Krigen mod terror er forbi. Det måtte komme så stille, så det ikke blev en sensation. Det er ikke en krig, som den amerikanske præsident kan stille sig frem og erklære afsluttet. Det kan han ikke, fordi det ikke var en virkelig krig om et territorium eller et herredømme. En rigtig krig mellem suveræne nationer var det af gode grunde heller ikke. Og det er heller ikke en krig, som den amerikanske præsident kan erklære vundet, idet den store terrorist Osama bin Laden stadig ikke er fanget, og terrornetværket al-Qaeda fortsat eksisterer. Alternativet til sejr er som bekendt nederlag, og hvem vil udråbe sig selv til taber uden anledning? Det er en erkendelse, som langsomt er blevet offentlig for dem, der søger den, men det er ikke annonceret med trompet og fanfare, at krigen mod terror er afsluttet uden sejr. Den amerikanske avis Washington Post kunne i marts 2009 afsløre, at taleskriverne for Barack Obama var blevet informeret om, at de skulle undgå vendingen ‘krigen mod terror’, når de skrev taler for præsidenten. Han ville ikke længere betjene sig af det udtryk. Man ville ikke gøre op med vendingen, som bestemmer krigen mod terror som samtidens store kamp om sikkerhed og frihed. Man ville bare undgå at tale om det fremover. Og det var heller ikke præsidenten selv, men hans anti-terrorrådgiver John Brennan, som ved en pressekonference i sidste weekend oplyste, at man nu mente, at »kampen mod terrorisme og voldelig ekstremisme definerer, ja forvrænger ikke længere hele vores udenrigs- og sikkerhedspolitik«.

De stærke og de svage

Terrorismen er ikke ophørt, og terroristerne er slet ikke udryddet. De er snarere blevet flere, og alligevel er krigen mod terror forbi. Det virkede som vilde overdrivelser og billige billeder på det store forfald, da kulturkritikere efter den 11. september 2001 hævdede, at en stormagt var faldet, og en æra var forbi. Der var jo ikke ændret noget objektivt ved de globale styrkeforhold: De rige var stadig væk de rigeste, de militært dominerende var stadig militært suveræne, og de stærkeste nationer kunne stadig sætte deres egen interesse igennem over hele verden og præsentere det som om, det var i hele verdens interesse. Det ændrede terrorattentaterne i Washington og New York City bestemt ikke på. Terrorattentaterne bekræftede derimod dette styrkeforhold: Verdens største stormagt kunne kun rammes med midler, som alle måtte tage afstand fra, og ingen kunne tilslutte sig. Det var ikke politik, det var afvikling af politik.

Også i Danmark blev ethvert forsøg på at sætte terroren i kontekst skandaliseret som terrorsympatier, og ethvert forsøg på at forstå terrorismen blev defineret som ‘anti-amerikanisme’. Da USA blev ramt, erklærede alverdens ledere, at de også var amerikanere. De Forenede Nationer trådte sammen og vedtog en musketéred. Terror er det sidste våben; det er sådan, man rammer en fjende, som ikke kan besejres. Og derfor ændrer terroren ikke objektivt de globale magtforhold. Den fastholder både almagten og afmagten. Når modstand mod overmagten bliver til terror, bliver politik til moral og kampen om retfærdighed forfalder til krig mellem frihed og ondskab.

Spillets regler

Det lød vanvittigt, da den franske kulturkritiker Jean Baudrillard i 2001 skrev, at det var stormagten selv, »som har skabt de objektive betingelser forudsætninger for denne brutale gengældelse. Når magten sidder med alle kort på hånden, tvinger den den Anden til at ændre spillets regler. Og de nye regler er frygtindgydende, for indsatsen er frygtindgydende.« Det var ikke til at se hverken nye regler eller nye indsatser umiddelbart efter den 11. september. Det var nemt at gøre ‘World Trade Center’ og ‘Ground Zero’ til symboler og poetisk pointere, at verdens handelscentrum var blevet til nulgrunden. Det er lige så nemt som at gøre kapitalismen til et logisk skema og vise, hvordan logikken vil udvikle sig til modsætninger, som ikke kan forenes, og derfor kan man forudsige krise og sammenbrud. Men verden er ikke et symbolsk teater. Og det er kun på papiret, at logikken bliver et problem, for den virkeligt eksisterende kapitalisme bekymrer sig ikke for, om det hele hænger sammen logisk. Og det er kun på papiret, at USA’s herredømme falder med de store symboler.

Men alligevel fik kritikerne, pessimisterne og profeterne ret. Terroristerne fremkaldte en reaktion hos stormagten, som afslørede grænserne for herredømmet. Det blev sværere og sværere for andre landes ledere at erklære sig som amerikanere. Det land, som tidligere var beundret for sin åbenhed, blev frygtet for sin lukkethed. Man hørte historier om forskere, forretningskvinder og forfattere, som blev nægtet indrejse i USA, fordi de kunne ligne nogen, der måske var terrorister. Det universelle, amerikanske frihedssprog blev perverteret til et kristent missionssprog. Og USA startede en krig, som ikke kunne vindes. På trods af enorm militær, økonomisk, politisk og kulturel overlegenhed kunne amerikanerne ikke fange verdens mest eftersøgte terrorist, som efter sigende vandrede rundt med en ged i Tora Bora-bjergene uden for alverdens avancerede teknologis rækkevidde. Den hær, som kunne besejre alle konventionelle modstandere, blev i krigen mod terror pludselig hjælpeløs. Det amerikanske militær virkede lige så afmægtigt som den stærke, dumme mand i Lou Reeds gamle klassiker, som bliver ramt i ansigtet af denne replik fra sin kone: »Du kan slå mig alt det du vil - men jeg elsker dig ikke mere.«

De britiske udenrigsminister Miliband skrev tidligere i 2009 en kronik i The Guardian, hvor han erklærede krigen mod terror for forfejlet og tabt. Den slags erklæringer kommer ikke fra den amerikanske præsident. Det er kommet så stille, så det ikke rigtig er blevet bemærket, men det er sådan, det er: Der er stadig terror og kampe mod terrorister, men som det store billede på kampen mellem frihed og undertrykkelse er krigen mod terror afsluttet - og tabt i tavshed.

Denne artikel er anbefalet af: