DET BLEV IKKE det forventede og annoncerede rekordår for optagelse på landets universiteter. Ganske vist er der tale om en fremgang i absolutte tal, og 2007 er det eneste år, hvor der er kommet et større antal studerende ind på landets universiteter. Det lyder flot – og universiteterne har i vanlig stil bombarderet medierne med positive pressemeddelelser. Men man skal ikke kigge ret længe på tallene, før det imponerende fordamper. Udregner man optaget som en procentdel af en ungdomsårgang – hvilket er den eneste meningsfulde måde at gøre det på – er der nemlig tale om et klart fald. Ungdomsårgangene bliver større og større i disse år, og da antallet af optagne – den beskedne stigning til trods – ligger nogenlunde stabilt omkring de 20.000, er det en mindre procentdel af de unge, der er kommet ind.

Det er ikke så godt for et videnssamfund, og regeringens målsætning om, at 50 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2015, halter, selvom de mellemlange videre-gående uddannelser i år har oplevet en klar fremgang i ansøgertallet. Seneste beregninger viser, at prognosen ligger på 45 procent – altså langt under 2015-målene. Det er farligt at opstille den slags mål. For det lyder godt og initiativrigt i situationen, men på et tidspunkt begynder 2015 jo for alvor at nærme sig. Det er så nu.

4.000 PLADSER ER stadig ledige, og videnskabsministeren håber og regner med, at nogle af de 7.500 afvise vil søge andre steder hen. Man kan håbe, at han får ret. Men det ændrer ikke ved, at det faldende optag er et problem, som både universiteter og politikere bør tage meget alvorligt. Ungdomsårgangene vil stige med 20 procent frem mod 2017, og de danske universiteter bliver ganske enkelt nødt til at øge deres kapacitet, hvis vi fremover skal kunne kalde os et videnssamfund. Universiteterne har selv et ansvar. På enkelte uddannelser er optaget politisk bestemt, men generelt bestemmer universiteterne selv hvor mange, de optager. Men det handler også om penge, siger de. Taxameterpengene rækker ikke. Heri har de ret. Som den store McKinsey-rapport afslørede, så giver det op til 12.000 kroner i underskud per studerende at udbyde bestemte uddannelser.

TAXAMETERTAKSTERNE er et af de tiltag, der har været med til at markedsgøre universiteterne. Og når taksterne er for små, som det er tilfældet for humaniora og samfundsfag, er der selvsagt ikke det store incitament til at udvide butikken. Underfinansieringen gør, at universiteterne enten må hente pengene fra forskningen (som jo er nødvendig for at skaffe nye bevillinger), sænke kvaliteten eller begrænse optaget. Det er sådan set forståeligt nok, at man vælger det sidste. Men det er ikke fornuftigt set fra et samfundsperspektiv.
Det er positivt, at både oppositionen og regeringen er villige til at »kigge på« taxametertaksterne, som de formulerer det. De skal som minimum opjusteres – inden næste års optagelsesrunde.