Klokken er 02:30, og avisbunken ligger klar på fortovet. Jyllands-Posten, Børsen, Ekstra Bladet, JydskeVestkysten og en lille håndfuld Information venter på at komme til morgenkaffe hos borgerne i Grindsted og omegn. 34-årige Madars Kleinbergs starter sin gamle mørkeblå Polo og ruller af sted på sin vante tur. Det gør han syv dage om ugen, lørdag og søndag endda også i Billund for at tjene ekstra penge. Bilen er på danske plader, så abonnenterne ikke tager ham for at være en baltisk tyvebande på nattetogt.
I Letland var det ham, der var på vagt over for forbrydere. Som chef for færdselspolitiet i landets tredjestørste by, Liepaja, var han en respekteret mand med 38 ansatte under sig. Viceformand i den lettiske afdeling af den Internationale Politiunion, ung kaptajn og en karriere, der sigtede mod større stjerner.
Men lønnen var ikke nok til at leve for, og derfor flyttede Madars Kleinbergs i juni til Danmark med sin kone og to små børn. Som dansk avisbud og landbrugsmedhjælper tjener han fire gange mere end som lettisk politichef.
»Mine kolleger forstår ikke, at jeg kaster min karriere bort. Det er selvfølgeligt rart at have en ærefuld stilling, hvor folk ser op til dig. Men hvad får jeg ud af det? Jeg får ingenting; en masse arbejde og en ussel løn,« siger Madars Kleinbergs.
Hjernespild
Han er blot en af mange højt kvalificerede østeuropæere, der tager til Vesteuropa for at arbejde i ufaglærte stillinger. Der findes ingen opgørelse over fænomenets omfang, men Forskningscentret for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet har undersøgt de polske arbejdsmigranters vilkår i Storkøbenhavn. Selv om 95 pct. af polakkerne har gymnasial uddannelse eller højere, arbejder over 50 pct. af dem i rengøringsjobs, som avisbude eller som fabriks- og lagerarbejdere.
Ofte kan arbejdsmigranterne ikke finde relevant arbejde i deres hjemland, men i andre tilfælde har udvandringen dyre konsekvenser for østlandene, forklarer centerleder for FAOS, Søren Kaj Andersen.
»Der er eksempler på baltiske skolelærere, der tager til Storbritannien som lagerarbejdere, fordi der er bedre penge at tjene. Det giver problemer, fordi en lærer er sværere at erstatte med anden arbejdskraft end for eksempel en bygningsarbejder,« siger Søren Kaj Andersen.
»Det giver nogle etiske problemstillinger, som man også kender fra sundhedsområdet. Er det okay at bruge skolelærere som avisbude? Det er noget, man har diskuteret meget i Norge, men endnu ikke så meget herhjemme,« siger han.
Migrationen er til alles bedste, da den hæver den fælles levestandard, mener Nikolaj Malchow-Møller, der er professor i indvandring og arbejdsmarkedsøkonomi ved Syddansk Universitet. Men på kort sigt kan den give østlandene problemer.
»Der er et spild af uddannelse, men det er en udgift, som landene har afholdt for længe siden. Men på kort sigt kan migrationen efterlade afsenderlandene med nogle ekstra omkostninger,« siger Nicholaj Malchow-Møller.
Især de små baltiske lande er sårbare over for hjerneflugten. I forhold til befolkningstallet har landene oplevet en større arbejdsmigration end Polen, og på grund af de små arbejdsmarkeder, skal der skal forsvinde færre fra en faggruppe, før den kommer i krise.
I Letland er frygten, at landet bliver drænet for de hoveder, der skal genrejse landets økonomi. Staten slås med et voldsomt underskud på budgettet, der er anslået til 12 pct. af landets samlede økonomi. I december blev momsen sat op, mens de fleste offentligt ansattes lønninger blev sat ned med 15 pct.
Da det blev kendt, at en politichef flyttede til Danmark for at blive landbrugsmedhjælper, gav det genlyd i lettiske medier som et bevis på det forfald, landet befinder sig i.
»Det siger noget om lønniveauet, at en politichef i landets tredje største by er tvunget til at arbejde på en gård i udlandet for at brødføde familien,« siger journalist Evgenij Pavlov, der skrev historien for den lettiske avis Telegraf.
I Letland er det almindeligt at have to eller tre job. Efter kontorarbejdet på politistationen tog Madars Kleinbergs på patrulje som sikkerhedsvagt. De sidste to år har han tilbragt ferien på en minkfarm i Jylland, mens flere af hans underordnede politiinspektører tog til Schweiz og Norge som jordbærplukkere. Andre igen klarede sig ved at stikke færdselsbøder i lommen, fortæller politichefen. Men til sidst blev det for surt, og finanskrisen satte kun en streg under beslutningen om at tage af sted.
»Jeg vil ikke være den idiot, der bliver tilbage. Som politimand er du patriot, men jeg var hele tiden væk fra min familie, arbejdede meget og håbede, at det blev bedre. Men det blev bare værre og værre.«
- Føler du ikke på en måde, at du svigter dit land ved bare at tage af sted?
»Som jeg ser det, er der ikke noget at gøre. Der skal helt andre politikere til. Pensionerede politimænd bliver nødt til at arbejde som sikkerhedsvagter fra den dag, de går af. Det er ikke rimeligt efter 30-40 år i korpset. Så skal man slappe af! Det var sådan, jeg så mig selv, hvis jeg var blevet.«
Prestigetab
Letland har nu lavet en plan for at lokke arbejdsmigranterne hjem igen, og det samme ser man i de andre nye EU-medlemslande. Litauen er gået så vidt som at sende medarbejdere til Irland for at informere om forbedrede jobmuligheder i hjemlandet.
