Opslag til denne artikel

Emneord:flygtninge og asyl
Personer:Bert Brecht, Birthe Rønn Hornbech
Organisationer:Flygtningenævnet, FN, Socialdemokraterne
Steder:Danmark

Det er synd, men sandt. Det er blevet devisen i det politiske Danmark: Alle er enige om, at det er ubehagelige skæbner og barske billeder af de irakere, som ikke har fået asyl i Danmark og nu skal hjemsendes med tvang. Men de politikere i regeringen og opposition, som bestemmer, ophøjer det til en særlig dyd at retfærdiggøre det uretfærdige. Det udråbes til en særlig form for ansvarlighed ikke at handle på det, der forekommer fundamentalt uacceptabelt: Fængsling af en iraker, som i sit hjemland har været udsat for tortur, hjemsendelse af psykisk og fysiske syge irakere til et land, hvor vi ikke kan få nogen garantier for, at de ikke vil blive udsat for overgreb. Èn er senildement, en anden er skizofren og en tredje har børn, som har boet mere end 10 år i Danmark, men det skal man ifølge den politiske konsensus ikke lade sig distrahere af: Det er blevet forfremmet til det eneste mulige at afvise asyl eller humanitær opholdstilladelse til de irakere, som har boet i lejre i Danmark i årevis. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at den konsensus om ‘udlændingepolitikken’, som blev etableret i 2001 på et kampråb om, at man ikke skal finde sig i andres afvisninger af det politiske mulige, selv er endt i en position, hvor politisk handling er udelukket. Det er synd, men sandt hedder det, og lektien er: Der er ikke noget at gøre.

Den moralske nødvendighed

Den kategoriske afvisning af politisk handling bliver begrundet med to nødvendigheder: Der er en moralsk og en juridisk nødvendighed. Den moralske nødvendighed henviser til nationens overlevelse: Hvis vi ikke sender dem ud, vil Danmark blive overstrømmet af alverdens flygtninge, og velfærdsstaten vil til sidst bryde sammen. Det siges, at hvis vi giver humanitært ophold til denne særligt belastede gruppe, ville belastede grupper over hele verden råbe ‘asyl’ og søge til Danmark. Nationen anskues med andre ord som en fæstning, og en åbning af fæstningen for bare én vil blive til en åbning for alle. Det præsenteres som et absolut enten-eller. Det er en præsentation, vi har hørt rigtig mange gange før, og den er i dette som i andre tilfælde forkert. Det samme blev sagt om 24-årsreglen, men regeringen troede ikke engang selv på sin undergangsmyte: Den danske regering deltog aktivt i udarbejdelsen af det opholdsdirektiv, der underminerer 24-årsreglen. Og Danmark er ikke blevet ‘oversvømmet’, som det hedder. Det gælder også, at andre irakere jo er blevet tildelt humanitær opholdstilladelse, og syndfloden blev ikke følgen.

Det antages derudover, at gruppen af afviste irakiske asylsøgere deler vilkår med millioner af fordrevne fra hele verden. Det gør den naturligvis ikke - alene deres lange ophold i Danmark på udsatte betingelser gør dem til en særlig gruppe. Dette er ikke nogen kontroversiel vurdering. Det blev i denne uge afsløret, at Birthe Rønn Hornbech, inden hun blev integrationsminister, selv havde sagt, at »det er jo en særligt afgrænset gruppe, som nu har siddet her i fire, seks eller otte år«. Rønns udtalelser er indlysende rigtige: Det interessante er ikke indholdet af udtalelsen. Det er interessante er afsenderen - og det forhold, at hun nu som minister siger noget andet. Her afsløres distancen mellem det indlysende fornuftige og magtens retorik. Udover at det er en urimelig logik, som kobler alverdens flygtninge sammen i fjendebilledet af en metafysisk strøm, afdækkes kampen om nationens overlevelse som en myte, regeringens egne ministre ikke engang selv tror på.

… og den politiske

Den såkaldt juridiske nødvendighed henviser til retsstaten, demokratiet og den uafhængige domstolsinstans, som er Flygtningenævnet. Betingelserne for tildeling af humanitært ophold er i første omgang politisk og først dernæst i anden omgang juridisk. Det er med andre ord netop diskutabelt. Det skal begrundes med argumenter for retfærdighed og ikke afvises som en nødvendighed. Men regeringen og desværre også Socialdemokraterne betragter det som den absolutte lovs autoritet, der anfægtes, hvis man tillader sig at være uenig. Det er symptomatisk, at dem, der demonstrerer, af ministre udråbes som »gadens parlament« og »autonome«. Den sammensatte forsamling af bedsteforældre for asyl, kirkeasyl, vrede studerende og en masse andre nedgøres som samfundsundergravende kræfter. Men også FN er uenig i den danske regerings vurderinger, og direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, har pointeret, at der er så meget usikkerhed omkring både de danske myndigheder, de irakiske myndigheder og de irakiske asylsøgeres stilling overhovedet, at sagerne bestemt ikke er afgjorte. Denne åbne politiske diskussion bliver nedgjort og afvist overhovedet. Det åbenlyst uacceptable bliver forfremmet til garant for nationens og retsstatens overlevelse. Det er selve den politiske frihed til at handle på det, som alle finder barskt og brutalt, som bliver suspenderet. Det er forbindelsen mellem det, man oplever, man bør handle på, og det man får at vide, man kan handle på, som brydes her.

Der er ikke noget så ødelæggende for et demokratisk, politisk fællesskab, som når andres lidelser bliver til noget, man skal finde sig i og acceptere. Det er ikke komisk, men destruktivt at politiske ledere, der fører sig frem som store kustoder i velfærdsstatens museum, underminerer den politiske frihed til at gøre noget ved det, som kalder på handling. Situationen appellerer til, at der gøres noget, men de regerende insisterer på, at der ikke er noget at gøre. Det handler ikke om godhed, barmhjertig eller medlidenhed. Det handler om politisk retfærdighed. Det handler om, at den fundamentale solidaritet for alle bliver ødelagt, når det uacceptable bliver til det eneste mulige. Og som det blev sagt af Bert Brecht og siden citeret vidt og bredt med en sentens, som er eminent demokratisk: Når uret bliver ret, bliver modstand til pligt.

Denne artikel er anbefalet af: