»Der er noget råddent i staten Danmark,« konstaterede de to svenske forfattere Maria Sveland og Katarina Wennstam i dagbladet Dagens Nyheter i forrige uge.

Shakespeare-referencen faldt i begyndelsen af en fyldig kommentar til Lars von Triers seneste film, Antichrist. En kommentar, der har sat gang i en hidsig diskussion om instruktørens syn på kvinder.

Ifølge Sveland og Wennstam er von Trier en »tragisk og syg kvindehader«, og det er vel at mærke ham, der er råddenskaben i Danmark.

Instruktørens middelalderlige kvindesyn fremgår med al tydelighed af, at han lader den kvindelige hovedperson i Antichrist kastrere sig selv, hvorefter hun bliver brændt på bålet som en heks i slutningen af filmen, mener de. Hun er nemlig på én gang sanselig og intellektuel, og i von Triers verden er det ifølge de to svenskere et sygdomstegn, når man er kvinde.

Hidtil er von Trier dog gået fri, idet han har haft held til at kokettere med sin psykiske ustabilitet, fortsætter de fyrige feminister. Dermed har han nemlig indskrevet sig i myten om det mandlige geni, kunstneren, der ofrer sig for kunsten og ikke kan anklages for så jordiske synder som kvindehad.

Uafsluttet betydningsleg

Det er imidlertid ikke von Trier, men Sveland og Wennstam selv, der er ofre for kunstnermyten, svarede professor i filmvidenskab og kritiker ved Dagens Nyheter Maaret Koskinen.

I stedet for at behandle filmen som det autonome kunstværk, den er, fokuserer de på »mediedomptøren« og »pr-geniet« Lars von Trier, der altid formår at tiltrække sig opmærksomhed. Havde de til gengæld beskæftiget sig med selve filmen, ville de kunne konstatere, at den ikke er ladet med nogen entydig stillingtagen til kampen mellem kønnene. Antichrist lader således ikke patriarkatet sejre, skriver Koskinen. Nej, dens kunstneriske kvaliteter ligger netop i den uafsluttede, ambivalente betydningsleg.

Og netop kønnet er i symbolsk forstand opløst, mener Koskinen, der konkluderer, at den kvindelige hovedpersons afskårne klitoris ikke skal læses som en specifikt kvindelig attribut, men snarere som den menneskelige seksualitet som sådan.

Den udlægning kan debattøren Camilla Grepe slet ikke abonnere på. I det næste indlæg i debatten tolker hun Antichrist som von Triers opgør med hans egen mor. Grepe gengiver historien om, hvordan hun på sit dødsleje afslørede, at han ikke er vokset op med sin rigtige far, fordi hun bevidst var blevet gravid med en anden mand - som hun mente havde mere kunstneriske gener.

»Han projicerer aggressionen mod sin egen mor over på filmens modergestalt og straffer hende ved at iscenesætte den største sorg - at tabe sit barn,« skriver Grepe med reference til åbningsscenen, hvor den kvindelige og den mandlige hovedpersons søn falder ud af et vindue og dør, mens forældrene har samleje.

Manden er skyldig

Så blandede endnu en filmkritiker fra Dagens Nyheter sig.

»Siden Emily Watson gik under i Breaking the Waves i 1996, har det været à la mode at påstå, at Lars von Triers film præges af kvindehad. Kunne den anke ikke bare få lov at dø stille? Von Triers film er en parade af mandlige pjok,« skrev Mårten Blomkvist.

Han gennemgår von Triers seneste værker og peger blandt andet på politimanden i Dancer in the Dark, der stjæler de penge fra sin fattige nabo, som hun skulle have brugt til sin søns øjenoperation, og på den selvretfærdige Tom i Dogville, der tager rollen som Graces beskytter på sig, men som alligevel ikke kan lade være med at udnytte hendes udsatte position.

Og i Antichrist er det også netop den mandlige hovedperson, en psykoterapeut spillet af Willem Dafoe, der er skurken, lyder det fra Mårten Blomkvist. Han er sikker på, at han ved, hvad der er det bedste for hans kone, spillet af Charlotte Gainsbourg, da de har mistet deres barn, og hun er blevet ramt af en svær depression. Mod hendes vilje tager han hende med ud i en øde hytte, hvor det viser sig, at han ikke kan kontrollere hendes depression. Og det skulle han aldrig have gjort.

»Mønstret i filmene er tydeligt: Mandlig selvovervurdering leder til svigt, hvilket leder til katastrofer,« konkluderer filmkritikeren.

Meget nedladende!

Den svenske debat om von Triers kvindesyn følger i halen på en lignende debat herhjemme. Det var direktøren for Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen, der lagde ud med at kalde Antichrist »en art kulturel sexchikane i det offentlige rum«.

Von Triers ærinde er således ifølge Møller Jensen at »bekræfte og legitimere den seksualiserede vold mod kvinder«. Han dæmoniserer kvinden, mener hun, idet han fremstiller hende som en ond, djævelsk skikkelse, mens manden fremstår som både offer og helt.

Den udlægning er imidlertid kun én blandt flere andre mulige, svarede Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, for von Triers film har ingen entydige budskaber og er ikke »udstyret med en ideologisk facitliste«. Og således kunne man lige så vel opfatte den mandlige hovedrolle som skurken, idet hans insisteren på selv at behandle sin kone meget vel kan tolkes som »en magtstrategi, der sætter ham selv i centrum«.

Dette forsøg på at affeje Møller Jensens kritik fik imidlertid endnu en feminist på banen. Jette Hansen anklagede Tøger Seidenfaden for at fremstille kvinden som et irrationelt væsen, der styret af sine følelser forsøger at plapre sig frem til søgte fortolkninger.

»Tøger Seidenfaden undsagde derved også hele det niveau af ligeværdighed og gensidig anerkendelse, som diskussionen med Elisabeth Møller Jensen indtil da havde hvilet på. Meget nedladende!« konkluderede Jette Hansen.

Denne artikel er anbefalet af: