'Vores børn er ikke bare uopdragne'

Da interviewet er ved at være slut, og vi rejser os fra bordet, hvor Dorte og Peter har serveret brownies, kaffe og saftevand i det hvide, ryddelige køkken, siger Dorte: »Nu skal jeg kalde på børnene. De skal bare ned og spise, men det bliver kaos, fordi de ikke kan overskue, at de skal afbryde deres leg.«

Børnene er Lasse på 10 og Mads på seks. De har siddet ovenpå i det nybyggede rækkehus i en nordsjællandsk forstad og spillet computer.

Dortes køkken ligner ikke noget fra en KVIK-reklame, fordi hun har rengøringsvanvid. Og hun frygter ikke sine børns kaos, fordi det ødelægger idyllen.

Lasse har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, og Mads er ligeledes under udredning for en psykisk diagnose. Drengene har brug for forudsigelighed og kendte rammer. Derfor kan de mindste forandringer resultere i skrigende anfald. Som hvis tingene ikke hele tiden bliver lagt på deres faste pladser, hvis computeren bliver afbrudt af aftensmaden, eller når journalisten alligevel ikke har en fotograf med som aftalt.

»Du spurgte, om det var et problem, fordi de havde glædet sig,« fortæller Dorte mig senere.

»Men de havde jo netop ikke glædet sig. Jeg har brugt tid på at forberede dem på det, så de kan rumme det.«

Dorte har vidst, at Lasse var anderledes, lige siden han blev født. Han græd på en underlig måde, og da han blev ældre, fortsatte skrigeriget, når tingene ikke gik, som han havde forstillet sig. Lasse var for det meste et glad barn, men kunne ikke selv finde retning i sin hverdag og spurgte ofte, »hvad kan jeg, mor, hvad vil jeg?«

Sådan startede det. Børnehavens pædagoger mente, at Lasse var begrebsmæssigt understimuleret. Men så skete der ikke mere, og Dorte gik hjem med beskeden og en flad fornemmelse, uden noget at holde sig til. Lasse blev senere undersøgt ved en børnelæge på forældrenes foranledning. Derefter blev han henvist til en børnepsykiatrisk afdeling, hvorefter han ventede et år, inden han han blev testet og fik diagnosen atypisk autist. Efter diagnosen skete der intet. Forældrene hørte intet fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller skolen. De blev ikke tilbudt særlige foranstaltninger ved skolestart eller anden hjælp. Lasse gik to år i normal skole. Han græd næsten hver dag og nægtede at gå i skole. Dorte måtte blive hjemme cirka en gang om ugen med ham, og flere gange om måneden måtte hun afbryde sit arbejde og hente ham.

Først da lærerne og de andre forældre sagde stop, fordi Lasse forstyrrede i timerne med sin snakken og uro, fik forældrene tilbud om en gruppeordning, som specialklasser hedder i dag.

Nu fire år efter, at Lasses diagnose blev stillet, har både Dorte og hendes to andre børn også mere eller mindre fast definerede diagnoser for udviklings- og adfærdsforstyrrelser. En børnelæge mener, at den ældre datter, Emilie på 12, har en lettere form for ADHD. Hun har en del koncentrationsbesvær i skolen, er glad nok, men får slet ikke lavet lektier, og er konstant flagrende. Emilie er ikke undersøgt via PPR. Dorte er ikke interesseret i, at datteren skal igennem meget langvarige udredninger, intelligenstests og lignende, da diagnosen fra børnelægen gav den klarhed og ro, som Emilie havde brug for til at kunne forstå sig selv.

Peter har to børn fra et tidligere ægteskab, og »de er som englebørn i forhold til mine«, som Dorte siger. Hun fortæller om, hvordan en almindelig cykeltur omkring den nærliggende sø kan foregå. Ét barn vil slet ikke med rundt om søen, den anden kun halvdelen og den sidste vil absolut bade. En situation, der formodentlig ikke er ukendt for de allerfleste børnefamilier. Men for denne familie bliver det umuligt at gennemføre.

