At opleve et andet folks sejr

Jeg sidder med et glas rosé på en tagterrasse i den gamle by i Nice og læser om, hvordan blodet flyder i Teherans gader. Om den unge kvinde, der blev dræbt af en snigskytte. Om unge, der følte sig snydt, da det konservative præstestyre stjal deres håb om frihed. Jeg nipper til vinen og tænker på, hvor mange gange i mit liv, jeg har skullet tage stilling til sådan en situation, mobilisere et engagement til fordel for de undertrykte.

Det kan være svært. Der er så mange, som har brug for støtte. Og man bliver jo også træt af rollen som den evig engagerede. Men så tænker jeg 20 år tilbage. Til et møde, som jeg så gerne ville opnå. Det blev ikke rigtig til noget, men førte til andre møder, der hos mig skabte en bund, som jeg støder på, hver gang jeg er slap i koderne og føler en stærk trang til at tænke: Må jeg så være fri for mere ballade.

Lige siden Sovjetunionen så brutalt i 1968 havde knust forsøget på at gennemføre ‘socialisme med et menneskeligt ansigt’ i Tjekkoslovakiet, havde jeg haft en drøm om at interviewe manden bag reformpolitikken, Alex- ander Dubcek. Jeg vidste, at han levede isoleret i Slovakiet, men først i 1989 lykkedes det mig at opspore, hvor i Bratislava han rent faktisk boede. Min plan var simpelthen at tage derned og ringe på døren.

Jeg landede i lufthavnen i Prag lørdag den 18. november 1989. Aftenen før havde der været store studenter- demonstrationer, som myndighederne slog ned på med stor brutalitet. Jeg gik ud i hovedstaden og så, hvordan de unge ikke lod sig kue, og hvordan det kommunistiske styre tøvede med igen at bruge de hårde metoder. Folk strømmede til Wenceslas-pladsen, de fleste tilsyneladende i tvivl om, i hvilket omfang det gik an at støtte protesterne. En tjener på caféen, hvor jeg fik en kop kaffe, rystede på hovedet og sagde: »Det ender galt som i 1968.«

Min lommebog var fyldt med kontakter inden for bevægelsen Charta 77. Det var en række kunstnere med Vaclav Havel i spidsen, som havde ført deres egen ensomme kamp mod undertrykkelsen - ofte med fængsels- ophold til følge.

Der var nu så meget oprør i Prags gader, at jeg ikke turde tage til Bratislava for at lede efter Dubcek. I stedet ringede jeg adskillige gange på hos Havel, men han var altid ‘ude i byen’. Hvad havde han for? Det fandt jeg ud af mandag formiddag på et galleri Prags centrum. Der sad forfatteren sammen med en gruppe af frygtløse tjekker og bekendtgjorde, at de ville danne et borgerforum til at stå i spidsen for demonstrationerne og for at kræve frihed i landet.

Stemningen var lavmælt. I kontrast til den dramatiske situation. Havel - i en højhalset islandsk sweater og kæderygende - argumenterende intellektuelt og udemagogisk over for de medborgere, som gennem så mange år havde lavet alt for mange kompromiser med deres egen samvittighed, forsøgt at skabe ‘et godt liv’ for sig selv og deres familier og vendt det blinde øje til undertrykkelsen af dissidenterne.

Nøgleknipperne

Næste eftermiddag var der endnu flere mennesker på Pladsen. Borgerne begyndte at føle sig ‘mange nok’. Fra en balkon talte Havel. For første gang lød frihedens stemme så klart til en folkemængde i Prag, og de demonstrerende svarede igen ved at rasle med nøgleknipperne. Fløjlsrevolutionen var født. Selv min skeptiske tjener kom ud fra caféen og trak sine nøgler frem, mens han smilede forlegent til mig.

Jeg opgav at få fat i Havel og opsøgte en af de andre kritiske kunstnere, skuespilleren Vlasta Chramastova. Hun lå i sin sygeseng på et af byens hospitaler og ærgrede sig over, at hun ikke kunne være med i byens gader. Sammen med sin mand havde hun filmet de sovjetiske tanks, da de rullede ind i Prag i 1968. Det havde kostet hende, der havde spillet alle verdensdramatikkens store kvinderoller, 20 års boykot. De officielle teatre turde ikke bruge hende. Man hun gav ikke op. I sine egne stuer opførte hun den ene forestilling efter den anden. Folk strømmede til, selv om de vidste, at efterretningstjenesten holdt lejligheden under observation. En januardag i 1980 slog politiet til og kørte to af hendes gæster 100 kilometer væk. De blev efterladt frysende og uden overtøj i en øde skov med ordene: »I har jo haft jeres kultur. Nu kan I prøve noget helt andet.«

Hun siger til mig, at de 30 mennesker, der ad gangen kunne være i hendes stuer, nu er blevet til en halv million i Prags gader:

»I 1968 læste jeg nogle ord af Søren Kierkegaard. Han siger, at frihed er som ild i hjertet. Men den eksisterer kun, hvis jeg vil det. Det er hver eneste menneskes valg og ansvar. Nu har mit folk fået ild i hjertet. Og derfor får vi friheden.«

Jeg lyttede også til de unge studenter. De fortalte om en opvækst, hvor ingen havde diskuteret politik. Om forældre der levede det gode liv med ferier i udlandet. De var gået på kompromis med idealerne for at opnå en karriere. Nu var børnene flove og opsat på at gøre det bedre.

Ud på balkonen

Men hvad med Alexander Dubcek? Torsdag tog jeg til lufthavnen. Men på grund af snevejr var alle fly aflyst. Samtidig fik jeg at vide, at Dubcek sandsynligvis befandt sig i Prag.

Dagen efter er det, som om 20 modbydelige år pludselig bliver slettet af historien, da den hvidhårede mand forsigtigt kommer ud på balkonen sammen med Havel. De ældre på torvet må have haft svært ved at tro deres egne øjne. Er det virkelig den mand, som for så længe siden symboliserede håbet, der nu står der lyslevende? Mens de yngre brænder efter selv at høre det menneske, som deres forældre knap nok har hvisket om.

»Længe leve Dubcek,« lyder det, og han svarer: »En klog mand sagde engang, at når der kan være lys, hvorfor skal der så være mørke. Lad os handle, som om der var lys. Vi må stå sammen for at vinde.«

Havel og Dubcek omfavner hinanden.

Styret er desperat. I og for sig er der jo ro i landet. Ingen voldsomheder. Der er bare den forbandede folkemængde på pladsen, der hele tiden rasler med nøgleknipperne. Mon det er en rigtig revolution? Måske burde man konfiskere samtlige nøgleknipper i landet. Dette nye farlige våben.

Fredag aften giver den kommunistiske ledelse op. Jeg løber hen på Pladsen. På balkonerne står folk med tændte lys, nøgleknipperne rasler over alt, og en ung kvinde kommer springende hen til mig, mens hun råber: »Vi har gjort det. Kommunismen er kaput. Jeg vidste, at vi kunne gøre det.«

En gruppe soldater danser i rundkreds med unge kvinder, mens råbet »Frihed Nu« gjalder hen over pladsen. Sådan må det have været den 4. maj i Danmark, da jeg kun var fem år gammel.

Den aften i Prag føler jeg mig privilegeret over at få lov til som voksen at opleve et andets folks sejr over undertrykkerne og deres glæde over at kunne tale frit. Samtidig vokser der inden i mig en forpligtelse til altid selv at bevare en ild i hjertet.

Ikke mindst efter at have mødt Vaclav Havel dagen før styret brød sammen. I den svenske ambassade i Prag. Han skulle modtage Olof Palme-prisen. Jeg havde ventet, at han i sin takketale ville koncentrere sig om det oprør, han var midt i, og hvor udfaldet stadig var uklart. I stedet benyttede han lejligheden til at tale indtrængende om de baltiske folks kamp for frihed. Om at friheden var udelelig, at ingen var fri, før alle var fri.

Dette overskud til midt under sit livs mest nerve- pirrende kamp at tænke på andre var helt overvældende. En vældig påmindelse hver gang jeg er ved at falde for fristelsen til apati og helst vil være fri for alle dem, som hele tiden vil være fri og naivt håber, at omverdenen vil støtte dem.

Jeg har Havels erindringer med til Nice. Og kan konstatere, at han også går op i mad, vin og andre af livets goder. Han er ingen puritansk helgen. Netop derfor er hans eksempel så stærkt. Da situationen krævede det, vendte han sin egen bekvemmelighed ryggen.

Havel gjorde mig til fundamentalist med hensyn til frihed. Der er aldrig nogen, som ikke fortjener den. Studenterne i Teherans gader er fundamentalt de samme som dem, jeg mødte i Prags gader. Deres råb om frihed trænger tydeligt igennem - også til en fredfyldt, solbeskinnet tagterrasse i Nice.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist