Cd’en er død - download er Gud! Feltråbet gjalder ud i alle afkroge i disse år, mens pladeselskaber og ophavsretshavere krymper i afmagt over denne tilsyneladende retfærdige revolution.
På samme måde som internettet løbende minder os om udsigtsløsheden i i fremtiden at forvente verderlag for indsamling, sortering og videregivelse af kvalificeret information, lærer vi nu, at folket ikke vil betale for musik. Og så skal folket da heller ikke. Det kunne lige mangle.
Hverken den juridiske eller politiske verden synes - bortset fra panikdomme på »100 gange livsvarigt« i Sverige og USA samt et allerede glemt pip fra den franske præsident - at kunne samle sig sammen til noget svar på denne udfordring. Og at der ingen nævneværdig modstand kan mobiliseres synes at være alibi for de fortsat mere skingre krav - nu også fra Europa-Parlamentet - om fri download.
En større omvej, måske, for at komme ind i en lille verden, hvor denne debat knap nok høres. Der er nemlig en afkrog, hvor cd’en stadig regerer: i jazzen.
Her i landet udgives der fortsat jazz-cd’er i oplag på 500-1.000. Da årets jazzvindere af Danish Music Awards skulle findes, kunne de kunstneriske valuarer vælge mellem 159 udgivelser, hvoraf kun en håndfuld kan håbe på at nå firecifrede salgstal.
Downloads dårlige lyd
Denne kolossale udgivelseslyst har primært tre årsager: Tabet af lydkvalitet ved download vil de fleste jazzelsker ikke acceptere. Desuden er det stadig let og billigt at producere cd’er - mange gør det hjemme i dagligstuen - og jazzkøbere vil, så at sige, gerne kunne holde musikken i hånden, mens de hører den. Endelig er der - indtil nu, i hvert fald - ikke nogen enkeltnummer-kultur i jazzen. Ordet singleplade er ukendt i jazzsammenhæng. Man anskaffer en cd med en times musik, fordi man vil høre den pågældende kunstner i et bredt udsnit af titler og gerne med flere forskellige ledsagere - ikke fordi man er på jagt efter et tre minutters hit, der kan gøre joggingturen mere udholdelig.
Ret få jazz-servere
Derfor er jazzen stadig ret sparsomt repræsenteret på de internationale servere, der rummer den legalt tilgængelige og nedladelige musik.
Den findes - og der findes også en hel del jazz af dansk oprindelse, f.eks. det meste af Stunt-selskabets katalog - men downloads andel af jazzselskabernes indtægter er stadig kun nogle få procent. Spørgsmålet om download eller ikke-download fylder ikke ret meget hos det lille jazzselskab eller hos den musiker, der sender et par cd’er ud på ‘eget selskab’. Den store forhindring er i stedet: Hvordan får vi cd’en ud til køberen?
Allerede længe før download, legalt eller illegalt, førte til krise for de store detailkæder, havde de droppet jazzen. Man har ikke kunnet købe jazz-cd’er - andet end med Diana Krall eller Cæcilie Norby - i en dansk kædeforretning af Fona/Fredgaard-typen i flere årtier.
Fin postordre jazz
I dag er der kun to små detailforretninger tilbage i landet - begge i København - der sælger jazz-cd’er, Jazz Cup i Gothersgade og Jazzkælderen i Skindergade, og de lægger nu lige så stor vægt på deres status som udskænknings- og minispillested som på deres cd-salg. Er man til jazz og bor i provinsen, er man henvist til postordrehandel eller dét marked, som netop har fået en ny aktør: pladeklubberne.
I snart en snes år har Stunt-selskabet, som også står bag Jazz Cup-butikken, solgt jazz-cd’er til danskerne, som Gyldendals Bogklub sælger dem litteratur: i regelmæssige ‘pakker’, som man dog aktivt skal bestille, så man ikke, som på bogfronten, hænger på den, hvis man glemmer at afbestille.
Langt hovedparten af de danske jazz-cd’er, som sælges uden for hovedstaden, sælges via Stunts Pladeklubben, som også forpligter medlemmet til et abonnement på Danmarks eneste jazztidsskrift, Jazz Special, der, som annonceindlæg, bringer Pladeklubbens tilbud. På den måde har Stunt med sin stifter, Peter Littauer, i spidsen sikret jazzdanskerne både musik og ord om den på glittet papir. Ganske godt skuldret i en tid, hvor kulturtidsskrifterne bløder.
Rivalen Jazznost
Men nu har Jazzklubben fået konkurrence. Med Cowbell-ejeren Benjamin Koppel som initiativtager er Cowbell gået sammen med selskaberne ILK og Callibrated om en klub stort set identisk med Pladeklubben. Den har fået navnet Jazznost og er kun tilgængelig på nettet.
