Måske dit valg af medie betyder mere end den information du får fra den, men når du har valgt Woolley, er det dig, der bestemmer, hvad der skal siges.

Velkommen, du er i radioen. Og fuck alle dem, der sagde, at kunst ikke kan tvinge beskueren til noget som helst, når Woolley med sit insisterende blik og venlige røst kigger en dybt i øjnene og spørger, hvem man er, åbner man munden, uanset om man har lyst eller ej.

Charlie Woolley blev inviteret af gallerist David Risley til at bo i Danmark i en måned, han kvitterede ved at bede om at få indrettet en radiostation i galleriet, og i det øjeblik han ankom, var han i luften. Genialt, kunstneren som mediestjerne med eget medie, Interview Magazine direkte og med lyd, han kom, han snakkede, han lyttede, lavede kunst og han fik en masse venner, the recidency er fuldendt. Og ovenikøbet med opfyldelse af en gammel magthaverdrøm: Kunsten har skabt debat. I et medie. Uden at handle om, om kunsten overhovedet skal være der!

Normalt når folk, kulturministre og lignende siger at kunsten skal kunne skabe debat, har man lyst til at ryste dem og fortælle, at det er ligesom at sige at landsholdet skal skabe debat. Gu’ skal de ej. De skal virke, de skal vinde, de skal skaffe tre point til puljen, og hvis man virkelig skal være perfid, så beder man dem om også at gøre det på en flot måde med hælafleveringer og den slags. Hos Woolley er der rent faktisk debat! Folk skriver ind. Folk melder sig som reportere. Folk ringer. Folk kommer forbi. Skype, e-mail, twitter, Facebook og så videre. Adgang gennem alle digitale medier. Og de taler om det, der ligger dem på sinde. For tænk sig, en del af værket er Woolley, og Woolley er, som vi kender en rigtig kunstner, en begavelse, en der følger med, en der interesserer sig for andre mennesker og vigtigst af alt, en der har reflekteret over livet. Han stiller sig til rådighed, han udfolder sit privatliv, fortæller hvordan han har det og ringer til sine venner og snakker. Prøver at få lyttere. Og når man selv sidder dér og blotter sig, gør man sig umage. Samtaler har det på samme måde som tekster, der skal trykkes. Man anstrenger sig mere end ellers. For publikums skyld. For ens egen skyld. Fordi det føles godt at være på.

Charlie Woolleys Radio Show, hos David Risley, Bredgade 65, gården, København til den 7. september. Hør døgnet rundt på www.davidrisleygallery.com