Mission accomplished. Dansk Folkeparti satte sig i denne uge solidt på mediernes dagsorden i dagevis op til sit sommergruppemøde i går.
Om det er myndighedernes influenza-beredskab, statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) manglende lederskab, Carina Christensens (K) svaghed som kulturminister, en række andre ministres manglende skarphed, kommunernes svigt over for løsrevne lukkedage og ældre, klimapolitikkens tagen overhånd eller bare kunstneren Bjørn Nørgaards 40 år gamle hesteofring, så er det DF, der har sat sagerne på dagsordenen.
Den politiske sæson er fløjtet i gang - og det er Pia Kjærsgaard, der har udstukket, hvilken banehalvdel spillet er startet på.
Det er bestemt ikke første gang, det er lykkes. Men i år har det været voldsommere end tidligere, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær.
»Det, der plejede at ske i starten af august, var, at Far Fogh vendte hjem fra Frankrig og gav en række interview til nøje udvalgte morgenaviser - sjældent Information. Og så satte han dagsordenen. Men Far er i NATO, og Fars efterfølger sidder på Færøerne, så der har været et helt klart vacuum. Det har gjort bundtrækket større for DF i år,« siger han.
Magtfulde uden ansvar
Men selv om omfanget er større, end det plejer at være, så er der også en klar årsag til, at Dansk Folkeparti får så megen omtale.
»Dansk Folkeparti har magten, men ikke ansvaret. At de har magten, gør det væsentligt for medierne at skrive om dem. Og at de ikke har noget ministeransvar, gør det meget nemmere for dem virkelig at slå i bolledejen med markante udtalelser,« siger Niels Krause-Kjær.
De markante udtalelser er en fast del af Dansk Folkepartis værktøjskasse, siger politisk iagttager Peter Goll.
»De går ud med et meget skarpt synspunkt, hvor de provokerer nogle meningsdannere. Så kommer der en masse reaktioner - og så får de lejlighed til at moderere og uddybe deres synspunkter,« siger han.
Et eksempel var Kjærs- gaards udtalelser til Politiken om, at staten ikke skal støtte kunstnere, der bare er ude på at provokere. Kulturordfører Mogens Jensen (S) svarede igen med at sammenligne DF-lederens kunstsyn med censur som i Nazityskland. Men dermed vandt Kjærs-gaard, mener Peter Goll.
»Det er mange år siden, at Socialdemokrater er faldet i den fælde på nogen måde at sammenligne DF med nazister. Men det gjorde Mogens Jensen og kom til at fremstå alt for skinger,« siger han.
Det betyder ikke, at man som politisk modstander ikke med held kan angribe Dansk Folkepartis udmeldinger.
DFs hjemmebane
»Men i den engelske satire ‘Javel Hr. Statsminister’ siger en af rådgiverne på et tidspunkt til statsministeren: Hold en tale, når du er vred og ophidset - og du vil holde den bedste tale, du nogensinde kommer til at fortryde. Reagerer man følelsesladet på Dansk Folkeparti, spiller man simpelthen på deres hjemmebane,« siger Peter Goll.
I Dansk Folkeparti ser en tilfreds pressechef Søren Søndergaard først og fremmest DFs gennemslagskraft som et resultat af, at Kjærs-gaard og de andre topfigurer i DF præcis ved, hvad de står for - og hvor de vil hen.
»I Dansk Folkeparti har man kernebegreberne helt inde på rygraden: Danskhed, patriotisme, retspolitik og så videre. Det gør det meget nemt at formulere budskaberne - og meget nemt for en pressetjeneste at gå ud med en historie om, hvad Pia mener om kunststøtten. Så kan man være rygende uenig i det, hun siger. Men der er ingen, der er i tvivl om, at det kommer lige fra hjertet,« siger han.
Som alle politiske pressechefer nedtoner Sønder- gaard gerne, hvor stor strategi der ligger bag mediebudskaberne. Men han lægger ikke skjul på, at flere af meldingerne efter DF-ledelsens instrukser er forberedt af pressetjenesten henover sommerferien. Og timingen - at partiet som det første af alle partier holder sit sommergruppemøde - er fuldstændig bevidst.
»Det gør vi, fordi vi gerne vil skyde den politiske sæson i gang. Det har Dansk Folkeparti gjort, lige siden man var så meget i opposition, at man ikke kunne få taletid overhovedet.« Den store sag med Pia Kjærsgaards kultur-meldinger var dog ikke planlagt.
»Vi havde diskuteret det, fordi DF skal udpege en repræsentant til Statens Kunstfond senere i år. Men det var, fordi Politiken spurgte til det, at Pia valgte at komme med sin holdning,« siger han.
Søren Søndergaard mener ikke, at Kjærsgaards udtalelser bevidst er provokerende.
»Jeg vil hævde, at DF-politikerne meget langt hen ad vejen siger tingene fuldstændig, som de mener dem. Og ofte bliver de oprigtigt forbavsede over, så kontroversielle de bliver opfattet. Men jeg er så som pressechef fuldstændig bevidst om, hvilket glimrende værktøj jeg har at arbejde med,« siger Søren Søndergaard.
Kommentarer
Christian Lehmann:
“Kjærsgaard styrede mediespillet - igen”
Mage til vrøvl og ansvarsforflygtigelse skal man lede længe efter. Atter engang oplever vi en dansk journalist vaske sine hænder ved let og elegant at bytte om på årsag og virkning.
Danske chefredaktører og medieejere er hverken robotter eller maskiner. De beslutter suverænt selv, hvem der skal citeres i deres aviser, og hvem der skal ignoreres.
Det er simpelthen noget guddommeligt vrøvl når Christian Lehmann og andre journalister forsøger at bilde os ind, at politikerne selv har indflydelse på hvor meget og hvordan de bliver eksponeret i medierne.
Når Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard dominerer mediebilledet er det udelukkende fordi det tjener medieejernes politiske dagsorden. Det har ikke en pind at gøre med at man i Dansk Folkeparti skulle være specielt gode til at kommunikere i forhold til medierne.
Per,
Jeg er f.s.v. ret enig i dine betragtninger om forholdet mellem årsag og virkning i forbindelse med mediedækningen her, men det ændrer ikke ved det forhold, virkningen var den samme.
Og at klandre pressen for deres prioritering er fejlagtig, for pressen lever ikke af velgørenhed, men af at sælge nyheder og analyser.
De øvrige politikeres åndelige slaphed kan man kun undres over. Ikke engang DF’s partiformands iver med at sparke åbne døre ind har kunnet vække hendes politikerkolleger fra de øvrige partier.
Meget kan man sige om DF’s partiformand, men hun brænder igennem - på godt og ondt. Det engagement kunne man godt savne fra flertallet af de øvrige politikere.
Johannes Aagaard:
“Og at klandre pressen for deres prioritering er fejlagtig, for pressen lever ikke af velgørenhed, men af at sælge nyheder og analyser.”
Pressen lever af at legitimere magthavernes beslutninger. Det er derfor, den kaldes den fjerde statsmagt. Så enkelt er det faktisk.
Spørg bare Silvio Berlusconi eller Rudolf Murdock…
Peter Goll er ude i noget vrøvl. Mogens Jensen (S) smed ikke “nazikortet”, men “totalitarismekortet” og sammenlignede Pia Kjærsgaards kulturpolitik og kunstholdninger med nazityskland og kommunismen i Sovjet.
Det ville klæde Goll om han gad læse sine kilder inden han kommenterer på dem. Hans analyse kommer til at sparke benene væk under sig selv på den måde (hvis jeg da ikke skal lægge mig i Per Thomsens kølvand, og ligefrem antage at Goll måske er bestukket af DF).
Det er næppe tilfældet, men det dog er påfaldende at flere af kommentatorerne blandt DF’s tifosi har gjort præcis samme “fejltagelse”, og påduttet Mogens Jensen noget, han ikke har sagt, men jeg går ud fra, at det skyldes man har fundet det var det letteste måde at “tilbagevise” Mogens Jensen på.
Tøger Seidenfaden karakteriserede i aften i Deadline Kjærsgaard udtalelser som “usædvanligt ubegavet”.
Man kunne så spørge: hvorfor hopper og springer stort set samtlige medier, hver gang DF kalder? Blot de sidste to dage har der været 12 (!) forskellige udmeldinger fra DF i pressen. Hvilket andet parti har den form for uindskrænket adgang til at komme til orde om selv den mindste bagatel? Vi KAN godt klare os uden at vide at DF kræver dødsstraf for at køre uden cykellygte - det er altsammen old news og signalpolitik fra et principløst parti, som løbende justerer sit program efter formiddagsbladenes overskrifter.
Ja ja, Per Thomsen og månen er lavet af ost.
Det er vel ikke så mærkeligt at DF “styrede mediespillet”. Hvad skal medierne skrive om når Fogh er væk, Løkke gemmer sig i udlandet og Villy ikke gidet bruge sommerferien på at profilere sig? En meget sløv politisk sommer er heldigvis snart overstået. Søren
Søren Nørbak:
“Hvad skal medierne skrive om når Fogh er væk, Løkke gemmer sig i udlandet og Villy ikke gidet bruge sommerferien på at profilere sig? ”
Har du set Lars Løkke Rasmussen iført sin ålestramme Dannebrogsfarvede trikot? Har du set vores ikke ligefrem radmagre statminister iført et par ålestramme postkassefarvede cykelshorts? Det er et syn der burde være forbudt for børn!
Når man tænker på hvor meget pressen kunne gå i selvsving dengang Poul Nyrup Rasmussen iførte sig en cykelhjelm der var et nummer for lille, så kan man jo slet ikke forestille sig hvor meget pressen ville være flippet ud over Lars Løkkes kiksede trikot -hvis han altså havde været socialdemokrat. Det ville man jo have kunne talt om igennem hele agurketiden!
Det er pressen selv der bestemmer at det skal være en sensation at en af enhedslistens kandidater til valget bærer tørklæde. Og det er pressen der suværent selv bestemmer, at det ikke skal være en sensation, at regeringen lige har foræret det meste af statskassens valutabeholdninger til bankerne.
Og sådan er det hele vejen igennem…
Ja hvorfor hopper og springer medierne egentlig
hver gang Pia K løfter højre arm ?
Er det fordi journalister er trænet til at hoppe og springe hver gang der henkastes en tilfældig spin-kødluns til dem ?
Eller er det fordi pressen ikke længere kontrollerer noget som helst og da slet ikke Statsmagten, men er en integreret del af det politiske spil ?
Men umiddelbart ville den brede befolkning alligevel næppe tro DET - bibragt som den er med forestillingen om at: Den liberalistiske økonomi’s overlegenhed mht. at give: Den mindst ringe af alle mulige verdner; er en almengyldig naturlov.
@ Per Thomsen
Tak for dine altid rammende og ironiske kommentarer. Din humor og flid gør Information læseværdig.
Jeg springer derimod altid over DFernes copy-paste skriverier, da jeg ikke godt tåler deres kedsommelige hate speech.
Medierne, journalisterne, styrer Danmark. Deres dovenskab, sjusk, fordomme, overfladiskhed, manglende professionalisme, konfliktskyhed, … er vor ulykke. Se blot hvordan relevante debatindlæg på dette lille fristed jævnligt bliver slettet af censuren.
At df har erhvervet sig store ”aktieandele” uden at have en krone på lommen skyldes vel særligt formen og interessefællesskabet med medierne, som netop lever på fede opmærksomheds skabende typer, misundelse, frygt, forargelse, identifikation etc. Det bliver jo hurtigt konsumeret af både fjender og venner og giver mange gode hits på annoncesiden.
Og så er der dobbelteksponering i klodshans kampagnerne for partiet, når man lægger ud med (i nogles øjne) at gå over langt stregen og ramme dybt på én front, hvorefter man får lov at uddybe og moderere i flere dage efter i længere indslag overfor andre vælgersegmenter, mens man blinker indforstået.
Det er gratis hele vejen, og det kan nok betale sig, at droppe forestillingerne om, at mediehuse burde have ærefulde roller i samfundet jvnf et eller andet gentlemansbegreb. Det er rent selvpineri alt den stund, at de fleste vil sælge deres bedstemor for en god historie.
PS Når der så også begynder at komme angreb debattørerne imellem, så siger det vist også lidt om, hvad der optager folk.
Peter Goll:
»Det er mange år siden, at Socialdemokrater er faldet i den fælde på nogen måde at sammenligne DF med nazister. Men det gjorde Mogens Jensen og kom til at fremstå alt for skinger,« siger han.
Det pudsige er at socialdemokraterne, som i den grad mangler et felt hvorfra de kan markere selvstændige synspunkter som ikke umiddelbart belaster økonomien, ikke griber denne kulturelle platform? Men så meget desto mere underholdene for os andre.
Det kunne nemlig være rart at komme et spadestik dybere i substansen. Heller ikke i Deadline i går, med Georg Metz og sagens hovedperson, nåede spaden ned under overfladen, før tiden var udløbet.
Men mon ikke diskussionen kommer til efteråret og det kan næsten ikke undgå at blive andet end stærkt underholdende.
@Aase Elkott
Jeg takker for de pæne ord.
DF og kulturen: Nogle betragtninger som evt. kritiske journalister kunne uddybe- hvis der findes kritiske journalister; hvis de må skrive kristisk for neoliberale chefredaktører.
Krig udformet som kulturtilbud kan realiseres gennem Søren Espersen, når han går foran i kampzonen -foran unge danske soldater - i stedet for at gemme sig i Danmark og gennem konfrontationsretorik piske stemningen op til mere krig. En kulturel indstilling til børneopdragelse kan også opnås vha DFs Søren Krarup; der skal mere ‘slå på tæven’til i børneopdragelsen - med lidt held kan man nøjes med en ‘kindhest”. Pia Kjærsgård siger hun er ved at brække sig, når hun hører fra en af DKs ypperligste digtere; derefter fremdrager hun nogle ‘dyreslagter’ kunst eksempler fra 60erne, fordi hun godt ved, at hendes kernevælgere har fået en rigtig darlig uddannnelse i VKOs test og kontrolskole. Andre har været ved at brække sig over ‘kulturen’ Det fortælles at Sjostakovich (S), som opfattede Stalin som ‘en lille rødhåret gnom’, ikke ville repræsentere Stalin i en musikbegivenhed, hvorfor han meldte sig syg. Stalin ringede til ham og spurgte, hvordan han havde det:Jeg har kvalme, svarede S. Stalin truede også med at fyre 95% af alle filmproducenter, da kun 5% af de producerede fil var gode! Ærgerligt at DFerne ikke var med dengang; men de kan måske nå at præge dansk kulturliv endnu; Pia kulturminister, som foreslået af den tidligere og enestående kulturminister Brian Mikkelsen. Danmark er jo verdensmestre i snart sagt alt og tilmed verdens lykkeligste folk ifølge VKOs spindoktorer; med Pia som kulturminister kan kun fantasien sætte grænser for, hvor ‘højt’ dansk kulturliv kan nå; Stalins tilgang ville sikkert være hjælpeløst tilbagestående. Partiet Venstre ville formodentlig acceptere Pia, set i lyset af det menneskesyn dette parti udviser i sagen om de Irakiske flygtninge; men, at det konservative bagland stiltiende kan acceptere en så stærk fornedrelse af dansk kulturliv, er svært at forstå, når man betænker tidligere konservative traditioner. Dette er simpelthen inkommensurabelt! Måske HAs ledelse kan skrive kulturmanifestet -evt med kommentarer fra Søren Pind og Pia. Kan et flertal af danske vælgere, hvoraf mange nu lider under en neoliberalisk dereguleret økonomisk fallitbo, godkende dette? Kan man fortsat acceptere den udhulning af danske, etiske og moralske standarder, som har skabt respekt overalt i årtier? ‘When will they ever learn’?