Men selv hvis den økonomiske vækst når sit niveau før krisen, vil lønforskellen mellem de rige vestlige og de østlige unionslande ifølge en prognose først være udlignet om 30 år.
Endnu taler Madars Kleinbergs hverken dansk eller engelsk, så der er kun relativt lavtlønnede job at få. For at få det til at løbe rundt tager han direkte på arbejde som sommervikar i et gartneri, når han er færdig med sine avisruter. For nogle kan det være svært at blive herset rundt med af en dansk bondemand, når man plejer at nyde anseelse og respekt i sit hjemland, fortæller han, men selv har han fuldt ud accepteret det hop, han har taget ned ad den sociale rangstige ved at flytte til Danmark.
»Selvfølgelig ville jeg da gerne have et arbejde som mit gamle i en god stilling med mange underordnede. Men jeg ved, det ikke er realistisk. Jeg ved, at der ikke er andre muligheder for at leve her end at tage det arbejde, man kan få. Så længe hjertet kan holde til det, vil jeg arbejde nat og dag.«
Når han om nogle år har lært lidt dansk, håber han på at blive chauffør, vagtmand, eller en tredje stilling, hvor han kan bruge nogle af sine kvalifikationer. Under alle omstændigheder skal han og familien ikke tilbage til Letland foreløbigt.
»Måske tager vi tilbage om mange år, når børnene er færdige med skolen her. Men til den tid vil børnene være små danskere, så måske har de ikke lyst. Der skal i hvert fald være noget at lave, der giver en fornuftig løn.«
Som chef for færdselspolitiet i Liepaja distriktet i Letland tjente Madars Kleinbergs omkring 5.000 kr. om måneden efter skat. Som ufaglært arbejder i Danmark har han tjent omkring 18.000 kr. om måneden efter skat.
Sidste år udstedte Udlændingeservice 30.475 opholdstilladelser til udlændinge med henblik på at arbejde. Det er en stigning på 17 pct. i forhold til 2007, og det er især udlændinge fra EU-landene, der står for stigningen.
92,5 pct. af de lettiske udvandrere har gymnasial uddannelse eller højere. Det samme gælder for 74,6 pct. af den hjemlige befolkning.
Kommentarer
Jeg kender en som blev færdig som tandlæge i foråret. Hun har stort set ingen erfaring (men gode karakterer). Til efteråret begynder hun i et tre måneders vikariat som skoletandlæge i et yderområde af DK til 40 kilo pr måned. Man forstår godt de er sure i Letland over at det er så svært at få en ordentlig løn.
Og det er den gode løn der er den bedste beskyttelse mod korruption…
Kort sagt: Op med lønnen i Letland! Hvor svært kan det være?
Tja. Så meget anderledes er det vist heller ikke i Danmark.
Jeg og min kone er akademikere, fuldmægtige, i staten. Vi har ingen, og har aldrig haft, gæld, vi bor til leje i en lejlighed. (En af de nye, som en eller anden spekulant ikke kan sælge. Vi synes ellers, at den er dyr nok, som den er, og vil aldrig have en jordisk chance for at købe den).
Vi kan da kun se på med misundelse på vores underboere. De er to ufaglærte, som har deres eget lille rengøringsfirma, med en enkelt ansat polak. (det skal lige siges, at de er meget søde).
Grunden til vores misundelse er at, selvom at vi er jævnaldrende, kan de køre rundt i en leaset Audi A6 og nu skal de flytte ud i et parcelhus i Værløse, hvilket er noget, som vi kun kan drømme om.
Ellers er vores levestandard forholdsvis ens, selvom jeg har på fornærmelsen at de oftere spiser ude og rejser mere. Og det er ikke fordi, at de lægger flere timer på arbejdet.
Ser man i statstikken, burde vi med vores lønninger i hvert fald umiddelbart have den samme levestandard, men med vores ekstra studietid (færdig på normeret tid, sådan som skatten er sat sammen, samt fradrag til små private virksomheder) - tja så bliver det endelige billed noget anderledes.
Når man nu høre at alle unge flokkes om at komme ind på en videregående under krisen, så fatter jeg det ikke. Jobsikkerheden er ofte ikke større og det er lønnen efter skat, bestemt heller ikke. Et godt råd - man skal kun gøre det, hvis man har lyst.
Jeg tror at grunden til at folk søger ind på videregående uddannelser nu, har mere at gøre med at de derved er garanteret en fast indtægt de næste 3-5 år, hvis de ellers holder fast i studiet, og mindre at gøre med hvad de kan bruge den til bagefter.
Det er en effektiv måde til at sikre indtægten i en krisetid hvor selv de ufaglærte jobs er vanskelige at få.
@ Lærke Rasmussen
Det var præcis den strategi jeg fulgte som ung i fattigfirserne. Men den gav bagslag. Jeg blev aldrig færdig med mit arkitektturstudium og kom til at leve et liv i overvejende arbejdsløshed, til dels fordi uddannelsen til gjorde mig overkvalificeret og for “fin” til at arbejde i servicesektoren. Min fejl, jo vist. Med min ikke-akademiske baggrund skulle jeg selvfølgelig have valgt et studium med mindre nepotisme, bedre praktikmuligheder (der var stort set ingen!) og større jobgaranti. Men blot for at sige at Jens Pedersen også har en pointe.
Nu er Danmark ikke verdens navle for akademikere. Det er muligt at søge at arbejde andetsteds. Globalisering er ordet.