EU ikke mere klima-ambitiøs end USA

USA gør for lidt. USA må tage sig sammen. Sådan lyder den tilbagevendende melding fra EU under nedtællingen til klimatopmødet i København til december.

Senest har Sveriges miljøminister, Andreas Carlgren, som talsmand for det nuværende svenske EU-formandsskab lagt pres på den amerikanske regering og kongres for at skærpe sine klimamål.

»Vi byder velkommen, at den amerikanske regerings ambitioner har ændret sig dramatisk i forhold til den forrige regering. Men vi forventer os mere, og vi har brug for mere,« sagde Carlgren forleden under et EU-miljøministermøde.

I sidste måned var det den franske regering, der i et notat om en kommende klimaaftale advarede om, at USA og Canada ikke har kurs mod tilstrækkelig store CO2-reduktioner.

Frankrig henviste til de 25-40 pct. CO2-reduktion i 2020, målt i forhold til 1990-niveauet, som FN’s klimapanel siger, I-landene må præstere, hvis risikoen for katastrofale klimaændringer skal holdes nede.

»Derfor er det nødvendigt, at Canada og USA påtager sig forpligtelser, som mindst er på niveau med EU’s,« fastslog den franske regering.

Spørgsmålet er, hvor meget mere ambitiøs EU er, når det kommer til stykket.

Går man lidt i detaljer med EU’s og USA’s klimapolitikker, som de ser ud lige nu, er det ikke åbenlyst, at europæernes er bedre end amerikanernes.

»Der er flere ting i det såkaldte Waxman-Markey lovforslag, der er bedre end EU’s klimapolitik,« siger Stephan Singer, energipolitisk chef hos WWF International og netop hjemvendt til Europa efter samtaler med amerikanske klimapolitikere og -eksperter.

Regnestykket

Waxman-Markey forslaget (W-M) er det lovforslag, som Repræsentanternes Hus godkendte i juni, og som skal koordineres med det forslag, der kommer ud af det amerikanske Senats aktuelle forhandlinger.

Præsident Obamas ambition er at kunne underskrive en vedtaget lov inden klimatopmødet.

På EU-miljøministermødet forleden fremlagdes et notat, der sammenligner en række i-landes foreløbige mål for CO2-reduktion.

EU optræder med sit vedtagne mål om 20 pct. reduktion af udledningerne i 2020, med villighed til at gå til 30 pct., hvis andre i-lande forpligter sig tilsvarende.

Det amerikanske mål, som det ifølge EU kan udlæses af W-M forslaget, er beskedne syv pct. reduktion. Over for det står u-landenes krav til i-landene om 40 pct. reduktion.

Den grønne amerikanske tænketank World Resources Institute (WRI) har lavet sin egen, grundigere analyse af W-M lovforslaget, og den når til lidt mere nuancerede konklusioner.

Den kvoteordning med loft over udledninger fra erhvervslivet, som er central del af forslaget, sikrer i sig selv kun en reduktion i CO2-udledningerne på én pct. i forhold til 1990-niveauet, vurderer WRI.

Men lovforslaget rummer også nye grænseværdier for CO2-udledninger fra virksomheder, obligatoriske energistandarder for bl.a. boligsektoren og andre initiativer, som dæmper energiforbrug og udledninger.

»Indregnes både kvotesystemet og de nye grænser og standarder, bliver CO2-reduktionen omkring fem pct. i 2020, målt i forhold til 1990-niveauet,« siger John Larsen, senioranalytiker hos WRI, til Information.

Eftersom USA’s udledninger i dag er væsentlig højere end i 1990, svarer det til, at der vil blive præsteret en reduktion på knap 20 pct. i forhold til den aktuelle udledning, defineret som 2005-niveauet.

EU på kredit

WWF’s Stephan Singer sammenholder disse CO2-reduktioner i USA med EU-målet.

»EU har i modsætning til USA forpligtet sig på den gældende Kyoto-aftale og er derfor i gang med at opfylde det mål for perioden 1990-2012, som Kyoto sætter: otte pct. CO2-reduktion. I forhold til den aktuelle situation forpligter EU sig derfor kun til ekstra 12 pct. reduktion inden 2020,« siger Singer.

