og svigerinde, brast det pludselig ud af ham.

»Vi sad og snakkede om familie og børn, og min bror sagde, ‘John, du bliver en god far engang’, og så måtte jeg jo svare, ‘nej, det tror jeg ikke, og nu skal I høre hvorfor’,« husker han.

»Det var en desperationshandling. Jeg havde det så skidt med at gå med det selv, at jeg til sidst blev ligeglad med, hvordan de reagerede. Men heldigvis tog de det rigtig pænt, og det gav mig mod på også at fortælle mine forældre det,« siger han.

Hans far sagde ikke så meget, da han fortalte det.

»For ham var det nok lidt et slag i ansigtet, for sådan er man ikke, når man er indremissionsk, og jeg tror slet ikke, han havde set det komme. Men min mor tog det helt roligt. Hun havde i virkeligheden altid vidst det,« fortæller John Madsen.

Han synes alt i alt, at de tog det rigtig pænt, og da først de lige havde vænnet sig til tanken, støttede de ham 100 procent.

»Men jeg tror også, det hjalp rigtig meget, at min holdning dengang var, at jeg ville leve alene i cølibat, for det er måden, man håndterer homoseksualitet på inden for Indre Mission,« siger han.

Skar sig selv

I et år prøvede han på at indstille sig på at skulle leve alene.

»Men tanken om hverken at kunne få familie eller den tosomhed, som jeg så, mine venner og min familie havde, kørte mig fuldstændigt ned,« siger John Madsen.

Han røg ned i et sort hul. Det blev fuldstændig uoverkommeligt blot at skulle skifte kanal på fjernsynet, og han holdt op med at gå ud. Han begyndte at få selvmords- tanker, og til sidst indlagde hans læge ham på en psykiatrisk afdeling.

»To-tre måneder tidligere var jeg begyndt at skære mig selv i lårene. Jeg vidste af erfaring, at det ikke var nogen holdbar løsning at forsøge at tage livet af mig selv, for det havde jeg forsøgt et par gange inden. Jeg havde det lige så dårligt igen, men i stedet for at skære mig i håndleddene begyndte jeg at skære mig i lårene,« fortæller han.

Han gik til lægen for at få en recept på nogle antidepressiva.

»Der gik lidt tid, inden jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at skære mig i lårene, for jeg syntes ikke, det var noget at gøre et stort nummer ud af. Men det syntes han åbenbart, og så blev jeg indlagt,« fortæller John Madsen.

I starten lå han bare og kiggede op i loftet og følte ikke, det hjalp noget, men efter to-tre uger var der en syge- plejerske, der stillede ham et ultimatum:

»Hun sagde, at jeg enten kunne vælge at lære at forene min seksualitet og min tro, eller også kunne jeg vælge at have det elendigt resten af mit liv. Først blev jeg simpelthen så vred på hende, for det stred jo imod hele min overbevisning. Men det var nok også, fordi jeg godt kunne se, at hun havde ret,« siger han.

I ugerne efter gik han og grublede over, om et liv i et homoseksuelt parforhold og Indre Mission virkelig kunne forenes. Han brugte meget tid på at granske de enkelte bibelstykker og læse andre oversættelser.

»Bibelteksterne var altafgørende for mig. Jeg var overbevist om, at jeg ville ende i helvede, hvis jeg levede min seksualitet ud,« husker han.

Men til sidst blev han enormt vred over, at folk hjemme fra Hvide Sande slyngede bibelstykkerne i hovedet på ham.

»Jeg synes simpelthen, det er så hyklerisk, for de gør jo selv masser af ting, som er forkert ifølge Biblen. Der står blandt andet, at man skal overholde lovene, og hvis man skulle leve strengt efter det, måtte man jo ikke køre over 80 kilometer i timen på landevejene, og det er der jo ingen, der overholder,« siger han.

Sprang ud igen

Det var dog næsten endnu sværere at skulle springe ud anden gang som udøvende homoseksuel.

»Det er stadigvæk svært. Jeg kan mærke, at min far rykker sig med små skridt, men han rykker sig i det mindste, og det er dejligt,« siger John Madsen.

For nogle år siden havde han en kæreste, som har været med hjemme og møde familien, efter de slog op - og de tog imod ham med åbne arme.

»Vi plejer at tage på familietur hvert år, og sidste gang vi var af sted, spurgte jeg min far: ‘hvis Peter og jeg stadigvæk var sammen, skulle han så med på den her familietur’, og der svarede han uden tøven: ‘Ja, selvfølgelig skulle han det’. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev simpelthen så glad, og næste gang jeg får en kæreste, vil jeg hænge ham op på det,« siger John Madsen.

Siden han valgte at leve et liv med kærligheden, har han ikke haft det dårligt psykisk.

»Jeg har haft det rigtig godt lige siden - også med Gud. Der vil altid i et kristent liv være op- og nedture og perioder, hvor det går bedre end andre, og det har der også været, men slet ikke på samme måde som førhen,« siger han.

I dag er John Madsen 27 år, han ser stadigvæk sig selv som indremissionsk, og han glæder sig til at møde den mand, han skal dele resten af livet med.