Krigen mod terror er forbi. Det måtte komme så stille, så det ikke blev en sensation. Det er ikke en krig, som den amerikanske præsident kan stille sig frem og erklære afsluttet. Det kan han ikke, fordi det ikke var en virkelig krig om et territorium eller et herredømme. En rigtig krig mellem suveræne nationer var det af gode grunde heller ikke. Og det er heller ikke en krig, som den amerikanske præsident kan erklære vundet, idet den store terrorist Osama bin Laden stadig ikke er fanget, og terrornetværket al-Qaeda fortsat eksisterer. Alternativet til sejr er som bekendt nederlag, og hvem vil udråbe sig selv til taber uden anledning? Det er en erkendelse, som langsomt er blevet offentlig for dem, der søger den, men det er ikke annonceret med trompet og fanfare, at krigen mod terror er afsluttet uden sejr. Den amerikanske avis Washington Post kunne i marts 2009 afsløre, at taleskriverne for Barack Obama var blevet informeret om, at de skulle undgå vendingen ‘krigen mod terror’, når de skrev taler for præsidenten. Han ville ikke længere betjene sig af det udtryk. Man ville ikke gøre op med vendingen, som bestemmer krigen mod terror som samtidens store kamp om sikkerhed og frihed. Man ville bare undgå at tale om det fremover. Og det var heller ikke præsidenten selv, men hans anti-terrorrådgiver John Brennan, som ved en pressekonference i sidste weekend oplyste, at man nu mente, at »kampen mod terrorisme og voldelig ekstremisme definerer, ja forvrænger ikke længere hele vores udenrigs- og sikkerhedspolitik«.
De stærke og de svage
Terrorismen er ikke ophørt, og terroristerne er slet ikke udryddet. De er snarere blevet flere, og alligevel er krigen mod terror forbi. Det virkede som vilde overdrivelser og billige billeder på det store forfald, da kulturkritikere efter den 11. september 2001 hævdede, at en stormagt var faldet, og en æra var forbi. Der var jo ikke ændret noget objektivt ved de globale styrkeforhold: De rige var stadig væk de rigeste, de militært dominerende var stadig militært suveræne, og de stærkeste nationer kunne stadig sætte deres egen interesse igennem over hele verden og præsentere det som om, det var i hele verdens interesse. Det ændrede terrorattentaterne i Washington og New York City bestemt ikke på. Terrorattentaterne bekræftede derimod dette styrkeforhold: Verdens største stormagt kunne kun rammes med midler, som alle måtte tage afstand fra, og ingen kunne tilslutte sig. Det var ikke politik, det var afvikling af politik.
Også i Danmark blev ethvert forsøg på at sætte terroren i kontekst skandaliseret som terrorsympatier, og ethvert forsøg på at forstå terrorismen blev defineret som ‘anti-amerikanisme’. Da USA blev ramt, erklærede alverdens ledere, at de også var amerikanere. De Forenede Nationer trådte sammen og vedtog en musketéred. Terror er det sidste våben; det er sådan, man rammer en fjende, som ikke kan besejres. Og derfor ændrer terroren ikke objektivt de globale magtforhold. Den fastholder både almagten og afmagten. Når modstand mod overmagten bliver til terror, bliver politik til moral og kampen om retfærdighed forfalder til krig mellem frihed og ondskab.
Spillets regler
Det lød vanvittigt, da den franske kulturkritiker Jean Baudrillard i 2001 skrev, at det var stormagten selv, »som har skabt de objektive betingelser forudsætninger for denne brutale gengældelse. Når magten sidder med alle kort på hånden, tvinger den den Anden til at ændre spillets regler. Og de nye regler er frygtindgydende, for indsatsen er frygtindgydende.« Det var ikke til at se hverken nye regler eller nye indsatser umiddelbart efter den 11. september. Det var nemt at gøre ‘World Trade Center’ og ‘Ground Zero’ til symboler og poetisk pointere, at verdens handelscentrum var blevet til nulgrunden. Det er lige så nemt som at gøre kapitalismen til et logisk skema og vise, hvordan logikken vil udvikle sig til modsætninger, som ikke kan forenes, og derfor kan man forudsige krise og sammenbrud. Men verden er ikke et symbolsk teater. Og det er kun på papiret, at logikken bliver et problem, for den virkeligt eksisterende kapitalisme bekymrer sig ikke for, om det hele hænger sammen logisk. Og det er kun på papiret, at USA’s herredømme falder med de store symboler.
Men alligevel fik kritikerne, pessimisterne og profeterne ret. Terroristerne fremkaldte en reaktion hos stormagten, som afslørede grænserne for herredømmet. Det blev sværere og sværere for andre landes ledere at erklære sig som amerikanere. Det land, som tidligere var beundret for sin åbenhed, blev frygtet for sin lukkethed. Man hørte historier om forskere, forretningskvinder og forfattere, som blev nægtet indrejse i USA, fordi de kunne ligne nogen, der måske var terrorister. Det universelle, amerikanske frihedssprog blev perverteret til et kristent missionssprog. Og USA startede en krig, som ikke kunne vindes. På trods af enorm militær, økonomisk, politisk og kulturel overlegenhed kunne amerikanerne ikke fange verdens mest eftersøgte terrorist, som efter sigende vandrede rundt med en ged i Tora Bora-bjergene uden for alverdens avancerede teknologis rækkevidde. Den hær, som kunne besejre alle konventionelle modstandere, blev i krigen mod terror pludselig hjælpeløs. Det amerikanske militær virkede lige så afmægtigt som den stærke, dumme mand i Lou Reeds gamle klassiker, som bliver ramt i ansigtet af denne replik fra sin kone: »Du kan slå mig alt det du vil - men jeg elsker dig ikke mere.«
De britiske udenrigsminister Miliband skrev tidligere i 2009 en kronik i The Guardian, hvor han erklærede krigen mod terror for forfejlet og tabt. Den slags erklæringer kommer ikke fra den amerikanske præsident. Det er kommet så stille, så det ikke rigtig er blevet bemærket, men det er sådan, det er: Der er stadig terror og kampe mod terrorister, men som det store billede på kampen mellem frihed og undertrykkelse er krigen mod terror afsluttet - og tabt i tavshed.
Kommentarer
Er du gal Rune Lykkeberg ? Danmark er jo lige ved at vinde den der krig.
Vent du bare til læderhalsene vågner og får spidset blyanten. Hoho så skal du bare se !
Ligesom da Danmark bragte freden til (en del af) Irak, ikke ?
Jamen det husker du da vel ?
Det siger sig selv, at man kan føre krig mod et begreb, så det er vist mere et salgsslogan, der er dødt.
Krigen mod terror er en fiktion, der aldrig var.
Der var, og er, en organisation ved navn Al Qaeda, men først og fremmest er det en politisk vision, som giver enhver galning der måtte abonnere på disse, mulighed for at markedsføre sig selv og sine handlinger som del af Al Qaeda.
Organisationen Al Qaeda var svag og ubetydelig i 2001, og siden er det gået ned ad bakke, på trods af den massive markedsføring der af sket af samme, af USA regering, vestlige regeringer og ikke mindst vestlige medier.
Det verden har brug for, er et selvopgør med, at mange regeringer og medier i værste “1984” stil bedrog og udnyttede deres befolkninger i et maskeradespil om “krigen mod terror”.
“The War on Tertror” har lidt samme skæbne som de fleste andre højtråbende USAmerikanske “The War on XXX”. Se bare “The War on Poverty”, “The War on Alkohol”, eller “The War on Drugs”.
@Heinrich
Vel Al Qaeda der var så formastelig at bide den hånd der fodrede den - er langsomt ved at vokse sig rimelig stor på vestbredden og i Gaza.
Så meget at det allerede er begyndt at bekymre Israelse analytikere.
Et nederlag kan vel foerst erkendes naar modstanderen sejrer?
Krigen mod terror som begreb er vel foerst rigtigt tabt naar terroristerne har vundet. -Har de saa det? Et svar hertil skal klart ses i kontekst til samfundets udvikling (eller afvikling?) fra 2001 til nu, og maa skulle ses som et facit heraf.
Afhaengig af ens stilling i det politiske spektrum vil man haelde til den ene eller anden side. Et muligt konsensus kunne findes i ‘udviklingens afvikling’?
