Den islandske befolkning fik i denne uge et chok, da deres bankers skandaløse udlån blev sensationelt afsløret. Dybt fortrolige oplysninger fra den krakkede islandske bank Kaupthing, endte på internetsiden Wikileaks, og viste, at de 10 største låntagere i banken tilsammen skyldte omkring 47 milliarder kroner.
Det viste sig også, at der blandt de 205 låntagere var venner og bekendte af bankens ledelse. Samtidigt var der så godt som ingen sikkerhed for lånene. Bankens advokater forsøgte straks at få dokumentet fjernet, men Wikileaks skrev hurtigt et svar, der er meget typisk for projektet:
»Nej. Vi vil ikke hjælpe resterne af Kaupthing eller deres kunder med at skjule deres beskidte vasketøj fra den globale offentlighed«.
Daniel Schmitt, der er en af grundlæggerne bag Wikileaks, forklarer i et interview med Information over telefonen fra Tyskland:
»Vi gjorde det klart for verden, at vi ville garantere, at de informationer forblev online. Det blev meget positivt modtaget, og vi har fået en overvældende mængde af mails, fra islændinge, der takker os. Det er meget smukt,« siger den tyske programmør og talsmand for hjemmesiden.
Den islandske tv-station RUT fik efterfølgende et retsligt forbud mod at nævne dokumenterne. Tv-stationen protesterede ved at vise et 10 sekunders indslag med et billede af Wikileaks hjemmeside. Kort efter kom det frem, at dommeren, der havde godkendt forbuddet, var beslægtet med folk, der arbejdede med Kaupthing, og tirsdag blev forbuddet ophævet.
En efterretningstjeneste
Sagen fra Island er en af de største sager, der hidtil er kommet frem gennem Wikileaks. Hjemmesiden har eksisteret siden slutningen af 2006 og har allerede modtaget priser fra blandt andet Amnesty International og The Economist.
Daniel Schmitt forklarer, hvorfor han har involveret sig i arbejdet med hjemmesiden:
»Med det her projekt kan jeg sikre, at folk får den information, de har brug for at kunne tage rigtige beslutninger. Man kan specielt give borgerne i særligt undertrykkende regimer mere viden om, hvordan staten eller virksomhederne agerer i deres samfund,« forklarer han.
Wikileaks blev oprindeligt startet med fokus på regimer i Asien, de tidligere Sovjetstater, Afrika syd for Sahara og Mellemøsten. Men hjemmesiden bliver nu brugt af folk over hele verden. Projektet handler ifølge Daniel Schmitt om at etablere verdens første offentlige efterretningstjeneste.
»Næsten alle lande i verden har en efterretningstjeneste, der arbejder i hemmelighed og med en hemmelig dagsorden. Den offentlige efterretningstjeneste er præcist det modsatte. Alt er åbent, og alle, der har lyst, kan bidrage«.
Det ideologiske formål er at sikre, at folk ikke udnytter egne magtpositioner på bekostning af samfundet.
»Alle systemer, der ikke er gennemsigtige er meget sårbare over for fejl. Jo flere hemmeligheder der er, des mere sandsynligt er det, at nogen vil udnytte det til egen fordel,« siger Daniel Schmitt.
»Whistleblowere fungerer her som en naturlig kontrolinstans. Jo mere undertrykkende en stat eller en virksomhed handler, jo større chance/risiko er der for, at et individ vil følge et moralsk kald og handle imod sin kontrakt, eller endda sin personlige interesse, ved at afsløre det. Til samfundets bedste. Disse mennesker er enormt vigtige, og derfor skal de beskyttes med alle midler.«
I teorien kan alt materiale lægges op på hjemmesiden, men en lang række eksperter gennemgår materialet, inden det bliver tilgængeligt for offentligheden.
»Vi offentliggør kun fortroligt eller censureret materiale, som endnu ikke er blevet gjort tilgængeligt. Og det undersøger vi med hvert eneste dokument, vi modtager. Samtidigt skal det være af historisk eller samfundsmæssig relevans. Men vi går ikke ind og dømmer, om vi kan lide informationen eller ej, fordi vi har en forpligtelse over for kilden til at offentliggøre det,« siger Daniel Schmitt.
Han forklarer, at Wikileaks sikrer sig mod afsløringer af deres kilder ved hjælp af en lang række tekniske foranstaltninger. Blandt andet lader de trafikken passere igennem computere i adskillige lande, mens de besøgende kommer ind på siden via Sverige, da den svenske forfatning sikrer kildebeskyttelse.
Gider ej dokumentation
Daniel Schmitts forventninger til Wikileaks betydning har altid været høje:
»I starten troede vi, at mange mennesker ville læse dokumenterne, og at det ville ændre deres opfattelse af samfundet. Men lige nu er vi ikke så sikre på, at det rent faktisk sker. Det er et stort problem«.
Wikileaks har over 1.200 frivillige skribenter, der justerer, tjekker fakta og kommenterer på de lækkede dokumenter, og de mest populære dokumenter bliver ifølge Daniel Schmitt læst af flere millioner.
Men alligevel frustrerer det ham, at ikke flere læser og deltager i arbejdet med siden:
»Det er spørgsmålet, om folk vil være James Bond, eller om de bare vil nøjes med at se ham i fjernsynet. Folk vil gerne læse en nyhed, og de bliver da også nogle gange begejstrede over det, de læser. Men de gider ofte ikke læse dokumentationen. Derfor er vi for det meste afhængige af, at de store medier skriver om det, før folk gider læse selve dokumentationen,« siger han.
Dokumenterne når sommetider et større publikum. En lækket rapport fra det amerikanske militær vakte en del opsigt i begyndelsen af 2009, da den viste, at koalitionspartnerne i krigen ikke formår at arbejde sammen om efterretninger, hvilket har store konsekvenser for de udsendte soldater.
At Wikileaks udelukkende går efter at offentliggøre fortrolige dokumenter, har i flere tilfælde betydet juridiske problemer.
Herhjemme fik det islandske eksempel, sammen med et farceagtigt forløb i en sag om et navneforbud mod en narkosigtet jetset kvinde, i denne uge både CEPOS og Dansk Folkeparti til at kræve, at der bliver gjort noget ved de retsløse tilstande på internettet. Men i realiteten kan det blive svært at få informationer fra Wikileaks fjernet:
»Vores infrastruktur er sat op på en sådan måde, at end ikke vi, der er involveret i projektet, kan fjerne et dokument, når det først er offentliggjort,« forklarer Daniel Schmitt.
»Vi er ikke afhængige af, at nogle selskaber eller lande støtter os. Siden er konstrueret på en sådan måde, så vi fungerer multinationalt og dermed under adskillige landes lovgivninger. På den måde får folk, der vil angribe os, det absolut ikke nemt«.
Sommetider har de juridiske trusler haft den modsatte effekt. Da Wikileaks offentliggjorte hemmelige dokumenter fra Scientology, var kirkens advokater hurtigt ude med trusler om sanktioner. Men truslerne blev overhørt.
»Wikileaks vil forblive et sted, hvor folk overalt i verden, i sikkerhed kan afsløre uretfærdighed eller korruption. Derfor, som svar på forsøget på at få os til at fjerne det, vil Wikileaks nu offentliggøre flere tusinde yderligere sider med Scientology materiale i næste uge,« skrev de i et svar og offentliggjorde en lang række yderligere dokumenter.
Wikileaks.org er en hjemmeside, hvor alle kan offentliggøre fortrolige eller censurerede dokumenter anonymt.
Blandt de mest kendte afsløringer er dokumenter fra bankerne Kaupthing og Julius Baer samt Scientology.
Hjemmesiden er spærret i blandt andet Kina og Iran.
Wikileaks har fået Amnesty Internationals New Media pris for sine afsløringer af korruption og drab på menneskerettighedsaktivister i Kenya.
Wikileaks sender sine største afsløringer ud på Twitter på http://twitter.com/wikileaks
Kommentarer
Ja det bliver jo rigtigt spændende når Wikileaks får fat i et eller kedeligt om den (til enhver tid) siddende regering her i landet. Hvor lang tid tror I så der går før det havner i musik-download/børneporno filteret?
Cencur systemet er jo opbygget, det er bare at putte Wikileaks ind.
Klaus har desværre ret, men det er lykkeligvis pærenemt at omgå det filter for alle andre end fuldstændige EDB-novicer. Velkommen til det teknologiske kastesamfund.
William Zeuthen:
“Klaus har desværre ret, men det er lykkeligvis pærenemt at omgå det filter for alle andre end fuldstændige EDB-novicer. “
Censursystemet kan nemt udbygges, så hjemmesiderne ikke kan tilgås fra Danmark, i stedet for det sædvanlige fjolleri med DNS.
Dermed ville Danmark bringe sig selv på niveau med Kina og andre repressive og totalitære regimer, men ikke desto mindre er det muligt at det vil ske de kommende år, hvis politikerne fik deres umiddelbare vilje…
Det der formodentligt vil forhindre, at Danmark får kinesiske tilstande, er måske, at sådanne blokeringer på teknisk vis sagtens kan omgås. Løsningen er ganske simpel - at man lader sin datakommunikation foregå via en (krypteret) VPN service, hvor en sådan VPN service via et internationalt netværk af forbundne servere, sikrer mod (eller forfalsker) at det kan spores hvilken computer der egentligt beder om dataene.
Bliver sådanne services populære på internettet, hvorved brugerne kan opnå så godt som total anonymitet, betyder det, at efterretningstjenesterne, der i dag kan adgang til at spore de mest udbredte former for datakommunikation (internet, telefoni, mobiltelefoni), vil blive forhindret i at spore og overvåge ret meget.
Tak for artiklen, Information.
Tjae, så fik man da endnu en mulighed for at konstatere, at CEPOS under ingen omstændigheder er en uafhængig ‘tænke’tank. Og at bekendelsen til liberalisme også kan stå direkte i vejen for en nødvendig åbenhed, når det drejer sig de segmenter i samfundet, som betjener sig af hemmelighed for at kunne operere udenom offentligheden. Der er priviligeret operationalitet på spil her. Og det ér i høj grad en ganske afgørende pointe:
Der er nemlig umiddelbart en del flere end blot efterretningstjenesterne. Det kan jo ikke være juraens intention at stå i modsætning til en offentligheds interesse i at kunne følge med i, hvilken vej den demokratiske udviklingsproces bevæger sig. Demokratiet er jo ‘Les Philosophes’ værn imod uindskrænket vælde idehistorisk set. Et vælde som kan ende særdeles indskrænkende. Og det er stadig tilfældet. CEPOS’ modstand imod Sitet har således i særklasse en interesse i magtfilosofisk forstand. Især på grund af den noget ukritiske adgang til medierne, som indtil videre har været kendetegnende for CEPOS’s siden opstarten.
Nu viser det sig så, at CEPOS har et problem med åbenhed, og ét som ikke alene kan afvises med henvisning til lovgivning, som den foreligger. Altså at man kræver yderligere lovgivning. Man må spørge af hvilke grunde, men nu samtidig tvivle stærkt på, hvorvidt CEPOS med et ønske om at beskytte ophobningen af materiale, som går udenom offentligheden, faktisk vil være i stand til at svare med nogen form for reel troværdighed på anliggendet?
Man kan ikke henvise til lovgivning for den filosofiske indsigt, spørgen eller rækkevidde. Og når f.eks. magtfilosofi kan påpege en problematik, er det for sent at ville afvikle den over det statslige voldsmonopol. Man kan heller ikke lovgive imod historien. Litteraturen eller social-antropologien. Og så videre i videnskabernes sfærde. Tænkningens antropologiske kvalitet er et vilkår på led med den konkrete omverden. CEPOS ser ud til at stå med en klar overvurdering af juraens formåen som blokade for analytisk formåen, men åbenbart ikke med en mistillid til beslaglæggelse over voldsmonopolet. Man kan direkte øse fra videnskabernes historie med betænkeligheder angående en sådan trafik.
Man kan således heller ikke lovgive imod magtfilosofi, som for øvrigt er et fuldt legitimt anliggende; ikke mindst idet man så skulle lovgive mod erfaringen af magt. Og så er man allerede alt for langt ude i ekstremerne med sigtet. Opbakningen fra islændingene i nærværende situation til “Wikileaks” anskueliggør til fulde, at erfaringen af magt ikke er et forhold, som kan forbigåes med yderligere magtanvendelse, når al anden analytisk erkendelse allerede har konstateret problemet.
Det Statslige klassifikations-systemet er én ting, som fremdeles kræver en ganske særlig ekspertise for at give sig i kast med (og som i bl.a universitets-institutionerne allerede foreligger - og dermed også udenfor CEPOS). Det har imidlertid ikke afholdt CEPOS fra uden blusel at fremkomme med et kritisabelt forslag til ændret lovgivning på feltet, selvom man har måttet vedgå ikke at have særskilt ekspertise på området. Tankevækkende!
