Det er med nogen tøven, at den århusianske juraprofessor Jens Vedsted-Hansen nu tager ordet i debatten om PET-Kommissionens beretning. Som medlem af Kommissionen har han til bind 15 af PET-Kommissionens beretning udarbejdet en mindretalsudtalelse med en over 100 sider lang juridisk analyse om forholdet mellem det såkaldte ‘14/9-notat’ og så den berømte erklæring om politisk registrering, som VKR-regeringen udsendte den 30. september 1968. Det var den regeringserklæring, der fastlagde, at PET ikke længere måtte registrere borgere alene for lovlig politisk virksomhed.
I lyset af de senere dages debat vil han gerne præcisere, hvad uenigheden i PET-Kommissionen går ud på, og hvad Kommissionen omvendt er enige om. Han understreger, at Kommissionen ikke er uenige om det historiske forløb, men derimod om den rent juridiske forståelse af, hvad der er sket.
Men først til sagens fakta: Da PET-Kommissionen efter 10 års arbejde afleverede sin beretning til justitsministeren den 24. juni, var et hidtil hemmeligholdt notat fra Justitsministeriet dateret den 14/9 1968 en af de største afsløringer. Det ukendte notat, som angiveligt var godkendt af de fire centrale ministre i VKR-regeringens sikkerhedsudvalg, udgjorde en fortolkning af regeringserklæring om politisk registreringer, som regeringen udsendte 16 dage senere.
Hvor regeringserklæringen fastslog, at registrering alene på grundlag af lovligt politisk arbejde ikke længere kunne finde sted, så lagde fortolkningen i 14/9-notatet op til, at PET stort set kunne fortsætte sin hidtidige praksis med at registrere bredt på venstrefløjen.
14/9-notatet er blevet mødt med stor skepsis, bl.a. af det tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm. Han har bl.a. undret sig over, hvorfor notatet aldrig tidligere er blevet draget frem af PET’s gemmer, hverken i kølvandet på Kejsergade-sagen fra 1969 eller i forbindelse med Kommissionsdomstolen efter den såkaldte Hetler-sag i 1977 og heller ikke i den beretning, som PET udarbejdede oven på afsløringer i marts 1998 af PET-agenten Anders Nørgaards infiltration i det trotskistiske SAP.
Ifølge Vedsted-Hansen var det hidtil ukendte notat en del af det materiale, som Kommissionen modtog fra PET helt fra begyndelsen.
»Der har ikke været lavet nogen forsøg på at skjule dette notat,« siger Vedsted-Hansen til Information.
- Hvorfor er notatet så først kommet frem nu og ikke under de tidligere undersøgelser af PET?
»Det kan jeg ikke svare på. Men det er da et ualmindeligt godt spørgsmål,« som han siger.
Bare et debatindlæg
Stærkt forenklet og sat på spidsen er spørgsmålet, hvilken norm der gælder som den højeste: erklæringen eller notatet? Hvor flertallet i Kommissionen finder, at regeringserklæringens forbud mod registrering af lovlig politisk virksomhed primært er en politisk tilkendegivelse - »et indlæg i den debat, der pågik i de år, om omfanget af politiske registreringer«, som flertallet formulerer det - så mener Vedsted-Hansen, at erklæringens ordlyd var retsligt bindende for PET, ikke mindst fordi en lang række justitsministre siden har henvist til erklæringen.
Vedsted-Hansen vil ikke afvise, at Kommissionens arbejde og beretning er blevet svækket af uenigheden, men om det også vil føre til en forfatningsmæssig svækkelse - således som bl.a. Preben Wilhjelm har advaret mod her i Information - det afhænger ifølge Vedsted-Hansen af, hvad Folketinget når frem til, når tinget i efteråret kommer til at diskutere PET-Kommissionens beretning. Og - ikke mindst - af, om der senere kommer et retsligt efterspil ved danske domstole og eventuelt ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
En besværlig størrelse
Regeringserklæringen fra 30. september 1968 er en lidt besværlig størrelse rent juridisk, for det er ikke en type dokument, som man ifølge Vedsted-Hansen kender i forvejen. Normalt vil jurister sige, at retskilder er f.eks. grundloven, de almindelige love og bekendtgørelser. Men regeringserklæringen er ikke fremsat i Folketinget, men derimod udsendt som en almindelig pressemeddelelse. Omvendt er der utallige gange refereret til erklæringen fra Folketingets talerstol, heriblandt fra skiftende justitsministre. Erklæringen har også været lagt til grund som en bindende retningslinje for PET’s registrering i forhold til det særlige udvalg, Wamberg-udvalget, der på Folketingets vegne har skullet kontrollere tjenestens registreringer. Tilsvarende forudsættes det i den beretning, som daværende PET-chef Birgitte Stampe udsendte i april 1998 efter afsløringen af PET-agenten Anders Nør-gaard, at erklæringen er en juridisk bindende norm. Det samme er tilfældet i forarbejderne til loven om PET-Kommissionen, »så for mig at se kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at den er blevet opfattet som bindende,« opsummerer Vedsted-Hansen sit synspunkt.