Amerikanske vælgere har forlængst fjernet det konfrontatoriske og krigsskabende republikanske parti fra magten og indsat samarbejdende, demokratisk sindede politikere med langt højere etiske og moralske værdisæt end Bush/Cheney/Rove. Disse neokonservative blev bakket op af Blair, AFR,,Klaus Hjort Frederiksen. Hvornår mon danskerne igen vil følge det beundringsværdige USA - med den ekseptionelle forfatning- og træde vejen mod samarbejde og gensidig respekt for mennesker og nationer? Det fundamentalistiske DF kan ikke integreres i et anstændigt dansk samfund; DFs ledelse lever af konfrontatorisk hate speech, derfor skal DFs magt over det danske samfund skiftes ud med folk, der ønsker et Danmark baseret på gensidig respekt og høj kulturel standard.
At Seidenfaden og andre medier ofte spilles som et gammelt klaver af DF’s mediestrategier er jeg helt enig i.
Hvis Seidenfaden har kaldt PiaK for “usædvanligt ubegavet” har han lavet endnu et selvmål med bolden lagt til rette af DF igen igen.
PiaK er en af de skarpeste politiske hjerner i Dk, måske den skarpeste nu Fogh er i Nato.
At PiaK ikke ved en disse om moderne kunst er dog noget jeg vil påstå er et faktum efter at have læst PiaK’s morsomme kommentarer til feks Manzoni’s bædåser.
Og jeg syns Politiken + Seidenfaden med held kunne have begrænset sig til at kommentere manglende PiaK’s viden og interesse for moderne kunst.
Jeg tror de fleste kan forstå fornuften i at lytte til fagfolk også mht kunst. Hvem vil feks sætte en professor i filosofi til at planlægge driften på et landbrug eller en stærkstrømselektriker til at lede Nationalbanken?
Bruno Lundkvist
“derfor skal DFs magt over det danske samfund skiftes ud med folk, der ønsker et Danmark baseret på gensidig respekt og høj kulturel standard.”
Nu har DF jo faktisk kun den magt som befolkningen har givet dem ved 3 folketingsvalg i træk.
Men man kan selvfølgelig også gå mere drastisk til værks og simpelthen udskifte befolkningen i forsøget på, at opnå den gensidige respekt og høje kulturelle standard som du efterlyser.
Allerede Sokrates forudså at demokratiet ville ende i demagogi og hate-speech. Der gik bare længere tid.
Det vil give middelmådig ledelse når alt gælder om at kunne tælle til 90 ved næste valg - intet andet !
Det forudså Sokrates - men næppe massemediernes effekt.
I andre vestlige lande end Danmark og Berlusconiland giver det mening at tale om pressen som en 3-die statsmagt, fordi flere synspunkter kan komme til orde, og de øvrige 2 magter derfor også har betydning.
I de nævnte 2 lande har pressen udviklet en monokultur, som gør det meningsløst at tale om flere statsmagter. Pressen bliver den eneste statsmagt.
Som knægt skulle jeg skrive stil om 2 forskellige avisoverskrifter. Den ene lød: “Nixon træt af Hanois krav” (Berlingske) - Den anden lød “Vietnam-forhalingerne” (Politiken). De beskrev samme fænomen vidt forskelligt.
Eftertiden synes at have givet den venstreorienterede version ret (Nixon ville vinde tid mens voldsomme bombekampagner pågik) - heraf må vi kunne konstatere at historikere er venstreorienterede ?
I dag er det komplet umuligt at finde 2 aviser der beskriver samme begivenhed så vidt forskelligt.
