Kære kolleger!
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har prøvet at komme til orde i pressen og er stødt mod en mur - man skriver en kronik i Information og får tre reaktioner gående ud på, at det er da vist også rigtigt nok. Mange foretrækker helt at holde kæft, for man vil jo ikke gerne fremstå som galning eller sekteriker.
Klaus Rifbjerg er en af de få undtagelser i min egen profession. Jeg prøvede på et tidspunkt at engagere min fagforening, Danske Skønlitterære Forfattere, men blev hurtigt taget i skole af kollegerne. Forfattere kan være politiske ved stemmeurnerne ligesom andre borgere, men de skal ikke blande sig i debatten. Derfor sigter foreningens politiske arbejde også udelukkende på at bedre medlemmernes økonomiske forhold.
Selv har jeg nu i en periode modtaget et par hundrede tusind om året i arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd, så hvad brokker jeg mig egentlig over? Javist er man bange.
Bistår vi fjenden?
Er det, man foretager sig, ikke i virkeligheden at ‘bistå fjenden’ i en krigssituation? Og hvem ved, hvad en statsmagt, der dag for dag bliver mere totalitær, i sin tid vil bruge de kartoteker til, som vi givetvis alle sammen står i?
Men hvis historien har lært os noget, må det være, at det værste, vi kan gøre, er at gøre ingenting, mens vi endnu kan gøre noget. At vi netop nu står i den situation, der er den farligste af alle, hvor vi alle kan se, hvilken vej toget kører, men det er jo ikke så slemt endnu, og det bliver det såmænd nok heller ikke.
Og går det ud over nogen (som asylsøgere, der nu er »løgnere« ifølge Danmarks største avis) så er det jo i det mindste ikke os. Vi skal bare opføre os pænt og ikke påkalde os unødig opmærksomhed.
Og med frygten kommer mistilliden - hvis socialdemokrater og kommunister havde gjort fælles sag, havde nazismen næppe haft en chance. Men hvem ved, hvad de andre egentlig er ude på?
Det er bare ikke det, sagen drejer sig om. Ofte drejer den sig blot om almindelig anstændighed, og i alle tilfælde om sandhed.
Spørgsmålet er ikke, om Danmark skal føre krig, men om vi skal føre krig på et falsk grundlag. Sagen er i al sin enkelhed den, at vi har fået en presse, der er villig til at fungere som regeringsorgan - ofte behøver den slet ikke propagandere, men kan blot viderebefordre den officielle version som ‘nyheder’ og i øvrigt koncentrere sig om vinderne af amatørkonkurrencer.
Sammen om at larme
En opløftet enlig røst i denne larm er nærmest uhørlig, og det er naturligvis også grunden til, at for eksempel kunstnere, der står i et modsætningsforhold til den gældende smag, danner grupper. En sådan gruppe, der omfattede et rimeligt antal ‘kendte navne’, ville med en fælles underskrift kunne manifestere sig som en dissiderende intelligentsia, også i den udenlandske presse, som ofte betvivler, at vi har en sådan.
De fleste af os er sikkert i vid forstand venstreorienterede. Men som sagt ser jeg ikke dette som afgørende.
I den desperate situation, vi befinder os i, er jeg fuldt ud villig til at lægge ideologiske modsætninger på hylden, hvis det muliggør en slagkraftig protest imod løgn og intolerance. Alle interesserede kan skrive til mig på enw@enw.dk.
Det bliver ikke bedre. Faktisk er det nok tæt ved at være for sent.
Den endnu håbefulde Erwin Neutzsky-Wulff.
Erwin Neutzsky-Wulff er forfatter
Kommentarer
I denne sammenhæng er der andre fagforeninger end din, Erwin, som ligger på den lade side.
“Og med frygten kommer mistilliden - hvis socialdemokrater og kommunister havde gjort fælles sag, havde nazismen næppe haft en chance. ”
- Socialdemokrater og kommunister lavede en enhedsfront i Rusland i 1917 og der gik det jo super godt.
“Og hvem ved, hvad en statsmagt, der dag for dag bliver mere totalitær, i sin tid vil bruge de kartoteker til, som vi givetvis alle sammen står i? ”
- At mene at den danske stat er totalitær er latterligt, useriøst og proportionsforvrængning, så det batter! Måske Neutzsky-Wulff skulle prøve at besøge Hviderusland eller Nordkorea for at sætte hans stærkt begrænsede udsyn i perspektiv Søren
Indadvendt retning guffer tabets skift spærre selvfølgelig gnallings stjert. Den udvalgte platugle summer mekanisk for at løfte opgaven hvor slap jeg sidst. Tabende dominere trækkes fra harme. Konstitution rager efter fysikkens tørre skab. Kaskadens tilstand lunt og fugtig puslende hinder. Er saften ikke tilovers. Redskabet er mindste slev der roeres med. Densitet er massefylde til retorer fylde. Skaftet knækket af som et uheldigt antiparti i det lede donere. Føltes et under af en som snu gerning.
@Niels-Holger Nielsen
“I denne sammenhæng er der andre fagforeninger end din, Erwin, som ligger på den lade side”
––-
Ja desværre - for det fagbevægelserne burde gøre:
En generalstrejke i protest imod højredrejningen, synes at have lange udsigter.
Kim Gram:
“En generalstrejke i protest imod højredrejningen, synes at have lange udsigter.”
Ja, det kan man da vist roligt sige, HK lavede en stor kampagne i foråret, hvor man på kæmpe store plakater med billeder af Pia Kjærsgaard kundgjorde, at hun er “en del af løsningen”…
@Per Thomsen
Ja, man må undre sig over de danske fagbevægelser’s internationale(!) samarbejdspartnere’s tavshed overfor visse dele af de danske fagbevægelsers nuværende gøren og laden.
Initiativet er da fint men jeg er bange for at i dette antiintelektuelle klima i dagens Danmark vil det blive et ‘slag i luften’ Det vil blot bekræfter de der er faste i troen på den nuværende politik i at modstanden kommer fra de ‘forkælede venstredrejede intelektuelle’ der oven i købet har ‘snablen nede i statskassen’ etc.. Jeg er måske pessimist men et eller andet sted tror jeg at den nuværende politik må ‘løbe linien ud’ så de blodige og umenneskelige omkostninger bliver åbenbare for alle - til den tid vil der være trængsel med ‘håndvasken’ og alle vil forsikre om at de i virkeligheden hele tiden var modstandere af den førte politik - bare vent og se!
Så det jeg tror hjælper i den nuværende situation er saglige og dybteborende beretninger om de menneskelige konsekvenser - det er virkelig noget der kan ændre ‘folkestemningen’ og der er ikke noget politikerne frygter mere
@Ole Falstoft
Det er sværre end som så - fordi udfra umiddelbar læsning af mange DF’s udmeldinger, om hvad de tager afstand fra, synes DF ( også udfra et venstreorienteret synspunkt ) at have retten på deres side [ Det er en del af det at: Det synes nu at være højrefløjen mere end venstrefløjen selv, der forsvarer gamle venstrefløjsmærkesager: Ligestilling, yttringsfrihed osv. ]. Det er jo det der oftest umiddelbart ses, så det kan være svært at finde på gode argumenter for at det måske/sandsynligvis ikke er helt SÅ enkelt som DF hævder - og formodentligt nærmest stik omvendt, set fra en mere langsiget og samlet helhed.
Der er ingen tvivl om, at Erwin har ret, desværre. Ikke at kunne se agitationen for og arbejdet henimod en større disciplinering og indgriben i danske borgeres liv og frihed er villet blindhed.
Det er sjovt nok, i dette øjensynligt liberale demokrati, blevet moderne at tale om at gøre ting ‘for samfundet’, samtidig med at dette falder uhyggelig godt i tråd med at kunne mele sin egen kage. En sådan ‘opofrelse’ og tilsidesættelse af egne ønsker og behov, som man må gå ud fra, der er tale om, har ikke noget med en demokratisk samfundsindstilling at gøre, hvor den frie stærke borger af overskud og lyst hjælper, hvor han kan.
