Journalister interviewer journalister, og folk der vil til orde skal tale og argumentere som journalister for at komme igennem med noget. Niveauet, for hvad der kan siges i medierne, er derfor faldet drastisk. Det er medvirkende til et kulturelt forfald og en vidensmæssig fallit, som vi ikke kan være tjent med. Journalistikken og journalisters høje status er del af en forstemmende tendens i tiden: At vi kun kan forstå viden på én formel. Der er imidlertid temmelig megen viden, der ikke kan reduceres til journalistik.
Den journalistiske form har fået herredømmet; ‘performans’ er modsat ‘viden’ blevet de moderne formidleres løsen. Tendensen sniger sig desværre også ind på universiteterne, hvor man i dag skal performe, kunne fremlægge et stof, holde korte oplæg og i det hele taget bruge mindst mulig tid på at studere. Den mundtlige og korte formidling vægtes stadig højere i hele samfundet, og universiteterne bedømmes på deres evne til at performe - det måles hvor ofte forskere er i medierne, hvor de er tvunget til at betjene sig af en journalistisk retorik, der risikerer at smitte af på deres videnskabelige praksis.
Er vi for dumme?
Nogle forskere er langt bedre end andre til at levere deres nyeste resultater i elevatorpitch-længde. Det påvirker og forvrænger desværre vores opfattelse af, hvilken slags viden, der er brug for i samfundet, og ikke mindst af hvem, der kan levere den. Siden den nye universitetsreform og dens devaluerende konsekvenser - for eksempelvis humanistisk viden og dannelse - har folk fra landets business schools fået øget taletid. De taler om - nå ja, business, markedet, sammenhængskraft, innovation og konkurrencedygtighed. Emner, der kan leveres hurtigt, med konkrete eksempler, tal og overbevisende illustrationer, som skabt til den journalistiske skabelon. Humanistisk viden derimod har den ulempe, at den ikke kan forklæde sig som vare og følgelig ikke på samme måde sælges i medierne. I den offentlige debat, der for indeværende er styret af journalisternes blinde vinkler, stilles der i stigende grad spørgsmål, der skal kunne besvares kort og med konkrete svar. Der spørges så godt som aldrig til visioner eller til områder af menneskelivet og kulturen, der er mere nuancerede end og ikke kan reduceres til markedet. Lange udredninger og nuancerede synspunkter, der præsenteres det mindste abstrakt, sælger ikke. Det er fatalt, at vi har ladet journalisterne lave en så stram koreografi af den offentlige debat, at vi ikke længere kan lytte til eksperter, forskere og intellektuelle, der faktisk ved noget om det liv, vi lever. Nogen må mene, at vi er blevet for dumme til at forstå dem?
Den ‘hotte’ formidling
Til gengæld holder medierne liv i den ene livsstilsekspert efter den anden, der fylder os med pseudovidenskabelige ligegyldigheder, fremtidsforskning og lommefilosofisk vås. Fordi deres replikker er korte og deres eksempler konkrete (livsstil!). Det er nedværdigende for vores kultur, udtryk for en undervurdering af os, der lytter og de mange samfundsmæssige problemer, vi har. Der hvor udlægningerne af det, der sker i verden - vores egen og den store - skulle være, underholdes vi i stedet af forprogrammerede debatter, der styres med hård hånd af hovedpersonen: journalisten.
Vi forestiller os, at vi lever i et videnssamfund, men der er ingen, der længere vil være dem, der ved noget, for det er jo de kedelige, der ikke kan bruges. ALLE vil formidle og performe. Formidling er hot.
Rollefordeling
Nietzsche karakteriserede allerede i 1872 journalister som det klæbrige mellemlag i sit værk Om vore dannelsesanstalters fremtid. Man kunne være sikker på det kulturelle forfald, når journalister var for fremtrædende og markedet satte dagsordenen for alting. Det skrift er mere relevant end nogensinde: Det er præcis den udvikling, vi er vidne til i dag. Der spørges forkert. Journalister glemmer, at de skal stille spørgsmål for at nogle andre kan svare. De stiller spørgsmål, som om de selv ligger inde med svarene. Journalisten er blevet en bugtaler, der blot for sjov lukker op for nu den ene, så den anden gæst - for endelig selv at konkludere. Og deltagerne er castet til at spille nogle ganske bestemte roller med nogle lige så bestemte replikker, der skal skabe konflikt og underholdning. Ingen skal blive klogere i mediernes set up. Men hvis kulturen skal debatteres, udlægges og udvikle sig, kræver det nye indsigter frem for underholdning. Man må underlægge sig et stof, søge viden, være åben over for intellektuelle udfordringer og beretninger fra en verden, vi ikke umiddelbart forstår. Ellers sker der ingenting.