-Vi er vel ikke kommet meget laengere siden dengang? Nogen vil maaske ligefrem sige at det er gaaet tilbage. Et helt centralt punkt i en saadan diskussion er terrorlovgivningen.
Jeg er ikke bekendt med de finere juridiske detaljer, men jeg er ikke et oejeblik i tvivl om at intentionen med ‘paragraf 114’ aldrig har vaeret at Greenpeace skulle staekkes og danskere skulle kunne udleveres til retsforfoelgelse i et lande der anvender doedsstraf.
Terrorlovens anvendelse i sager som Camilla Broes udlevering til USA og Greenpeace aktionen (var den ikke ogsaa fremme i ungdomshus-sagen?) er fuldstaendig misforstaaet, og det er uforstaaeligt at processbevillings-naevnet ikke mener at Hoejesteret skal saette punktum i noget saa principielt.
Hoejredrejningen i samfundet og den generelle mangel paa frisind mener jeg man kan se som et tegn paa at terroristerne har vundet.
Tværtimod. At man nu erkender den forvrængning af international politik de relativt få og små terrorhandlinger i de4 senere år har medført er netop et tegn på at krigen mod terror stadigvæk kan vindes. Det er ikke selve terrorismen som er det største problem, men den udstrækning den får lov til at bestemme hvordan vi som ikke er blevet ramt - og det er jo stadig langt de fleste - agerer.
Efter at verdens ledere i 8-9 år har stået på hinandens fødder i bar iver efter at fortælle os hvor bange vi skal være er Oamas budskab om at vi skal være optimistiske netop det våben som virker allerstærkest. At han vil lukke Guantanamo og afskaffer tortur som middel til terrorbekæmpelse giver os det stærkeste våben tilbage - at vi er opfører os bedre end dem.
Efterhånden som vi også begynder at anerkende de legitime sager som er blevet taget til gidsler af terrorister i nogle tilfælde vil det yderligere stække dem, som bare vil sætte verden i brand.
Nej, krigen er ikke tabt. Vi er tværtimod ved at begynde at kæmpe den på en måde som kan give os sejren.
Rune Lykkeberg:
“Krigen mod terror er afsluttet og tabt i tavshed”
Det er jo noget lodret sludder - i bedste fald er det et indfald som Rune Lykkeberg ikke har fået gennemtænkt tilstrækkeligt.
‘Krigen mod terror’ var fra start tænkt som et påskud til at stække civilsamfundet og retsopfattelsen i de vestlige lande. Bombningerne af Tora Bora bjergene var ren staffage. Og planen lykkedes til overmål.
‘Krigen mod terror’ har ændret danskernes opfattelse af hvad politi og efterretningstjenesterne kan tillade sig i civilsamfundet. Den har brudt balancen mellem efterforskning og domstole. Der er tilført gigantiske beløb til PET, FET og en række andre tjenester. Sikkerhedstjenesterne har i dag skaffet sig adgang til alle tilgængelige oplysninger om personer i det ganske danske land.
Krigen vil ganske rigtigt løbe ud i sandet (:-/ undskyld), men terrorlovgivningen og den skævvredne retsopfattelse vil fortsat bestå.
Information kunne passende gøre sig til organ for en revision af terrorpakkernes skævvridning af civil- og retssamfundet. Opgaven må være at normalisere lovgivningen - en normalisering der kunne afsluttes med vedtagelsen af en ny grundlov for Danmark.
Bill Atkins:
“en normalisering der kunne afsluttes med vedtagelsen af en ny grundlov for Danmark.”
Et fremragende forslag.
Men hvorfor skulle nogle politiske partier ønske at støtte formuleringen af en ny grundlov? De politiske partiers aldeles uhjemlede magt, og politikernes næsten grænseløse manøvremuligheder pga. manglende tredeling af magten, pga. fraværet af en forfatningsdomstol, en svag og underdanig dømmende magt politikerne kan holde nede, ville være emner der naturligt burde tages op, således at de forfatningsmæssige uhensigtsmæssigheder kan bringes til en ende.
Hvilken interesse skulle de politiske partier have i det? Det er dybt afhængige af at bibeholde status quo - nemlig en afmægtig og forsvarsløs befolkning, der er tvunget til at affinde sig med hvad herskerne løbende finder på af urimeligheder og ubehageligheder.