»Derfor er det nemmere at blive inde og undgå belastende situationer for børnene. Der ingen problemer, når børnene hygger sig og laver det, som de er glade for, og når drengene kan spille computer, som de plejer,« siger Dorte.

60.000 får specialhjælp

I de senere år er antallet af børn og unge med psykiske diagnoser steget markant, og 20 procent af samtlige udgifter i folkeskolen går i dag til specialundervisning.

Ifølge en beregning, Morgenavisen Jyllands-Posten har lavet, er der kun tilført 0,7 procent ekstra til den almindelige elev i en normalklasse siden 2000, når udgifterne til folkeskolen renses for pris- og lønstigninger. I samme periode er der tilført 9,2 pct. ekstra til det område i folkeskolen, som specialundervisningen hører under. Nye tal fra Danmars Statistik viser desuden, at 10 procent af eleverne fra syvende til tiende klasse modtog specialundervisning i skoleåret 2008/2009.

Samlet set modtog næsten hver tiende elev specialundervisning, hvilket svarer til 60.000 børn. Det har fået flere kommuner til at smække kassen i, bl.a. i Gladsaxe, hvilket førte til en af landets første demonstrationer mod nedskæringer på området, hvor 800 forældre protesterede.

Dorte og Peter kan ikke genkende billedet af, at folkeskolen bruger masser af ressourcer på at rumme vanskelige børn, hvilket ellers er en politisk målsætning kaldet ‘den inkluderende folkeskole’. Og de ser heller ikke sig selv som krævende forældre, der er fokuserede på en diagnose for at få særbehandling til utilpassede børn, de ikke magter, sådan som det ofte fremstilles i debatten.

»Vi kan ikke genkende, at der er flere ressourcer til børn med handicap. I Lasses tilfælde var der ingen hjælp at hente i en folkeskole, der skulle være mere rummelig, men efter vores erfaring ikke er det. Og diagnosen er langt fra et tagselvbord, der automatisk udløser særbehandling i skolen. Vi har haft mange vanskeligheder med at komme igennem med ting, efter at diagnoserne var stillet. Lasse er glad i dag, og går nu i en gruppeordning (specialskole), men det tog to år,« siger Peter, der er flyttet sammen med Dorte for knap fem år siden.

Peter, der er læge og tidligere har arbejdet med sukkersygebørn, undrer sig over, at når det gælder sukkersyge, er der et helt beredskab, der sættes i værk, når sygdommen er konstateret, som sørger for den nødvendige hjælp hele vejen rundt.

»Der er overhovedet ikke den samme automatik over en udredning for adfærdsforstyrrelser, og ventetiden er lang,« forklarer han:

»Alt er en kamp og tager årevis. Hjælpen kommer først alt, alt for sent, når skaden er sket, og kan kun ske i form af vidtgående specialundervisning. Folkeskolen kan i dag ikke rumme sære børn, hvor barnet enten får støtte i klassen, hvis der er faglige vanskeligheder, eller tages ud i særlige specialklasser eller specialskoler.«

Både Lasse og Emilie enten får eller har fået den psykiatriske medicin ritalin, som i de senere år er blevet udskrevet til et stærkt stigende antal børn og unge, og flere eksperter har udtalt sig bekymrende om, at medicinen udskrives for ukritisk til børn og unge. Dorte og Peters erfaringer med medicinen er, at Emilie ingen gavn havde af den, mens Lasse får det, fordi det kan hjælpe ham i skolen og i særlige situationer.

Diagnosen gav ny selvforståelse

Dorte har selv fået konstanteret ADHD som voksen: »Når folk siger, at den og den situation kender de godt fra sig selv - for eksempel at overbooke aftaler, som jeg konstant gør, eller at et barn reagerer helt hysterisk - føler jeg mig ikke forstået eller taget alvorligt,« siger Dorte, der arbejder med handicappede voksne, men ikke vil have sit efternavn i avisen, fordi hun oplever, at folk har fordomme om ADHD.

