»Undskyld, jeg arbejder,« skriver arkæologen Sara Heil Jensen (Inf. 14. august) i en rødglødende reaktion på interviewet med mig (Inf. 7. august). Hun tror vist, at jeg modstander af kvinders udearbejde og at jeg kæmper for at kvinder »igen skal være afhængige af deres mands indtægt«, som Information kom for skade at referere mig for i en ellers nuanceret leder 8. august.
Hvad med at lade være at misforstå. Det gør debatten mere interessant.
Jeg slog et slag for frihed. Og man skal være naiv som Maud i Matador, hvis man tror, at familier i dag har reel frihed til at vælge at passe deres børn selv. De sidste 40 år har velfærdsstaten bevidst modarbejdet forsørgerfamilien - godt bistået af den radikale kvindebevægelse, der patroniserende kunne fortælle kvinderne, hvad de skulle og ikke skulle. De skulle ud, skulle de, væk fra kødgryderne og deres luderliv som forsørget hustru, og børnene skulle overlades til statslig omsorg. Budskabet passede perfekt til velfærdstatens ekspanderende behov for mødrenes arbejdskraft.
Hvor er det frie valg?
Resultatet er, at kun meget få familier har råd til at leve af én indtægt, fordi familien bliver økonomisk straffet på kryds og tværs, hvis faderen eller moderen - mest moderen ved vi - går helt eller delvist hjemme med børnene. Og når heldagsskolen en dag indføres, eroderes valgfriheden fuldstændig, for så bliver alle danske børn i seks-årsalderen tvangsinstitutionaliseret fra fra otte til 16.
Hvorfor er kvindebevægelsen så ligeglad med denne udvikling, hvorfor så kold i en vis legemsdel over for de kvinder, der har satset på familien frem for karrieren og som dette lands familie- og skattepolitik giver så enestående ringe vilkår?
Direktør Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo giver svaret 17. august. Fordi »løsningen ikke er at gå tilbage til 50’enes hjemmegående husmor«.
Tak, Elisabeth, det er rart at vide, hvor vi skal gå hen. Men det kunne jo være, du skulle overlade det valg til kvinderne selv. Og det kunne jo være, at det ikke handlede om at gå frem eller tilbage, men blot om at få muligheden for at gå i den retning, der passer ens børn og familie bedst.
Og så kunne endeligt også være, at din reaktion viser, hvad der grundlæggende er galt med den statsinstitution, du er direktør for: At Kvinfo hævder at arbejde for kvindernes interesser, men i virkeligheden kun brænder for én ting: Ligestilling, ligestilling og ligestilling. Tilsat positiv kønsdiskrimination og tvungen orlov til fædre, når uligestilling og ufrihed passer ind i den feministiske dagsorden.
Fair nok. Men lad være at sige, at det er kvindernes sag, I arbejder for, når I bevidst modarbejder visse kvinders interesser.
Det er jo bare hykleri.
Katrine Winkel Holm er teolog og kommentator
Kommentarer
Hvad med at lade være at misforstå. Det gør debatten mere interessant
Ja det ville jo være dejligt, men hvor er det lige at feminismen er konsistent? Nu er det åbenbart gået hen og blevet kvindeundertrykkende at kvinden skal ud på arbejdsmarkedet… mener nogle… !?
Spørgsmålet er bare nu… : Hvornår feminismen opdager at alting ikke drejer sig om kvinder, kvinder og kvinder. Feminister er sku’ de mest navlebeskuende eksemplarer af kønnet, der konkurrerer med mandschauvinisterne om pladsen som de største selvcentrede eksemplarer af menneskeheden.
Denne her viser fint hvor Katrine Winkel Holm mener sig i stand til at bedømme hvorvidt kvindernes situation er ufri.
Fair nok. Men lad være at sige, at det er kvindernes sag, I arbejder for, når I bevidst modarbejder visse kvinders interesser. Det er jo bare hykleri.
Katrine Winkel Holm, feministbevægelsen er gået hen og blevet fuldkommen overflødig på nær nogle få problemstillinger. Hvis i virkelig ikke kan præsentere nogle nye produkter, så er løbet kørt for bevægelsen, fordi den i al for mange sager kun kan misforståes, på grund af sludder, som der gentages i en uendelighed, åbenbart lige indtil den falder fra hinanden, på grund af manglende opbakning blandt befolkningen.
Ja, det er da så ganske interessant at når samfundet mangler arbejdskraft (som i 1950erne og i 1960erne), så prises kvinden som ude-arbejdende, og der laves undersøgelser, hvori det dokumenteres, at børn har bedst af at blive passet ude. Og når så krisen rammer som den gør nu, ja så laves der skam undersøgelser, der beviser det modsatte, konkluderende, at børn skam har bedst af at blive passet hjemme hos deres - mor eller far. Og helst alene… Og at kvinder skam slet slet ikke vil arbejde ude, eller ikke er genetisk disponeret til det, eller hvad videnskabens vrøvl nu kan finde på.
Og hvilken frihed er det Katrine Winkel Holm slår et slag for; det er friheden for de borgerlige kvinder, som kan have den luksus at gå hjemme, mens deres mænd tjener pengene. Arbejderklassens kvinder har skam alle dage arbejdet, tænk blot på Agnes og tyendet i Matador…
Folk der er medlem af en A-kasse, skal jo, uanset om de vil det eller ej, stå til rådighed for arbejds-markedet. Og det betyder, at hvis man skal have et nogenlunde fornuftigt liv i dag, så bliver man nødt til at søge arbejde, også selvom man måske hellere ville være uafhængig af staten.
Løsningen er, mener jeg, bestemt heller ikke, at gå tilbage til 1950ernes husmor, som vist kun eksisterede i perioden fra ca. 1949-1969? Løsningen er derimod at sørge for at familier med småbørn fra 0-6 år måske kun arbejder 30-32 timer om ugen.
Og har Katrine Winkel Holm helt glemt, at børn som regel da også har en far…
Er der noget at misforstå, når Katrine Winkel Holm påstår, at ligestilling er feministers ønske om 100% ligestilling og ”kvindekvoter” og tæsker rundt i denne debat? Hvor får hun dét fra? Hvem vil dog ”mase” dette ned over kvinderne?
Eller når hun påstår, at det går ud over kvinderne selv, deres børn og deres ægteskab, når kvinder ”tvinges” til karriere og til bestyrelsesposter. Hvem har dog tvunget Katrine Winkel Holm ind i DR’s bestyrelse og til en teologisk uddannelse?
Det er temmelig groft at kalde kvinder med høj uddannelse og ambitioner og arbejde for ”luksuskvinder med luksusproblemer”. Hvorfor i alverden skulle det være et ”enten eller” for kvinder som gerne vil arbejde og også have børn?
Hvorfor skal det hænge på lige netop kvinden? Hvad med om man stillede det samme krav til manden om, at hvis han både vil have kone, arbejde og børn, så må han prioritere? Det er faktisk muligt, og måske kunne han vælge ikke ligefrem at blive topdirektør.
Katrine Winkel Holm:
»Jeg savner nogen i den politiske debat, som gad sige, ‘hør her, kære venner. Verden går altså ikke under, fordi vi ikke har flere kvindelige chefer’.«
Jeg savner nogen i debatten der gider sige, at verden ikke går under, fordi vi får lidt færre mandlige chefer.
»Børnene er ofte syge, deres sprog er dårligere, og de mangler den styrke, som en familie giver,« »Børnene er ofte syge, deres sprog er dårligere, og de mangler den styrke, som en familie giver,« siger hun.
Hvor i alverden får hun den opfattelse fra? Det kan i hvert fald ikke være noget der kan dokumenteres.
Jeg har ikke misforstået noget.
http://www.information.dk/199454
Hvorfor underskriver Kathirne Winkel Holm sig som teolog og kommentator? hvorfor ikke som “Hjemmegående”. Hvis man er stolt af den profession, hvorfor så ikke underskrive sig med den? Eller er det bare noget …..hykleri?
Inger Sundsvald
Jeg savner nogen i debatten der gider sige, at verden ikke går under, fordi vi får lidt færre mandlige chefer.
Ja - men så til ære for dig: Jeg mener ikke at verden går under fordi der vi får færre mandlige chefer, tværtimod - er du glad nu?
