ANTYDNINGER, HENTYDNINGER og hints. En 40-årig kvinde, som politiet mistænker for at have solgt kokain, er liget nu jaget vildt i flere medier. Sagen viser med al tydelighed, at de gældende regler om navneforbud i den danske retsplejelov fra 1919 er dybt forældede, og at en opdatering til virkeligheden i 2009 er nødvendige for retssikkerhedens skyld.

Sagen er nemlig den, at retten har nedlagt navneforbud i sagen mod kvinden, der indtil videre ikke er dømt for noget. Alligevel har en række medier i ugevis brudt navneforbuddet. Kvindens navn er ikke direkte blevet nævnt i artiklerne. Men gennem en slags tantra-journalistik har tekst og billeder i en uendelighed pirret ‘læserens lille Sherlock Holmes’ og kredset om kvindens identitet. Dog aldrig med navns nævnelse og altid med smal sløring af kvindens øjne.

Hævet over en hver tvivl er det dog, at navneforbuddet i flere artikler er blevet brudt, for det brud handler om, hvorvidt kvinden kan identificeres - ikke om hvorvidt hendes navn er nævnt. Og ingen med blot den mindste interesse i sagen - og Google i nærheden - er i dag i tvivl om, hvem hun er.

ALLE FÅR DET GLATTE LAG, alt efter smag og behag, synger C.V. Jørgensen. Men den hetz, den 40-årige kvinde lige nu er udsat for - til melodien af ‘Højt at flyve dybt at falde’ - sker på mest problematiske vis på bekostning af retssikkerheden.

Meget kan der filosoferes over, hvorfor denne insisterende talen til den laveste fællesnævner også tiltaler. En del af svaret er vel, at fællesnævneren er en del af virkeligheden, og at dens logik passer som fod i hose til de moderne mediers hastighed, hvor afstanden mellem begivenhed og nyhed aldrig har været kortere.

Det står ikke til at ændre. Men retssikkerheden kan forbedres, hvis politiet strammer kraftigt op om deres procedurer. Så sigtede ikke igen og igen - som den sigtede kvinde også var ude for - oplever, at deres navne er kendt af offentligheden minutter efter deres anholdelse og mange timer før grundlovsforhøret, hvor navneforbuddet kan blive nedlagt.

Princippet om offentlighed i retsplejeloven har altid været ment som en beskyttelse af den sigtede mod konsekvenserne af efterforskningen. Skal den sigtedes rettigheder i dag beskyttes bedst muligt, må reglerne i retsplejeloven for navneforbud også opdateres, således at navneforbuddet træder i kraft, fra anholdelsen finder sted. Altså omvendt i forhold til i dag, hvor retten skal nedlægge navneforbuddet. Skulle navnet alligevel slippe ud, kan ingen medier med de regler trykke det uden at bryde loven.

Dertil kommer et stigende behov for at præcisere reglerne for omtale i medierne af sigtede under navneforbud. Bedre retssikkerhed kræver, at reglerne for, hvad der må omtales, indskrænkes - evt. til bopælskommune, alder og profession. Det giver færre antydninger, hentydninger og hints, som hele tiden bevæger sig frem og tilbage over navneforbuddets grænse på bekostning af retssikkerheden.