Enhver journalist skal tænke på sit levebrød. Information kan IKKE brødføde en hel stand, hvor hovedparten beskæftiges af det private erhvervsliv (info-medarbejdere pr-folk o.s.v.). Hvor mange journalister tør ofre deres karriere i sandhedens navn ?
Danske nyhedsmedier bestemmer ikke monopolagtigt hvad vi bør mene - de fleste af os henter jo også nyheder / sammenligningsgrundlag fra andre landes medier og fra diverse blogs m v via internettet.
Faktisk er vi p g a internettet meget mindre “i lommen” på Politiken, Berlingeren, Information mv end for bare 20 år siden - det er bare super godt.
I Danmark er det helt klart fru Pia Kjærsgaard og hr Villy Søvndal, der er verdensmestre i at “erobre” opmærksomheden - godt for dem.
De andre politikere har bare at komme ud af hullerne - ellers bliver de glemt hen ad vejen.
En lille side bemærkning til Søren Nørbak, der skriver
” Hvad skal medierne skrive om når Fogh er væk, Løkke gemmer sig i udlandet og Villy ikke gidet bruge sommerferien på at profilere sig? En meget sløv politisk sommer er heldigvis snart overstået.”
Her vil jeg bemærke at DR hver dag både i radioen og i TV følger Fogh Rasmussens bevægelser som NATO chef.
Det ville være befriende om DR ville brude bare ½ så meget tid på oppositionens forslag hen over foråret og sommeren
Mikkel Kaels
Jeg håber, at det var humoristisk ment, da oppositionen er kommet med mange løsnings forslag til den økonomiske krise som de så længe før DF og regeringen. Her kan nævnes Thornings ordfører tale ved Folketingets åbningsdebat i efteråret 2008. Derudover er der kommet mange forslag fra oppositionen over foråret . Fx socialdemokraternes ny skoleudspil, fremskyndingen af offentlige investeringer inden for den kollektive trafik osv., osv.….
Pia Kjærsgaard taler i høj grad om relativ aktuel moderne kunst, guldfisk i blendere, udstoppede hundehvalpe og på den led også om tidens højst betalte billedkunstner Damien Hirsh, som bl.a. slog igennem på at konservere hajer. Dette bare for at sige at forsøgene på at lukke munden på hende, ved at hævde at hendes referancer er uaktuelle, kun vil bidrage til at forøge hendes popularitet.
Lad os kommer ud over æv-bæv jegvedmereom kunstenddugør-stadiet og tage hul på den rigtige diskussion, nemlig om hvem der skal bestemme over kunsten (andre end kunstnerne selvfølgelig), uagtet dens eventuelle fremtrædelsesformer.
Nok har Pia Kjærsgaard meget magt, men at det nogen sinde skal lykkes hende, om hun så bliver kulturminister, at bestemme hvilken slags kunst vi holder af, har jeg ikke fantasi til at forestille mig
Andre før hende har forsøgt forgæves. Heldigvis og ikke mindst fordi enhver kulturpolitik har en opposition. Modstand er som bekendt også en slags omsorg.
Ved Henrik Sass Larsen overhovedet noget om kunst?
Mikkel Kaels
Prøv at se ind på socialdemokraternes hjemmeside. Her kan du læse et hav af forslag lige fra skoleforslag, fremrykning af investeringsplaner, osv.. og for at tage et eksempel på mindre forslag kan nævnes skrotningsordning for gylletanke og ældre pumpeanlæg for at forhindre uheld med gylle.
Den naivitet venstrefløjen giver udtryk for:
“Vi stoler på at højrefløjen vil give os loyal presse”
ville ingen kunne forestille sig hvis rollerne var byttet om.
Ingen borgerlig politiker ville stole på pressen i et land, hvor der udelukkende fandtes socialistiske eller socialdemokratiske medier.
Jeg tror alle - uanset politisk observans - er enige i denne beskrivelse af den borgerlige politikers vurdering.
Hvad kan vi så lære af det ? Hvorfor denne asymmetri ?