Det er ikke målet vi er uenige i Inger Sundsvald, det er metoden. Nul særrettigheder og nul kvoter.
I de ”gode gamle dage” havde kvinderne nok at lave med at sylte og bage og vaske storvask m.v. Alligevel arbejde størstedelen af kvinderne også for andre. I syv lange år forsøgte jeg at få noget meningsfuldt ud af en hjemmegående husmors liv, ved at foretage mig nogle af de ting industrialiseringen havde gjort overflødig. Alligevel kedede jeg mig bravt, og mine børn kunne også godt have haft brug for lidt anden stimulation end ture på legepladsen og besøg hos familie og venner.
I dag ville det nok have været mindre træls, med tv og internet m.v. Men ikke engang i dag, med disse ”nymodens” ting, ville jeg ane hvordan jeg skulle finde det tilfredsstillende, og da slet ikke med en ubrugt uddannelse.
Hatten af for dem der kan. Men gid fanden havde dem som påstår at kvinderne selv, mand og børn tager skade af at de vælger eller er tvunget til noget andet.
Hans Hansen
Og hvor har jeg så sagt at ”metoden” er kvoter og ”særbehandling”, som du mener vi er uenige i?
Inger Sundsvald
Hvis jeg lagt dig noget i skoen, der ikke er rigtigt, beklager jeg meget. Hvis du ikke går ind for kvoter m.m. så er vi mere enige end jeg troede på det punkt.
Jeg ved ikke om det ville være bedst hvis alle var chefer, eller at der slet ikke var nogen.
Når Katrine Winkel Holm underskriver sig som teolog, er der vel ikke noget at sige til, at man kan mistro hende et missionerende motiv. Der er måske andre institutioner end Kvinfo, som vil tvinge bestemte kønsroller ned over hovedet på folk. Sidst jeg kiggede efter, så starter Katekismus stadigvæk sådan: “De ti bud således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand dem.” -Mor er måske ikke god nok?
Og de der heldagsskoler som hun frygter, de findes jo allerede, i form af privatskoler med egne pasningsordninger. På efterskoler bor elverne endda døgnet rundt. Er de så allesammen skadelige? Jeg mener at nok nogen af de religiøse er, dem hvor helvede følger med, men allesammen?
Katrine Winkel holm skriver:
Resultatet er, at kun meget få familier har råd til at leve af én indtægt, fordi familien bliver økonomisk straffet på kryds og tværs, hvis faderen eller moderen - mest moderen ved vi - går helt eller delvist hjemme med børnene.
Man kan diskutere om dette er sandt og i givet fald hvad årsagerne er. Ligeledes kan man diskutere om det i virkeligheden er her, hovedproblemet ligger.
Det kan også være at hovedproblemt i virkeligheden er det ideologiske korstog imod familien og moderskabet, den borgerlige ideologis forherligelse af erhvervsarbejdet dvs. det profit- og skattegenererende arbejde og kvindernes manglende indbyrdes solidaritet på tværs af økonomi, uddannelse, erhverv, civilstatus, samfundsklasse, alder og levemåde, der er problemet.
Nanna
Ja, man kan diskutere så meget. Man skal nok ikke regne med søstersolidaritet fra Katrine Winkel Holms side, med alle de kvinder som ikke gør som hun mener er rigtigt.
Hun står jo om nogen, for den borgerlige ideologis forherligelse af moderskabet og familien ;-).
Inger
Nej, feminist tror jeg ikke, hun opfatter sig som.
Men nogen skal jo tale husmødrenes sag og det er jeg da glad for, at hun gør. Det er helt urimeligt, hvis der skal ses ned på kvinder, som ikke arbejder. Al seen ned på folk udenfor arbejdsmarkedet er noget skidt.
Karsten
Og hvilken frihed er det Katrine Winkel Holm slår et slag for; det er friheden for de borgerlige kvinder, som kan have den luksus at gå hjemme, mens deres mænd tjener pengene. Arbejderklassens kvinder har skam alle dage arbejdet…
Det er et falsk billede du giver af de hjemmegående, når du beskriver dem som borgerlige. Man kan godt leve af kun én indkomst, selv om den ikke er stor. Spørg bare de enlige mødre…
At sige at “arbejderklassens kvinder har altid arbejdet” virker selvunderstrykkende, for derved siger man jo, at det heller aldrig skal blive bedre. Man siger jo nærmest at det “bør” de gøre.
