Sommerferie derhjemme, det vil sige på Nørrebro i København, med grøn gård og træer, fugle og insekter, en datter på tre et halvt år og en legeplads. Lange morgener med tid til diskusioner om verden i virkeligheden; og så, verden i fantasiland.

»I fantasiland kan man flyve og lege med spøgelser og der er rigtig mange kager og man får slet ikke ondt i maven.«

»Mmm, det lyder dejligt.«

»Og i fantasiland kan jeg rigtig godt lide blå.«

»Kan du ikke også godt lide blå i virkeligheden?«

»Nej, for blå er en drengefarve.«

»Nix, det er bare noget, nogen har fundet på, alle må kunne lide alle farver«.

»Neeej.«

»Jo, for jeg kan godt lide alle farver.«

Sådan er det så enkelt at forklare en treårig, at man bare skal synes og gøre, hvad man har lyst til, men hvordan overfører man det til alle de forældre, man konstant skal forholde sig til?

Virkeligheden

Jeg hænger som sædvanlig ud på legepladsen med min datter og en masse andre børn og voksne; mødre, fædre, forældre i par og det der ligner.

Når man sådan som voksen bruger meget tid på en legeplads, får man efterhånden rimelig godt styr på, hvilke emner der rykker i smalltalken mellem forældre. Man opdager også, at så snart man har et barn, kan man ikke længere på samme måde vælge, hvem man har lyst til at tale med og hvor længe. Man er simpelthen nødt til at kunne tale lidt med alle, og det virker som om, der er en uskreven regel om, at man skal tale med forældrene til det barn, ens eget barn leger med, ellers er man uvenlig, arrogant og ligeglad.

Nogen gange, egentlig rimelig ofte, er det da også fint og hyggeligt og alt muligt, men ind imellem kan det godt være rimelig anstrengende, for der er virkelig mange ting, der skurer i ørerne. Man kan nemt komme til, om end indirekte, at kritisere nogle andre forældres værdier, og opdragelse af børn i det hele taget. For eksempel eksisterer den gamle børneremse, »dyt, båt, kinesersnot« stadig i bedste velgående, men hvis min datter hører nogen sige det, fortæller hun dem meget bestemt, at det må man ikke sige, for så kan det være, at der er nogen, der bliver kede af det. Barnet, der siger remsen, har formentlig lært den af sine forældre, der så bliver fornærmede over, at alting skal være så korrekt, og det er jo bare en børneremse, og den er da ikke racistisk, og de er da ikke racister, og hvorfor skal alt være så kedeligt, og den sagde de da selv som børn, og det er da bare for sjov, og de mener da ikke noget dårligt med det.

Så er der alt det der med at være transkønnet og derfor meget tydeligt mærkelig. Der optræder konstant forvirring, når folk prøver at placere én, for hvis man som jeg ikke er den allerhøjeste og drøjeste person, men alligevel for det meste passerer som ‘han’, tror folk, at jeg er omkring de 16 år, og bliver derfor nogle gange tydeligt forskrækkede, når min datter råber »far«.

Panik i øjnene

Det hele ramler sammen for dem, for jeg er ikke en fætter, og hun er ikke min lillesøster eller naboens datter. Øjnene bevæger sig uroligt, panden rynker, og der bliver rømmet hals. Der bliver også smilet, nogle gange bekræftende, som i »godt gået, så ung og allerede ‘far’«. Nogle gange bliver der bare smilet af medlidenhed, for der må jo være noget galt, det må jo være en vækstsygdom af en art. Der kan også blive lagt en tydelig afstand for dagen, og alt, hvad jeg siger, bliver vægtet anderledes, for nu ved de jo, at jeg ikke er som dem, at jeg er mærkelig, og at jeg forvirrer dem og gør dem utrygge ved at være til.

Jeg kunne selvfølgelig bare sige det, som det er.

»Jeg er transkønnet, det er derfor.«

Men det er altså ikke altid, jeg orker det på en legeplads. Det kræver i hvert fald et kæmpe overskud hele tiden at skulle forklare sig selv, så ofte vælger jeg bare at lade dem være forvirrede, at tænke, at det er okay, at det på en måde oven i købet er sjovt. At lege gætteleg med deres forskellige udtryk, at læse deres ansigter og ændrede adfærd eller bare stene over dem og overbevise mig selv om, at det jo ikke er deres skyld, at de ikke har tænkt over, at det er okay selv at vælge køn og seksualitet i det hele taget, at det bare gælder om at have det godt med sig selv og føle mest muligt velbehag.

I fantasiland er det i orden, at være den, man er.

Tænk hvis alting var anderledes. Tænk hvis der var plads til at eksistere uden konstant, eller næsten konstant, at virke forvirrende for folk. Tænk hvis det bare var en positiv ting at være.

Asker Fabrin er skrivende og transkønnet