Der tales til de laveste instinkter, men det er gode politikere, der i stedet ‘taler til kongen i folk’.
Desværre synes det for mig som om, at vore politikere over en bred kam søger at isolere sig fra befolkningen som en særlig klasse, hvilket jo går imod alle demokratiske idealer om styre fra folket og ved folket.
Kim Gram: Nej jeg tror heller ikke det bliver let at vende folkestemningen og dermed politikerne. Der vil nok gå nogle år endnu - lige nu tror man jo i DF at man kan ‘gå på vandet’ - men det slutter på et tidspunkt. Måske ville det være fint hvis DF gik ind i regeringen så de ikke længere kan lege opposition når det passer dem, men er nødt til at tage medansvar også for det upopulære?
Selvfølgelig skal man protestrer også selvom det ikke rykker et komma - det er ens demokratiske pligt.
Kim Gram, venstrefløjen begik den fejl at ville udskifte det, der universelt har været set som det gode liv, med en arbejderstat for alle. Det appellerer ingen steder, må jeg sige. Kampen må være for så godt et liv som muligt for så mange som muligt. Det er jo ikke for ingenting, at overklassen jagter bestemte værdier - problemet er dog, at overklassen er ekstremt god til at finde på nye nicheprodukter at efterspørge, såsnart et gode bliver udbredt.
Derfor må man gå en anden vej, mangfoldighedens vej og indse, at mentaliteten med i flok at søge det samme på samme tidspunkt er dræbende, både for produktionen, dennes bæredygtighed, men også for den enkeltes personlighed, der drukner i mængden. Inspiration er der aldrig noget i vejen med, men kopiering er en synd.
Erwin. vi er mange der gør noget hver eneste dag, for at holde Danmark, dansk.
Her menes ikke i flokpartiets Morten Korchske forstand, men dansk på den dejlige måde, hvor frisind, kærlighed og medmenneskelighed er i centrum.
Vores “problem”, er bare at vi har forkastet middelmådighedens konformitet, og skabt et menneskeligt fælleskab, på tværs af religion, hudfarve, og indkomster. Et fællesskab, der tager udgangpunkt i en ukuelig lyst til livet, og en hyldest til forskelligheder.
Populismen og siget hos DF synes måske nu tydeligere og tydeligere at ligne velkendte begivenheder fra historien.
Der er jo bare det der NU umiddelbart ser ud som noget der ( for nogen) gør en stor forskel: Nazisterens fjendebillede var jo det røde Sovjetunionen, DF’ernes fjendebillede(r) er oftest nogle meget andre fjendebilleder, nogen man næppe ligefrem gyldigt kan “beskylde” for at være rødsovjettisk.
–––-
Intellektualisme alene kan næppe bekæmpe DF,
men intellektuelle kan jo gøre især journalister opmærksomme på noget meget pinligt: At på trods af at DF’s politikere gentagne gange - ude i kommunerne stemmer direkte imod DF’s officielle hensigter: Stemmer for besparelser på ældreområdet osv. - borer journalister påfaldende lidt i lige netop sådanne uoverensstemmelser.
Jeg forstår godt OLE FALSTOFT, men jeg tror, han på en gang er for optimistisk og pessimistisk. Problemet er jo, at de menneskelige omkostninger ved systemskifter aldrig trænger igennem til befolkningen.
Det er alt for let at gemme sig bag den småborgerlige mistillid til de marginaliserede og tilliden til, at når bare man er artig, sker der ikke noget. For sovjetborgeren var der ingen systemkritikere, kun forbrydere.
Derimod er det en gammel erfaring, at jo mere uciviliseret en ideologi er, jo mere er det dens udøvere om at gøre at virke kulturelle. Det, det i den situation gælder om for kunstnerne, er IKKE at blive taget til indtægt for den som nationale koryfæer, men tværtimod gøre udtrykkeligt opmærksom på, at de ikke under disse omstændigheder er specielt stolte af at være danske, for så er de pludselig ikke længere noget, man kan prale af og tage til indtægt.