Men alligevel må der være sket en udhuling i købekraften når en familie i dag skal levere flere ugentlige arbejdstimer end man skulle i 60-erne og 70-erne for samme levestandard.
Udbytningen af familierne er blevet større. Merarbejdet er steget og gevinsten stryger kapitalisterne og staten på familiernes bekostning.
Produktivkræfterne udvikler sig, der sker en digitalisering og effektivisering over alt. Hvor forsvinder værdierne hen? Hvordan kan det være at folk skal knokle mere end nogensinde og finder sig i det samtidig med at de ønsker at give mere tid og omsorg til deres børn, end de har mulighed for?
En kortere arbejdstid til børnefamilier ville være fint, men det kræver jo deltid, som de mandsdominerede fagforeninger ofte er indædt imod. Netop dette er sikkert en del af forklaringen på det kønsopdelte arbejdsmarked. Og det er der måske også meget god logik i.
Kvinder ønsker sig ofte et job med mere tid til familien, mens mænd ofte ønsker et job, hvor de tjener mest muligt. Blander man kønnene risikerer man at de ødelægger det for hinanden. Kvinder har ikke lyst til at blive tvunget op i tid og mænd har ikke lyst til at blive tvunget ned i løn.
Genindførelse af forældreorlov kunne være en ide. Hvis flere kunne passe børnene hjemme til de var måske tre år, kunne der blive flere hænder i ældresektoren. I de andre nordiske lande kan man få penge for at passe børnene hjemme længere tid end her. I Sverige kommer ingen børn i vuggestue før de tidligst er et år.
Pengene bør følge barnet og det må være et frit valg om man vil passe dem selv eller i institution.
Nanna
Det er da fint at nogen taler husmødrenes sag, ligesom jeg synes det er fint når nogen taler de selverhvervende kvinders sag og ikke mindst børnenes sag i de institutioner hvor nogle må tilbringe en del tid. Dem har jeg ikke observeret hun gør en indsats for.
Det jeg har noget imod er når hun ser ned på kvinder der arbejder og påstår alle mulige skader på børn og familie ved at arbejde. Desuden når hun kalder det ”luksuskvinders luksusproblemer”. Det var det man engang sagde om husmødre, men det synes jeg ikke at der tales om mere.
Der er ingen grund til at give disse kvinder dårlig samvittighed, mere end de kan have i forvejen ved at vælge, eller være tvunget til at arbejde.
Jeg kunne godt tænke mig, at der var frit valg for alle kvinder og mænd til at vælge selv, hvad de mente var bedst for dem og deres familie. Men jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvordan det skulle kunne lade sig gøre i det samfund vi lever i. Dog er jeg enig i, at vi som samfund må have råd til, at børn bliver passet hjemme til de f.eks. er tre år – hvis man ønsker det. Det er trods alt i samfundets interesse at der bliver født børn, og at de får de bedste betingelser.
Gensidig anerkendelse er vejen frem. Men ”solidaritet” kan ikke forlanges af andre som har en helt anden mening end én selv, selv om man tilhører det samme køn. Kvinder er jo heldigvis også forskellige og med forskellige muligheder og overbevisninger.
Jeg får f.eks. kuldegysninger når man taler om det hellige moderskab og den særlige moderkærlighed, idet jeg mener det nedgør mænds ”faderkærlighed” som mindre valid. Desuden mener jeg, at alt ud over fødsel og amning er noget der kan læres, og at følelser er ikke noget kvinder har patent på.
Inger
Jeg oplever ikke, at Katrine ser ned på kvinders udearbejde. Det tror jeg i det hele taget ikke ret mange gør.
Men hvis man lægger op til at de hjemmegående er nogle priviligerede bourgøjserkvinder, modsat “arbejderkvinder”, så sker der en distancering. Det er klart, at Katrine og andre som står frem som hjemmegående virker priviligerede og dermed kan give dette indtryk. Men de taler på vegne at mindre privilegerede kvinder også.