Men al anden hemmeligholdelse kan i sidste instans være direkte erkendelses-begrænsende på vilkår, som demokratiudviklingen bør stille spørgsmål til. Er der f.eks. tale om særbeskyttelse af visse gruppers privilegier eller fortrinsstilling, er der al mulig grund til en tilbagevendende interesse. Og såfremt CEPOS opfordrer til lovgivning, som rent faktisk vil fratage de reelt uafhængige erkendelses-interesser, institutioner og enkeltindivider adgangen til fornuftigt materiale, ja så er der vel fornyet grund til at underkaste CEPOS en grundig kritik. Der er rent ud sagt tale om skridtet fra ‘tænke’tank til tankepoliti. CEPOS har med andre ord endnu engang vist sig som værende på kanten af et demokratisk problem, når særinteresser viser sig at fylde så meget i selvforståelsen hos ‘tanken’. Der ligger ikke noget bagom demokrati - men der ligger tilsyneladende noget bag CEPOS…
Med venlig hilsen
“Løsningen er ganske simpel - at man lader sin datakommunikation foregå via en (krypteret) VPN service, hvor en sådan VPN service via et internationalt netværk af forbundne servere, sikrer mod (eller forfalsker) at det kan spores hvilken computer der egentligt beder om dataene.”
Hvordan gør man det?
Og lad os så lige konstatere, at i det islandske tilfælde taler vi om en Statsbankerot. Forestillingen om, at man skulle kunne blande offentligheden uden om sådan en størrelse, savner al realisme. Og man kan med sindsro benævne den som megaloman, såfremt man forudsætter at yderligere lovgivning burde kunne afvikle enhver befolknings erkendelse af bankerottens faktualitet. Det vil være direkte imod al fornuft at forudsætte, at et demokrati over lovgivning ville kunne afskæres fra at stille alvorlige spørgsmål til årsagerne.
Vilje til demokrati eller vilje til hemmeligholdelse formidlet over voldsmonopolet? I denne situation har realiteterne så også givet svaret. Såfremt det skulle være uvelkomment, må man anse ophavet til al anden vilje end til opklaring på den demokratiske udviklings præmisser som suspekt. Vanskeligere er det såmænd ikke…
Med venlig hilsen
Jan H. Hansen:
“Hvordan gør man det?”
Søg og du skal finde ;-)
Min pointe var, at en national blokering af URL’er og IP adresser ikke virker i praksis - det kan omgås, hvis man vil, og har som bonus, at ingen myndigheder kan følge med i hvad ens internet forbindelse bruges til. Det er udelukkende muligt at se hvornår den bruges, og hvor store datamængder der overføres. Et behov de færreste har, med mindre de frygter PET, Eschelon, CIA og hvem der ellers overvåger vores brug af internettet.
Hugo Barlach:
“Og lad os så lige konstatere, at i det islandske tilfælde taler vi om en Statsbankerot.”
Som dansker er det ekstraordinært bekymrende læsning, der er stillet til offentlig skue hos Wikileaks, idet antallet af danske virksomheder der indgår i rapporten, er meget stort.
Enhver der er forvejen måtte have været bekymret for den danske stats vilje til at agere kautionist for de danske pengeinstitutter, og dermed reelt stille nationens økonomiske fremtid på højkant, må være endnu mere bekymret ved læsning af Kaupthings engagementer…
Rettelse:
Eschelon -> Echelon (blot for at være sikker på kommentaren opfanges af Lex Orwell søgesystemerne hos samme) ;-)
Tjae, Heinrich
Ovenpå finanskrisen har der fra et bredt spektrum af politikere været et både forståeligt og udtalt ønske om langt mere gennemskuelighed i finanssektoren. Det må derfor undre, at CEPOS spiller ud med krav om mere uigennemsigtighed? For al lovgivning er jo til debat politisk. Men det taler jo sit eget sprog om CEPOS, ikkesandt?… mvh
Jo, Hugo, det er mildest talt den bagvendte verden, at CEPOS på dette områder forfølger helt andre interesser og mål, end de, de sædvanligvis påstår at støtte…
Hvorfor agere som neo-con lakajer for big business og big finance, når de er svorne tilhængere af frihandel? Hvorfor drømme om regulering eller censur af internettet, når de er tilhængere af frihed?
