Opslag til denne artikel

Emneord:burkaforbud, ridesport
Personer:Naser Khader, Poul Nyrup Rasmussen, Saddam Hussein
Organisationer:Ligestillingsrådet
Steder:Danmark, Kolding, Paris

Der kommer altid et tidspunkt, hvor den eneste mulighed er et godt, gammeldags forbud. Det var sådan, vi fik gjort op med rygekupeer, klunsning på genbrugsstationer, antimug-middel i sko, og ikke mindst det berømte interdikt mod at vise tænder på pasbilleder. Og det er sådan, vi vil gøre op med købesex, tørklæder, havevanding, glødepærer, skudsikre veste, sodavandsautomater i SFO’en, teenagere i solarier og så naturligvis det sidste nye punkt på ‘not to do’-listen - krammeforbud for børn i Kolding. Af hensyn til svineinfluenza, forstås.

Da Poul Nyrup var statsmedister sagde han ofte, at vi kunne gøre det bedre. Det tænkte jeg også, da jeg tirsdag aften klappede i takt til støttekoncerten på Rådhuspladsen. Vi krævede asyl til alle irakere, så vidt jeg kunne forstå. alle, simpelthen(?). Der var lige dér, jeg blev utryg. For hvad med Saddam Husseins sønner? (dem, vi endnu ikke har skudt). Hvad med Kemiske Ali og alle hans håndlangere? (dem, vi endnu ikke har hængt). Hvad med de irakere, vi ikke kan lide, tænkte jeg, mens Lars Hug sang ‘vi elsker uniformer’. Det var decideret desorienterende med alle de gamle popsangere, der liiiige skulle vride det sidste ud af bagkataloget til støtte for frafaldne medlemmer af Saddams Republikanergarde.

Derfor foreslår jeg et forbud mod at råbe i kor, når det er popstjerner og stand up-komikere, der fremfører de politiske paroler. Det er rendyrket massesuggestion og det fører til såkaldt hovsa-politik. Som, når et flertal kræver, at kamphunde uden stamtavle bliver aflivet uden at kunne definere, hvad en kamphund egentlig er. I mit verdensbillede er de der små grimme chihuahua-hunde, som både Hellerup-fruer og Paris Hilton-wannabees ynder at bære rundt på, også dybt ucharmerende og drøn-aggressive. Ligesom rigtige kamphunde og deres mennesker. Det ville give mere mening at aflive alle de hundeejere, der går rundt uden snor. Det vender jeg lige tilbage til.

Forbud skal være logiske

Thi forbud skal være logiske, og netop ikke give udslæt på fornuften. For eksempel er det således allerede forbudt at sende asylansøgere hjem til den sikre død. Heldigvis for Udlændingestyrelsen er det svært for Muhammed at klage over afgørelsen, når først han har sluppet håndtaget via et fikst, lille nakkeskud fra den lokale velkomstkomité. Smart lov! Her et usmart eksempel:

I Danmark er det forbudt ikke at have en advarselstrekant med sig, hvis man kommer ud for en ulykke. Med andre ord, må du selv bestemme, om du kører gennem livet med eller uden advarselstrekant i bilens bagagerum, men hvis du en dag havner i et uheld, og ikke har trekanten inden for rækkevidde, ja, så får du en bøde. Det burde være forbudt at lave forbud, man ikke forstår.

Tag nu det aktuelle Burka-forbud, som de konservative har været så skarpsindige at få den evigt konfuse Naser Khader til at fremture med. Det er genialt at lade ham styre dén mikrofon, for man kan jo ikke være racist, når man selv er præmieperker. Men racistisk eller ej, så er jeg enig i at disse omvandrende postkasser burde forbydes. Især fordi de under 100 burka-bærere herhjemme sender et virkelig uheldigt dresscode-signal i disse globale opvarmningstider. Hvor må de kampsvede derinde i gå-teltet! Det er usundt. Det er skørt. Det er bestemt et samfundsproblem.

Hvis et røvhul kunne klage…

Dog vil jeg i samme åndedræt forbyde at Naser Khader atter ophænger billeder af sig selv i leopardstribede underbukser. Han er trods alt indvalgt i demokratiets højborg. Dernæst vil jeg nedlægge forbud mod, at kvindelige danskere går så meget i g-streng på den offentlige strand. Det er ikke alene top-usexet, at andre på den måde ofte bliver ufrivilligt vidne til blæverballer, appelsinhud og kiksede røv-tatoveringer. Det er yderst uheldigt, at kvinder i et moderne samfund sender et så kvindeundertrykkende signal til andre kvinder, deriblandt små pigebørn. Jeg mener, kvinder vælger vel ikke selv at gå rundt med sådan en tandtråds-tynd snor til at støtte underlivet? Det ligner tortur, og hvis et anus kunne anke, så tror jeg personligt at Ligestillingsrådet ville drukne i klager fra ømme røvhuller med ønske om at få sig en mandlig bag.

Det er ligesom med kamphundeejerne. Når en g-streng sender et signal om, at hvad man ikke har i hovedet, må man have mellem ballerne, så sender muskelhunden et praj om, at hvis man ikke har så meget mellem ørerne, er det sejt at have et løst savle-dyr til at bestemme farten. Jo, man burde måske skyde hjernelamme hundeejere, men vovsen kan jo ikke gøre for, at de fik sig en Kevin eller en Conny som menneske. Hvilket dilemma!

Voldelige pruheste

Lad os hellere forbyde heste. De sparker big time bagud, hvis de ikke er lukket inde i en bås og bare sådan går frit omkring. Og de har hele fire jernsko på, de vrinskende psykopater. De kan også finde på at hælde deres rytter af direkte på jorden. De er faktisk mega-voldelige, sådan nogle pruheste. Gennemsnitligt slår heste flere mennesker ihjel end hunde.

Mange bliver også lamme fra halsen og ned, efter at have prøvet kræfter med sådan et kræ. Jeg siger: Forbyd heste! Slå hele nationens krikke-besætning ned. Lad os lave hele lortet til hesteburgere og spise fritter og remoulade til. Og husk lige at brænde hestebladet Wendy, så de unge tøser ikke længere, med livet som indsats, lader sig forføre af disse gale skabninger.

Og her dagens allersidste forslag til Forbuds-Danmark. Forbyd de kommunale stisystemer, der gennempløjer alle forstæders parcelhuskvarterer. Det er scary shit. De unge gruppevoldtager jo hinanden på kryds og tværs derude. Hvis de da ikke går rundt og ligner nogen, der planlægger at pløkke hele deres gymnasieklasse ned med automatrifler.

Jeg tror, det er på sin plads at gøre alting forbudt, inden det er for sent. Hellere forebygge end helbrede …