»Lodret ulovligt.« Sådan lød dommen i gårsdagens Information fra asylretsekspert Kim U. Kjær, efter at Rigspolitiet har nægtet 34 afviste irakiske asylansøgere advokatrepræsentation under deres møde med den irakiske delegation, der er i landet i øjeblikket.

Rigspolitiet har indtil videre ikke ønsket at forsvare beslutningen, men Information er nu kommet i besiddelse af en skrivelse fra vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen til flygtningeadvokat Helge Nørrung, hvor et forsøg på en forklaring fremgår.

»Den irakiske delegation har udtrykkeligt over for Rigspolitiet tilkendegivet, at man ikke ønsker bisidder/advokat til stede under de interviews, som den irakiske delegation i disse dage gennemfører med et antal irakere,« skriver Hans-Viggo Jensen til advokaten, der havde sendt en forespørgsel om, hvorfor han ikke må være til stede under afhøringen af sine klienter.

Vicerigspolitichefen henviser til en undtagelse i Forvaltningsloven, der medfører, at det almindelige princip om, at bisiddere må være til stede under afhøringer, falder bort, såfremt »væsentlige hensyn til offentlige interesser« taler herfor. Og da det er af væsentlig interesse for de danske myndigheder at kunne tvangshjemsende irakerne, har Rigspolitet altså valgt at tage hensyn til den irakiske delegations ønske.

Men den forklaring »holder ikke en meter,« lyder det fra Kim U. Kjær.

»Det ser ud til, at man ikke har været klar over, at Forvaltningslovens regler er af general karakter, og at man i mange særlove, hvor specielle forhold gør sig gældende, har valgt at supplere eller fravige de principper, Forvaltningsloven afstikker,« siger han og tilføjer:

»Det er netop tilfældet med udlændingeloven, som giver enhver frihedsberøvet asylansøger ret til altid at modtage besøg af den besikkede advokat. Og det giver sig selv, at formålet med den bestemmelse ikke er at give advokaten uhindret adgang til at komme med chokolade og blomster, men at asylansøgeren til hver en tid skal kunne få den fornødne advokatbistand.«

Det har Kim U. Kjær helt ret i, vurderer professor ved Aarhus Universitet, asylretsekspert Jens Vedsted-Hansen.

»Det er ikke til at få øje på nogen undtagelse fra den ret, der er fastslået i Udlændingeloven til altid at få besøg af advokat og Dansk Flygtningehjælp, når man er frihedsberøvet - og det er disse irakiske asylsøgere jo, mens de taler med regeringsdelegationen,« siger han og tilføjer:

»Forvaltningsloven er en minimumslov. I en række forskellige situationer er der supplerende beskyttelse i andre dele af lovgivningen, og det er klart det, der er tale om i dette tilfælde.«

Oppositionen raser

Oppositionen raser over, at Rigspolitiet nægter de afviste irakere advokatbistand eller bisiddere.

»Retsikkerhedsprincipperne i Danmark skal selvfølgelig også gælde for afviste asylansøgere. Selvfølgelig skal de det. Hvis det er en situation, hvor vi plejer at give mulighed for advokatbistand eller bisidning, så skal de selvfølgelig også have det,« siger Socialdemokraternes udlændingeordfører, Henrik Dam Kristensen(S), til Ritzau.

Oppositionen kræver en forklaring af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Ministeren ønsker ikke at kommentere sagen, da hun ikke ønsker at være inhabil som klageinstans, meddeler hun.