Kære kolleger!

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har prøvet at komme til orde i pressen og er stødt mod en mur - man skriver en kronik i Information og får tre reaktioner gående ud på, at det er da vist også rigtigt nok. Mange foretrækker helt at holde kæft, for man vil jo ikke gerne fremstå som galning eller sekteriker.

Klaus Rifbjerg er en af de få undtagelser i min egen profession. Jeg prøvede på et tidspunkt at engagere min fagforening, Danske Skønlitterære Forfattere, men blev hurtigt taget i skole af kollegerne. Forfattere kan være politiske ved stemmeurnerne ligesom andre borgere, men de skal ikke blande sig i debatten. Derfor sigter foreningens politiske arbejde også udelukkende på at bedre medlemmernes økonomiske forhold.

Selv har jeg nu i en periode modtaget et par hundrede tusind om året i arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd, så hvad brokker jeg mig egentlig over? Javist er man bange.

Bistår vi fjenden?

Er det, man foretager sig, ikke i virkeligheden at ‘bistå fjenden’ i en krigssituation? Og hvem ved, hvad en statsmagt, der dag for dag bliver mere totalitær, i sin tid vil bruge de kartoteker til, som vi givetvis alle sammen står i?

Men hvis historien har lært os noget, må det være, at det værste, vi kan gøre, er at gøre ingenting, mens vi endnu kan gøre noget. At vi netop nu står i den situation, der er den farligste af alle, hvor vi alle kan se, hvilken vej toget kører, men det er jo ikke så slemt endnu, og det bliver det såmænd nok heller ikke.

Og går det ud over nogen (som asylsøgere, der nu er »løgnere« ifølge Danmarks største avis) så er det jo i det mindste ikke os. Vi skal bare opføre os pænt og ikke påkalde os unødig opmærksomhed.

Og med frygten kommer mistilliden - hvis socialdemokrater og kommunister havde gjort fælles sag, havde nazismen næppe haft en chance. Men hvem ved, hvad de andre egentlig er ude på?

Det er bare ikke det, sagen drejer sig om. Ofte drejer den sig blot om almindelig anstændighed, og i alle tilfælde om sandhed.

Spørgsmålet er ikke, om Danmark skal føre krig, men om vi skal føre krig på et falsk grundlag. Sagen er i al sin enkelhed den, at vi har fået en presse, der er villig til at fungere som regeringsorgan - ofte behøver den slet ikke propagandere, men kan blot viderebefordre den officielle version som ‘nyheder’ og i øvrigt koncentrere sig om vinderne af amatørkonkurrencer.

Sammen om at larme

En opløftet enlig røst i denne larm er nærmest uhørlig, og det er naturligvis også grunden til, at for eksempel kunstnere, der står i et modsætningsforhold til den gældende smag, danner grupper. En sådan gruppe, der omfattede et rimeligt antal ‘kendte navne’, ville med en fælles underskrift kunne manifestere sig som en dissiderende intelligentsia, også i den udenlandske presse, som ofte betvivler, at vi har en sådan.

De fleste af os er sikkert i vid forstand venstreorienterede. Men som sagt ser jeg ikke dette som afgørende.

I den desperate situation, vi befinder os i, er jeg fuldt ud villig til at lægge ideologiske modsætninger på hylden, hvis det muliggør en slagkraftig protest imod løgn og intolerance. Alle interesserede kan skrive til mig på enw@enw.dk.

Det bliver ikke bedre. Faktisk er det nok tæt ved at være for sent.

Den endnu håbefulde Erwin Neutzsky-Wulff.

Erwin Neutzsky-Wulff er forfatter