Hun betaler dit samtalekøkken

I 1980 vaskede man ikke gulve med polermaskiner og smarte ergonomiske mopper. Dengang blev der brugt knofedt og gulvskrubber til at svabe Danmarks hundrede tusinder kvadratmeter af gulve og trapper. Gulvene på Christiansborg skulle også vaskes. Men mens politikerne spankulerede rundt på dem, glemte de, at gulvenes evige højglans har haft konsekvenser for de mennesker, der dag ud og dag ind har knoklet for at skrubbe dem.

Det mener i hvert fald Blaska Orlovska, der er en 51-årig nedslidt makedonsk rengøringsdame. Hun stiller sig fuldstændig uforstående overfor den politiske tendens til at stramme op over for de arbejdsløse. For det er ikke med vilje, at hun ikke har et arbejde. Hun kan bare hverken håndtere moppe eller madlavning, da 26 års arbejde i rengøringsbranchen har givet hende voldsomme smerter og armskader, der betyder, at hun taber ting.

»Hvis politikerne bare var et kvarters tid i min krop, ville de ikke finde på reformer, der gør det endnu værre for os. Så ville de spørge; Gud, kvindemenneske, hvordan overlever du?« siger Blaska Orlovska.

Hun sukker ved tanken om, at der med Arbejdsmarkedskommissionens udspil i næste uge venter flere stramninger over for de arbejdsløse. Kommissionen er nemlig blevet bedt om at finde mindst 14 milliarder kroner til statskassen. Det skal ske ved at få flere til at arbejde mere - og særligt ved at dem, der ikke arbejder i dag, kommer i gang.

Blaska Orlovska har ellers nok at se til og kan fortælle længe om sin situation, hvor sygedapengene er sluppet op, samtidig med at nåleøjet til førtidspensionssystemet er svært at trænge igennem. Hun havde troet, at velfærdssystemet ville samle hende op - men oplever realiteterne noget anderledes:

»Jeg er så skuffet. I 26 år har jeg bidraget ved at gå på arbejde hver dag og betale min skat. Jeg har knoklet, til jeg blev syg af det. Men nu vil samfundet ikke tage sig af mig.«

De betaler prisen

Blaska Orlovska og andre, der ikke går på arbejde i dag er dem, som Arbejdsmarkedskommissionen sigter de fleste af sine reformforslag efter. Alle dem, der trækker sig tidligt tilbage på efterløn, ender på førtidspension eller dropper ud af arbejdsstyrken på grund af lange sygdomsforløb.

Hun er én af mange, men et godt eksempel på, hvad det egentlig er for nogle mennesker, det hele drejer sig som.

Blaska Orlovska ligner nemlig på en prik den arketypiske sygedagpengemodtager. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har opgjort, hvem de statistisk set er:

Det er en midaldrende kvinde, der enten har en erhvervsfaglig uddannelse eller er ufaglært. Hun bor i en ejerbolig i hovedstadsområdet og er gift. Typisk er hun medlem af 3F og har arbejdet i den offentlige sektor, før hun blev syg.

Af alle sygedagpengemodtagere har kun omkring 3 procent en lang videregående uddannelse.

Samme mønster går igen, når man fører luppen henover tallene, der viser, hvem der modtager efterløn, førtidspension og almindelige dagpenge. Selv blandt sidstnævnte udgør de højtuddannede kun en tiendedel.

De fleste på dagpenge er kvinder i slutningen af halvtredserne, og de er medlem af 3F’s A-kasse.

Førtidspensionisterne og efterlønsmodtagerne er lidt ældre, men også typisk ufaglærte LO-arbejdere, der har arbejdet i den offentlige sektor.

»Det er svært at se bort fra, at rigtig mange af de arbejdsløse i Danmark har ringe eller slet ingen kvalifikationer,« siger Thomas Bredgaard, der er lektor på Aalborg Universitet og forsker ved Center for Arbejdsmarkedsanalyser.

Et politisk valg

Konsensus omkring, at alle danskere alligevel skal arbejde mere, har hersket siden midten af halvfemserne:

»Her skiftede dagordenen fra at fokusere på mangel på arbejde til at handle om mangel på arbejdskraft. Det bliver så koblet sammen med den såkaldte ældrebyrde - altså de demografiske forhold, at der kommer flere ældre og færre unge på arbejdsmarkedet. Lige siden har den dominerende dagsorden været, at det handler om at øge arbejdsudbudet,« fortæller Thomas Bredgaard,

Den tendens har medført en række reguleringer og omlægninger siden; aktiveringspolitikken, der gør op med muligheden for passiv forsørgelse, og rådighedskrav, der gør det så uattraktivt som muligt at være ledig på overførselsindkomst. Desuden er størrelsen af den offentlige forsørgelse blevet begrænset.

I 2006 ændrede Velfærdsaftalen aldersgrænserne for efterløn og folkepension. Fra 2019 bliver tilbagetrækningsalderen gradvist justeret, og alderen skal på længere sigt stige i takt med levetiden for 60-årige.

Og det har virket. Arbejdstyrken er blevet øget, trods ældrebyrden.

