Skiltet med påskriften »Egoistnation Danmark« mødte de tyske rejsende, som krydsede grænsen på vej til det Danmark, som de har kendt og holdt af at holde ferie i mange år. Et skilt på vejen, som informerede EU-borgerne om karakteristika ved den generation, som i dag kalder sig danskere. Hvorfor dette skilt og hvad var der sket i det lille kongerige, som alle i Europa holdt af før i tiden?

Jo, folket havde tabt fællesskabet af syne. Det var gradvist forsvundet og hele tiden nedprioriteret uden tanke for det tomrum, som fællesskabet efterlader. Det bliver ikke ved - det fyldes af noget andet. I Danmark var der vokset en mentalitet frem dybt inde i folkets sjæl. I pressen hed den populært ‘noget for noget’. Umærkeligt overtog den styringen af politik og samfund og umærkeligt blev den en del af danskernes hverdag mentalitet og sjæl - egoismen.

Jo, i Danmark insisterede nogen borgere på at holde hunde, som opførte sig som en afsikret håndgranat. Man kunne ikke vide, hvornår den gik amok på et menneske, et barn eller et andet dyr. Men det var vigtigere at have ‘ret til at holde kamphund’, end det var at leve i fordragelighed med sine naboer. Retten frem for alt - mine personlige behov frem for alt.

Min ret

I Danmark opholdt sig der irakiske flygtninge, som af uransagelige veje var havnet i det lille land. De ville gerne være en del af fællesskabet Danmark, som de havde hørt så meget godt om. Men nej, sagde danskerne. Vi vil have ‘ret’ til at udelukke jer af fællesskabet. Vi kan ikke lide Jer, for I truer vores velstand. Vi kan ikke lide Jer, for vi forstår ikke Jeres religion. Politi blev tilkaldt for at fjerne de formastelige i en kirke. Deres forbrydelse: De troede, danskerne var gæstfrie, men opdagede et hjerterum, der ikke var rødt som det smukke flag men sort og fyldt med tomhed.

De få modige danskere, som ikke var inficeret med epidemien - egoisme - protesterede, men de skulle få Politiets kærlighed at føle. ‘Retten’ skal håndhæves for enhver pris - koste hvad det koste vil. Således blev retten eller rettere ‘uretten’ håndhævet. Med hvinende knipler blev der pryglet løs på kvinder og almindelige mennesker, der lå ned passivt midt på en vejbane. De kunne så let som ingenting være fjernet af de hærdebrede og veltrænede politibetjente ved at løfte dem væk eller til sidst anholde dem skånsomt. Men nej ‘retten’ skal ikke forkyndes. ‘Retten’ skal smages som smerte. De opsætsige borgere skal prygles til underkastelse. Her er ingen pardon i det nationalistiske selvoptagede paradis skabt af Pia Kjærsgaard (DF) og hendes stormtropper.

Mig forrest

De rige danskere havde fået nok af fællesskabet og især af velfærdsstaten. Væk med denne klods, som begrænser vores privatøkonomi. Jeg skal realisere mig selv i mit eget billede omgivet af materialisme, samtalekøkkener, prestige og rigdom. Frygten for det modsatte - sygdom - fik dem til at tegne sundhedsforsikringer. En genial løsning: Pensionisten, den arbejdsløse og den invalide førtidspensionist finansierer min sundhedsforsikring over min virksomheds fradrag. Så kan jeg komme forrest i køen til hospitalsbehandling. For min sygdom og min helbredelse er vigtigst. Jeg er på arbejdsmarkedet. Jeg har karriereplaner. Jeg er en unik person og noget mere end de andre. Frem i overhalingsbanen og væk med alle de andre, så jeg først kan undslippe min sygdom. Jeg har som et aktiv ‘ret’ til en gratis sundhedsforsikring. Jeg har ‘ret’ til at mase og protestere mig frem foran i køen til hospitalsbehandling. Det er ikke noget for noget - det er mig og min slægt frem for alt.

Mit og kun mit

Ved juletid vil danskerne atter samles i deres kirke. I den kirke, hvor irakerne blev jaget ud med knippelslag, peberspray og skjolde, råb, skrig og angst. De vil høre på juleevangeliet og måske skænke 10 kroner af deres ufattelige rigdom til kirkekassen. De vil føle sig salige og tale om det danske frisind, om danske værdier og måske om tolerance, hvis dette ord ikke helt er gledet ud af det danske sprog. Når de går ud af kirken, så sker der en forandring indeni. Væk er juleevangeliet. De er blevet døve og forstår ikke budskabet. De agerer som en flok tåber, der har siddet derinde i kirken med et hoved fyldt med cement og ikke med evangeliet. De kan mekanisk og uden følelse genfortælle budskabet, men deres hjerter kan ikke rumme det pga. epidemien inde i dem: egoismen.

Forbavset over skiltet »Egoistnation Danmark« standsede de tyske turister. De stod ud af deres bil og beskuede det mærkelige skilt ved grænsen. På bagsiden var der skrevet et tag med en sort spray.

Med Carsten Jensens ord (jvf. hans tale efter rydningen af Brorsons Kirke, trykt i Inf. 15. august): »Far, jeg troede, vi var så rige i Danmark«.

Far svarer: »Det er vi også, men det er kun fordi, vi ikke deler med andre.«

Kære medborgere er det det ry vi ønsker os? Vågn op inden det er for sent og epidemien er blevet til en kronisk tilstand i folkets karakter.

Kim Folke Knudsen arbejder som økonomikonsulent i Lyngby Taarbæk Kommune med voksen- og handicapområdet som ansvarsområde