Snik-snak
Lektor Søren Fauth fra Aarhus Universitet formulerer det glimrende i Weekendavisen, da han beskriver den nye mundlighedskulturs konsekvenser for dannelse og uddannelse: »Ingen krav må stilles. Under Venstre- og Højre-regeringen har middelmådigheden og ligemageriet triumferet mere end nogensinde før i historien. Vi satsede hele butikken på det hastige og flygtige, og hvad vandt vi: finanskrise, økonomisk afmatning i hele Europa, og undervejs gjorde vi alt, hvad vi kunne, for at erstatte kundskaber med varm luft og snak. Det er et gigantisk kultur- og færdighedstab, der afspejles i folkeskole, gymnasium og på universitetet.«
Sådan siger han i et interview med Ulrik Høy 17. april i år. Viden tager tid og flid. Det tager tid at lære et nyt sprog, at nå nye videnskabelige indsigter, at bedrive politik. Tid som medierne ikke afspejler og som vidensanstalterne ikke længere må bruge. Det er udtryk for en voldsom reduktion af tilværelsen til snik-snak, hurtige replikker og performans. Og sådan kommer kulturen og samfundet ikke ‘i verdensklasse’ inden for noget som helst. Gid journalisterne ville lytte, lade folk tale ud og berige os.
Grunden til, at vi falder i svime over Obamas retorik er, at vi er udsultede hvad visionære, idealistiske og afrundede budskaber angår. Han førte en hel valgkamp uden at gå ind på journalisternes idiotiske strategi med at stille konkrete ‘gottcha-spørgsmål’. Derfor virker han som en befriende ny type, selv om han egentlig blot er et intellektuelt, velformuleret og dannet menneske. Gid han kunne inspirere positivt til at bryde det journalistiske tyranni, at turde lytte igen og løfte niveauet for, hvad der kan siges i vores lille offentlighed.
Agnete Braad er redaktionsassistent på Louisiana Museum of Modern Art
Kommentarer
Ingen er forpligtet til at læse reklamerne, og alle kan slukke for fjernsynet. Bag Agnete Braads fremstilling synes at være en opfordring til selv at vurdere og sortere, så man netop ikke føler et journalistisk tyranni, der med den overhåndtagende tabloidpresseetik har sat de fleste redaktioner og journalister i en gabestok.
En af florklaringerne findes i redaktionernes greb om og interesse i de politiske signaler. Mig bekendt findes i dagens Information ikke et eneste ord om det store PET-komitemøde i går. Her var samlet repræsentanter fra over en halv snes bevægelser, organistioner og partier, som PET havde overvåget, foruden adskillige andre blandt publikum. Men mødet angik rigtignok fortrinsvis venstrefløjen, mens Weekendavisnes forsidehistorie dagen forinden var ‘karaktermord på Bent Jensen’.
Tilmed flyder for tiden de politiske begreber, f.eks. har den nævnte venstrefløj fået et for journalister behageligt bøjeligt og ubestemmelig mediebegreb. Når Berlingske søndag over flere sider kulegraver Plum-fonden sker det bl.a.ved at vende brodden mod venstrefløjen, men så vidt jeg ser findes ingen venstrefløjspersoner inder for rækkerne. Nærmest er måske Junibevægelsen og Ny Agenda, der repræsenteres af Drude Dahlerup og Trine Pertou Mach, hende, som stemte for mere krig og mere militær - altså journalisternes venstrefløj!
DR1 (Kim Bildsøe Lassen) havde et enkelt indslag om PET-komiteen, men valgte blandt de mange én, den selvpromoverende Jens Peter Bonde! Og samme journalist gav 13.aug. (ligeledes i TV-avisen) en omtale af folks syn på indgrebet ved Brorsons kirke, hvilket også fandtes opført på hjemmesiden: 27% finder ifølge en kommerciel undersøgelse politiets fremfærd at være for voldsom, hvorimod DR på deres eget spørgeskema, som imidlertid ikke blev gengivet på TV, får 45%.
Ligesom de unge i dag er meget dygtige til at mobil-kommunikere uden om journalistikken (f.eks. ved Iran-valget), må man velsagtens læse avisen ved selv at undersøge og sammenligne(Georg Metz klassificerede i lørdags, Herald/Time/Spiegel) og finde selv nogle af kilderne på internettet. Eller man hører til menigheden, den faste stok, der læser reklamer og lader fjernsynet køre uden stop. Ingen morallære heri, ingen er forpligtet ud over sine evner. Men findes heri et tyranni? Det stillede spørgsmål er imidlertid væsentligt.
