Et år efter den georgisk-russiske krig er begge parter igen ude med skingre beskyldninger og trusler om en ny krig. Hysteriet er åbenlyst. Og det skyldes, at alle tabte i den krig. Den georgiske præsident Saakasjvili mistede den sidste troværdighed ved sit risikable eventyr med at forsøge at genvinde kontrollen over regionerne Sydossetien og Abkhasien med magt. Han var ikke, som det blev hævdet, en sand vestlig demokrat. Både før og efter krigen har han vist sig som en diktator, der styrer medierne til at producere en endeløs svada af selvpromoverende propaganda. Når det ikke er nok, slår han ned på oppositionen med en ynkelig jernnæve. Han startede krigen i den fatalt fejlagtige tro, at USA ville komme til undsætning, og at russerne ikke ville gå i krig for de to formelt georgiske republikkers skyld. Han er i dag dybt upopulær i sit eget land, selvom han forleden selvsikkert sagde, at »jeg er her stadig« med henvisning til, at kun han og hans støtter i USA,
NATO og Vesten står i vejen for Moskvas planer om at genvinde kontrollen over hele Georgien. I samme interview sagde han, at den russiske ekspræsident Putin, som han kaldte en gadedreng, der kun har respekt for overmagt, stadig pønser på at myrde ham.

Putin har på sin side selv lagt grunden til den opfattelse, da han under krigen på vanlig grov måde sagde, at han ville hænge Saakasjvili op ved nosserne. Ikke smart sagt i de humanistiske vestlige sammenhænge, men den fes lige ind hos det store flertal i Rusland, som elsker denne ’folkelige’ leder. Hans liberale efterfølger, Medvedev, forsøger nu med samme retorik at øge sin popularitet i befolkningen. Forleden pralede han med, at det var ham personligt, der havde taget beslutningen om at sætte hæren ind imod Georgien for at redde de russiske borgere og fredsbevarende styrker i Sydossetien og Abkhasien. Samtidig lød der indirekte trusler fra ham om, at det ville gentage sig, hvis georgierne bliver ved med deres ’provokationer’.

Rusland tabte også, for de har ikke fået nogen med på at anerkende de to oprørsrepublikker som selvstændige lande. Kun Nicaragua. Ikke engang Hviderusland vil være med. Resten af verden siger nej, og Rusland står nu med to fattige og kriminelle områder, som kun overlever i kraft af russisk hjælp. Reelt er Sydossetien og Abkhasien også tabere. Befolkningen i de to republikker ønsker efter alt at dømme ikke at være en del af Rusland, men det er lige det, de er blevet. I realiteten har Moskva annekteret de to republikker.

Bag det hele ligger Ruslands ønske om at genoprette, nej, ikke Sovjetunionen, men kontrollen med oliestrømmen. Man skulle ellers tro, at Kreml havde nok andet at tage sig til, for eksempel at få styr på deres egne kaukasus-republikker, som Tjetjenien, hvor det med mandagens mord på endnu to menneskerettighedsforkæmpere er blevet tydeligt, at Moskva ikke har styr på Kaukasus. Heller ikke på Saakasjvilis nosser.