Urskov kvæler digternes kulturlandskab

Vi var nået op på nordsiden på vandreturen rundt om Tunø, da vi ved Nørreklint fik øje på en kampesten med en inskription, der fik blodet til at fryse i mine årer:

»Skynd dig kom - om føje år, Tunø som en urskov står,« hed det.

I de første sekunder, efter at jeg havde set det omvendte H.C. Andersen-citat, lo jeg, idet jeg antog, at det var en joke, men forstod så, at det var alvor. En eller anden urskovsgruppe havde bakset med at anbringe kampestenen dér for at markere, at deres indledende kamp mod Tunøs kulturlandskab var begyndt.

Tendensen er den samme overalt: Målet er, at vort kulturlandskab skal kvæles af urskov. Jo vildere, jo bedre. Og slutmålet er et sted, hvor mennesker slet ikke kommer eller må komme. Tonen er slået an, og politikerne danser med.

Efter at min kone og jeg var sejlet bort fra Tunø, skulle jeg med til min folketingsgruppes tre-dages sommergruppemøde. Noget af det bedste ved de møder er, at vi får sunget så mange sange fra Højskolesangbogen - ikke mindst sommerdigtene. Og så slog det mig: Hver og én af digterne hylder jo Danmarks kulturlandskab! Og modsat: Urskoven skal man lede længe efter i dansk digtning - hvis den overhovedet er der.

Og det gælder alle vore store: Thøger Larsen, Aakjær, Drachmann, Holstein, Grundtvig, Rode, H.C. Andersen, Grundtvig, Johs. V. Jensen, Johs. Helms, Johs. Jørgensen, Rørdam og Alex Garf. Fra en kant af hylder de netop det landskab, som den danske kultur har skabt - ikke urskovsfolkets ufremkommelige vildnis af sumpe og rådnede træer, hvor kun myg og krybende insekter - samt de fugle, der æder dem - bryder sig om at være.

Hyldest til havren

Eksemplerne er i tusindvis: Det er »køer og heste og får på græs henover brede agre«, det er »korn, korn, korn« - og imens »det dufted af hyld og hø …«, det er hyldesten til havren: »jeg blev sået, mens glade lærker sang«, det er »når koen sin middag i kløveren gumler«, det er »dejligst vi finde, ved vugge og grav, den blomstrende mark i det bølgende hav«.

Eller hvad med: »..de marker så bølgende brede, hvor kornakset modnes og gyldnes af sol«, eller »den danske mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde« - »venner! hvad vi fik for muld« - eller hele digt: »Han kommer med sommer«, »Hvor er det længe siden«, »Der dukker af disen min fædrene jord« og »Midsommervisen«.

Én lang hyldest til kulturlandskabet - til dér, hvor en dansk urtidsbonde første gang satte ploven i jorden og indledte sin og sit folks skabelse af det, der er blevet til Danmark - dét, som vi med et dækkende udtryk kan benævne dansk kultur.

»Hvad udad tabtes skal indad vindes«. Sætningen tilskrives Dalgas. I løbet af 100 år lykkedes det dengang i 1800-tallet Hedeselskabet at omdanne sure sumpe samt knoldet, ufrugtbar hedejord til god jord, som skabte overlevelsesmuligheder for titusindvis af bønder og deres familier og gav danskerne mad på bordet. I de forrådnede sumpe blev der renset op og drænet, og resultatet blev grønne kornmarker, blomstrende roemarker eller god græsning til køerne.

Men i dagens Danmark er man i gang med at gøre myggene glade igen. Opgaven er at ‘genoprette’ naturen. Aamosen på Sjælland er et godt eksempel: Mere end 20.000 hektar landbrugsjord er det planen, at man igen vil lave om til krattede sumpe, hvor ingen vil kunne færdes. Man vil fjerne drænene, og alt skal sættes under vand.

Da projektet Aamosen blev igangsat, medførte det sørgmodige protester fra folk i området, som ikke kunne forstå idéen i at genindføre sumpene. I hundredvis af breve strømmede ind til det daværende Vestsjællands Amt - med nødråb om, at det ville blive et farvel til kronvildt, rådyr, fasaner, agerhøns, harer og skovduer, ligesom det ville blive døden for højstammede træer og dyrerige læbælter.

Man pegede på, at vegetationen, som i Aamosen er græs, buske og træer, ville dø, og at det etablerede, rige dyreliv og planteliv helt ville forsvinde. Enkelte bønder pegede blot - enfoldigt - på det urimelige i, at noget af Danmarks allerbedste agerjord ville drukne.