Herudover må vi aldrig glemme de faktiske forhold i Jernindustrien:
1)
Intet medie overlever uden annonceindtægter. Langt hovedparten af disse kommer fra det private erhvervsliv - altså den ene side af det politiske spektrum.
2)
De fleste journalister beskæftiges af det private erhvervsliv - altså samme side af det politiske spektrum.
Hvilke magtmidler i forhold til massekommunikationen råder venstre side over ?
Gorm Petersen
Dit indlæg viser også hvor alvorligt regeringens og ikke mindst DFs ”klamme hånd” mht. til DR er. VOK har i mine øjne vredet armen rundt på DRs ledelse så deres nyhedsdækning er gået fra en mere neutral dækning til en mere positiv dækning af VOK.
@Gorm Petersen
“Hvilke magtmidler i forhold til massekommunikationen råder venstre side over ?”
Det lange og det brede sigte: Vor egen ( velbegrundede ) selvforståelse er jo ,at vor sag er den samme sag som 95% af kloden’s befolkning egentlig har - og man ( dvs. den p.t. mediedominerende højrefløj ) kan jo næppe narre alle hele tiden, så….
Med hensyn til annoncering (som grundlag for mediehuse), så udarbejdes der gerne medieplaner ud fra konkrete segmenter så som alder, uddannelse, interesser, indkomst osv. samt selvfølgelig annoncepriser pr. ønsket næse.
Foretrak knap halvdelen af befolkningen et givet venstreorienteret mediehus som deres nyhedskanal og primære underholdningskilde, så er det lidt vanskeligt at forestille sig, at forretningsfolk i lange baner ikke ville eksponere deres produkter der.
Sandheden ligger nok begravet andre steder, f.eks. i megen tidligere set ævl og kævl, jantelov, fællesmødebeslutninger, uendelige hensyn og støvede slutprodukter med referater fra faglige møder i Helsingør gadefejerforbund. Måske der kan sælges en kost i ny og næ fra den lokale butik, men det bliver nok mest dødsannoncer.
HW:
Foretrak knap halvdelen af befolkningen et givet venstreorienteret mediehus som deres nyhedskanal og primære underholdningskilde, så er det lidt vanskeligt at forestille sig, at forretningsfolk i lange baner ikke ville eksponere deres produkter der.
GP: Det er helt korrekt. I gamle dage var der da også sporadiske annoncer i ikke borgerlige aviser.
Denne sponsorering var dog langt stærkere overfor den borgerlige presse (som i øvrigt kunne tak for sidst med direkte partistøtte).
S og fagbevægelsen forsøgte at matche dette ved at lede fagforeningskontingenter over i A-pressen. De nåede dog aldrig i nærheden af jævnbyrdighed.
Arbejdsgiverne har generelt været langt bedre til at udvise solidaritet end arbejderne. Arbejderne sang sange om det. Arbejdsgiverne praktiserede det.
Det ligger i sproget. Der findes 2 slags mennesker. Dem der yder, og dem der nyder. De prisværdige ydere der giver og giver (arbejdsGIVERE) - og de ynkværdige nydere der modtager og modtager (lønMODTAGERE).
Gorm Petersen,
Selv husker jeg mest dagbladet aktuelt, som noget de færreste almindelige mennesker gad læse. Har ingen ide om deres reelle annoncepriser pr. næse i forhold til andre medier, men der kunne måske være enkelte andre grunde til, at nogle dengang fravalgte det i deres medieplaner, hvis du ellers har ret i dine antagelser – f.eks. at de ikke ville associere deres produkt med et snævert indspist segment og i den dur. Omvendt var det jo netop et oplagt sted at annonce, hvis man ville ramme en meget præcis gruppe. I den henseende var man heller ikke god til at få det til at løbe rundt, trods støtte på både den ene og anden måde.
Vedrørende dette med at være solidarisk, så tror jeg ikke særlig mange spekulerer i meget andet end at være solidariske med dem selv, deres egen karriere, produkt og butik (uanset deres politiske overbevisninger). Vennetjenester, uigennemskuelige rabatter og des lignende har nok været nogenlunde lige udbredt.