Jeg synes bare man skal tage det naturligt at det er et “job” at være hjemmegående som alt muligt andet. Og så ikke forvente yderligere forklaring i form af hvordan det dog kan lade sig gøre, som om det er så odiøst at leve for mindre end gennemsnittet. Som jeg før skrev - enlige mødre gør det jo også.
Det er lidt som om man falder tilbage til, at man igen skal vurderes på hvad mandens erhverv er, som i gamle dage.
Sådan er det jo blevet meget i dag at man bedømmer folk meget på deres profession.
Hvad mænd angår, så er det måske når flere mænd står frem som hjemmegående, at respekten endelig kommer… Det ville jeg synes var herligt!
Nanna
Enlige mødre/fædre arbejder og klarer sig for én løn, fordi de er nødt til det. Heldigvis støtter samfundet op om dem og giver ekstra tilskud til børn og husleje.
Ekstra tilskud får husmødre ikke, bortset fra et personfradrag på mandens selvangivelse, og nogle kan klare sig, fordi de har være så heldige at have en billig husleje og vælger at have et mindre forbrug. Det er der også ”arbejdere” der kan og har valgt, men nok ikke hvis manden arbejder for en mindsteløn.
At være hjemmegående er ganske rigtigt er job som alt muligt andet og skal respekteres, men der er ingen grund til helgenkåring.
Som jeg ser det, så bebrejder KWH de kvinder som arbejder, og opruller alverdens kedelige konsekvenser for børn og familier ved dét. Det kalder jeg at ”se ned på”, og at skabe en modsætning som ikke er nødvendig. Jeg kan slet ikke se, at KWH tager det ”naturligt”, at kvinder arbejder, som de altid har gjort.
Kunne man dog bare komme frem til at respektere hinanden.
Nanna (og andre)
Jeg ser skam ikke ned på arbejderkvinder, der arbejder; jeg påpeger blot at historisk har det været sådant at kvinder fra arbejderklassen arbejdede, mens borgerskabets kvinder kunne gå hjemme, blive gift og sygne hen i et ægteskab, afhængige af deres mænd. Arbejderklassens kvinder arbejdede fordi de var nødt til det for at få økonomien til at hænge sammen i det lille hjem; borgerskabets kvinder ville arbejde for at få mening i deres tilværelse, og for at blive økonomisk u-afhængige af deres mænd.
Netop her går skillelinien mener jeg (også i dag):
Lønarbejderlivsformens kvinder arbejder, fordi de er nødt til det; den karriere-orienterede kvinde arbejder, fordi hun ser det som en mulighed for at få et godt, spændende og indholdsrigt liv; selv-aktualiseringen eller selv-realiseringen sker på arbejdet, ikke i hjemmet.
Sociologisk er dette en vigtig sondring at forstå, mener jeg, da det forklarer hvorfor f.eks. kvinder som har en lønarbejderlivsform har en anden politisk dagsorden end f.eks. kvinder som har en livsform som er karriere-orienteret.
Og hertil kommer så den specifikke kvindelivsform, husmorlivsformen (som nogle selvfølgelig også godt kan have) som en mulig forklaring på, hvorfor nogle sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter er modvillige til at tage fuld tid - selvom det bliver dem tilbudt.
Løsningen er for mig at se stadig at tilbyde mødre og fædre med små børn fra 0-6 år at gå ned i tid, f.eks. 28-32 timer pr. uge eller noget lignende.
Det er ikke sandt, at arbejderklassens kvinder generelt skulle have været udearbejdende. Det gælder i hvert fald ikke de gifte kvinder.
Idealet var at de ikke skulle være det. Med stigende udvikling af samfundet lykkedes det mange arbejderklassefamilier at leve af kun mandens indtægt. I 60-erne, da jeg var barn, var dette ganske normalt.
At være hjemmegående var absolut IKKE kun et middelklasse- eller overklassefænomen. Det var det, som var helt almindeligt og normalt.
Og det var godt at være husmor dengang, når man boede i nyere almennyttigt boligbyggeri. Man kunne få mælken bragt ved bud og indlevere vasketøjet på vaskeri, hvor man fik det tilbage i pakker færdigstrøget.
