'Kønskvoter er luksuskvinders luksusproblemer'

Rødstrømpernes kamp har gjort livet vanskeligt for de kvinder, som gerne vil prioritere familien frem for karrieren. I dag bliver kvinderne tvunget ud på arbejdsmarkedet, og det går både ud over dem selv, deres ægteskab og deres børn. Det mener Katrine Winkel Holm. Hun er uddannet teolog, er skiftevis halvt eller helt hjemmegående, medlem af DR’s bestyrelse og skribent for Morgenavisen Jyllands-Posten. Ifølge Katrine Winkel Holm er det familien, der er kernen i samfundet. Det er den, vi mishandler, når vi for alt i verden skal have kvinderne i job og børnene i institution.

»Vores samfund er skruet sammen på en måde, så begge forældre er nødt til at arbejde fuldtid for at få det til at hænge sammen. Alligevel sidder vi og tæsker rundt i en debat, der handler om, at det største problem i verden er mangel på kvindekvoter. Det er ikke andet end luksuskvinders luksusproblemer,« siger Katrine Winkel Holm.

Ifølge Katrine Winkel Holm er debatten om kønskvoter udtryk for et utopisk islæt i feminismen. Utopien tager udgangspunkt i en drøm om hundrede procent ligestilling mellem kønnene, som aldrig er blevet til virkelighed, men som alligevel skal mases ned over kvinderne, fordi det ikke gik, som feministerne troede.

»Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men de kom ikke til tops, sådan som man havde forventet. For de fleste kvinder sker der nemlig det, at der kommer en betonklods ind i karriereforløbet, der hedder børn. Det er ikke en tragedie. Men man orienterer sig anderledes, engagementet daler måske lidt, og man kører i hvert fald ikke derudad,« siger Katrine Winkel Holm.

Hun bakker op om den ligestilling, der tager udgangspunkt i princippet om lighed for loven. Men når snakken falder på kønskvoter, står hun af.

»Når man forlanger positiv kønsdiskrimination, så ophæver man ligestillingen i ligestillingens navn,« siger hun.

Reel ligestilling - en utopi

Ifølge Katrine Winkel Holm har der været ligestilling i Danmark, lige så længe hun har levet.

»Alligevel er det blevet god tone at sige, at vi lever i et land uden ligestilling. Men dem, der siger det, har en anden definition af ligestilling. De mener, at vi først har ligestilling den dag, hvor mænd og kvinder opfører sig ens, og hvor løngabet er lukket,« siger Katrine Winkel Holm.

Det vil bare aldrig ske, pointerer hun, og derfor hviler feministernes kamp på en utopi.

Så længe kvinder føder børn, vil der ske et naturligt afbræk i kvindens arbejdsliv. Det er det afbræk, der skaber løngabet, påpeger Katrine Winkel Holm.

»Sådan er det bare, og det er der ikke noget at gøre ved,« siger hun.

Katrine Winkel Holm har selv oplevet, hvordan færdiguddannede kvinder først indser, hvor meget et familieliv fylder, den dag de skal ud på arbejdsmarkedet.

»På teologistudiet bliver kvinderne færdige med studiet og proklamerer, at de sagtens kunne gøre det samme som mændene. Men hvad sker der så, når de kommer ud på arbejdsmarkedet? En jammer uden ende. ‘Skal jeg arbejde hver søndag? Hvad så med min familie? Skal jeg virkelig stå til rådighed på de tidspunkter?’ Pludselig begynder de at forlange frisøndag, fridage og barns første sygedag,« siger teologen og understreger, at hun sagtens kan forstå kvinderne. Hun mener, problemet opstår, når kvinder siger, de kan lige så meget som mændene, uden at de reelt kan.

»På den ene side vil man gerne ud, men når man så kommer ud, så synes man, det er for hårdt. Jeg kan godt forstå, det er for hårdt. Men det er enten eller. Man må spille rent ud og sige, okay jeg går ned på deltid, eller også skulle jeg måske have fundet mig det arbejde, som min mor havde. Hun var sygeplejerske, skolelærer - eller noget andet familievenligt«.

En skæv tvangstanke

En stilling som topdirektør er knap så familievenlig, og derfor undrer det heller ikke Katrine Winkel Holm, at der ikke er flere kvinder, der har den stilling.

Hun er træt af, at hverken mænd eller kvinder i ligestillingsdebatten, tør at stå ved, at der er forskel på mænd og kvinders tilgang til arbejdsliv og karriere.

»Det fremgår tydeligt af statistikkerne, at kvinderne ikke får sparket lige så mange chefdøre op som mændene. Men at påstå at der er forskel på mænd og kvinder, uha nej, sådan må vi ikke tænke. Kvinderne skal tvinges ud«.

Det bekymrer hende ikke, at de kvindelige topchefer er i fåtal, for ifølge Katrine Winkel Holm er der intet, der taler for, at kvinder skulle være bedre chefer end mænd.

»Jeg savner nogen i den politiske debat, som gad sige, ‘hør her, kære venner. Verden går altså ikke under, fordi vi ikke har flere kvindelige chefer’.«

Slå et slag for arbejde i hjemmet

Katrine Winkel Holm er selv en slags en chef - i hvert fald for sine tre børn. Den ældste har aldrig været i institution, og det er hun stolt af.

»Det er trist, at danske børn tilbringer de fleste timer af deres liv i selskab med nogle mennesker, som får penge for at elske dem. Det er min fornemmelse, at børn i den størrelse har brug for nærkontakt til ét voksent menneske - helst deres mor. Når man så kapper tråden over og overlader børnene til et hav af mennesker, er det bekymrende at tænke på, hvilke mennesker der kommer ud i den anden ende,« siger hun.

Katrine Winkel Holm er ikke i tvivl om, at det har konsekvenser, når et barn bliver overladt til en daginstitution i over 30 timer om ugen.

»Børnene er ofte syge, deres sprog er dårligere, og de mangler den styrke, som en familie giver,« siger hun.

Siden Katrine Winkel Holm fik sit første barn, har hun vekslet mellem at være hjemmegående på halv eller hel tid. Hun mener, det kræver en god portion selvtillid at være hjemmegående, fordi man konstant støder ind i folks fordomme om, at hjemmegående kvinder ikke lavet noget. For Katrine Winkel Holm er arbejdet som hjemmegående det mest spændende, hun kan forestille sig.

»Det er selvfølgelig hårdt indimellem, men noget af det sjoveste, jeg kan forestille mig, er at være mor,« siger hun.

Katrine Winkel Holm mener, der er mange kvinder, der går glip af vigtige øjeblikke i deres børns liv, fordi de påstår, at de både kan have fuldtidsarbejde og børn på samme tid.

»De går glip af, hvor spændende det er at være guide for sine børn og åbne verden op for dem. Der er en magi over en barndom og ved at være den, der lærer dine børn at synge og først ser dem gå,« siger Katrine Winkel Holm.

Hjemmegående var slaver

Hun er træt af, at hjemmegående mødre bliver stemplet som ubegavede og intetsigende kvinder, der får dagen til at gå med at se Teletubbies.

»Danske kvinder gør sig dummere, end de er. I stedet for at se kvinder som martyrer og ofre, burde vi se det at passe på sin familie som noget skægt og slå et slag for at få respekt for det arbejde, vi laver i hjemmet,« siger hun.

Tilbage i 1970’erne var det især hjemmet, som rødstrømperne kæmpede for at gøre sig fri af. Den kamp har Katrine Winkel Holm intet til overs for.

»Hvis du ser nærmere på, hvad de sagde i 1970’erne, så handlede det ikke bare om, at de ville ud på arbejdsmarkedet. De ville ødelægge familien,« siger hun.

Katrine Winkel Holm nævner blandt andre Suzanne Brøgger og australieren Germaine Greer som eksempler på ekstreme feminister, hvis ideologiske arbejde gik ud på at ‘sværte familien til’ ved at udstille den hjemmegående kvinde som uselvstændig og uduelig.

Katrine Winkel Holm hæfter sig især ved, at rødstrømpernes kamp har gjort livet svært for hjemmegående kvinder i dag.

»Nogle af rødstrømperne gik specifikt efter ‘forsørgerfamilien’ - det var den, de ville have afskaffet. De bekæmpede deltidsarbejdet, forsørgerfamilien og den kvinde, som gerne vil have mand og børn. I deres optik var en kvinde, der var afhængig af sin mands indtægt, ligesom en luder eller en slave«.

Derfor undrer Katrine Winkel Holm sig over de kvinder, som siger, at de er taknemmelige over rødstrømpernes kamp: »De grundlæggende borgerrettigheder, som jeg har i dag, havde min mormor også. Hun kunne gå på universitetet og arbejde ude. Kvinder har haft en formel ligestilling lige siden den første bølge af feminisme i 1915. Rødstrømperne kom med krav om ligeløn og fri abort, men der er næppe tale om, at de skabte revolution«.

En stat i staten

Katrine Winkel Holm konkluderer alligevel, at rødstrømperne vandt kampen, fordi deres ide’er og tanker lever i samfundet i dag.

»De føler ikke selv, de vandt. Men de endte med at få stor indflydelse,« siger hun og henviser til ligestillingsministeren og den selvejende institution KVINFO, som i dag arbejder med køns- og kvindeforskning under Kulturministeriet.

»I Danmark har vi en slags statsfeminisme med et ligestillingsministerium, som arbejder for positiv kønsdiskrimination. KVINFO har et enormt stort budget - det er nærmest et lille statspalads. Der er tale om en feministisk organisation, som får penge fra staten, så de kan lave kampagner om, at man skal stemme på en kvinde til EU-valget - kun fordi hun er en kvinde«.