Jo, indsigelserne strømmede ind. Der kom så mange, at man måtte udgive to hvidbøger, hver på knapt 200 sider, for at få plads til dem. Men man kunne jo lige så godt have skrevet til julemanden, for det var uden effekt.

Millioner af myg

I et gammelt leksikon findes en beskrivelse af, hvordan Aamosen var inden dræningen. Det beskrives som »højtstående grundvand og jævnlige oversvømmelser, karakteriseret ved forrådnede plantedele med sur lugt …«. Over for mig har den daværende ejer af Kongsdal Gods, Iakob Estrup, beskrevet området:

»Når det frøs, kunne vi løbe 12-14 kilometer på skøjter, helt fra Undløse til Bromølle. Det var da hyggeligt. Til gengæld var det ikke et område, der kunne græsses på. Det var for blødt til kreaturer. I øvrigt var der om sommeren slet ingen, hverken kreaturer eller mennesker, der havde lyst til at være der, for der var i millionvis af myg i sumpen.«

Ja, at omdanne Danmarks frodigste landbrugsjord til sure, myggebefængte sumpe ligner et overgreb på dansk kultur. Hvordan mon fremtiden vil vurdere, at vor generations indsats var at ødelægge frugtbar landbrugsjord og omdanne det til golde sumpe, hvor ingen kan komme, og hvor ingen må komme?

Nu er projekt Aamosen af økonomiske årsager for tiden sat på vågeblus. Jeg foreslår, at man én gang for alle lægger sumpprojektet i mølposen.

Det var Jean-Jacques Rousseau, som skabte begrebet ‘tilbage til naturen’. Alting skulle være oprindeligt, og naturen skulle krybe ind over kulturen. Overklassen, som jo altid har løbet rundt efter tidens mode, klædte sig efter sigende ud i simple kofter og tog på landet for at hoppe fra tue til tue. For den franske kulturs vogtere, bønderne, må det have været en underlig oplevelse. Man kan da håbe på, at de har grinet lidt, men langt mere sandsynligt er det, at de har følt sig nedvurderet og hånet.

Ubønhørlig kamp

Men hvorfor er det lige, at dagens urskovsfolk mere og mere minder mig om parisiske overklasseløg, som er taget på søndagstur? Og er dette urskovsfolk i virkeligheden ikke værre end deres forgængere, idet de jo ikke kan nøjes med at tage ud og hoppe rundt. Frugtbar jord og højtstående og smukt kulturlandskab skal afvikles, for at urskoven vil kunne krybe ind over - og tage over.

For urskoven vil jo tage over, hvis den får lov at sprede sig frit. Det er jo kendetegnet på den ofte ubønhørlige kamp, som vore forfædre har måttet føre, og som netop viser, at hele menneskehedens eksistens og udvikling i sig selv er ‘kulturkampen’. At skabe så stærk en kultur, at naturen kan holdes i ave, således at naturen bliver en fornuftig og nødvendig følgesvend - men ikke den, der sætter kursen. Det er ikke tilfældigt, at det netop er i de områder i verden, hvor naturen har været mest ubønhørlig og vildest, at kulturen har blomstret først og størst og har udviklet sig finest og smukkest.

Men selv inden for Danmarks grænser kommer diversiteten til udtryk: Forskellen på hvordan man lægger stråtag i Sydsjælland og på Falster, den måde man stakker hø på, den måde, man lavede bindingsværk på, den måde, hvorpå man indrettede markerne, var forskellig næsten fra sogn til sogn. For mig er diversitet netop glæden ved at køre gennem landet: Det er for mig danmarkshistorien og giver mig beretningen om det folk, jeg er en del af.

Urskovsfolket har ingen anerkendelse af mangfoldigheden. Ja, det vil sige: man vil nok hævde, at man netop arbejder for mangfoldigheden, når det gælder insekter, fugle og frøer (kampen for den butsnudede frø er således legendarisk … !), men menneskets kulturelle mangfoldighed vil man ikke vide af. Den kulturelle diversitet er derimod en træls hæmsko for den, der blot ønsker, at uskoven skal krybe ind over det hele, gøre alt ens og dermed gøre det af med kulturen.

Det var dette kulturhad, der kom til udtryk, da ur- skovsfolk på Tunø arrogant baksede en kampesten på plads med den ultimative hån mod kulturen og vore digtere, da de lod indhugge:

»Skynd dig kom - om føje år, Tunø som en urskov står.«

Søren Espersen er MF (DF)