Men selvfølgelig er det da også et spørgsmål om, hvordan man ser kunstnerens rolle i samfundet. Skal vi blot som alle andre tjene til dagen og vejen ved at skrive kriminalromaner eller eventuelt en digtsamling, der gør os bevaringsværdige i Kulturministeriets øjne?
Eller skal vi være nationens samvittighed? Det lyder måske utrolig selvhøjtideligt, men så skal man tænke på, at magthavere aldrig har mangel på SPINDOKTORER eller medier, der kan udbrede deres smarte og hule budskaber.
Har landmænd ikke en særlig forpligtelse under en hungersnød? Og vi skal jo faktisk forestille at kunne skrive.
Et endnu større problem er dog måske den selvcensur, der fortæller os, hvad vi kan slippe godt fra at skrive, hvis vi fortsat skal blive taget alvorligt, og som uvægerligt vil få os til at skrive os ind i et stadig snævrere hjørne. Prøv at se på, hvad man engang turde skrive om kapitalismens og imperialismens forbandelser (og om krigen i Vietnam, som vi ikke engang var involveret i)!
Og projicer så denne tendens yderligere et par årtier ud i fremtiden. Jeg tror, besættelsestidens censur vil virke mild i sammenligning.
Hvis ikke man som forfatter tør blive kaldt en galning på en tid, der er grebet af vanvid, vil jeg foreslå, at man bliver pølsemand i stedet. Så gør man da lidt nytte – og rykker samtidig op i en højere lønklasse!
@Peter Hansen
Vi har haft de uenigheder oppe og vende før, og vi bliver næppe enige - for lidt overdrevet, må jeg indrømme at jeg ikke har SÅ meget imod facisme
( hvis nødvendig, men underordnet en sådan nødvendighed: Så begrænset som muligt ), hvis bare det bliver en rød facisme.
Erwin: Jeg synes det er fint at man med sin underskrift taget afstand fra hvad der foregår jeg tror bare ikke der ændrer noget afgørende - især når jeg tænker på de mange underskriftinsamlinger der har været gennem årene også vedrørende dette emne.
Ønsker man forandring må der handling til. Man må involvere sig i sagen på en helt anden måde end ved blot at skrive under på en protest. Som forfatter - skribent kan man f.eks.fortælle historier om de mennesker det betaler prisen for den førte politik (det gøres allerede men for lidt) Lad os få alle de historier vi ikke har bedt om, som vi ikke kan lide at høre, fordi de anfægter vores bekvemme forestilling om, at der er orden i sagerne og at vi herhejmme har en såkaldt ‘fair’ flygtningepolitik f. eks.
@Peter Hansen
Eller igen forenklet: Mht. det rent økonomiske var problemet med nazismen at den ikke blev totalitaristisk nok(!) - at det snarere var de store pengemænd og de store penge der bestemte over nazismen - i stedet for at de og dem kom ind under den totalitaristiske statsstyring - men den slags er jo nok netop ikke muligt ( som succes ) hvis det ikke bliver over hele verden.
@Peter Hansen
Også det: At massepsykologi-forklaringer såsom:
“Hadet imellem befolkningsgrupperne hobede sig op og måtte til sidst udløses…, “mener jeg er farlige for os, fordi den slags forklaringer giver os et forkert billede: Der kan sagtens ske massive ophobninger af sådant gensidigt had imellem befolkningsgrupper - uden at der så egentligt for alvor sker mere end det; fordi de store penge og pengemænd i almindelighed, som oftest ( ude i praksis ) har en interesse i almen god ro og samfundsorden -
først hvis/når de pengemænd evt. ser store økonomiske nødvendigheder/fordele i at lade det had løbe løbsk og blive til omfattende handlen ud, sker skiftet.
Det er IMO især det vi bør være opmærksomme på,
fordi ved det skift hjælper ingen nok så hjertelige/gennemtænke etiske argumenter fra intellektuelle.
Altså: Faren for nogle intellektuelle er at når højrefløjen hævder: Det her er først og fremmest en værdikamp - så kan det være fristende for os at hoppe på det ( at tage det for pålydende ) - og derfor overse at vi samtidigt bør holde meget nøje øje med pengenes bevægelser - hvor pengene flyttes hen og fra.
Du har et alt for materialistisk livssyn, Kim Gram; først når pengene bliver henvist til deres rette, begrænsede plads i vores erfarings- og livsverden, bliver det godt.
@Peter Hansen
Når jeg mener at historiens gang er monistisk materiel bestemt - og det så godt som helt fastlagt,
er det antaget udfra andre grunde end bare det at: Man synes at sådan BØR det være.
Ja, du er en slem metafysiker, Kim Gram.
@Peter Hansen
Materialisme behøver altså ikke at være kedeligt - for lissom Kybele har materien nemlig to atributter: Bevidsthed og bevægelse ( energi ).
Erwin Neutzsky-Wulff
Desværre kan jeg ikke bidrage med et ”kendt navn”, men jeg ønsker dig/jer al mulig held med projektet.
Maoisterne har jo desværre (endnu) ret i at: Al magt/berettigelse gror ud af et geværløb.
Men det skader vel ikke ligefrem at nogen nu tager forskud på glæderne, der kommer når det engang er blevet meget anderledes med det -
Og derfor øver sig lidt i det: At afgøre stridsspørgsmål på fredelig vis ( bla.a ved tænkning og tale ), men man skal næppe have den store tiltro til at det p.t. KAN gøre nogen nævneværdig forskel.
Tværtimod, Kim Gram, er det altid først, når våbnene lægges på hylden, at man kommer nogen vegne.
Erwin Neutzsky-Wulff:
“Hvis historien har lært os noget, må det være, at det værste, vi kan gøre, er at gøre ingenting, mens vi endnu kan gøre noget”
Spørgsmålet er så, om vi ikke allerede har forpasset det tidspunkt, hvor vi har mulighed for at gøre noget.
I Danmark bliver journalister nemlig fyret på gråt papir, hvis de kommer for skade at skrive sandheden. Også selv om det åbenbart sker ved en fejltagelse. Se bare her:
http://politiken.dk/politik/article764002.ece
Wow Erwin Neutzsky-Wullf
Hvis den danske stat er totalitær, hvorfor i alverden skulle du så kunne få arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd. En totalitær stat vil jo netop ikke tillade at anderledes tænkende kunne få nogen støtte overhovedet.
Come on man!
Problemet er jo netop, at det ikke er NØDVENDIGT at lukke munden på de intellektuelle, det klarer de udmærket selv. Så mon ikke vi også efter i dag vil forblive i vore respektive elfenbenstårne som kulturpensionister?
Denne kommentar er anbefalet af:
Thomas Ole Brask, du har nu demonstreret en glimrende måde at stoppe al kritik på. Det kan være ganske fordelagtigt ikke blot at nedsable al kritik. Steder som Facebook er jo også glimrende for magten, da det kan fungere som en ventil, da folk tror, de gør noget ved at være med i en Facebook-gruppe. Politikerne er da bare glade for, at folket får afløb for deres frustrationer igennem den slags.
Man undres over, om samfundet skal være lige så totalitært som det sovjetiske, før det er totalitært nok.
Ja, blogs - som denne - har meget på samvittigyheden som alibier for at blive i sofaen …
Tillad mig at fremhæve følgende udsagn fra Erwin Neutzsky-Wulffs debatindlæg:
Således om fjenden og sig selv:
… at ‘bistå fjenden’ i en krigssituation?
… Og hvem ved, hvad en statsmagt, der dag for dag bliver mere totalitær, i sin tid vil bruge de kartoteker til, som vi givetvis alle sammen står i?