Jeg vil mene, at man kan agitere både for og imod, at “Krigen mod terror” er tabt. Men det bliver et spørgsmål om begreber.
Til sidst i indlægget vil jeg pointere, at “Krigen mod terror” sikkert nemt kan blive relanceret herhjemme, fordi den bevidst bliver forbundet med udlændingedebatten.
Hvis man, ligesom Heinrich R. Jørgensen ovenfor, betragter “Krigen mod terror”, som et psykologisk blændværk, der har vist sig velegnet til at sikre stemmer, og med sin sensationelle karakter (terroren) er blevet taget imod med kyshånd af det samlede mediebillede - ja så kan det se ud som om, at den “krig” er ved at være tabt.
Jeg læste for nylig, at det der bekymrer unge danskere mest i dag hverken er finanskrisen eller terrorfrygten, men derimod klimaet. Og netop de unge, er jo dem, der kommer til at tegne fremtiden.
Så for jeg selv og mine ligesindede, der ser “Krigen mod terror” hovedsageligt som et mentalt fængsel, med stemmer i, og dermed som den reelle terror, er den forhåbentligt ved at være slut.
De, der tager den bogstaveligt, kan så hævde, at “Krigen mod terror” ikke er vundet, men bare erstattet og overskygget af et andet problem. Men det vil kun være en plausibel påstand al den grund, at man betragter terror som et reelt, virkeligt og stort problem i Danmark.
Det er selvfølgelig klart, at mennesker i det 21. århundrede og særdeleshed vi rige danskere færdes globalt, og derfor kan man ikke afgrænse truslen mod os udelukkende til nationalstaten Danmark.
Men faktum er, at der efter 11. september 2001 ikke har været et decideret terrorangreb på dansk jord på trods af, at vi - og i særdeleshed vores tidligere statsminister - har gjort næsten alt, hvad vi kunne for at komme i søgelyset med deltagelse både i Afghanistan og Irak, Muhammedkrisen og håndteringen af samme og et for en dansk regering hidtil uset tæt forbindelse til en meget upopulær amerikansk administration.
Der har været ét terrorangreb, og det var mod den danske ambassade i Pakistan sidste år, hvor en dansk PET-medarbejder blev dræbt.
Der har ifølge PET og retten været planer om terror på dansk grund, men hver gang er de blevet forpurret på forhånd. Det lader altså ikke til, at der er nogen grundt til at gå og være bange for at blive ramt af terror i dagligdagen, og generelt bekymrer beboerne i de danske storbyer sig nok mere om volden i forbindelse med bandekonflikterne.
Faren for at blive ramt af terror er derfor ikke overhængende, men eksisterer alligevel i vores bevidsthed og underbevidsthed som resultat af, at medierne både viderebringer Al-Qaeda trusler mod Danmark, og PET’s lejlighedsvise uspecificerede påstande om et ændret trusselsniveau. Det får mine medpassagerer til at se rædselsslagne ud, når det lugter af røg i Metroen som følge af en cigaret i en affaldsspand, men er langt mindre konkret end de hyppigere skybrud, der resulterer i oversvømmede kældre og øgede forsikringspræmier som følge af klimaændringerne.
Men med et politisk landskab, og en mediedagsorden, der for tiden ser ud til at være optaget af andre ting, virker frygten for terror også til at fordufte, og dermed bekræfte min påstand om, at “Krigen mod terror” kun eksisterer inde i vores hoveder.
Tilbage står vi så med to hysteriske terrorpakker, der giver politiet og i særdeleshed PET mere vidtgående beføjelser end nogensinde, som også Bill Atkins er inde på ovenfor. Terrorpakker, som PET på forhånd ikke selv efterspurgte, da de faktisk mente at have værktøjerne til at klare opgaven. Det resulterede i, at chefen for PET blev kaldt til møde med daværende justistsminister Lene Espersen, og efterfølgende var PET-chefen selvfølgelig helt enig i, at de godt kunne bruge flere redskaber og beføjelser.