Han understreger, at det naturligvis er godt, at EU i modsætning til USA har reduceret sine udledninger siden 1990, »om end en stor del af reduktionen skyldes den økonomiske nedtur i de østeuropæiske medlemslande.«

Singer mener også, at man i klimaforhandlingerne skal holde fast i 1990 som basisår, når nye mål sættes. Og at USA derfor historisk set skylder.

»Tallene viser blot, at USA fremadrettet er indstillet på at sikre CO2-reduktioner, der kan måle sig med EU’s indsats de kommende år.«

EU har vedtaget, at en stor del af de reduktioner, medlemslandene og deres virksomheder skal gennemføre i tiden fra 2012-20, kan sikres ved at købe såkaldte CO2-kreditter i u-landene som alternativ til at gøre en hjemlig indsats.

»Samlet set betyder EU’s mål om 20 pct. reduktion i 2020 derfor reelt, at der kun skal præsteres fire-fem pct. ny CO2-reduktion på EU-jord inden 2020,« påpeger Stephan Singer.

Det amerikanske W-M lovforslag rummer også en mulighed for, at USA kan købe CO2-kreditter i u-lande, men CO2-gevinsten herved kommer oven i beregningerne af gevinsten ved den hjemlige indsats.

»Så hvis man sammenligner, hvad amerikanerne er villige til at gøre, hvis W-M loven vedtages endeligt, så ser det på papiret og i forhold til 2005-niveauet mere ambitiøst ud, end hvad europæerne vil gøre,« fastslår Stephan Singer.

Hans konklusion er ikke, at USA derfor gør nok, men at også EU må skærpe sit ambitionsniveau. Joris den Blanken, klimachef på Greenpeaces EU-kontor, er enig:

»EU’s indsats siden 1990 tæller naturligvis, og USA har en historisk gæld, fordi man intet gjorde under Bush-regeringen. Men der er brug for, at både EU og USA skærper mål og indsats. Især er vi utrygge ved EU’s omfattende brug af CO2-kreditter - mange af de involverede klimaprojekter i u-landene er meget tvivlsomme med hensyn til reel CO2-reduktion,« siger den Blanken.

Indregning af CO2-kreditter fra u-lande til opfyldelse af i-landes nationale klimamål er ‘lovlig’ inden for Kyoto-aftalen, men de er ikke med, når FN’s klimapanel siger, at i-landene bør reducere med 25-40 pct. i 2020. Den fordring fra eksperterne gælder i-landenes hjemlige indsats, understreger Stephan Singer.

»Så jo mindre CO2-reduktion i-landene præsterer på hjemmebane, desto mere skal der i sidste ende præsteres i og af u-landene.«

Formlen

Stephan Singer fortæller, at det amerikanske forslag rummer en bestemmelse om, at en del af indtægterne ved salg af CO2-kvoter til de amerikanske virksomheder skal gå til en fond til finansiering af skovbevarelse i u-landene. Milliarderne i fonden kan ifølge World Resources Institute give en global CO2-gevinst, der langt overstiger gevinsten ved selve det amerikanske kvoteloft.

»Det er et godt forslag og vil være en god start på indsatsen for at bremse skovrydningen. På det punkt er det amerikanske lovforslag bedre end EU’s klimapolitik,« mener Stephan Singer. Det store problem for ham, for Joris den Blanken, for John Larsen og for de internationale klimaforhandlere er, at EU, USA og andre i-lande taler forskellige sprog. De bruger forskellige basisår som afsæt for deres beregninger, de medregner CO2-kreditter på forskellig måde etc. Det gør det svært at sammenligne og - værre -svært at enes om de fælles nye mål for i-landenes CO2-reduktioner. EU har foreslået en kombination af hele fire kriterier, når forpligtelserne for de enkelte lande skal defineres: landenes BNP pr. indbygger, deres CO2-udledning pr. BNP-enhed, deres befolkningstilvækst samt udviklingen i udledningerne siden 1990. At enes om formlen og fordele landenes klimamål i henhold til den vil i givet fald blive en formidabel udfordring for klimatopmødet. Spørgsmålet er, om man overhovedet når så langt i København.