Som ung kvinde med karriere og barn, var jeg ret nysgerrig, da jeg læste interviewet med Katrine Winkel Holm (Inf. 7. august). En følelse, som blev erstattet af vrede over den mangel på respekt over for dem, som gennem de sidste par generationer har gjort det muligt for kvinder at vælge, frem for blot at indtage en forventet og fastlagt rolle. Retten til barsel, fri abort, ligeløn, ect. var en revolution, og det kan vi takke disse feminister for. Desuden handler ligestilling om kvinder og mænd!
Hvorfor skal vi trættes med den evige diskussion om kvinders valg mellem børn og karriere? Får mænd måske ikke også børn? Og en karriere? Men de skal måske ikke vælge? Hvorfor er det kun kvinder, der har den tvivlsomme ære?
Tvang og valg
Når Katrine Winkel Holm udtaler, at kampen for ligestilling straffer børn og familie, bliver jeg på mit køns vegne rasende over, at ansvaret for familiens trivsel tilsyneladende kun skal placeres på den enehalvdel af racens skuldre.
At reducere mænd til sædbanker og kontantautomater på ben, og ophøje kvinder til familiens hovedansvarlige, er absolut ikke ligestilling, men en fornedrelse af begge køn og reduktion af deres valgmuligheder. En udtalelse som »det er trist, at danske børn tilbringer de fleste timer af deres liv i selskab med nogle mennesker, som får penge for at elske dem,« og påstanden om, at pasning uden for hjemmet medfører sygdom, dårligt sprog og manglende åndelig styrke, er ‘skyld med skyld på’ i dårlig forklædning - og tarveligt over for ens medsøstre, som måske arbejder netop for at forbedre situationen for sine børn. Det kan være så let at bede andre om at ‘vælge’ at gå hjemme, især når man er lægefrue, hvis husstandsindkomst giver valgmuligheder, andre kvinder aldrig ser skyggen af.
Katrine Winkel Holms frygt for at kvinder tvinges ud i spændende, udfordrende lederstillinger, er helt ubegrundet - kønskvoter eller ej. Ligestilling handler jo netop om det modsatte af tvang. Om at, uanset køn, kunne være fri til at træffe en række valg her i livet. Ens tilgang til arbejdsliv og karriere er et individuelt spørgsmål og ikke bestemt af udformningen af ens kønsdele. Det er et stor privilegie at kunne vælge, hvad man vil med sit liv, og det er den mulighed, kampen for ligestilling omhandler.
Sara Heil Jensen er Arkæolog
Kommentarer
I den serie Information har haft om ligestilling, skulle man tro at det bare drejer sig om at træffe et valg mellem børn og karriere. Den store mellemgruppe, hvor der ikke er frit valg, er ikke repræsenteret.
Men hvorfor ses ligestilling altid ud fra hvad kvinder burde og forventes at gøre. Som Sara Hein Jensen skriver, så bliver mænd jo også forældre.
Kvinder forventes at uddanne sig på passende vis. De forventes at være den ansvarlige for børn, mand og hjem, så der kan afleveres fuld færdige individer til samfundets videreførelse. Og de forventes at træde ind på arbejdsmarkedet igen, når enten barslen er overstået eller børnene er store nok til at klare sig selv - hvis ellers arbejdsmarkedet har brug for dem. Hvis arbejdsmarkedet ikke har det, så er det også en privatsag.
For denne indsats får de hverken løn eller anerkendelse, men derimod mindre i løn, for ganske vist har de sørget for den næste generation, men det tæller ikke med i ancienniteten noget sted, og det formodes at have været deres eget helt frie valg. Også de kvinder som ikke har fået børn får mindre i løn end mænd.
Oven i skal de så beskyldes af stokreaktionære kvinder som Katrine Winkel Holm for nærmest at spolere livet op opvæksten for deres børn, hvis de tvungent (som de fleste er) eller af interesse for deres fag, tillader sig at insistere på at arbejde og at sende børnene i institution.
God kommentar, Sara Heil Jensen. Du har min fulde respekt og sympati.
Denne kommentar er anbefalet af: