- Hvorfor står du og holder i den pind?

»Der er nogle folk, der er i dyb nød, og de skal støttes,« siger manden i den beigefarvede vindjakke og det grå fuldskæg.

Det er en sensommerdag i Danmark. Eftermiddagssolen skinner ned over Rådhuspladsen i København. Manden hedder Jørgen Kirkegaard, han er 65 år og lektor i historie, og på banneret, han holder, står der Bedsteforældre for asyl.

Lektor Kirkegaard er ikke alene. I dag er Rådhuspladsen tæt pakket af mennesker. Mange tusinde borgere fra dette underlige lille land, hvis politiske flertal og vælgerflertal synes så angst for det fremmede, at man sanktionerer politiets brug af knipler og peberspray for at tvinge irakiske mænd, kvinder og børn i nattøj og bare fødder ud af Brorsons Kirke en sen nattetime.

Menneskene er samlet til seks timers støttekoncert for irakerne, og på scenen siger konferencier og standup-komiker Jonatan Spang med adresse til politibetjentene:

»Husk, at hvis man henne på sit arbejde bliver bedt om at gøre noget, man synes er forkert, så må man godt sige nej.«

Hvad støttekoncerten og arrangørerne, borgerinitiativet Kirkeasyl vil, er et ‘ja’. Et ja fra myndighederne til humanitært ophold for de irakere, hvoraf nogle har siddet i danske asylcentre i 10-12 år.

»Der er mange gode grunde til at give dem ophold,« siger Jørgen Kirkegaard.

»Jeg lægger selv vægt på det kristne budskab om næstekærlighed. Det står på hver side i Det Ny Testamente, og det skulle gerne være fundamentet for vores samfund. Men vi træder højt og flot på det.«

Mange små dryp

Sådan er det i dagens Danmark. I et hjørne af Rådhuspladsen fortæller Politikens lysavis, at ‘Michael Jackson-musical kommer til Danmark’. Nogle kommer, andre må rejse.

- Hvorfor er danskerne blevet så bange?

»Jeg tror, det er mange små dryp siden 2001, som gør, at medmenneskeligheden skrider. Som historiker kan jeg ikke lade være med at sammenligne med Tyskland. Der skred det også gradvist over fem-ti år. Massiv propaganda i nogle få år er nok - så var man klar til Krystalnatten og kz-lejrene Derfor er det så vigtigt, at vi stopper her,« siger historikeren.

Fra scenen synger Rasmus Nøhr: »For jeg er så ked af det. Og jeg skammer mig. Tilgiv…«

Sangen handler vist om kærlighed, men fanger også stemningen her på pladsen. Skammen. Også hos Simon Kvamm, der står og venter på, at det bliver hans tur på scenen.

»Jeg har denne mærkelige fornemmelse af, at hele skalaen mellem medmenneskelighed og principfasthed - eller naivitet og kynisme - som jeg tror, vi er nødt til at spænde vores samfund op imellem, at den skala har forrykket sig meget,« siger Kvamm.

»Det, der for 10 år siden var et budskab om medmenneskelighed midt på skalaen, stemples i dag som pladderhumanisme helt ude til venstre på skalaen. Jeg får en mærkelig fornemmelse i maven, når folk, der sikkert karakteriserer sig selv som humanister, i dag finder det helt i orden, at folk hentes ud af en kirke med politiets knipler, og fædre fjernes fra deres børn.«

- Hvorfor er danskerne blevet så bange?

»Det er både frygt og ligegladhed. Folk er trætte af at høre om ofre, og i deres afmagt over for offerhistorierne siger de: ‘Sådan er loven. Altså må de ud’. Man gemmer sig bag loven, selv om lovene jo er nogle, vi selv står bag, og som skal afspejle vore værdier.«

Tak til alle danskere

Mens Nikolaj Nørlund synger og spiller fra scenen, vælter to små lyshårede piger rundt i menneskehavet. Her er solskin, trygt og godt. At lysavisen fortæller om det ny politiske krav om burkaforbud, kan de ikke læse. Ej heller opfange den hilsen, der fra scenen læses fra Muhammed, en af irakerne fra kirken, som nu sidder i Ellebæk Fængsel og venter på tvangsudsendelsen.

»Tak til alle danskere, der støtter os. Tak til alle i Kirkeasyl. Tak til alle, der deltog onsdag nat. Jeg vil aldrig glemme jer,« skriver Muhammed. Selv snart glemt af danskerne, hvis det står til det politiske flertal.

»Jeg har nok samme følelse som mange andre om forløbet af denne sag,« siger Niels Hausgaard, endnu en af de mange kunstnere, der skal på senere i programmet: »Den følelse, at det simpelthen er for afstumpet til, at vi vil lægge navn til. Man har bl.a. gjort nogle børn dybt fortræd, helt uden grund. Jeg vil ikke bebrejde politifolkene, at de gør, hvad de får besked på. Men det er synd og skam, at man sætter unge jyske mænd til så ubehageligt et stykke arbejde. Jeg vil ikke engang bebrejde politikerne, for vi har de politikere, vi har valgt. Det kan ikke komme bag på os, at de agerer, som de gør. Vi står selv med ansvaret. Det er vores skyld og vores skam, og vi er nødt til at snakke med hinanden om, hvordan vi kan gøre det bedre,« siger Hausgaard.

Støttekoncertens umiddelbare mål er at samle underskrifter på kravet om humanitært ophold for irakerne, og at samle penge til deres ophold i Danmark, så længe det varer.

»Sms ASYL til 1231. så giver du 30 kr.,« råber konferencieren fra scenen.

Tabere og vindere

I menneskehavet går Elisabeth Toft Rasmussen, 45 år, rundt med en raslebøsse.

»Jeg er her i dag, fordi jeg er rigtig bekymret for os danskere og for den stigende intolerance og mangel på anstændighed, som præger debatten. Hvad bliver der dog af mit land?

- Hvorfor er danskerne så bange?

»Jeg kan ikke forstå det, og det er i sig selv en del af min bekymring. Jeg forstår ikke den angst, der gør, at vi ikke ser på folk udefra som en mulighed. Jeg ved ikke, hvorfor nysgerrigheden over for det ukendte, der kan berige os, er blevet væk i Danmark,« siger Elisabeth Toft Rasmussen.

Bag scenen står Niels Skousen, Sebastian, Mikael Simpson, Outlandish, Lars H.U.G. og Trentemøller for tur. Der bliver stadig mere trangt på Rådhuspladsen, i takt med at solen daler.

I udkanten køber folk pølser med sennep og ketchup, og bilerne snegler sig forbi ad H.C. Andersens Boulevard. Lysavisen fortæller, at ‘FCK er megafavorit hos bookmakerne.’ Nogle vinder, andre taber i Dagens Danmark.