For Dorte har diagnoserne først og fremmest betydet, at hun har fået vished. Hun har altid haft fornemmelsen af, at der var noget, der ikke stemte.

Først da diagnoserne kom på bordet, følte hun lettelse over, at tingene faldt på plads. Ikke mindst da hun via en læges spørgsmål om, hvorvidt nogen i familien havde eksempelvis tics - hvilket Dorte mente, at datteren Emile havde - kom til at læse om datterens problemer. Problemer, der ligner hendes egne, og som hun har døjet med det meste af sit liv.

»Jeg har altid været et positivt menneske og stærk. Men som barn syntes jeg, de andre børn var kedelige, fordi de ikke turde så meget. Jeg var hyperaktiv, og kunne ikke stoppe, når jeg var kommet på noget. Sådan har jeg det stadig, nu rydder jeg bare op eller noget andet konstruktivt. Men jeg kan ikke slappe af. Andre gange bliver jeg zombieagtig. Jeg har aldrig syntes, jeg var god nok og har skjult alle de uheldige ting, jeg ikke kunne forstå, jeg gjorde, fordi jeg så det som en svaghed. Det var ligesom en falskhed i mit liv, hvor afbrudte uddannelser, dårlige kærester og kaotiske parforhold har fyldt meget. Med diagnosen fik jeg en ny forståelse af mig selv.«

Dorte spekulerer over, hvorfor hun aldrig selv fik eller bad om hjælp:

»Børn i dag skal kunne meget mere, end da jeg gik i skole, både socialt og fagligt. Der bliver stillet langt større krav. Jeg kan for eksempel have svært ved at overskue komplicerede opgaver, hvis min chef ikke hjælper mig, og den hjælp er der ikke i skolen. Og når jeg tænker på min farmors søskende, var der da også flere af dem, der var en smule tossede. Men det er ikke fordi, jeg er mere ambitiøs på mine børns vegne. Jeg vil bare gerne sørge for, at tingene ikke skal være så svære for dem.«

Føler sig ikke som dårlig mor

Dorte har aldrig følt sig som en dårlig mor. Og diagnoserne har ikke betydet, at hun er blevet fritaget for dårlig samvittighed over sin opdragelse af børnene, for den har hun aldrig haft dårlig samvittighed over:

»Men jeg kan godt forstå, hvis de forældre, der ikke får en rigtig diagnose, kan føle det som om, det falder tilbage på dem, fordi det opfattes som om, deres børn bare ikke opfører sig ordentligt. Den mest fremherskende fordom over for os og vores børn er, at vores børn bare er uopdragne, hvilket ikke er sandt. Når du siger stop en gang, gør vi det 2.000. Og måske virker det ikke alligevel,« siger Dorte.

Familien har nu fået kontakt til børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz og er gået i gang med ‘social træning’ af børnene. Hvilket betyder, at børnene skal deltage i helt almindelige ting - som for eksempel at spise sammen, cykle en tur eller spille ludo - og lære de ting, som de har svært ved: at vente på deres tur, at høre efter andres meninger, at sidde ved bordet, og så videre.

»Det handler om, at vi skal til at træne dem og have modet til at få børnene til at deltage og gennemføre aktiviteter, selv om de stritter imod. Det har gjort alt for ondt at se ens børn skrige, at se andres reaktioner og at se barnet blive afvist,« siger Dorte og peger ud på vejen, der forbinder rækkehusene, som om det skete lige nu.

»Hvis man ikke er bevidst om det, så opgiver man på forhånd og skåner dem for noget, man er i tvivl om, om de overhovedet kan klare. Man vil gerne dække over deres smerte. Men vi skal lade dem skrige 20 gange, før de kan opleve, at de også kan få fornøjelse af det fællesskab, vi gerne vil have dem med ind i.«

Mads skal starte i skole næste år. På trods af intensiv social træning er Dorte alligvel i tvivl om, hvorvidt skolen har ressourcer til at rumme Mads og følge op på arbejdet med den sociale træning, som hun siger.

Navnene på børnene i artiklen er ændret, men er redaktionen bekendt.