Men stramningerne stopper ikke der. Derfor har regeringen brugt 21 millioner finanslovskroner på at finde svaret på, hvordan danskerne kommer til at arbejde endnu mere. Det munder ud i Arbejdsmarkedskommissionens nye anbefalinger, der viser, hvordan konkrete reformer af arbejdsmarkedet kan skaffe mindst 14 milliarder kroner mere i statskassen.

De handler alle sammen om at arbejde mere. For ifølge kommissionen og regeringen er der kun én måde at skaffe penge på, hvis det offentlige serviceniveau ikke skal sænkes, og skatten ikke skal hæves.

Der er »én sidste løsning tilbage: at danskerne arbejder noget mere, så der - samlet set - skabes mere arbejdsindkomst, der kan betales skat af,« skriver kommissionen.

Asbjørn Sonne Nørgaard, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet er enig. I hvert fald har han ikke set andre bud på, hvordan det ellers skulle kunne lade sig gøre at løse statens finansieringsudfordringer på sigt:

»Jeg kan ikke se, at der er nogle reelle argumenter mod, at vi enten kan øge skatterne, reducere velfærdsniveauet eller øge den aktive tid på arbejdsmarkedet,« siger han.

Det er et politisk valg

Regningen for skattelettelser og -stop skal med andre ord arbejdes af nu.

Derfor foreslår kommissionen efter alt at dømme en omlægning af fleksjobordningen, og at sygedagpengemodtagere i behandlingsforløb arbejder samtidig. At SU-reglerne ændres med henblik på at få studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet. At der laves yderligere justeringer af efterlønsordningen, så den bliver mindre attraktiv, og at dagpengeperioden forkortes til to år, så Danmark får et mere »tidssvarende dagpengesystem.«

Reformer af dagpenge- og efterlønssystemet er noget, som også Velfærdskommissionen, vismændene og de økonomiske eksperter har råbt på længe. Det er her, der er flest penge at hente.

Men »det er en strategi, der står ved en form for korsvej lige i øjeblikket,« siger Thomas Bredgaard med henvisning til den stigende ledighed og krisen, som ingen ved, hvor længe varer ved.

Samtidig er det en svært upopulær politisk beslutning at træffe. Ikke desto mindre er det en politisk beslutning - og ikke noget naturgivet:

»Vi har gjort skattestoppet til en hellig ko, og det er en politisk beslutning. Hvis du ikke havde fastfrosset ejendomsværdiskatten i kroner og ører, så havde vi haft et betydeligt større råderum i dag. Men det er så et politisk valg, « siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

»Vi har vænnet os til at sige, at skatten ikke skal stige, men at den snarere skal falde. Så skal der jo ske en omfordeling fra offentligt til privat forbrug, og det skaber et yderligere pres på velfærden,« konkluderer han.

Dem på gulvet

Men når politikerne laver regler og reformer, der satser på at få de svageste til at arbejde længere, »så glemmer de os helt nede på gulvet. De glemmer, at der skal komme én og tømme deres skraldespand, støvsuge deres gulv og deres stol hver dag, før de kan sætte sig og nyde det,« siger Blaska Orlovska.

Da hun fik ondt i den ene arm, arbejdede hun bare videre med den anden. Nu er de begge blevet opereret uden held.

I dag sidder Blaska Orlovska og venter på sin mand, der er 58 år og taxachauffør. Han skal hjælpe hende med at tyde nogle papirer om pension, som hun ikke forstår. Balaska Orlovska forsøger at tilkæmpe sig førtidspension, fordi hun har så mange smerter, og fordi hun med al mulig dokumenteret sandsynlighed aldrig vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Førtidspension er dog ikke sådan lige til at få, og »særligt ikke efter de nye regler åbenbart,« siger hun.

Ingen ønsker at parkere arbejdsdygtige mennesker unødigt på passiv forsørgelse. For at forhindre, at det alligevel sker, er reglerne stramme - både hvad angår førstidspension og fleksjob.

Arbejdsmarkedskommissionen »antyder også, at ordningen bliver misbrugt,« siger lektor Thomas Bredgaard, der ikke kan vurdere, hvorvidt det er tilfældet.

»Men det er, som om hele systemet bygger på et princip om mistillid,« siger socialkonsulent i HK, Carsten Riis.

»Det er et menneskesyn, som bygger på, at folk er ude på at snyde systemet. Men langt over halvdelen af vores medlemmer tager på arbejde, selvom de er syge, for de vil gerne arbejde. Så det hjælper ikke at lave flere økonomiske sanktioner,« mener han.

Blaska Orlovska føler også mistilliden, og den gør hende harm. For hun ville for alt i verden hellere arbejde end sidde derhjemme med smerter:

»Jeg er arbejdsnarkoman, og jeg siger dig, hvis jeg kunne arbejde, så ville jeg gøre det. Deres rådne pension er jo også kun halvdelen af, hvad jeg kunne tjene på at gøre rent.«

Alle danskere kunne arbejde én uge mere om året, eller én time længere hver dag. Eller de kunne betale 4.000 kroner mere i skat om året. Det ville tilføre de fornødne kroner i statskassen, skriver kommissionen selv. Men det er ikke dem, de koncentrerer deres forslag om. Det er Blaska Orlovska og de andre lavtuddannede midaldrende kvinder og mænd, der kommer til at mærke reformerne.