Udover cd’er til ‘pakkepris’ vil Jazznost også tilbyde billig adgang til koncerter og andre jazzevents. På Jazznosts hjemmeside findes nu også en henvisning til Jazzkælderen, så den ikke altid helt uskyldige rivalisering, der tidligere er set mellem landets to eneste specialforretninger, anes nu også på klubfronten. Fra denne måned vil de danske jazz-cd-købere altså kunne blive klubmedlemmer to steder og opnå betydelige rabatter.
Og hvad får man så for pengene? Pladeklubbens udvalg kommer fra talrige andre selskaber end hovedselskabet. Stunt agerer også importør for væsentlige udenlandske selskaber, mest notabelt de to tyske, det eksklusive ECM og det lidt mindre eksklusive, men meget svensk jazz-dominerede ACT.
Det præger udbuddet i Pladeklubben, der efter de mange år omfatter tusindvis af titler. Ikke desto mindre er august-septembers fire-cd-pakke, der altså annonceres i Jazz Special, meget dansk og rettet mod den meget brede smag, må man sige.
Slagnummeret er en amerikansk indspilning med den nu 93-årige Svend Asmussen gjort under et besøg i Florida for nylig. Pladen er i skrivende stund ikke kommet til landet, så resultatet unddrager sig granskning, men Asmussens tro danske væbner, den fornemme guitarist Jacob Fischer, er med.
Endnu en cd i pakken gemmer sig stadig på et pakkeri i Tyskland. Det er et udspil fra den danske i Paris bosatte violinist Line Kruse, der nok mest værdsættes af tango/fusions-publikummet for sin deltagelse i Gotan Project. På denne nye cd har hun bl.a. den i Danmark bosatte italiener Paolo Russo med på bandoneon.
God jazzsæson venter
De to øvrige cd’er er begge tilgængelige og begge fra Stunt: Sangeren Malene Mortensen stiler på Agony & Ecstasy meget højt både tekst- og melodimæssigt, men de høje ambitioner har det med at lægge en dæmper på mundretheden og umiddelbarheden i både tekst og musik.
Ligefremhed mangler der derimod ikke i Spacelab-trioens The Champ, som med Nikolaj Hess ved Hammondorglet, Anders Christensen på bas og Mikkel Hess ved trommerne får os til at genopleve sene og berusende festivalaftener i Copenhagen Jazzhouse.
Jazznost har hidtil kun afsløret indholdet de to pakker på hver tre cd’er, som man kan få som en indledende bonus, hvis man melder sig som medlem.
De kommer millimeterdemokratisk med to fra hvert af de deltagende selskaber og kan ikke kaldes nyheder, selv om de fleste er indspillet inden for de seneste to-tre år.
Til gengæld må man betegne udvalget som jazzmusikalsk noget mere hardcore end Pladeklubbens.
Den ældste er en 1995-indspilning fra Copenhagen Jazzhouse i Alex Riels navn med Jerry Bergonzi, Kenny Werner og Jesper Lundgaard. Mageløs musik med Bergonzi som udforsker af tenorsaxens dybe klangmuligheder.
To danske tenorer viser også flaget. Jesper Løvdal betaler på Free Fall i samarbejde med den amerikanske pianist Sam Yahel af på arven fra Warne Marsh og Lennie Tristano (og et par andre), og Thomas Hass søger på en live-indspilning fra Jazzhouse tilbage til sine rødder efter en periode med elektronika-eksperimenter. Det stærkeste opgør med de kendte mestre komme fra Jacob Anderskov og hans oktet på Newspeak, Sinne Eeg overrumpler med et modent udtryk og fin beherskelse af en klassisk sangstil på »Waiting For Dawn«, og manden bag det hele - Danmarks største jazzentreprenør ved siden af Niels Lan Doky, Benjamin Koppel - sætter sig selv i centrum på »The Poetic Principle«, hvor han sammen med bassisten Miroslav Vitous hylder Edgar Allan Poes forestilling om en renfærdig og stram æstetik.
Jazzefteråret behøver som det ses ikke - heller ikke for de provinsianere, der har langt til nærmeste cd-butik - blive kedeligt.
Se mere om jazz-udvalget på: www.pladeklubben.dk
Kommentarer
Et pladeselskab omtales i ovenstående artikel som “det eksklusive ECM”. Hvad menes der helt præcist med eksklusivt?
Peter H. Larsen skriver:
Denne kolossale udgivelseslyst har primært tre årsager: Tabet af lydkvalitet ved download vil de fleste jazzelsker [sic] ikke acceptere.
Peter H. Larsens første årsag til jazzlytteres manglende brug af downloading mangler fuldstændig furnuftig substans:
Et digitalt musiknummer falder naturligvis ikke i lydkvalitet, afhængig af hvilket medium, det findes på.
Jeg kan oplyse, at Deutsche Grammophon har kæmpe succes med sit downloading-initiativ på www2.deutschegrammophon.com
Alle deres udgivelser er både tilgængelige på CD - og som download.
Peter H. Larsens påstand er således absurd. Hvorfor skulle lyttere af klassisk musik være mindre kræsne med lydkvaliteten end jazzlyttere?
Jazz entusiaster består formodentligt mestendels af ældre personer, der for de flestes vedkommende næppe behersker IT, lydformater og den slags moderne teknik. Til gengæld har de fleste af dem sikkert rigeligt med friværdi til at købe endnu flere CD’er, og har sikkert stor glæde af at kunne betragte etuiet og evt. indlæg.
Hvornår blev der egentligt seneste lavet jazzz-musik, der rykkede ved nogle grænser. 1970’er og måske 1980’erne? r jazz efterhånden blot fodvippende hygge for et hyggeligt og afslappet folkefærd?
“Det er ikke selve den digitale distributionsform og markedsføringen, der er et problem for jazzen, hvis man spørger den toneangivende ECM-producer Manfred Eicher. Han bekymrer sig mere om, hvad der sker med lydæstetikken. Mp3 kulturens bitreduktion og komprimering medfører en klanglig forarmelse, der står i grel modsætning til det arbejde, der stadig foregår i studie- og optagelsesfasen. Når musikken ender på en iPod og høres i en øresnegl forsvinder en del af dens klangverden og oplevelsen af nuancerne formindskes. Det vil efterhånden også få en afsmittende effekt på selve indspilningsprocessen, hvor kvalitetskravet vil blive slækket.
Det er Eichers eksklusive ECM-synspunkt og hans bekymring skyldes til en vis grad hans egen lidt overdrevne og overvurderede klangæstetik og produktionsteknik.”
Ib Skovgaard i WA 17/12-08
eksklusiv, adj.
udelukkende. JBaden.FrO. || nu næsten kun om en kreds, samfundsklasse osv. (ogs. om en enkelt person, en persons tænkemaade olgn.): som udelukker alle andre end rette vedkommende; som kun omfatter ell. optager de særlig udvalgte; som holder sig afsondret fra (og føler sig bedre end) andre. de lange, blonde Engelskmænd . . haandfaste gentlemen, og meget exklusive. Goldschm.VI.268. De førte selskabeligt, men exclusivt Hus. Baud.H.143. Skulde man gøre (festen) let tilgængelig, eller skulde det være en eksklusiv Fest? Nans. P.109. den Lidenskab, der gjorde (Kierkegaards) Sprog saa eksklusivt. EHenrichs. VH.73. den lille eksklusive Bergske Menighed. sa.MF.I.135. (ODS)
Erik Højer:
“Mp3 kulturens bitreduktion og komprimering medfører en klanglig forarmelse […]”
Der findes formater, hvor der ikke tabes lyd-information - disse omtales som loss-less formater. De kan i sagens natur ikke komprimeres så meget som alle de mange lydformater, hvor tab af lyd-information accepteres pga. fordelen - at lyd-filerne er mindre.
Erik Højer:
“Når musikken ender på en iPod og høres i en øresnegl forsvinder en del af dens klangverden”
De små mobile afspillere er mestendels noget skrammel, rent lydmæssigt - derved adskiller de sig i princippet ikke fra andre typer lydanlæg. Samme analogi gælder priser - en høj pris er ikke garant for god lyd.
De fleste mobile afspillere kan være god nok, når man er på farten, og man er omgivet af støj og forstyrrelser, der gør at man alligevel ikke kan hengive sig musikken. Og de bedste af dem (med gode hovedtelefon/ørepropper) er faktisk rigtigt gode.
Hvad jeg mente med “eksklusiv” er allerede delvist forklaret i andre kommentarer. Kun dette: ECM har ved en meget bevidst kunstnerisk politik opbygget en så markant lydæstetik og dyrkelse af overvejende impressionistisk musik, at det har nærmet sig det esoteriske, og er man ikke medlem af menigheden, føler man sig ikke velkommen. Derfor følelsen (hos nogle) af udelukkelse - eksklusion.
Om jazzfolks mangel på akcept af dårlig lyd: Jeg er på det rene med, at der findes metoder og udstyr, der kan gøre bitreduceringen i den digitale lyd mindre følelig, men dels er dette udstyr meget dyrt, dels vil et vare længe, før det bliver hvermands eje. Derfor er situationen for de fleste “hard core” jazzelskere, at de IKKE hengiver sig til download.
Sørgeligt at man automatisk bliver betragtet som en anakronisme, fordi man stiller krav til lydkvaliteten af den musik man elsker at lytte til.
Vi burde måske droppe de friske øko råvarer og erstatte komfur m.m. med en microbølgeovn, da frosne færdigretter er hurtigere og nemmere - og de bedste af dem er faktisk ret gode, ikke? Efter et stykke tid har man glemt hvor godt hjemmelavet mad smager.