Han vil ikke udelukke, at andre kan komme til et andet resultat. »Men under alle omstændigheder må det kræve nogle juridiske mellemregninger eller rettere sagt en lang række juridiske overvejelser at nå til et andet resultat. Og efter min mening mangler de i de fire-fem sider, som Kommissionsflertallet i bind tre bruger på problemet,« siger han.
»Det ligger klart, at 14/9-notatet har muliggjort registreringer, som ikke ville være tilladt ifølge regeringserklæringen,« siger Vedsted-Hansen.
Kommissionen har ikke kunne fastslå hvilke justitsministre, der personligt har set 14/9-notatet.
»Flertallet mener, at 14/9-notatet er fastlagt af regeringen og godkendt i sikkerhedsudvalget, og derfor må være den gældende målestok - men så standser flertallet ligesom deres argumentation på dette punkt. Men efter min mening kan man ikke mene, at 14/9-notatet er den gældende norm, uden at man også bliver nødt til at beskæftige sig med, om de mange justitsministres henvisninger til regeringserklæringen så har været en misinformation eller vildledning af Folketinget,« siger Vedsted-Hansen.
Mangler juridisk analyse
»Selv om man mener, at 14/9-notatet muliggør en fravigelse af regeringserklæringens forbud mod registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, så er det i sig selv et juridisk problem, at man i så mange år har sagt noget andet til Folketinget. Og lige præcis her opstår det virkelige forfatningsproblem,«~mener Vedsted-Hansen og henviser til, at kommissionsflertallet ikke har set det som sin opgave at vurdere, »om vekslende justitsministre eller andre politikere burde have klargjort over for Folketinget, at regeringserklæringen i praksis anvendtes på en anden måde«, som det formuleres i bind 16. Ifølge flertallet er dette nemlig »et politisk spørgsmål«.
»Det er uheldigt og uforståeligt, at flertallet mener sådan, specielt fordi forarbejderne til loven om kommissionen netop siger, at man kan belyse, om PET med ministrenes vidende fulgte andre retningslinjer end de hidtil over for Folketinget oplyste, dvs. regeringserklæringen. Og det er jo lige præcis dét, der har været tale om,« siger Vedsted-Hansen.
Ifølge Vedsted-Hansen er de fire-fem sider, hvor Kommissionsflertallet fremsætter sin konklusion, i realiteten en historisk fremstilling frem for en juridisk analyse.
»Men det er et retsligt problem og kan ikke bare henvises til at være et politisk spørgsmål. Efter min opfattelse er det uomgængeligt, at man må tage stilling til den kendsgerning, at myndighederne i så mange år har gjort et, men sagt noget andet. Efter min vurdering var det en del af Kommissionens opgave, men det synspunkt har jeg stået alene med.«
Kommentarer
OP OG NED MED PET.
Hovedparten af kraftige kritik over for kommissionsarbejdet forekommer rimelig, selv Øvig Knudsens og Bent Jensens (sammen med den uafgjorte sag med Jørgen Dragsdahl f.eks.i Berlingerne 17/8: ‘Lugt af enevæde i bind 16’, i Weekendavisen 14/8 udsat for karaktermord), og rimeligt, at den største modstand kommer fra venstrefløjen, der befandt sig i søgelyset for landsforræderi vs.højrefløjen.
Alligevel forekommer kommissionsarbejdet uanset en intern strid at have åbnet for et debatgrundlag med historiske fakta, som netop manglede eller blot var anelser. Eksempelvis har man ikke før nu med føje kunnet angribe socialdemokraterne for via arbejdspladserne og i ledtog med PET at have ført deres politiske kamp mod venstrefløjspartierne videre fra mellemkrigsårene, eller at politiet straks efter 45 fik sat dele af modstandsbevægelsen på plads som før krigen - eller med Bent Jensens sprogbrug; Det lugter af borgerlig politiks dårlige samvittighed.