Tak til Agnete Braad.
Jeg finder dine synspunkter meget væsentlige og relevante og kan i det store hele tilslutte mig dem. Inden for rammerne af det journalistiske ‘dannelsesideal’ er der åbenbart ingen laveste grænse for stupiditeten og ‘kritisk journalistik’, der bygger på viden og indsigt, må betegnes som en sjældenhed.
»Nietzsche karakteriserede allerede i 1872 journalister som det klæbrige mellemlag …« skriver Agnete Braad, tja, hvad skal man med en så heftig – og heftigt generel kritik, der både henviser til forrige, forrige århundrede og også citerer en regeringsfjendtlig lektor fra Aarhus Universitet, Søren Fauth: »Ingen krav må stilles. Under Venstre- og Højre-regeringen har middelmådigheden og ligemageriet triumferet mere end nogensinde før i historien.« Er det ikke for meget ære at give regeringen? Vilkårene for kommunikation har ændret sig over hel verden uanset regeringsfarve – så fx selv videnskabsfolk skal formulere sig, så de kan forstås uden for snævre cirkler.
Jeg kan sagtens genkende fornemmelen af at journalisterne, især på tv, er for overfladiske, koncensussøgende og konfliktsky. Mange af dem kender f.eks. ikke forskel på at lancere et eller andet og at danse lancier, med det resultat at de “lancierer” den ene og den anden såkaldte nyhed. Ikke at det gør så meget i sig slev, men det vidner om manglende grundighed. Men jeg er omvendt ikke sikker på at det så meget er journalisternes skyld, for måske er der bare ikke længere tid til den samme fordybelse, som der var engang. Det er jo ikke kun når det gælder det journalistiske håndfværk at tingene skal hurtigere, det gælder også mange andre håndværk, som er overtaget af en industien, hvor der bygges på brug og smid væk- mentaliteten, snarere end på langtidsholdbarhed. Avisen (som metafor for hele branchen) er jo når alt kommer til alt bare noget man pakker fisk ind i, ikke sandt?
Det opgør er jo i fuld gang, grundet på internettet - men det er ikke uden problemer
Hørt!
“Journalistikk er vår tids største forurensingsproblem” (den bergenske forfatter
Georg Johannesen i 1982 i boken “Om den norske skrivemåten”.)
Allerførst: jeg siger absolut ikke en skuid! Det ér en nedladende måde at gøre kommentarer mindre vigtige end avisens journalisters prioriteringer. Første træk imod betalings-netavisen.
Dersnæst: nu ligner Informations debat EB’s på en prik! For et vældigt konsulenthonorar, sikkert. Måske samme konsulentfirma som EB’s. Så Esben Fyhrie og dine evner som debatkonsulent: farvel do!
Og endelig: jég gider heller ikke længere bokse med journalister, som lytter til journalister og redaktionshensyn af både politisk og pekuniær art.
Foretrækker da langt hellere Nietsche og de andre visioner, som holder stik på sigt. Og så må Information simpelthen mangle en svært tung række af kommentatorer og deres bagland i det kølvand. Og kan man ikke komme ind af én dør, jammen så finder vi såmænd blot en anden. Så enkelt er det…
Med venlig hilsen…
Her kan vi da til komme til orde! Det kan vi derimod ikke i TV, og vi er selv med til at lægge niveau’et her, og kan indberette upassende kommentarer hvis vi vil. Vi kan osse lade være med at læse ting vi ikke ka’ li’. Jeg læser ikke EB, hvis jeg kan blive fri. Og det kan jeg….
Det er jo heller ikke sikkert vi fortsat kan læse gratis avis på nettet.
Måske skal vi bare lære at være enige om at være uenige. Det er demokrati!
Tak for en meget rammende og væsentlig kommentar. Vi, der fik studentereksamen og uddannelse, inden verden gik af lave - jeg mener, inden ‘markedsgørelsen’ af uddannelserne nivellerede begreberne om viden og dannelse til en primitivisme, der ikke kun er ubehagelig, men kan blive direkte farlig - græmmer os dagligt over mediernes flødeskum, især når en nærmest nihilistisk-liberal regering river ned, hvad det har taget over 100 år at bygge op. Det kunne man fylde mange aviser med analyser af; men man tvivler på, om journalisterne overhovedet finder det umagen værd at bedrive journalistik.