… At vi netop nu står i den situation, der er den farligste af alle, …
… hvis socialdemokrater og kommunister havde gjort fælles sag, havde nazismen næppe haft en chance. Men hvem ved, hvad de andre egentlig er ude på? …
… Ofte drejer den [sagen] sig blot om almindelig anstændighed, og i alle tilfælde om sandhed. …
… For sovjetborgeren var der ingen systemkritikere, kun forbrydere. …
… uciviliseret en ideologi …[om de andres]
… Eller skal vi være nationens samvittighed? …
… Har landmænd ikke en særlig forpligtelse under en hungersnød? …
… Jeg tror, besættelsestidens censur vil virke mild i sammenligning. …
… En opløftet enlig røst i denne larm …
Tænk engang; set i en historisk kontekst fornemmede jeg virkeligt, at dette debatindlæg lagde op til langt mere end blot en underskriftindsamling og dannelsen af fraktionen, den ” dissiderende intelligentsia” med virke i den udenlandske presse …
Finalen virker ærligt talt påfaldende tam, ikke sandt?
Måske man mistede modet i kampen mod den dræbende selvcensur?
Ja, en røst fra det hinsidige er jo vanskelig at sidde overhørig. Men måske må det tillades mig at bemærke, at budskabet virker præcis så forvirret, som man er vant til fra spiritistiske medier.
… og dermed er vi vist landet pladask i bloggosfæren. Den UNDERFUNDIGHED, der minder så meget om den skizofrenes ordsalat.
Enig (!)
“Wow Erwin Neutzsky-Wullf
Hvis den danske stat er totalitær, hvorfor i alverden skulle du så kunne få arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd. En totalitær stat vil jo netop ikke tillade at anderledes tænkende kunne få nogen støtte overhovedet.
Come on man!”
––––––-
Tænkelig mulighed: En totalitær stat kunne netop finde på at gøre (også) det - for at sløre sin totalitarisme overfor offentligheden - jo bla.a. så ved på den måde at levere
Thomas Ole Brask Jørgensen og ligesindede muligheden for at bruge den slags ( “tegn på ikke-totalitarisme” ) som argument på den måde han forsøgte, eller ?
Man aner her en mulig løsning: Erwin skal bare provokere magten så MEGET at de tilsidst klynger ham op i en galge inde på halmtorvet - for så kan befolkningen jo se HVOR totalitær magten er - og vil så muligvist rejse sig imod den. Det er da forsøget værd.
Vi bestiller jo ikke andet, end at protestere. Magten skal altid have et modspil. Det kalder man kulturradikalisme, og det forekommer mange ganske forfærdeligt. De mange læserbreve, som igennem årene blev kasseret rundt omkring på redaktionerne, fortæller sin egen historie - om trangen til magten, der her betyder ordet, altså magten over ytringsfriheden.
@Per Diepgen
Heller ikke der er der noget nyt under Månen.
Der var en gang en forfatter der skrev om nogle kristne: At de da godt nok var tilhængere af yttringsfrihed, men at de kristne alligevel mente: At lige netop den forfatter dog burde være bortcencureret.
Eller som Grundtvig sagde: Frihed for Loke såvel som for Thor, men Ulven ! DEN må aldrig slippes fri.
Når ingen – ikke engang Pia Kjærsgaard – protesterer imod, at Kulturministeriet præmierer en subversiv forfatter som undertegnede, skyldes det jo nok, at man forlader sig på massevirkningen. Godt nok er der en afgrund mellem den menige avislæser, hvis indlæg havner i papirkurven, og forfatteren, hvis bøger ligger på boghandlerens disk og står på bibliotekets hylder, men den er ubetydelig, hvad angår meningsdannelsen.
Ingen blot nogenlunde seriøs behandling af en problematik kan have en chance imod den filosofi, der uafbrudt pumpes ud i det offentlige rum gennem folkekære programmer som VILD MED DANS og ROBINSON-EKSPEDITIONEN, og som er, at det kan blive en sjovere dag for os alle sammen – eller mere præcist: for EN af os – hvis vi blot gør, som der bliver sagt, og stikker vore kammerater. Det er naturligvis et fromt håb, at der engang skal tilstås mig den ære at blive hængt på Halmtorvet, fulgt af en folkestorm.
Men for det første har ”folket” endnu aldrig protesteret imod en god heksebrænding, og for det andet foregår den slags nu om dage som regel i baggårde. Også af andre årsager er det dog et håb, jeg ikke deler.
Jeg synes måske, vi har set tilstrækkelig mange revolutioner til tværtimod at ønske for enhver pris at undgå dem. Spørgsmålet er, hvordan.
For statsmagten er svaret altid det samme, fastholdelse af status quo, om nødvendigt ved magtanvendelse, og afvisning af al kritik som sindssyge – for blot et par århundreder siden blev demokrater udskreget som galninge, der ønskede en tilbagevenden til antikkens barbariske tyrannier, så de kunne få afløb for deres seksuelle perversioner. I mellemtiden vokser trykket, både det bevidste hos intellektuelle psykopater som Lenin, og det ubevidste hos den almindelige borger, der i sidste ende kun accepterer, at banken tager hans hus, så længe der er strøm i ledningerne og politi på gaderne.
Mit ærinde burde altså ikke være så vanskeligt at gennemskue: Jeg prøver at afværge en revolution. Hvordan da?
Ved at folk, der kan skrive, ved at slutte sig sammen og insistere tiltvinger sig adgang til medierne og gør op med den selvfølgelige accept af, at et samfund, der gennem et lønningssystem opdeler befolkningen i mere og mindre værdifulde og lader de første leve i kraft af et privat sundhedsvæsen og de sidste dø på ventelister, hvor mad på bordet og tag over hovedet ikke engang er en menneskeret for de hårdtarbejdende, der kasseres som udslidt maskineri, kort sagt, at et samfund, der ser sine borgere som RESSOURCER – at et sådant uhyre, der æder sine egne børn, skulle være et DEMOKRATI! ALTERNATIVET er nemlig et raseri, der ikke vil efterlade en sten oven på en anden.
Så hvis det er DET, man vil, går det ufatteligt godt! Og det er da også i sidste ende årsagen til, at mine bøger ikke er konciperet som faner for folket, men redningsflåder til de overlevende.
Tjae. det siges jo at pessimister går gennem livet med lutter positive overraskelser.
For lykken er ikke alene lunefuld, men er også relativ.
––––––––––––––––-
En forsker undrede sig en gang over.: At danskerne ret ofte lå øverst i internationale statistiske spørgeskemaundersøgelser om: Lykkelighed, livskvalitet, medbestemmelse osv.
og den forsker fik ret hurtigt bestyrket sin formodning: At danskere flest lige fra barnsben var blevet bibragt en forestilling om at mennesker flest egentlig ikke kunne forvente ret meget af tilværelsen;
og set på DEN baggrund må lidt socialdemokratistiske lappeløsninger ( plus/minus: 20 procent Fogh ) jo synes som om at Himmelen dog alligevel kom ned på Jorden.
–-
Grunden til at nævne det her er, at man muligvis kunne få folk flest til at blive mere samfundskritiske, ved at bore i lige dette spørgsmål:
Hvem har egentligt sagt jer.: At lige her omtrent hvor i er nu, går det bedst mulige opnåelige samfund, liv osv. - for de flest mulige ?
Og det spørgsmål’s “modtræk”:
Men i kan jo se ( i fjensynet ! ) at det stort set alle andre steder er meget værre end her - og hvorfor i alverden skulle det bare være noget vi forsøger at bilde jer ind ?
Søren Nørbak, du bekræfter på “smukkeste” vis forfatterens pointe…
“Man skriver en kronik i Information og får tre reaktioner gående ud på, at det er da vist også rigtigt nok …”
Vi må protestere imod løgn og intolerance
–––
jep det er jo også tide at ENW skifter
fra marxisme-smilisme til marxisme-leninisme.