PET-Kommissionen har for offentligheden fremlagt alt relevant materiale vedrørende regeringserklæringen og PET’s registreringer under Den Kolde Krig. Den har ledt i alle kroge og kældre for at kunne sammenstykke et så korrekt billede som overhovedet muligt.

Typisk for Wilhjelm roses Kommissionen, når den udtaler kritik af PET, men skoses, når den mener, at PET har handlet efter gældende retningslinjer. Læser man interviewet med Wilhjelm i Information 17. august og bøger om PET, vil man opdage, at hans grundopfattelse er, at der ikke er brug for en efterretningstjeneste, idet den gør mere skade end gavn (Se Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere, s. 300). Dette er naturligvis et legitimt standpunkt, men det er vigtigt at huske, at det er den vinkel, som styrer Wilhjelms læsning af Kommissionens arbejde.

Begrænset kendskab

Wilhjelm nægter også at tro, at Det Radikale Venstre kendte til Justitsministeriets meget omtalte notat af 14. september 1968, der gav PET mulighed for at foretage de registreringer, som tjenesten anså for nødvendige, og at partiet i øvrigt ville være med til at stikke blår i øjnene på befolkningen.

At Wilhjelm ikke kan forlige sig med de historiske kilder, der viser, at dette var tilfældet, er svært at gøre noget ved.

Ydermere viser Wilhjelms udtalelser, at han har et begrænset kendskab til radikal politik i det 20. århundrede. Han mener ligefrem, at hvis Kommissionens fremstilling er rigtig (hvad den er), bør den føre til en omskrivning af partiets historie. Intet kunne være mere forkert.

Et flertal

Det Radikale Venstres identitet og politik bygger netop på skismaet mellem et idealistisk bagland og ledende politikere, som søger maksimal indflydelse og samtidig udviser forståelse for statens overordnede interesser. Baunsgaard satte i 1968 statsministertaburetten højere end hensynet til det radikale baglands kritik af PET. Et klassisk radikalt rationale, som der findes mange eksempler på:

I 1953 gik den radikale leder Jørgen Jørgensen, trods et skeptisk bagland, i al hemmelighed med til PET’s kommunistregistrering. I 1964 lovede Baunsgaard statsminister Krag at støtte regeringen, når den principielt afviste spørgsmål vedrørende efterretningstjenestens arbejde. Det Radikale Venstre var også imod NATO, men accepterede de facto medlemskabet og undlod at presse på for en udmeldelse i forbindelse med medlemskabets udløb i 1969. Det Radikale Venstre var en - om end tøvende og kritisk - del af det sikkerhedspolitiske flertal.

En plads i folkestyret

Værre er det, at Wilhjelm beskylder Kommissionen for med sine bemærkninger til regeringserklæringen at undergrave folkestyret. Det forhold, at Kommissionen har gennemtænkt en problemstilling og beskrevet den udførligt, er åbenbart samfundsnedbrydende. Desuden overser han, at både flertallet og mindretallet i Kommissionen mener, at PET har efterlevet regler og retningslinjer ved at følge notatet af 14. september 1968, og at der derfor ikke kan udtales kritik af PET. Kommissionen har derimod delt sig i spørgsmålet om regeringserklæringens juridiske eller politiske status. Desuden har det ikke været en opgave for Kommissionen at tage stilling til de politiske implikationer af skiftende justitsministres måde at orientere Folketinget på. Wilhjelm frakender med sine udtalelser de historikere og jurister, han er uenig med, en legitim plads i folkestyret.

Morten Heiberg er ph.d. og medforfatter til PET-Kommissionens beretning og Regin Schmidt er adjunkt, ph.d. og medlem af PET-Kommissionen