ANKARA HAR konsekvent afvist at beskæftige sig mere med sagen. Antallet af myrdede, som forlængst i den historiske forskning er bekræftet, reduceres fra officielt tyrkisk hold: 300.000 armeniere døde dengang, siger de tyrkiske myndigheder. Men så skal man huske at disse beklagelige hændelser indtraf under krig på krigslignende vilkår. Med andre ord: det kunne næppe have været anderledes. Det er tyrkernes opfattelse, og folk, der påstår noget andet vil ikke Tyrkiet det godt. Eftersom de vesteuropæiske lande og USA siden 2. verdenskrig har villet Tyrkiet det godt, takket være bl.a. landets afgørende strategiske betydning for NATO i det vestlige Middelhav, har man i det store og hele holdt mund og ladet som om at massakrerne på det armenske folk 1915-1923 ikke fandt sted. Eller at det forholdt sig som tyrkerne selv siger.
Den franske Nationalforsamling har imidlertid nu fundet timen inde og i en resolution slået fast: “Den franske republik konstaterer officielt (reconnaît publiquement) folkedrabet på armenierne i 1915”. Tallet på myrdede armeniere fastlslås til o. 1,5 millioner, som dels blev skudt eller tortureret ihjel - fortrinsvis i den tyrkiske del af Armenien - dels blev drevet ud i den syriske ørken til den visse død. Det siger øvrigt sig selv at menneskerettighedskrænkelserne som følge af denne etniske rensningspolitik var ubeskrivelige. Tyrkernes brutalitet rystede dengang observatører, for hvem det lykkedes at rejse en folkestemning i Frankrig, USA, England - og faktisk også i Danmark. Ønsker nogen en indfølt beretning om disse begivenheder, kan anbefales Franz Werfels roman fra 1933: De fyrre dage på Musa Dagh.

TIL FORSKEL fra de fleste andre nationer har tyrkernes overgreb på armenierne sin placering i fransk politisk bevidsthed. En del af de få armenske tyrkere, der overlevede massakrerne og som ikke emigrerede til USA og Canada, slog sig ned i Frankrig, hovedsagelig i Marseilles, hvor deres efterkommere stadig bor. Armenierne er med andre ord til stede i fransk kultur. Sangeren Charles Aznavour (Varenagh Aznavourian), selv af armensk herkomst, har bidraget, hvilket viser fordelen ved at kunne sætte kendte ansigter på politiske fænomener i mediesamfundet.
Den franske Nationaforsamlings resolution, som det understreges er parlamentets og ikke regeringens, har som ventet vakt vrede i Ankara. Man taler åbent om at franskmændene skal passe på, og at man fra tyrkisk hold forstår, såfremt islamisk terrorisme atter slår til på fransk grund. Officielt afviser man igen begrebet folkedrab, génocide, som Nationalforsamlingflertallet anvender. Tyrkiets præsident Suleyman Demirel opfordrer franskmændene til at korrigere deres ‘forkerte’ beslutning. Men da franskmændene næppe har så i sinde, er der lagt op til en alvorlig krise mellem Paris og Ankara. Den tyrkiske udenrigsminister Ismail Cem skærper tonen og siger at Frankrig udøver racistisk terror mod Tyrkiet. “Det er tydeligt,” siger Cem, “at de folk, der står bag, sætter deres racistiske følelser over Frankrigs nationale interesser”.

DENNE TYRKISKE blindhed over for historiske kendsgerninger kan undre. Som antydet rangerer benægtelsen af dette tyrkiske folkedrab på linie med lignende afvisninger af Holocaust i f. eks.: Die Auschwitz Lüge. Ydermere ville en nutidig tyrkisk regering med nogen behændighed kunne smyge den nationale skyld af sig ved at henvise til den kendsgerning at det var de ungtyrkiske kadetter og denne bevægelses leder Enver Pasha, der var ansvarlige for folkedrabet. Den moderne tyrkiske republik, grundlagt af Atatürk, havde altså strengt taget ikke noget at gøre med begivenhederne. Forklaringen på denne uhensigts-mæssige solidaritet bagud skal formentlig søges i ungtyrkernes visioner om et Stor-Tyrkiet. Disse indebar at armenierne med deres urgamle forestilling om et selvstændigt rige i tyrkiske øjne lå i vejen for det storrige, netop som man forestillede sig at dette skulle åbnes mod øst, hvorfra den såkaldte tyrkiske race oprindeligt kom. Kort sagt: ideen om den hellige ret til påstået oprindelig tyrkisk jord; tankegods stærkt inspireret af den samtidige pan-germanske bevægelses krav om lebensraum. I betragtning af tyrkernes følsomhed over for etniske minoriteter, tænk blot på kurderne, er den stejle holdning med hensyn til armeniernes historie så at sige efter bogen. Hertil kommer Tyrkiets vitale og håndfaste interesser i det olierige og nærtstående Aserbajdsjan, der fortsat er i uløst konflikt med Armenien om den vigtige enklave Nargono-Karabakh.

NÅR FORBLØFFELSEN og forargelsen over Tyrkiets fortsatte modvilje mod den historiske regnskabsrevision nødvendigvis må blive så stor, skyldes det naturligvis den tyrkiske regerings urimeligt uforsonlige svar på den franske Nationalforsamlings resolution. For det første ligger begivenhederne som antydet tilbage i tiden. For det andet taler Frankrig i denne sag - omend ikke politisk - så i hvert fald moralsk på det øvrige EU’s vegne. Såfremt Tyrkiet nogensinde vil gøre sig håb om en effektiv tilnærmelse til det moderne europæiske samarbejde i EU, endsige et medlemskab på sigt, må landet søge afklaring af dette traumatiske fortidskapitel. Nok er Nationalforsamlingens initiativ, der har været længe på vej og som har et overbevisende flertal bag sig, ikke regeringens, men det har en uvurderlig politisk symbolværdi. Som udtrykt af René Rouquet, socialistisk deputeret fra en valgkreds med mange armeniere: “Mon Tyskland sammen med os andre ville have kunnet opbygge EU, såfremt tyskerne som sådan og som nation fortsat ikke havde gjort op med sig selv, om de mente at gaskamrene i nazitiden var fup eller fakta?” Der er grænser for hvor store løgne en international fælles fremtid kan bygge på. Det ville være hensigtsmæssigt for Tyrkiet, om Ankara fattede dette, fornemmede viftet fra vognstangen og civiliserede sit officielle historiesyn til gavn for etniske mindretal. I fortid og fremtid.mtz