Affaldet skulle man ikke bære ned i gården, men smed det i nedstyrtningsskaten. Skoler og børneinstituitoner krævede ikke ret meget af forældrene og mælken i skolen var gratis og man fik vitaminpiller, årlige besøg hos skolelægen og fluorskylninger. Meget af den slags er sparet væk i dag.
De kvinder, som havde fuldtidsarbejde, var typisk enlige kvinder. Havde de børn, var det et meget hårdt liv, som de ikke altid kunne klare.
Så boede børn født udenfor ægteskab ofte hos deres bedsteforældre. Først fra 70-erne var socialstaten så udbygget, at en enlig mor kunne regne med at kunne klare at have barnet hos sig. I dag er det vist sjældent, at man af økonomiske grunde overlader et barn til bedsteforældrene.
Sammenlignet med 60-erne kan man sige, at servicen er blevet dårligere men at muligheden for offentlig forsørgelse er blevet bedre. Det sidste er selvfølgelig godt.
Nanna
Der er vist forskellig opfattelse af hvad der var helt normalt i 60’erne. Kun hvis man havde en mand der tjente en god ugeløn, som f.eks. typograf, skraldemand eller smed, kunne kvinderne fra arbejderklassen tillade sig ikke at arbejde.
Mange kvinder dengang tog aftenarbejde f.eks. på Colgate, servietfabrik eller i bagerbutik. Det var ikke muligt at få offentlig daginstitution, med mindre man var enlig forsørger. Så kunne de passende også passe børn og hjem i dagtimerne og have middagsmaden på bordet præcis kl. 17.30.
Alligevel var det svært at få husholdningspengene til at slå til. Men efterhånden kom der da kvikvask og engangsbleer til. Nedstyrtningsskakt var for de meget få, ofte med to indtægter, og det var helt normalt med små toværelses lejligheder med wc på køkkentrappen og uden bad.
Boligmanglen var stor, og man skulle være gift for at få en lejlighed. Det store fremskridt i 60’erne var at kvinderne fik et køleskab, og at alle havde selv råd til at købe deres vitaminpiller selv. Til gengæld fik mændene bil.
Men det var sandelig et tilbageskridt i forhold til 40’rne og 50’erne hvor jeg gik i skole, for dengang fik alle børn i København gratis skolemad, og lige så mange ”ekstramadder” som de kunne spise – sammenklappede rugbrødsmadder med fedt eller syltetøj + en vitaminpille.
Der er langt igen med ligeværd for kvinder. Der sker fremskridt, men det går langsomt. Så sent som i 70’erne var det mandens personnummer en kvinde skulle opgive hos offentlige myndigheder. Selv blev jeg som ”medhjælpende hustru” takseret til 20.000 om året, på trods af at jeg personligt skaffede mindst ½ mio. hjem til firmaet.
Det blev der lavet om på da firmaet blev skilt ud i et Aps, så blev jeg pludselig direktør, og min mand skulle ikke betale 78% i skat af den sidst tjente krone af hele den fælles indtjening.
…
Her er en service for dem som ikke kan se læserbrevene fra i dag:
Winkel Holms klynkeri
Inger Jespersen, Viborg:
”Katrine Winkel Holm (KWH) mener i sit læserbrev 20. august, at kvindebevægelse, velfærdssamfund og den siddende regering - med dens familie- og skattepolitik - har rottet sig sammen mod kvinders valgfrihed.
Hun får røde knopper ved tanken om, at børn skal passes i børnehave/vuggestue. Kalder det »statslig indblanding« og »tvangsinstitutionalisering« - og så blander ‘statsinstitutionen’ Kvinfo sig i »visse kvinders interesser«. De har ikke »reel frihed til at vælge at passe deres børn selv,« jamrer KWH.
Det er usandt at påstå, at den moderne kvindebevægelse har skabt velfærdssamfundet og direkte hyklerisk at påstå, at Kvinfo forhindrer kvinder af KWH’s observans i at passe deres børn selv. Og demagogisk er det at pakke en ultrakonservativ værdikamp ind i et korstog mod ligestilling og forældreorlov.
Det er klynkeri, Katrine!”
…
Jeg er helt enig. Det nytter ikke at sige at KWH ikke siger hvad hun siger.
