I en højspændt og usædvanligt demagogisk artikel harcelerer Information lørdag den 1. august over Ekstra Bladets bestræbelser på at efterprøve en af de afviste irakiske asylsøgeres sag i mandens hjemland Irak.

Hovedpointen er, at Ekstra Bladet skulle bringe den pågældende mand i fare ved at bringe hans billede i avisen og opsøge hans hjemegn, og at vi har kontaktet myndighedspersoner, der efter en Amnesty-talsmands opfattelse ikke kan forventes at tegne et reelt billede af tidligere Baath-medlemmers situation i de kurdiske provinser i det nordlige Irak.

Kritikken er helt ude i hampen. Ekstra Bladet drog af sted med det motiv at efterprøve mandens sag og præsentere det, vi fik at vide og oplevede i Irak, i form af nøgtern og afdæmpet journalistik.

Fulgte klar aftale

Forinden havde vi bedt støttegruppen Kirkeasyl finde fem-ti sager, vi kunne efterprøve. Måske havde myndighederne overset væsentlige fakta. Måske var irakerne dårligt behandlet af de danske myndigheder.

Vi fik to sager - en i et område, vi ikke kunne komme ind i, og mandens sag. Vi havde ingen forudfattede meninger, og det var en ambition ikke at lade os dirigere af den ofte følelsesladede debat om asylsøgernes situation. Det var derimod klassisk journalistik, ‘fact finding’. De spilleregler var asylsøgeren indforstået med.

Vi opsøgte de myndighedspersoner, han selv foreslog, og han accepterede, at vi bragte hans billede i avisen.

Nu er han og Information harm over, at vi følger en klar aftale, fordi han skulle være ængstelig for at blive genkendt i Danmark og Irak. Det kan undre - ikke mindst set i lyset af, at han flere gange har optrådt i pressen.

Mest absurd er dog, at han figurerer med foto og tv-indslag på støttegruppen Kirkeasyls web site. Et tv-indslag, der benytter alle tv-medierne virkemidler som f. eks. sørgelig klavermusik, mens den pågældende afviste asylansøger fortæller sin historie. Ganske ukritisk og ikke sønderlig objektivt.

Vi accepterede også at tilbageholde det navn, han benytter i Irak. Et hensyn Information ikke viser i sin dækning af sagen.

I lader jer rive med

Ingen af de personer, der fik forevist hans foto som voksen i den fødeby, han forlod for ca. 15 år siden, kunne genkende ham, og det er højst usandsynligt, at de vil reagere, hvis de fremover skulle møde ham på gaden.

Information har også talt med en af Ekstra Bladets kilder, den tidligere general Mam Rostam, som nu overfor avisen benægter, at afviste asylsøgere skulle være i fare også i de kurdisk kontrollerede zoner i Kirkuk-regionen.

Før vi bragte Rostams citater i avisen, bad vi vores tolk kontrollere, at det var, hvad han fortalte os. Det bekræftede tolken. Desuden har en autoriseret tolk, der har arbejdet for politiet og Udlændingeservice dobbelttjekket Rostams udsagn.

Kurdisk politik er en heksekedel, og der kan være mange gode grunde til, at Rostam på det punkt trækker i land nu.

Det ville have klædt Information at forholde sig kritisk til virkeligheden, hvor ubehagelig og ubekvem den end måtte være, i stedet for at lade sig rive med af stemningen og skyde på kollegaer, som bedriver opsøgende journalistik.

Miki Mistrati er redaktionschef i Gravergruppen på Ekstra Bladet