Vi forestiller os, at vi lever i et videnssamfund, men der er ingen, der længere vil være dem, der ved noget, for det er jo de kedelige, der ikke kan bruges. ALLE vil formidle og performe. Formidling er hot.
Ærlig talt - Hvad har Agnete Braad ellers forstillet sig. Der er en overflod af informations muligheder, og her er det op til den enkelte at sorterer og kritisk vurdere.
Men hvad mener hun med at det er kedeligt? Er det hendes egen situation hun beskriver, eller forsøger hun at beskrive det analytisk?
Under alle omstændigheder må Agnete Braad tilpasse sig omstændighederne, eller også må hun kapitulere. Hvis hun ikke kan overskue mulighederne på grund af mangfoldigheden, så må hun nok finde sig et job hun kan kontrollere.
Jeg kan ikke afgøre om Agnete Braad er bekymret over journalistisk tyranni eller sin egen mangelfuldhed, men hun bør ikke glemme at pressen er den fjerde magt i dette det danske begrænsede diktatur.
@Hans Hansen
“Der er en overflod af informations muligheder, og her er det op til den enkelte at sorterer og kritisk vurdere.”
….eller måske er der netop behov for dygtige journalister til at påpege de vigtige informationssammenhænge - at give dig det du ikke vidste du havde brug for.
Debatfora på nettet er stadig alt for sekteriske og uoverskuelige til at udgøre “en bred debat”
1) Jeg forstår altså ikke helt, hvad der er galt med at kunne kommunikere og formidle sin viden til folk?
2)
Jeg er enig i at det kan været et problem at viden er blevet erstattet af kravet om at kunne ‘performe’; formen synes vigtigere end indholdet. Performans synes også at have sneget sig ind i en lærer-verdenen, hvor den lærer, der performer bedst til en job-samtale har bedre mulighed for at blive ansat end den som ikke gør det; den lærer der performer for eleverne har bedre mulighed for at nå dem, og derved lære dem noget.
3) Grundig og nuanceret synes at være tabt bag en vogn lige nu - håbefuldt ventende på at nogle kommer og samler dem op…
4)
Hvis man f.eks. som lærer vil formidle noget til nogen, bliver man altså nødt til at skære det overflødige fedt væk, komme helt ind til benet af det som er væsentligt, og formidle kernen i det.
5)
Hvis man f.eks. vil formidle noget om livsformer dur det altså ikke at man som lærer står og mumler om forskellige forbehold; det bliver elever jo altså ikke klogere af. Her må det hedde lige på: der er tre livsformer og en kvindelivsform…(husmorlivs-formen). Enkelt og ligetil - skal det være.
6)
For at nå dertil skal man faktisk have temmelig meget viden om et emne, før man kan formidle det videre til nogle; kun på den måde kan udskille klinten fra hveden, og formidle kernen i stoffet enkelt og ligetil.
Obama? Er han ikke en del af den politiske “korrekthed” som mere bliver brugt som overfladisk PR af virksomhedseliten/technokratiet i stedet for at konkret at dække over et reelt indhold?
Og er det ikke det samme der er sket med det såkaldte vestlige “demokrati”? At ideen ikke længere har reelt indhold, jvf “virksomheds staten” Danmark?
Når vi mister referencen til indhold, mister vi det demokratiets ide dækker over, og samtidigt den humanisme, som gør et sammenhængende samfund muligt (jvf det stigende fremmed had i DK/30ernes jødeforfølgelse).
Paul Craig Richardson, tidl. Associate Editor of the Wall Street Journal og Regan adm skriver godt om Obama-fænomenet i flg (se også Pilger videoen)
http://www.infowars.com/americans-serfs-ruled-by-o…
“Tak for en meget rammende og væsentlig kommentar. Vi, der fik studentereksamen og uddannelse, inden verden gik af lave - jeg mener, inden ‘markedsgørelsen’ af uddannelserne nivellerede begreberne om viden og dannelse til en primitivisme, der ikke kun er ubehagelig, men kan blive direkte farlig - græmmer os dagligt over mediernes flødeskum, især når en nærmest nihilistisk-liberal regering river ned, hvad det har taget over 100 år at bygge op. Det kunne man fylde mange aviser med analyser af; men man tvivler på, om journalisterne overhovedet finder det umagen værd at bedrive journalistik.”
Nu eksisterer der heldigvis andre aviser end Arbejderen og Information.