Det er forbundet med fattigdom, hvis man er enlig mor med en normal indtægt. Det er forbundet med fattigdom, hvis man er hjemmegående og med en mand, der har en gennemsnitsløn. Så tvinges man til at bo de steder, hvor det er billigt. Længere er den ikke.
Jeg skal ikke blande mig i, om kvinder så vælger det, men fri mig fra KWH’s forsvar. Mange højtuddannede kvinder tjener penge på at sidde i bestyrelser, skrive og have småopgaver, de så kan supplere indtjeningen med, og som oftest overstiger en almindelig arbejderløn.
Og det er da også tankevækkende, undskyld Nanna, jeg ved godt du er hjemmegående, at det er de højtuddannede, der råber højest om den hjemmegåendes lyksaligheder.
Jeg arbejder på en kvindearbejdsplads, og jeg kan love jer, at de enlige mødre sidder hårdt i det, både tidsmæssigt og økonomisk.
Det er og bliver en luksusdebat og for dem, der tvinges bag kødgryderne af kulturelle og kvindeundertrykkende grunde, ja de er ikke med i debatten!
Katrine Winkel Holm skriver:
”De sidste 40 år har velfærdsstaten bevidst modarbejdet forsørgerfamilien - godt bistået af den radikale kvindebevægelse, der patroniserende kunne fortælle kvinderne, hvad de skulle og ikke skulle.”
Den slemme velfærdsstat og ”den radikale kvindebevægelse” tillægges nu at have været ”patroniserende” og tvunget mødrene ud på arbejdsmarkedet.
Det er lige lovlig meget magt at tillægge i hvert fald kvindebevægelsen. Som jeg husker det, så var mændene yderst begejstrede, ikke alene for at få en bil, men også for ikke at hænge på familiens forsørgelse helt alene. Et åg blev løftet af deres skuldre, samtidig med at velfærdsstaten fik vind i sejlene og kvinderne fik mere selvtillid.
En del kvinder indså ved samme lejlighed, der for ca. 40 år siden, at der var en vis tilfredsstillelse i, ikke at skulle tigge om ekstra penge til en læbestift eller nylonstrømper. Nogle indså endog, at hvis manden stadigvæk opførte sig usolidarisk, for ikke at sige som en stud, m.h.t. hjemmets gøremål, så kunne de få et meget lettere liv uden ham. Efterhånden som kvindernes uddannelse tog fart, blev det endnu lettere for kvinderne at definere og bestemme over sig selv.
I dag sidder der en del mænd, som har været udsat for denne samfundsomvæltning. De har tilbragt en del tid som ”tvangsinstitutionaliserede”, men som jeg ser det, så har de vist ikke taget skade på hverken liv eller ”sjæl”.
De er nu i gang med at overtage fra ”de gamle” og de er vist temmelig kolde et vist sted over hvad KWH mener er visse kvinders interesser. Faktisk er ret mange helt klar over, at de må til at ”konkurrere” om de spændende job med veluddannede kvinder, uden at få positiv særbehandling, kun fordi de er mænd.
Jeg under bestemt både velstående og mindre velstående familier, at de kan vælge familieformen med en hjemmearbejdende husmor, hvis de kan få økonomien til at hænge sammen i dette kapitalistiske samfund, hvilket jo er betingelsen hvis vi ikke skal tilbage til 50’ernes patriarkalske samfund. Det er ikke et samfund jeg kan støtte op om at genoplive.
Dengang som nu er det samfundsstrukturen og økonomien hos den enkelte familie der tæller. Der er stadigvæk forskel på folk, og den slemme velfærdsstat og dens skattebetalere, er ikke tilbøjelig til at betale for at alle kan få ”frit valg”.
Når KWH siger: ”Tak, Elisabeth, det er rart at vide, hvor vi skal gå hen”, så opfatter jeg det som en bevidst misforståelse, der gør debatten mindre interessant. Direktør Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo, har netop ikke sagt ”hvor vi skal gå hen”. En bevidst misforståelse er det også at sige, at arkæolog Sara Heil Jensen ”vist tror” at KWH er ”imod kvinders udearbejde”, og at KWH mener, at kvinder ”igen skal være afhængige af deres mands indtægt”.
Det er bevidste fordrejninger af hvad andre har sagt, og det er bestemt ikke interessant.