Men langt de fleste danskere vil jo gerne mere overvågning, for de laver jo ikke noget kriminelt, og det får dem til at føle sig mere sikker. Et stort flertal af vi danskere er ikke bange for, at de udvidede beføjelser bliver misbrugt eller brugt kreativt, ligesom f.eks. rockerloven også kan bruges til at fange andre kriminelle end rockere. En terrorlov kan derfor sikkert også bruges til at indespærre andet end terrorister. Det ved politiet og PET - de kender jo loven. Og politiet laver jo også fejl. “Hvor der skønnes, der laves også fejlskøn”, som perlemor og tidligere chef for PET og Københavns Politikreds, Hanne Bech Hansen, udtalte i TV-avisen. For nogle uger siden.
Men generelt bør vi jo ikke være nervøse for, om PET misbruger de ekstra beføjelser eller hvad?
Her må der imidlertid være plads til lidt sund skepsis alene på baggrund af det, der står i PET-kommissionens nye rapport, som ellers betegnes som noget blodfattig, af dem med kendskab hertil. Her har PET virket efter nogle rutiner, som et flertal af danskerne forhåbentlig vil betegne som udemokratiske. Rutiner som en række justitsministre bedyrer, at de ikke har været bekendt med.
Men hvilke konklusioner kan drages af den danske “Krig mod terror”?
1. Hvis truslen mod Danmark var/er reel, er den så ikke hovedsagelig skabt af politikerne med deres retorik på udlændingeområdet, og i særdeleshed af den tidligere statsministers ekstreme ivrighed for at få os bragt i krig nr. 2 i Irak ovenpå engagementet i Afghanistan, og endelig den arrogante håndtering af Muhammedkrisen i forhold til det diplomatiske miljø?
og
2. Blev disse selskabte trusler, imaginære eller ej, ikke udnyttet til det ekstreme ved at kæde “Krigen mod terror” sammen med udlændingedebatten på en elegant måde, sådan som professor i international Politik, Ole Wæver, påstår at regeringen lykkedes med?
På den måde var/er der en rød tråd hele vejen igennem regeringens politik lige fra udenrigspolitiken til den hjemlige dagsorden gående på frygten for muslimerne, som passede som fod i hose med regeringens parlamentariske grundlag - Dansk Folkeparti.
Regeringen har nu vundet tre valg på udlændingedebatten, som tidligere spindoktor for Anders Fogh, Michael Christiansen, formulerede det i TV2 News i den forløbne uge.
Udlændingedagsordenen er en del af værdidebatten, og folketingsvalg vindes i dag på værdipolitik. Værdipolitik er det store område, der fra EU’s side er til overs til Christiansborg, når EU’s lovgivning er gennemført, som skønmæssigt udgør 60-80% af den implementerede lovgivning i Danmark.
Umiddelbart ligner det en selvforstærkende skrue uden ende. Og her efter sommerferien ser vi, hvordan værdipolitiken bliver lanceret hårdt af både SF og De Konservative. SF med en strengere retspolitik. De Konservative før sommergruppemødet i form af et koordineret indlæg imellem Lene Espersen og Naser Khader på udlændingeområdet.
I Politiken søndag kunne man bl.a. læse et interview med Lene Espersen under overskriften:
“Den største trussel mod os kommer fra militant muslimsk ekstremisme.”
Her udtaler Lene Espersen:
“..truslen mod vores samfund fra militante muslimske ekstremister er langt mere alvorlig end klimaproblemerne og alt mulig andet..”
Man kan blot håbe, at en borgerlig regering vinder et eventuelt næste valg ved at tage æren for et vellykket Klimatopmøde. Et klimatopmøde, der sluttes af med en ambitiøs aftale. En klimaaftale der taler til håb og det bedste i os alle, og gøre os danskere stolte over at have et område, hvor udlandet anerkender os som et foregangsland.
For det vil næsten ikke være til at bære, hvis regeringen med Lene Espersen i spidsen for fjerde gang vinder et valg på udlændingedebatten, ved at tale til frygt og den laveste fællesnævner.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Jakob Rerup for en gennemtænkt og velartikuleret kommentar. Ganske enig.
Der er da masser af terror: Hvad med de førerløse dræber-fly, “droner”, der styres fra, af alle steder, Las Vegas og bomber “talebanere” (eller hvad det nu er, der bevæger sig dernede i Tora Bora-bjergene osv,) desværre også kvinder og børn. Hvis ikke det er terror, så er al definition håbløs. En kommentator på ZDF i en fremragende feature om Afghanistan kunne ikke se andet, end at selvmordsbombere nærmest fortjente tapperhedsmedaljer i forhold til denne i enhver forstand uhørt feje form for krigsførelse, der nok skal skaffe Vesten endnu flere fjender derovre. Der er ikke andet at gøre end at inddrage nabolandet Rusland i fredsbestræbelser, der kan sikre Vesten en “ærefuld” tilbagetrækning og afværge den ellers uundgåelige totale radikalisering af befolkningen.
Krigen mod terror er tabt og forbi ?.
Vel er den ej !
Næste slag i “Krigen mod Terror” finder planmæssigt sted i fremtidens stemmelokaler og der kan man så ved sin stemme -(muligvis om ikke andet ved hjælp af sin dømmekraft)- fravælge politikere der antageligt går i så små sko, at de nægter at forstå eller overhovedet se på at grundlaget for “Krigen mod Terror” -(nemlig “Terror-angrebet” den 11 september 2001)-hviler på et komplet FALSK grundlag udført som terrorangrebet var den dag med tonsvis af forudplaceret Nanothermit-eksplosiver og Missiler/fly.
Det var bevisligt et avanceret amerikansk militært missil der ramte Pentagon den dag.
Samtlige arabiske medvirkende - om overhovedet tilstede i 11/9 2001 angrebet var med et amerikansk ord kun “Patsy’s” - nemlig styrede og nyttige idioter for den amerikanske “Mafia Of War” som siden har profiteret overdådigt på krigen mod terror.
Også terrorangrebet i London den 7 juli 2005 er der grund til at undersøge af konspirationsteoretikere ligesom 11/9 2001-angrebet er blevet undersøgt.
Derfor må den “sande krig” mod “de sande terrorister” begynde ved at hele det internationale samfund tillægger sig lovmekanismer og begrænsninger som i fremtiden kan forhindre at de rene banditter som vi kan se det i dag kan tage den politiske magt og deklamere netop fænomener som “Krig mod Terror”.
Her er linket til Informations indtil videre 970 indlæg lange debat om forløbet og skylden for terrorangrebet den 11.september 2001.
Linket lander på side 10 - som i virkeligheden er side 11 - men herfra begynder løjerne for alvor. Debatten er spændende som en amerikansk retssaldrama—film og unik ved formentlig at være den eneste debat i hele verden som retfærdigt via NETOP bevisets stilling ender med at afgøre både forløb og skyld for dommeren = læseren.
Men læs fra ihvertfald side 11 og fremefter - mere spændende end nogen bog om “terror-angrebet” den 11 september 2001 findes ikke.
http://www.information.dk/183629?page=10
Hvordan i alverden skulle man kunne tildele en tapperhedsmedalje for at dræbe civile ???
Nå, idioti til side,
Det der vil ske når USA og konsorter trækker sig ud af Irak, Afganistan med videre, en naturligvis at krigen bliver ført via proxi.
USA-kontrollerede regeringer som uden smålig skelen til menneskerettigheder gør det beskidte arbejde med de samme midler som Al Qaeda anvender.
Og hvis det lykkedes får de en gulerod, og hvis det ikke lykkedes bliver de væltet, og et nyt styre får lov at prøve.
Man kan så sætte sig ned og vurdere om det er et fremskridt.
Jamen så undskyld, den pågældende ZDF-kommentator sagde ikke, at selvmordsbombere fortjente tapperhedsmedalje, men: “Sagen Sie, was Sie wollen; feige sind Sie nicht”.
Hvordan skal fænomener som radikale islamiske bevægelser og regimer tackles og imødegås, hvis de politiker og krige især . USA har stået for afvises? Det spørgsmål leder henmod det næste, nemlig om disse overhovedet ses som et problem (hvis ja, med hvilke andre midler skal det da imødegås)eller ej(hvis man har dette synspunkt er det da fordi det ses som betydningsløse fænomener, eller eksisterer blot en smule forståelse og sympati for hvad jeg i mangel af bedre kalder de “islamiske visioner”?).