Det er ikke billigt at køre store annonce kampagner – jeg mener Gallup Media stadigvæk registrerer hovedparten, og det er en videnskab med matematik og dyre edb programmer, hvor medier og deres læsere bliver krydstabuleret. Jeg er ikke i tvivl om, at der ville være god plads til et venstreorienteret mediehus, men det kræver nok en forretningsorienteret socialist med en papkasse, og de hænger vist ikke på træerne. Så er det nok lettere at ”hacke” sig ind på redaktionerne som DF er så dygtige til.
“Kjærsgaard styrede mediespillet - igen”
Spørgsmålet er så om Brian Mikkelsens udmelding om at lade DF være en del af regeringen var et forsøg på at erobre mediespillet, eller om forslaget virkelig var alvorlig ment?
Per Thomsen,
Eller om df i virkeligheden har en sådan interesse.
I givet fald ville det vel blive endnu mere tandløst end det oprindelige udgangspunkt og lidt svært at opføre det indbringende egnsteater sommeren over.
Det ville så kræve, at man skulle gå i kødet på sig selv, og så er man nok ovre i nogle regeringsdiagnoser med selvskæreri, selvom det pt godt kan virke personlighedsforstyrrende, når det hævdes, at df ikke er med i nogen regering.
Henrik Wagner:
“Eller om df i virkeligheden har en sådan interesse.”
Ja, i øjeblikket befinder DF sig jo i en drømme position, hvor partiet kan være i regering og i opposition på én og samme tid…
Per Thomsen:
Ja, og så have slået sig op som protestparti med ikke så få stemmer fra vælgere, der i virkeligheden slet ikke kan døje folk i regeringen og omvendt med følelser fra forskellig side i VK’s bagland. Det er lidt af et kunststykke, så måske man også ville kunne få vandet til at løbe opad som kulturminister.
Jeg vil se det før jeg tror det, eller vil jeg.
Glimrende og meget præcis kommentar af Kim Gram.
Kampen om at blive hørt i medierne er jo en vigtig del af den politiske kamp. Når Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti bliver nævnt i medierne hele tiden og så igen, er det fordi journalisterne og ikke mindst chefredaktørerne har besluttet at det skal være sådan.
Her er de elektroniske debatter rundt omkring på avisernes hjemmesider et godt og demokratisk alternativ. Her er det nemlig læserne og ikke chefredaktørerne der beslutter, hvad der skal skrives.
I den forbindelse er det ret morsomt at iagttage hvordan nogle personer rundt omkring i de akademiske elfenbenstårne så småt begynder at føle, at deres position bliver truet.
De har tidligere haft monopol på at udtrykke det den berømte franske sociolog Pierre Bourdieu kalder for heterodoxi i medierne. På den måde har chefredaktørerne meget præcist kunnet dosere den mængde af samfundskritik som den repressive tolerance foreskriver.
Nu får de lærde herrer i elfenbenstårnene pludselig konkurrence af glade amatører via den elektroniske debat, og det huer dem bestemt ikke…
Skal vi ikke lukke denne debat, den er jo gået helt i fisk, og det er ikke til at følge med i nogetsomhelst?
Næh, man skal være hurtig her, for at se hvad der svares på, inden de mest absurde indlæg bliver slettet. Heldigvis er der hurtige folk imellem, som kan give svar på tiltale.
God kommentar, Kim Gram.
Hvorfor egentlig Niels-Holger Nielsen?
De elektroniske internetbaserede debatter er helt sikkert kommet for at blive, og derfor er det da også vigtigt at få diskuteret, hvad det er for en størrelse det er, vi har med at gøre.
At debatten i denne tråd indtil videre har været ualmindelig forkludret er så en anden snak, men det skal vel ikke forhindre os i at diskutere et vigtigt emne? Og diskussionen passer jo også meget godt til denne tråds emne, som netop handler om, hvem der sætter dagsordenen i medierne.