Netop! Det hænger ikke sammen for dem i CEPOS. Måske drømmen om, at kunne erstatte kritik som helhed på samme måde som Regeringen fik gennemført socialdemokratisk kernepolitik og dermed taget luften ud af S-vilken til at udtale sig, som der har været spekuleret i, omend det nok er en medieand? Men CEPOS bliver såmænd aldrig røsten for kritik, når man optræder på interesseniveau med medspillere, for hvem offentligheden er i vejen… Mvh
Hugo Barlach:
“Men CEPOS bliver såmænd aldrig røsten for kritik, når man optræder på interesseniveau med medspillere, for hvem offentligheden er i vejen…”
Ganske enig.
Den eneste hos CEPOS jeg finder værd at lytte til, at Jacob Mchangama, deres chefjurist. Han lader til konsekvent at tage udgangspunkt i sine (og CEPOS’s) grundlæggende holdninger og principper, og konkluderer ud fra sit erklærede standpunkter, uafhængigt af, at de fleste konservative og liberalister sikkert er ved at få kaffen i gal hals, når de oplever at en af “deres egne” retter skytset mod f.eks. PET.
Hugo Barlach -Tak for analysen!
Mon ikke Cepos skulle kunne forstå det - tror du vi får en kommentar?
Med udviklingen inden for ny teknologi, halter det offentlige bagefter generelt - både med egenimplementering og med forståelse af anvendelsesmuligheder.
Og statens trang til at være enerådig i informationsformidling, led jo et afgørende nederlag med bogtrykkunsten, og internettets udvikling er jo det rene anarki i den spiral - fri vidensdeling - der kan jo blive optøjer!;-)
høhø, Niels… - og tak for kommentaren.
Men jæ’ ka’ da forudsige, at det efterhånden er ved at være umuligt at spå om, hvilken vej vinden blæser for CEPOS. Hvis da ikke lige i retning af, hvor der kan opsnuses lidt indflydelse. For enten har de allerede alliancerne indenbords, som Claus Flemløse bl.a har fremlagt - eller også er det jagten på magtmæssig koncensus, der søges. Meen, mon ikke vi allerede hár forstået, hvor viljen til at udtale sig er rundet fra? En tænketank producerer jo ikke noget konkret. Den skál læne sig op af noget. I det mindste financiering, ikke sandt?
Og hvis du tillader en enkelt, lille spidsfindighed: er det så ikke spørgsmålet om kvaliteten af den fraværende kommentar, du eventuelt glæder dig til. Men faktisk tror jeg, at CEPOS ikke ynder dialog med kritisk indhold. Det er nok snarere monologen, der søges fra den form for ‘tanke’. Der kommer imidlertid ingen andægtighed fra mig, førend CEPOS dels begynder at overkomme selvmodsigelserne, dels tager højde for, at de foreløbigt valgte emner er rigeligt besat med kompetence længe før CEPOS.
Men du har da ret! Det kunne sørme’ være noget nyt, såfremt CEPOS lyttede til andre med en anelse mere ydmyghed en det orakliske præg, som mange andre professionelle meningsmagere såmænd også deler. Man vil gerne spørges af journalister, men så stopper festen osse’, når andre specialister går til sagen. Jeg selv forsøgtes jo fremstillet som paranoid konspirationsteoretiker. Og så er niveauet for dialog jo sat. Det står CEPOS med andre ord selv for.
Men størrelsen af omtanke mener jeg nu i offentlighedens regis er undervurderet af CEPOS. Der hár jo været et hav af private institutter for dit og dat, som kommer og går. På grund af financierings-afhængigheden.
Men lad nu endelig ikke denne ordveksling komme CEPOS for øre! Eller tænk hvis offentligheden skulle give udtryk for et udtalt ønske om uigennemskuelighed? Og længe før end CEPOS var trækket i diskursen: tilgængelighed. I en simpel erkendelse af, at der foreligger en analytisk tilgængelighed, som ikke kan overskrives eller ignoreres. Der er meget som ‘Tanken’ kan lære af tanken, især omtanken…
Med venlig hilsen
Verden bliver altså lidt fattigere når magien forsvinder.
“CEPOS og Dansk Folkeparti kræver, at der bliver gjort noget ved de retsløse tilstande på internettet.”
Nu gik jeg her og troede, at den lille munkeliberalistiske sekt CEPOS dyrkede og tilbad frihed og liberalisme - og noget så eksotisk som “markedets usynlig hånd” - og så viser de sig bare at være flok villige kapitalistlakajer på linje med DF…… ØV