Reel, idealistisk og skånselsløs efterforskende journalistisk skal man lede længe efter. Det ved de fleste jo godt, hvis de tænker sig lidt om.
For journalister er også mennesker med karriere, realkreditkån, fladskærm, fed bil, smarte børn og masser af tjekkede venner på facebook. De har masser af metarielle goder at miste, hvis ikke de holder sig på den af chefredaktøren dikterede måtte.
Jeg savner dem der tør lade job være job, og i stedet bekæmpe falskheden, afsløre løgnene og formidle sandheden. Være folkets forsvar mod tyranni og fascisme. Dette kan man høre JFK tale om - bare søg på “JFK SPEECH” på f.eks. youtube.
Ellers vil jeg anbefale denne dokumentar, som spørger: “Could a media system, controlled by a few global corporations with the ability to overwhelm all competing voices, be able to turn lies into truth?…”
http://video.google.com/videoplay?docid=-446765534…
“At en læge kritiserer en anden læge er utænkeligt; men at en journalist bebrejder en anden journalist er imod universets love” (unknown)
Som Henning Ristinge også er inde på så er dette nok et tidsafgrænset problem og et overgangsfænomen mens vi går fra det tyvende århundredes dominerende medier til fremtidens mere tilgængelige informationsstrøm.
I og med at medier skal kæmpe på markedsvilkår har de større behov for at tiltrække publikum, hvorfor de naturligt benytter alle forhåndenværende kneb og underforståede fortællinger som deres segment allerede har tilkendegivet.
Medierne er håbløst båndlagt deres egne traditioner. Få medier med respekt for sig selv tør eks. fralægge sportssektionen selv om denne sjældent kan tillægges nogen nyhedsværdi og oplevelsen eller resultatet let kan søges gennem mere specialiserede kanaler.
Selve nyhedskriteriet er også ved at blive en farce på sig selv. Noget er nyt fordi det er sket i dag (eller ihvertfald meget nyligt) selv når det blot er en gentagelse af en alt for velkendt historie. Og som artiklen er inde på er journalisme blevet en kunstart hvor fortælleren i lige grad skal udbrede sin fortælling og sin personlige holdningstilkendegivelse - for man må ikke udsættes for modsatrettede opfattelser når man nu har valgt et idealfikseret medie.
Jeg tror ikke at medierne er særprægede i denne sammenhæng, men blot følger tidens tendenser hvor vi forsøger at styre nutidige udfordringer med fortidige løsninger. Jeg er heller ikke særligt bekymret for mediernes fremtid, for hvad vi mister i dybden får vi ofte i bredden hvis vi selv orker at søge rundt blandt de mange meningsforskelle om samme emne.
Hvad jeg dog godt kunne savne er som følger:
1. Et nationalt debatforum uden særlig politisk observans hvor vi i fællesskab kunne debattere dagens udfordring til gavn for både borgere og beslutningstagere. Smid for den sags skyld gerne en poll med så vi kan få en nøgtern brugerundersøgelse som ikke er tilrettet en forudfattet mening, og hvis spørgsmål og svar er direkte anskuelige for os alle.
2. Historik i medierne. Når nyhederne bliver så korte og dagsaktuelle mangler vi i høj grad en historik om tilsvarende problematikker i fortiden eller iblandt andre folkeslag. Det er for let i dag at skjule ting i den almene glemsel, som det eksempelvis ses hver gang der skydes til ny valgkamp og fortidens handlinger er opsummeret til en ‘følelse’ om de gjorde det godt eller skidt.
3. Kvalificerbare kilder. Objektiv journalistik er lige så teoretisk som optimal lyssætning for blinde. I stedet for at arbejde hen i mod dette ideal bør journalister give kildehenvisninger og referencer til de professionelle kilder de benytter samt hvem der har bestilt arbejdet. Forståelse kommer ikke af andres ‘objektivitet’ men af oplysning, og her er den bedste sikring selv at kunne gå til kildematerialet.
Lad os endelig bevare journalister og meningsdannere fordi de er ofte bedre udrustede (eller hengiver deres tid dertil) til at opsummere komplicerede problemstillinger og gøre dem folkelige. Men jeg håber de dage er talte hvor man får sine meninger alene fra sin samtykkende informationstolker og kun bliver udfordret på sin grundlæggende tro hvis en kommentator vover at udbrede en divergerende holdning.
Det er kun tyranni hvis der ikke er tilsvarende kvalificerede og stærke opponerende meninger tilgængelige. Og de er der heldigvis allerede i dagens mediebillede.
Dette er et debatforum.